| Bedebønner
fra Koranen:
BØN om TEGN
Profeten Zacharias' bøn, da Gud havde lovet ham en arving. Herre! Giv mig et tegn! (3:41 og 19:10) * * * Da disciplene fordrede tegn fra Gud, bad Jesus, Marias søn: Herre! Send et bord ned til os fra himlen, således at vi og alle senere generationer må få et festmåltid og et tegn fra Dig. Giv os underhold, for Du er den ypperligste forsørger. (5:117)
KORANEN om TEGN FRA GUD
Vi har visselig sendt dig (Muhammad) tydelige tegn, som kun de forstokkede afviser. (2:99) Sandelig! I skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, som til menneskenes gavn sejler på havene, i regnen, som Gud sender ned fra himlen, og hvorved Han giver liv til den døde jord, i alle de væsener, som Han har spredt ud over jorden, i vindenes omskiftelighed, og i skyerne, der til gavn svæver mellem himlene og jorden - er der visselig tegn for de forstandige. (2:164) Driv ikke spot med Guds tegn, og ihukom Guds nådegaver og Visdommens Bog, som Han nedsendte for at vejlede og advare jer. Frygt Gud og vid, at Han er opmærksom på alt. (2:231) Det er Ham, der har nedsendt Bogen til dig. Deri er der tydelige tegn - det er Bogens grundlag. Andre tegn er billedlige. De vildfarne tolker de billedlige tegn bogstaveligt og sår usikkerhed og splid med deres fortolkning. Ingen uden Gud kender den (virkelige) mening; men kun de (virkelig) indsigtsfulde og vidende er i stand til at forstå det guddommelige budskabs betydning tilnærmelsesvis rigtigt. (3:7) Når Gud lader lidelser ramme dig, kan ingen anden end Han fjerne dem. Og når Han bringer dig godt, er det også tegn på Hans almagt. (6:17) Gud (alene) råder over (alle) tegn. (6:109) Venter de mon på, at englene skal vise sig for dem? Eller Herren selv? Eller at de skal se Hans tegn (der indvarsler Opstandelsen)? Det vil ikke gavne nogen sjæl at tro på Herrens tegn den dag, hvor tegnene virkelig kommer (og regnskabet skal gøres op), hvis de ikke har troet på dem før og ikke gennem deres tro på Ham har handlet retfærdigt. (6:158) De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når Hans tegn reciteres, og sætter al deres lid til Gud. (8:2) (Zacharias bad:) "Herre! Giv mig et tegn!" "Dit tegn skal være," var svaret, "at du i tre nætter ikke skal tale til noget menneske, selv om du ikke er stum." Da Zacharias kom ud af sit kammer, bød han (ved tegn) sit folk lovprise Gud morgen og aften. (19:10-11) Moses og Aron sagde: "Vi kommer visselig til dig (Farao) med et tegn fra din Herre. Fred vil være med dem, der følger Hans vejledning!" (20:47) Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer mager af samme natur (som I selv), at I må finde tryghed og sjælefred hos dem. Og Han sår kærlighed og barmhjertighed mellem jer. Sandelig! I dette er der tegn for de eftertænksomme. Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. Sandelig! I dette er der tegn for de eftertænksomme. (30:21-22)
© Islamisk Studiebogssamling
|