Muhammads liv:

Glimt af Profeten Muhammads liv (II)

Af Talip Alp

Sendebudet i Medina

Denne emigration - Hidjra - i år 622 e.Kr. markerer et vendepunkt i muslimernes historie, og danner udgangspunkt for den islamiske tidsregning. Efter den hjertelige velkomst i Yatrib-Medina søgte Sendebudet at bringe orden i de politiske forhold, som længe havde været præget af borgerkrig mellem de arabiske stammer Arus og Khazradj med nogle jødiske stammer som allierede på begge sider. Medinensernes håb om at Muhammad, Guds fred være med ham, ville være den rette mægler, blev ikke gjort til skamme. Han samlede repræsentanter for alle grupper, og det lykkedes ham at få dem til at enes om hans forslag til en forfatning, en af de ældste bevarede forfatninger i historien (b.Ishaq 341-344). Den fortæller detaljeret om rettigheder og pligter for muslimer og ikke-muslimer. De troende og deres venner skulle danne én umma (menighed eller fællesskab). Jøderne skulle have ligestilling og religionsfrihed. Alle skulle forsvare byen. Hver gruppe "skal solidarisk betale erstatning og modtage løsepenge med de troendes sædvanlige venlighed frem for Allah og for Muhammad".
    Allerede her ser man, at i Islam hører det religiøse nøje sammen med retsvæsen, militærvæsen, politik og hele samfunds-organisationen.
    Emigranterne, som havde måttet efterlade de fleste af deres ejendele i Mekka, blev hjulpet ved at hver af dem indgik et broderskab med en Medina-muslim, som delte alt med sin broder i troen. Alle muslimer skulle betale zakat af deres formue og kvæg, og de indkomne beløb blev uddelt til fattige, faderløse og enker. Selv giftede Profeten sig med en enke og opfordrede sine tilhængere til at gøre det samme. Han hjalp selv til med at bygge den første beskedne moské og organiserede bønnen og fasten.
    I Mekka havde han altid "vendt den anden kind til" ligesom profeten Jesus. Den lærde Ibn Khaldun mener, at Profeten fik tilladelse til at kæmpe imod muslimernes forfølgere i den sidste tid i Mekka.

"Bekæmp dem, indtil der ikke er mere forfølgelse, og religionen kun er for Allah!" (Koranen 8:39)

"Tilladelse gives til dem, der kæmper, fordi de har lidt uret, og Gud kan virkelig give dem sejr - de, som uretfærdigt er blevet drevet bort fra deres hjem, blot fordi de sagde: Vor Herre er Allah. For hvis Allah ikke havde holdt nogle mænd tilbage ved hjælp af andre, ville klostre, kirker, bedesteder og moskéer, hvor Guds navn ofte nævnes, visselig være blevet revet ned." (Koranen 22:39-40)

    I første omgang nøjedes Muhammad, Guds fred være med ham, med at gengælde mekkanernes handelsboykot. Med små skarer bevæbnede muslimer søgte han at afskære dem handelsvejen til Syrien og beslaglægge deres karavaner. Samtidig knyttde han venskab med en del beduinerstammer på ruten. Mange europæere tror på, at Profeten optrådte som røverhøvding, men i virkeligheden var handelskrigen startet af mekkanerne, som ydermere havde konfiskeret de bortrejste muslimers ejendom og nu forbød dem at valfarte til Kabaen. Derfor blev krigen en Djihad, som betyder "Stræben på Guds vej". Angrebskrige for nationens skyld eller blot for at opnå økonomisk vinding er ikke tilladt ifølge Koranen.
    Kun én gang blev der udgydt blod på de første togter. Under erobringen af en karavnae dræbte en muslim en mekkaner. Det skete i en af Mekkas fredhellige måneder, og Profeten frygtede, at det var en ulovlig handling, indtil han modtog meddelsen om, at krig er en alvorlig sag - men at det er værre at drive Guds folk bort fra det hellige bedested.

"De spørger dig om kamp i den hellige måned. Sig: Kamp i den er en alvorlig sag. Men at holde folk borte fra Allahs vej og at fornægte Ham og den hellige moské og at drive dens beboere ud, er endnu alvorligere over for Allah. Og forfølgelse er værre end kamp. Og de vil ikke ophøre med at bekæmpe jer, før end de bringer jer tilbage fra jeres religion, hvis de da formår det..." (Koranen 2:217-218)

Slaget ved Badr

Hvornår ville det komme til åben krig? En mekkansk karavane, som medbragte en formue i varer, var på vej fra Syrien ledet af Abu Sufyan. Den kunne styrke mekkanernes økonomiske situation, så de lettere kunne besejre muslimerne. Abu Sufyan blev klar over, at muslimerne ville erobre karavanen og sendte bud efter forstærkning. Nu tøvede mekkanerne ikke længere. Ledet af en af Profetens værste fjender, Abu Djahl, rykkede en veludrustet hær ud - 1000 mand på heste og kameler. Muslimhæren bestod kun af 313 dårligt udrustede folk. Deres 70 kameler måtte hver bære 3 mænd, og de havde kun to heste. Hæren var velegnet til at erobre karavanen, men ikke til at møde Abu Djahls hær. Profeten standsede sine folk. Medinenserne havde kun svoret at forsvare muslimerne. Alle var dog villige til at følge ham. Han befalede da: "Marcher videre og vær glade, for Allah har lovet jer "en af de to"! (hæren eller karavanen)" (Se også Koranen 8:7)
    Imidlertid var det lykkedes karavanen at undslippe. Nogle af Quraishs forbundsfæller valgte da at vende hjem. Men Profetens fjender var opsatte på én gang for alle at udslette muslimerne.
    De to hære mødtes ved Badr den 17. Ramadan år 2. Efter at have opstillet sine folk i slagorden, knælede Profeten i retning af Kabaen: "Oh Gud, her kommer Quraish i deres stolthed og vil kæmpe imod Dig og kalde Dit sendebuds ord for løgn. Oh Gud, hvis vor lille skare bliver udslettet, vil der ikke være nogen tilbage til at tilbede Dig." (b.Ishaq)
    Slaget begyndte med at tre krigere fra hver hær duellerede. Ali, Profetens fætter og svigersøn, fældede de to modstandere. Også i selve slaget viste muslimerne sig taprere end deres talstærke og veludrustede fjender. De tog 70 fanger, og 70 af polyteisterne faldt, heriblandt Profetens mest fremtrædende fjender. Kun 14 muslimer faldt.
    Det var en mirakuløs sejr.

Sendebudet mente, at det var klogset at forskanse sig i Medina, men de unge muslimer var ivrige efter at rykke ud mod fjenden, og flertallet fik lov at bestemme. Medinastammen Khazradjs leder Ibn Ubajji valgte dog at blive tilbage med sine 300 mænd, så kun 700 rykkede frem til bjerget Uhud. 50 bueskytter fik ordre til at sikre hæren mod angreb bagfra. Det tegnede til at blive en ny sejr. Polyteisterne måtte vige, og deres lejr blev erobret. Da forlod bueskytterne deres poster for at få del i byttet. Et rytterangreb bagfra skabte stor forvirring, og nogle råbte, at Profeten var faldet, og mange flygtede. Den sårede Muhammad, Guds fred være med ham, måtte trække sig tilbage op ad bjergskråningen, og mange af hans venner faldt, mens de forsvarede hans liv. Polyteisterne sejrede. Men de opgav at angribe Medina og vendte hjem.

I Medina var flertallet nu omvendt til Islam. Profeten havde grund til at tro, at de jødiske monoteister ville være hans bedste forbundsfæller i kampen mod hedenskabet, men der kom mange gnidninger. Når Sendebudet reciterede det, han fik åbenbaret til Koranen, hånede de ham, hvis det afveg fra deres Bibel og Talmud. Det faldt dem ikke ind, at fortidens åbenbaringer kunne være ukorrekt overleverede, og de fleste nægtede at tro, at en ikke-israeler kunne være en sand profet. Moseloven forbyder, at man tager rente af lån til sine trosfæller, men jøderne regnede ikke muslimerne for trosfæller og tog ågerrenter af dem.
     Kort tid efter slaget ved Badr førte en grov spøg til fjendskab med Kainuka-jøderne. En af dem rev nederdelen af en muslimkvinde. Hendes broder dræbte jøden og blev selv dræbt. Profeten sammenkaldte stammens ledere og forlangte respekt for de indgåede aftaler. Men de svarede: "Lad dig ikke narre af din sejr over dem, som ikke kender til krigskunst. Ved Gud, hvis du kæmper imod os, skal du vide, at vi er mænd!" Da besluttede Profeten at belejre stammens bydel, og 15 dage efter overgav den sig. Ibn Ubajji, som havde været stammens allierede i fortidens kampe bad ivrigt Sendebudet om at skåne dem. De fik lov at emigrere mod at efterlade deres våben.
    Efter Uhud-slaget opstod der strid mellem Nadhir-jøderne. Under et møde med dem modtog Profeten en åbenbaring om, at de ville øve attentat mod ham. Han krævede derfor, at de også skulle udvandre. Efter en kort kamp blev de tvunget til det. De slog sig ned i byen Khaibar og gik i samarbejde med Mekka.
    Det lykkedes Abu Sufyan at skabe en stor alliance på 10.000 mand, som angreb Medina. Men Sendebudet havde efter perseren Salmans råd giver ordre til at grave en voldgrav omkring byen. Fjenderne belejrede den i et par uger, indtil en støvstorm rev deres telte ned, og uenighed sprængte alliancen.
    Jødestammen Kuraiza, som boede nær ved Medina, havde hjulpet mekkanerne. De blev nu belejret og overvundet. Muslimerne fra Aus-stammen forlangte nu, at deres leder skulle dømme deres allierede, ligesom Ibn Ubajji havde fået lov til at afgøre Kainuka-jødernes skæbne. Dommen blev hård: alle mænd skulle henrettes. Denne dom fulgte Moseloven og gammel tradition, men var enestående i Profetens og de første kaliffers historie, og der er grund til at tro, at Muhammad ville have dømt mildere.
    Trods Medina-jødernes ulykkelige skæbne, var der ikke tale om jødehad. Det var et politisk spørgsmål. Med en overmægtig fjende udenfor, kunne Profeten ikke risikere, at der opstod forræderi inde i Medina. De jøde-stammer, som overholdt aftalerne, blev behandlet venligt. Koranen pålægger da også muslimerne at tro på alle Israels profeter og fastslår, at

Snart var Quraish og muslimerne så jævnbyrdige, at de kunne slutte en 10-årig våbenhvile ved Hudabija. Sendebudet havde nu tid til at genoprette handelsforbindelserne og sende missionærer ud og slutte venskab med adskillige araberstammer. Desuden opnåede muslimerne tilladelse til at valfarte til Kabaen. Synet af de fromme, veldisciplinerede muslimer med Profeten i spidsen fik en del af mekkanerne til at overveje, om de havde taget fejl af den mand, som havde måttet flygte fra byen 7 år tidligere.
    Året efter brød Mekka våbenhvilen ved at hjælpe Bakr-stammen med at angribe Khuza'a-stammen, som var allieret med muslimerne. Da besluttede Profeten at marchere mod Mekka med 10.000 mand. Quraish tabte modet, og Abu Sufyan bad om forlig. Profeten sagde da: "Den, som går ind i Abu Sufyans hus eller låser sin dør eller går ind i moskéen, er i sikkerhed." (b. Ishaq)
    Derefter blev byen erobret næsten uden kamp 8 år efter Hidjra. Sendebudet spurgte sine gamle fjender: "Hvad tror I, jeg vil gøre ved jer?" De svarede: "Du er en ædel broder, søn af en ædel broder." Da sagde han - ligesom Josef til sine brødre: "Gå i fred, I er fri. Gid Allah vil tilgive jer!" (Sammenlign ved Koranen 12:92)
    Han forlangte ikke engang emigranternes ejendom tilbage. Betaget af hans storsind lovede de fleste mekkanere ham troskab og gik over til Islam. En af dem blev udnævnt til guvernør, og Kabaens vogter beholdt sit hverv. Besættelsestropper var unødvendige.
    Således tilgav Profeten sine bitreste fjender - dem, som havde pint muslimer og forårsaget nogles død og fordrevet andre. Han var i ord og gerning en nåde for menneskeheden. Gammelt (personligt) nag og stammefjendskab blev erstattet af fred, enhed og broderskab.
    De fleste arabiske stammer, som plejede at handle med Mekka og valfarte dertil, søgte nu forbund med muslimerne. År 9 e.H. kaldes Deputationernes år. Fra hele den arabiske halvø kom stammerepræsentanter til Medina for at høre Koranen og få missionærer med hjem. Også kristne stammer bad om forbund og fik løfte om beskyttelse. De kunne beholde deres religion og deres retssystem. Til gengæld for, at de ikke skulle gøre militærtjeneste, skulle de betale en personskat (djizia). I øvrigt skulle de behandles som muslimernes jævnbyrdige.

Øvrigheden

Straffe kan ikke undværes i et jordisk samfund. Muhammad, Guds fred være med ham, forbød privat blodhævn, men lod drabsmændene arrestere og udleverede dem til den afdødes familie. De kunne så henrette ham eller modtage en stor erstatning. D

en strenge straf for tyven - håndsafhugning - må ses på baggrund af et samfund, som skaffer det nødvendigste. Hvis en sultende tilegner sig mad og drikke, er det ikke tyveri, og en rejsende har krav på gæstfrihed. Og i al lovgivning gælder det om at finde den rette balance mellem retfærdighed og barmhjertighed: "Gud vil ikke vise barmhjertighed mod den, som ikke er barmhjertig mod andre." (Bukhari)
    Men der skulle ikke vises barmhjertighed på grund af fornem slægt. Muhammad sagde herom: "Hvad der ødelagde jeres forgængere var netop, at når en person af høj rang begik tyveri, lod de ham gå fri. Men hvis det var en svag mand, fik han den foreskrevne straf. Jeg sværger ved Allah, at hvis Fatima, datter af Muhammad, stjæler, vil jeg lade hendes hånd hugge af." (Bukhari)
    "Staten skal høres og adlydes i medgang og modgang - lyt og adlyd! Selv hvis en ethiopisk slave med et hoved som en rosin gøres til guvernør over jer. - At høre og adlyde er en muslims pligt, hvad enten han kan lide det eller ikke, så længe han ikke får ordre til en handling, der er imod Guds bud. Da må han hverken høre eller adlyde!" (Bukhari) Den sidste tilføjelse er vigtig. "Den bedste kamp på Guds vej (Djihad) er at tale sandt ord til en tyrannisk regent." (Abu Dawud)
    Ved fredagsbønnen i moskéen kunne enhver klage over øvrigheden - både mænd og kvinder. Dette skulle sikre den personlige frihed. Engang spurgte en muslim Medinas politiofficer, hvorfor hans naboer var blevet arresteret. Politimanden tøvede. Da han ikke svarede tredie gang, beordrede Profeten dem løsladt. Når der ikke er en speciel anklage mod en person, kan han ikke holdes i arrest.
    I de fleste resolutioner forekommer der magtkampe og udrensninger blandt deltagerne. Muhammad, Guds fred være med ham, og hans tilhængere var loyale mod hinanden både i ulykkens og i sejrens stund. Selv Ibn Ubajji, som kun lunkent havde antaget Islam og regnedes for "hyklernes" fører, blev aldrig udrenset. Da han døde, holdt Profeten gravtalen over ham og fremhævede hans gode egenskaber.

Personlige forhold

Muhammad, Guds fred være med ham, var middelhøj med mørkt tykt hår og skæg. Hans store sorte øjne gjorde et stærkt indtryk, både når de var alvorlige og tankefulde, eller når de spillede i et smil. I begejstrede øjeblikke syntes hans ansigt at udstråle en overnaturlig kraft. Han havde en imponerende opfattelsesevne, opfindsomhed og hukommelse.
    Selv da han var blevet Arabiens mægtigste mand, levede han som sine medborgere. Hans eneste luksus var en smuk hest, smukke våben, parfume og et par gule støvler, som Ethiopiens hersker havde foræret ham. Han erklærede, at Gud havde forbudt ham at bære guld og silke. Han reparerede selv sine sandaler, malkede geden passede ilden og fejede gulvet. Han klagede aldrig over maden, han spiste den eller lod den stå. Bygbrød, dadler og vand var hans daglige føde, mælk og honning en luksus. Hans hustruer havde hver sit lille lerklinkede hus, skilt fra de andre med palmegrene. Selv havde han intet hus. Tæt ved lå moskeen og en bænk, hvor fattige kunne få mad. Det var næppe på grund af erotisk begær, at han levede polygamt i sine sidste år. Efter Khadidjas død ægtede han Sauda, en ulykkelig enke, og aftalte ægteskab med Abu Bakrs 7-årige datter Aisha - sikkert for at besegle deres venskab. Siden tog han hustruer fra tidligere fjendtlige stammer. Det var en gammel, uskreven lov, at man ikke angreb en stamme, som man var forbundet med gennem ægteskab. En af hans hustruer var jødinde, og den kristne Maria, en gave fra Ægyptens leder, blev moder til hans søn Ibrahim. For at forsøge at behandle sine koner ens overnattede han hos dem skiftevis.
    "Det bedste i verden er en from kvinde. Den bedste muslim er den, som er venlig mod sin hustru" erklærede han. "Til gengæld bør hun adlyde ham."
    "Hvis en kvinde beder fem bønner, faster i Ramadan, er ærbar og adlyder sin mand, kan hun gå ind ad den port til paradis, hun selv vil. Den besynderlige skrøne om at muslimer skulle tro, at kvinden ikke kan komme i paradis, modbevises let af Koranens og Muhammads egne ord.
    Manden skal give mahr (brudegave), og den tilhører hustruen og ikke familien. Profeten tillod skilsmisse, men udtalte : "Den lovlige ting, Som Allah hader mest, er skilsmisse." (Abu Dawud)
    En mand spurgte en gang: "Hvem fortjener mest min omsorg?" - "Din mor" svarede Profeten. - "Og derefter?" - "Din mor!" - "Og derefter?" - "Din mor!" - "Og derefter?" - "Din far!" (Bukhari)
    Sendebudet holdt meget af børn og gik ikke forbi dem uden et smil eller et venligt ord. Da hans barnebarn Ummah var lille, bar han hende på skuldrene under den offentlige bøn, satte hende fra sig, når han skulle bøje sig og falde på knæ, og tog hende så op igen. Anas, der som dreng blev hans tjener, fortæller: "Jeg tjente Profeten i ti år, og han sagde aldrig "fy" til mig eller "hvorfor gør du det?" og "hvorfor gør du ikke det?"" (Bukhari)
    Han var dyreven: "Brug ikke dyrets ryg som din talerstol efter rejsen!" - "Tag byrderne af kamelerne før bønnen!" - Hvem har gjort denne fugl ondt ved at tage dens unger? Giv dem tilbage til hende!" Han fortalte om en umoralsk kvinde, der hentede vand i sin sko til en tørstende hund. "Af denne grund blev hun tilgivet."
    Sendebudet undgik ikke sorger i sine sidste år. To af hans døtre, adoptivsønnen og den 1-årige søn døde. Han fandt det ikke umandigt at græde over dem, men bar ellers tålmodigt sin sorg.
    Han betonede altid, at han kun var et menneske og ikke ufejlbarlig. "Lovpris ikke mig, som de kristne lovpriser Marias søn! Sig: Guds tjener og sendebud." - "Jeg beder om Guds tilgivelse og vender mig til Ham i anger mere end 70 gange om dagen." (Bukhari) Da han en gang havde givet et dårligt råd om daddelavl, sagde han: "Når jeg vejleder jer om noget udfra min egen mening, så husk, at jeg kun er et menneske!" (Muslim)

Sendebudets farvel

I år 10 efter Hidjra (632 e.Kr.) ledede Muhammad, Guds fred være med ham, den store pilgrimsfest (Hadj) i Mekka, og udførte alle de rituelle handlinger, som efterlignes i dag. Her holdt han den tale, som skulle blive afskedstalen.
    I denne slog han en streg over sin families krav på blodhævn og sin onkels krav på rente og gav derved et eksempel for alle. Dette er typisk for hans liv; han praktiserede altid det, han prædikede. Om ægtefæller sagde han: "I har rettigheder over jeres hustruer, og de har rettigheder over jer. Manden har lov til at straffe en usømmelig hustru, men ikke strengt. Hun har ret til føde og klæder og til venlighed." Han betegnede alle som ligeværdige, uafhængigt af slægt, formue eller race. "Alle muslimer er brødre. - Det er kun lovligt at tage fra en broder, hvad han villigt giver dig." Han sluttede med at anbefale Guds Bog og Hans profets praksis: "Hvis I holder fast ved dem, vil I aldrig gå vild!"
    Kort tid efter blev Sendebudet alvorligt syg. Han fik sine hustruers tilladelse til at blive i Aishas hus. Endnu den sidste morgen gik han ud for at overvære den fælles bøn. Da han kom tilbage, lagde han sig med hovedet i Aishas skød. Han bad om en tandstikke - en rod, han altid brugte - og rensede energisk sine tænder. Så lå han og stirrede frem for sig og sagde: "Den mest ophøjede ledsager i paradis." Med disse ord forlod han denne verden. - Det var den 8. juni 632. (b. Ishaq)
    Rygtet om hans død kastede atter Arabien ud i indbyrdes krige. Mange kendte knap nok Islam, og kun tilliden til Muhammad, Guds fred være med ham, havde gjort dem til allierede. Meget blod blev udgydt; men det fundament, som han i lydighed mod Gud havde skabt, viste sig bæredygtigt. I løbet af kun 200 år udbredtes Islams herredømme over 1/3 af menneskeheden. Aldrig har et menneske startet en så omfattende og varig reform.
    Lad os slutte med Lamartines ord:
    "På basis af en bog, hvoraf hvert eneste bogstav er blevet lov, skabte han et åndeligt fædreland, som blandede folk af alle tungemål og racer. Hans liv, hans meditation, hans heroiske kritik af sit lands overtro og afgudsdyrkelse, hans fasthed under 15 års modstand i Mekka, hans flugt, hans vedvarende prædiken, hans sejre over overlegne fjender og hans barmhjertighed efter sejren, hans stræben for en idé og ikke et imperium, hans uophørlige bønner og mystiske samtaler med Gud, hans død og triumf efter døden - alt dette viser hans ærlighed og faste overbevisning, som gav ham kraft til at genoprette troen på et dogme: At Gud er Een og ikke-materiel. Filosof, taler, apostel, lovgiver, hærfører, genskaber af fornuftsbetonede dogmer og en kult uden billeder, grundlægger af tyve jordiske imperier og eet åndeligt imperium - det er Muhammad. Ud fra enhver standard, som menneskelig storhed måles med, kan vi spørge: Er noget menneske større end han?"

Sociale og økonomiske idéer

Et af Sendebudets mål var at skabe social tryghed. Lige fra de tidlige Mekka-tekster fremhæver Koranen kravet om az-Zakah (almissen til de fattige) eller as-Sadaqah (et bredere begreb, som også omfatter andre skatter og frivilige ofre). Ofte sidestilles de med as-Salah (bønnen) "Bed og betal zakah!" Den gavner giveren: "Tag Zakah af deres ejendom, så at de kan renses og helliggøres!" (Koranen 9:103)

Koranen fastsætter, at zakah skal anvendes til de nødlidende og til stræben på Guds vej og til dem, som opkræver den: "Almisserne er kun til de fattige og trængende og til dem, hvis hjerter skal knyttes til Islam, og til løskøbelse af slaver og gældbundne, og dem der kæmper på Allahs vej og de vejfarende. Dette er en forordning fra Allah, og Allah er Alvidende, Alviis." (9.60) Men der står ikke, hvor stor den skal være. Den blev opkrævet som en tiende af høsten (dog 1/20 på ufrugtbar jord) og som en 2,5% formueskat. Man ved dog ikke, om Profeten fastsatte en bestemt procent. Hvis Bait-al-Mal (statskassen) ikke kunne klare udgifterne, appelerede Profeten til muslimerne om frivillige ofre. Der var zakah på kameler og kvæg, men ikke på arbejdsdyr. De udenlandske karavaneførere måtte betale 10% i importtold.
    De største skatteindtægter kom dog ved krigsbytte, hvor 20% tilfaldt staten, og ved indtægter fra de erobrede områder, som private fik rådighed over mod at betale afgifter.
    Sendebudet sagde: "Bait-al-Mal er hjælp til enhver, som ikke har nogen hjælper." (Abu Dawud) Om zakat sagde han: "Den skal tages fra de rige og uddeles blandt de fattige og nødliende." (Bukhari) Også ikke-msulimer kunne få understøttelse.
    Profeten holdt ikke af tiggeri: "Den, som tigger af andres ejendom blot for at forøge sin egen, beder om brændende kul." (Muslim) "Det er bedre at tage sit reb og hente et læs brænde på sin ryg og sælge det, end at tigge." (Bukhari) Når raske mænd bad om almisse, anviste han dem noget arbejde.
    Ejendomsretten er hellig: "Jeres liv, ejendele og ære er hellige som denne dag," sagde Profeten ved afskedstalen i Mekka. (b.Ishaq) Men mennesket er Guds khalifa (stedfortræder eller bestyrer) og skal anvende sin ejendom efter Guds vilje. I nøden må alle dele. "Den, som har et ekstra ridedyr, bør give det til den, som intet har, og den, som har overskud af mad, bør give det til den, som ingen mad har." Profeten nævnte mange slags ejendele, indtil vi tænkte, at ingen af os har ret til at beholde et overskud. (Abu Dawud) Han sagde også: "Når Asharijjun-stammen får svært ved at skaffe forsyninger, samler de alle fødevarer i en pulje og deler dem ligeligt. De er mine folk, og jer en af dem!" (Bukhari)
    Men gælden skal tilbagebetales, hvis det er muligt. Da emigranterne selv fik jord og indtægter, fik deres Medina-brødre alt det tilbage, som de havde givet. Rentefri lån til trosfæller var en pligt, men de var "statsgaranterede". Hvis en afdøds gæld ikke kunne betales, bad Sendebudet hans venner om selv at bede over ham. De plejede da at påtage sig gælden, og så bad han selv over den afdøde. Da erobringerne tilfaldt hans hær, erklærede han: "Hvis nogen af de troende efterlader sig gæld, vil jeg være ansvarlig for den, og hvis nogen efterlader sig ejendom, tilfalder den arvingerne." (Bukhari) arveretten anerkendtes; men arven skulle deles ud til hele familien efter Koranens bud:

"Allah pålægger jer, hvad jeres børn angår: til en dreng så meget som to pigers andel, men hvis der er flere end to piger, så skal de have to tredjedele af, hvad den døde efterlader sig. Er der kun én, skal hun havde halvdelen.
Og til forældrene, til hver af dem, skal der være en sjettedel af hvad den (afdøde) efterlader sig, hvis han har afkom. Og hvis han ikke har afkom, så arver hans forældre ham, og hans moder får en tredjedel. Men hvis han har brødre, så får hans moder en sjettedel, efter (fradrag af) gæld. Jeres forældre og jeres børn- I ved ikke, hvem der er jer mest nyttig. Dette er et påbud fra Allah, for Allah er Alvidende, Alviis.
Og I skal have halvdelen af, hvad jeres hustruer efterlader sig, hvis de ikke har afkom. Og har de afkom, skal I have en fjerdedel af deres arvegods efter (fradrag for) testamente, som de måtte have udformet, eller (betaling af) gæld.
Og de skal arve en fjerdedel af, hvad I efterlader jer, hvis I ikke har afkom. Og har I afkom, skal de have en ottendedel af jeres arvegods, efter (fradrag for) testamente, som I måtte have udformet, eller (betaling af) gæld.
Og hvis den person, som arves - mand eller kvinde - ikke har forældre eller børn, men har en broder eller en søster, så skal hver af dem have en sjettedel. Men er der flere, så skal de dele en tredjedel, efter (fradrag for) testamente, som denne måtte have udformet, eller (betaling af) gæld, uden at skade nogen. Og Allah er Alvidende og Mild." (Koranen 4:11-12)

Muhammad var imod selvpineri. Da en muslim havde svoret at give alt, hvad han ejede til Allah og Hans Sendebud, sagde Sendebudet: "Behold nogle af dine penge. Det er bedre for dig." Han sagde også: "Gud kan lide at se virkningen af Sine velgerninger på Sin tjener."
    Muhammad, der selv var købmand, godkendte naturligvis, at man tjente penge ved handel: "Allah tillader handel og forbyder riba (rentetagning)." Men han krævede en høj handelsmoral: "Den, som bringer varer frem til salg, er velsignet, men den, som venter til priserne stiger, er forbandet." (Darimi) "Den, som sælger noget uden at fortælle, at det har en mangel, vil bo i Guds had." "Den, som skaffer sig monopol, er en synder." Varerne måtte ikke sælges til mellemhandlere ved byporten, men skulle ind på torvet, hvor der var konkurrence og kontrol. Da en bonde ville sælge råddent korn, skjult under noget tørt korn, sagde Profeten: "Den, som snyder sådan, er ikke en af os."
    Muslimerne deltog som aktionærer i forretninger, der både kunne give fortjeneste og tab. Men renter ved lån var strengt forbudt: "Når man låner ud, må man ikke motage en gave." (Bukhari) "Profeten forbandede den, som modtog renter, den, som betalte dem, den, som noterede dem og de to vidner!" (Muslim)
    Spekulation i ædle metaller og penge er forbudt: "Guld skal betales med guld, sølv med sølv, hvede med hvede. Hvis nogle giver eller forlanger mere, begær de Riba." (Muslim) Han ønskede, at man skulle leve af sit eget arbejde: "Ingen har nogensinde spist bedre mad, end den han får som resultat af sine hænders arbejde." (Bukhari) I europæisk kultur er der en tendens til at anse dem, som ikke behøver at arbejde, for de fornemste. Profeten derimod deltog selv i alle former for gavnligt arbejde - side om side med slaver.
    "Den, som har jord, bør dyrke den eller give den til en muslimbroder og ikke leje den ud til ham." (Abu Dawud) Han forbød endda, at man lejede jorden ud mod andel i høsten. Ganske vist lod han selv Khaibar-jøderne aflevere halvdelen af jordens årlige udbytte, da den var blevet konfiskeret efter en krig. Men da tilfaldt udbyttet samfudnet. Forbudet gjaldt åbenbart privat forpagtning mellem to muslimer. Den, som havde gjort jorden frugtbar, havde dog lov til at tjene penge ved salg. Filosofien syntes at have været: Naturressourcerne blev skabt af Gud til gavn for alle menensker. Kun forbedringer af jorden skulle betales: "Vand, græsgange og ild er fælles ejendom," sagde Sendebudet. Mange mener, at ild også omfatter jordens olie.
    Profeten forbød ikke slaveri, som ansås for en selvfølge overalt - selv blandt de kristne. Man han gjorde frigivelse af en slave til en af de frommeste gerninger. Ingen fri muslim kunne gøres til slave; kun krigsfanger blev det. Han stillede store krav til slavens ejer: "Den, som har fået en slave undergivet sig at Gud, må give ham af den mad, han selv spiser, og af sit eget tøj. Hvis han giver ham et arbejde, der overstiger hans kræfter, må han selv hjælpe med." - "Den, som slår en slave for en fejl, han ikke har begået, må frigive ham. Den, som skiller en slavekvinde fra hendes barn, ham vil Gud skille fra hans kære på Dommens Dag." (Guillaume 105-6) Hvis de hyppige frigivelser fra Profetens og de første kaliffers tid var fortsat, ville slaveriet gradvist være blevet afskaffet.
    Islams økonomiske system er en gylden middelvej mellem liberalisme og socialisme. Det umuliggør feudale storgodser og store arbejdsfrie indtægter, hvis det vel at mærke følges! Muslimske økonomer søger nu på grundlag af de gamle læresætninger at skabe et system, som svarer til nutidens krav - uden renter og spekulationsgevinster og uden for mange statsindgreb. Betingelsen for, at det kan fungere er dog, at menneskene beslutter sig til at leve i broderskabets ånd.

(slut)