Bedebønner fra Koranen:


INDLEDNING og ORDFORKLARING

 

BØN om INDSIGT og VIDEN

 

Profeten Moses' bøn, da hans folk hånligt havde afvist at ofre en ko.

Herre, jeg søger beskyttelse hos Dig mod uvidenhed. (2:67)

* * *

Profeten Noas bøn, da han indså, at hans søn ikke ville blive reddet fra Syndfloden.

Herre! Jeg søger beskyttelse hos Dig mod at bede Dig om noget, hvorom jeg ingen viden har. Hvis Du ikke tilgiver mig og viser mig barmhjertighed, vil jeg visselig være fortabt. (11:47)

* * *

Profeten Moses' bøn, da han havde modtaget sit kald.

Herre! Giv mig indsigt og viden, og let min opgave for mig. Gør mig veltalende, at de må forstå min tale. (20:25-28)

* * *

Profeten Muhammad blev påbudt at bede denne bøn og ikke drage forhastede konklusioner, før åbenbaringen af hele Koranen var tilendebragt.

Herre! Forøg min viden. (20:114)

* * *

Profeten Abrahams bøn, da han åbenlyst havde vendt sig fra afgudsdyrkelse.

Herre! Giv mig indsigt og viden og forén mig med de retfærdige. Lad ryet om min sandfærdighed nå kommende generationer, og lad mig indgå i Lyksalighedens Haver. (26:83-85)

* * *

Profeterne David og Salomon takkede Gud for den viden, Han havde skænket dem.

Priset være Gud, der har begunstiget os frem for mange af Sine troende tjenere (med indsigt og viden). (27:15)

KORANEN om

INDSIGT og VIDEN

 

Englene sagde: "Æret være Du! Vi har ingen viden ud over den, Du har givet os. Du er visselig alvidende og alviis." (2:32)

Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej! vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? Gudsfornægterne er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når der råbes til dem. Døve, stumme og blinde (er de) og gør ikke brug af deres sunde fornuft. (2:170-171)

Han ved, hvad der var forud for skabelsen, og hvad der kommer efter den. Menneskene kan dog kun fatte så meget af Hans viden, som Han vil. (2:255)

Gud skænker viden til den, Han vil. Og den vidende har visselig modtaget et (umådeligt) gode. Men kun de indsigtsfulde betænker dette. (2:269)

Når de, der tror på Vore tegn, kommer til dig, da sig: "Fred være med jer! Herren har forpligtet Sig til at være barmhjertig. Han er visselig tilgivende og barmhjertig imod den, der af uvidenhed handler ilde, men derpå angrer og forbedrer sig." (6:54)

For de værste skabninger for Gud er de døve og stumme, der end ikke prøver at forstå Budskabet. (8:22)

Dette er tegnene i den tydelige bog. Vi har nedsendt den på arabisk, for at I må få indsigt og viden (om ting, I førhen var uvidende om). (12:1-2)

Udtal dig ikke om noget, hvorom du ingen viden har (men indhent relevante oplysninger, inden du danner dig en mening). Sandelig! Du skal aflægge regnskab for alt, hvad du har hørt, hvad du har set, og hvad du har i dit hjerte. (17:36)

Sig: "Herren har kendskab til hvert eneste ord, der bliver ytret i himlene og på jorden. Han hører alt og ved alt." (21:4)

Der er blandt menneskene nogle, der disputerer om Gud. De er uvidende og vildfarne og har ingen oplysende bog. (22:8)

Rejs ud i verden og reflektér over, hvorledes Gud oprindeligt formede Sit skaberværk. Han vil (ved Opstandelsen) frembringe en sidste skabelse, for Han råder visselig over alt. (29:20)

Gud (alene) har viden om (domsfældelsens) time. Det er Ham, der nedsender regn, og Han ved, hvad der er i mødrenes skød - medens intet (menneske) ved, hvad morgendagen bringer, eller i hvilket land han vil dø. Gud er visselig alvidende og velunderrettet. (31:34).

Sig: "Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den." (34:44-46)

Dette er Bogen, Vi har nedsendt, fuld af velsignelser, at de må reflektere over dens tegn og tage sig den til hjertet. (38:29)

Gud (alene) ved, hvad (menneskene) skjuler bag bevidst forstillede blikke og i deres inderste. (40:19)

De vil visselig skændes indbyrdes i Helvedes ild. De svage vil sige til dem, der var hovmodige (på jorden): "Vi fulgte jer (troskyldigt). Kan I ikke tage en del af vor straf på jer?" De (førhen så) hovmodige vil sige: "Vi er (jo) alle i Ilden. Gud har visselig afsagt Sin dom menneskene imellem!" (40:47-48)

Vi har ført dig til troens (rette) vej. Følg den vej - og ikke de uvidendes (personlige) begær. (45:18) 

Det er sådanne (gudsfornægtere), Gud har forbandet. Han har gjort dem døve og blinde. Vil de dog ikke for alvor forsøge at forstå Koranen - eller er deres hjerter forseglede? (47:23-24)

Vend dig bort fra gudsfornægterne - du kan ikke lastes (for deres afvisning af troen); men forkynd (Budskabet), for advarselen gavner de troende. (51:54-55)

De har ingen viden (om Det Hinsidige). De følger blot formodninger; men hvad sandheden angår, er formodninger til ingen nytte. (53:28)

Læs (el. forkynd)! I din Herres navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er Den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen - lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

 

© Islamisk Studiebogssamling 

 

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]