| Bedebønner
fra Koranen:
BØN om GOD REJSE
Den rejsendes bøn om beskyttelse imod lurende farer til lands og til vands. Hvis Du blot vil frelse os fra (alt) dette, vil vi visselig være Dig taknemmelige! (6:63) * * * De betrængte søfarendes bøn. Hvis Du frelser os fra dette (stormfulde vejr), vil vi visselig være Dig taknemmelige! (10:22) * * * Da Profeten Noa forlod arken, bad han denne bøn, som også vore dages rejsende fremsiger. Herre! Velsign min landgang, for Du er den bedste til at sikre god landgang. (23:29) * * * Når man påbegynder en rejse, fremsiges denne lovprisning. Æret være Han, der har stillet os dette (transportmiddel) til rådighed. Aldrig ville vi have kunnet fuldføre det (uden Hans hjælp). Til Herren vender vi os visselig (i hengivenhed og taknemmelighed). (43:13-14)
KORANEN omREJSENår I er på rejse, begår I ingen forseelse, om I afkorter jeres bønner af frygt for at de, der afviser troen, skal forulempe jer. Gudsfornægterne er visselig jeres åbenlyse fjender. (4:101) Hvem er det, der befrier jer fra de lurende farer til lands og til vands, når I ydmygt påkalder Ham fra jeres sjæls inderste (med disse ord): "Hvis Han blot vil frelse os fra (alt) dette, vil vi visselig være taknemmelige!"? Det er Gud, der frelser jer fra alskens trængsel og nød - og dog tilbeder I falske guder! (6:63-64) Det er Herren, der fører skibene over havene, for at I (i taknemmelighed) må søge Hans velbehag. Gud er allerbarmhjertigst. Når I er i havsnød, glemmer I alt om jeres afguder; men når Han bringer jer sikkert i land, vender I jer bort (fra Ham). Mennesket er visselig utaknemmeligt! Er I da så sikre på, at Han ikke vil lade jer synke i jorden eller sende en regn af sten over jer, og at I ikke vil have nogen til at beskytte jer? Eller er I sikre på, at Han ikke atter vil føre jer tilbage (på havet) og sende en alt-ødelæggende stormvind og lade jer drukne til gengæld for jeres utaknemmelighed? Da vil I ikke kunne finde nogen, der kan forsvare jer imod Os. (17:66-69) Har de ikke rejst gennem verden med åbent sind og lutter øre? (22:46) Hvem (andre end Gud) leder jer gennem mørket til lands og til vands og sender vindene i forvejen med Sit glade budskab? Kan der være andre guder end Gud? (27:63) Rejs ud i verden og reflektér over, hvorledes Gud oprindeligt formede Sit skaberværk. Han vil (ved Opstandelsen) frembringe en sidste skabelse, for Han råder visselig over alt. (29:20) Når de går om bord i et skib, påkalder de Gud oprigtigt og hengivent. Men når Han har bragt dem sikkert i land, tilskriver de Ham partnere - i utaknemmelighed for Vore gaver. Lad dem blot nyde (denne verdens forgængelige goder)! De skal snart få (konsekvensen af deres udskejelser) at føle. (29:65-66) Og det skal være et tegn for dem, at Vi bragte deres slægt frelst (gennem Syndfloden) i den overlæssede ark. (36:41) Har de ikke rejst gennem verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var både mere talrige og stærkere og efterlod sig mange spor. Men alt dette gavnede dem ikke den mindste smule. For da sendebudene kom til dem med tydelige tegn, jublede de blot over den viden, de allerede besad (og holdt for enestående). Men sluttelig blev de indhentet af det, de så spottende havde afvist. (40:82-83) Har de ikke rejst gennem verden og set, hvorledes deres (ugudelige) forfædre blev tilintetgjort? Gud udslettede dem, og en lignende (skæbne) venter de (nulevende) gudsfornægtere. Det er, fordi Gud er de troendes beskytter. Og fordi de, der afviser at tro, ingen beskytter har. (47:10-11)
© Islamisk Studiebogssamling
|