Guds profet og sendebud Muhammad blev født i Mekka omkring den 12. Rabi al-awwal år 570.
    Hans far, Abdullah var søn af Abd al-Muttalib, en respekteret leder af Quraish-stammen, som var tilsynsførende med byens helligdomme. I en meget tidlig alder mistede Muhammad begge sine forældre og blev opdraget hos sin onkel Abu Thalib.
    Muhammad var allerede fra sin tidligste ungdom kendt som en ærlig og oprigtig mand. Disse egenskaber var ret sjældne i datidens Arabien, og man gav ham tilnavnet Amin, 'Den Tillidvækkende' eller 'Den Troværdige'. I en alder af 25 år blev han gift med en rig forretningskvinde ved navn Khadijah, hvis karavanefører og regnskabsmand han havde været allerede inden da.
    I fyrreårs alderen modtog han den første åbenbaring og blev gennem ærkeenglen Gabriel af Gud befalet at forkynde Hans budskab:

Muhammad var meget ydmyg, og han følte sig uværdig til at udbrede kendskabet til det guddommelige budskab; men hans hustru Khadijah opmuntrede og tilskyndede ham på alle måder til at forkynde den åbenbaring, han havde modtaget. Hans unge fætter Ali, søn af Abu Thalib, hans tidligere slave Zaid og hans ven Abu Bakr stod ham også bi på alle måder.
    I Mekka - og især i Quraish-stammen, som hans egen familie tilhørte - stødte han på stærk modstand, ja ligefrem fjendtlighed. Så længe denne modstand indskrænkede sig til at tilføje ham personlige ydmygelser, fandt Muhammad sig tålmodigt heri; men da modstanden voksede og begyndte at gribe ind i hans forkyndelses-arbejde, drog han sammen med nogle andre muslimer til ørkenbyen Taif for at udbrede kendskabet til Islam blandt de hovmodige indbyggere. De udsatte ham for mishandling af groveste art; men han var alligevel mere bekymret over den behandling, der blev hans ydmyge ledsagere til del.
    Til trods for alle de hindringer, hans modstandere lagde for hans virke, voksede skaren af tilhængere støt, og man anstrengte sig yderligere for at standse ham.
    Profeten Muhammad bad inderligt om Guds styrke og vejledning. Herigennem blev det ham pålagt at immigrere til byen Yathrib, hvor man vidste, at der allerede befandt sig en del tilhængere, som levede fredeligt side om side med den kristne del af indbyggerne og de jøder, der havde bosat sig uden for byen.

Sammensværgelsen
I Mekka afventede Muhammad tidspunktet, hvor det behagede Gud at genforene ham med vennerne og tilhængerne, som var immigreret for at tjene Guds sag, idet man i Yathrib havde lovet dem beskyttelse under udbredelsen af Guds budskab.
    Denne immigration måtte finde sted for at redde muslimerne fra Quraish-stammen, som i øvrigt var den stærkeste og mægtigste på Den Arabiske Halvø. Immigrationen lykkedes - undtagen for nogle få muslimer, som Quraish-stammen udsatte for tortur og forbandelser for at få dem til at afsværge deres tro; men de holdt stand.
    Gud pålagde Profeten Muhammad at fremsige følgende bøn ved immigrationen:

Sig: "Oh Herre! Lad min indgang være gennem sandhedens og ærens port, og lad ligeledes min udgang være gennem sandhedens og ærens port. Og tilstå mig gennem Din nærhed hjælp og autoritet."

Quraish-stammen konspirerede for at få Muhammad til at opgive sit forkyndelses-arbejde. Man frygtede en krigserklæring fra hans tilhængere i Yathrib og derigennem udelukkelse fra karavane-vejene til Syrien.
    For at undgå blodhævn foreslog man ved et møde i Mekka, at én yngling fra hver stamme skulle hugge sit sværd i Muhammad samtidig. Herved ville hans familiemedlemmer i Quraish-stammen blive tvunget til at acceptere en bod i stedet. Denne fremgangsmåde blev vedtaget af de implicerede, og det næste skridt var at udvælge ynglingene og deres sværd; men Gud beskyttede Sin profet mod deres komplot.
    På selve natten, hvor den planlagte udåd skulle finde sted, og mens ugerningsmændene var gået i gang med at omringe Muhammads bolig, fandt der her en samtale sted mellem ham og hans unge fætter Ali om de begivenheder, man allerede vidste, skulle finde sted. De besluttede, at Ali skulle lægge sig på Muhammads leje og iføre sig hans grønne kappe. Næste morgen skulle han så tilbagelevere folk det, som man havde betroet i Muhammads varetægt tidligere. Han ønskede at gøre rent bord, inden han forlod sin fødeby, hvilket faldt ham meget svært. Derpå bød Muhammad farvel til Ali og udtrykte ønsket om, at Gud ville beskytte dem begge, så de kunne mødes i god behold i Yathrib.

I mellemtiden havde ynglingene helt omringet huset. De troede, at Muhammad sov, så de besluttede at vente til om morgenen og dræbe ham, når han forlod huset. Da denne beslutning blev truffet, havde Muhammad imidlertid allerede forladt huset og var nået frem til sin ven Abu Bakrs dør.
    Da Abu Bakr så ham stå i døren, udbrød han: "Guds sendebud kommer ikke i denne sene nattetime, medmindre der er hændt noget!" Profeten trådte ind i huset og spurgte sin ven, hvem der var til stede. Abu Bakr svarede, at hans søn Abdullah og hans to døtre Aisha og Asmâ var der. Derpå fortalte Profeten sin ven om Guds budskab om evakueringen, hvor Gud havde udset Abu Bakr til at være hans ledsager på rejsen. Glædestårer trillede ned ad Abu Bakrs kinder, og han fortalte, at han allerede havde sørget for de penge, han ville bruge på Guds sag foruden to dromedarer og en fører.
    Muhammad svarede, at de ikke havde brug for de to dromedarer på dette tidspunkt, idet de skulle rejse mod syd og være dér nogle dage. Abu Bakr forstod, at de skulle rejse mod syd for at forvirre deres fjender. Der ligger en hule ved Thour syd for Mekka i retning mod Yemen. Deres fjender ville sikkert antage, at de ville vandre mod nord direkte mod Yathrib.
    Herefter anviste Abu Bakr sin søn Abdullah, hvorledes han skulle komme i forbindelse med dem ved hulen i Thour for at underrette dem om Quraish-stammens aktiviteter i eftersøgningen af ham og Muhammad. Han gav også sin hyrde Amer ben Johair besked om at drive fårene i retning af Thour og bringe noget af deres mælk til dem i hulen. Sluttelig bad han sine to døtre om at berede deres fornødenheder til rejsen.
    Nu forlod Profeten huset sammen med Abu Bakr ad bagsiden, og de begav sig mod hulen.

Ved daggry stod Ali op, og de sammensvorne så gennem et hul i døren, at det var Ali og ikke Muhammad, der opholdt sig i huset. Nu kom også deres slægtninge til for at erfare, hvorledes de havde klaret den opgave, man havde pålagt dem.
    De blev ude af sig selv af raseri, da de så, at Profeten ikke var til stede. De pågreb Ali og begyndte at tortere ham for at få ham til at røbe Muhammads skjulested. De fortsatte deres tortur, indtil Alis slægtninge greb ind og befriede ham, og han bevarede fortsat sin hemmelighed.
    Indbyggerne i Mekka var oprørte over, at Muhammad forlod stedet netop, som de havde besluttet at dræbe ham, og de delte sig op i flere grupper og indledte en eftersøgning. Nogle drog i retning af Yathrib, andre tog til Abu Bakrs hus, da han var den af vennerne, der stod Profeten nærmest. Denne gruppe blev anført af Abu Jahl. Man spurgte Asmâ, hvor hendes far var henne; men hun lod, som om hun ikke hørte dem. Så vidste de, at begge vennerne havde forladt Mekka. I sin vrede slog Abu Jahl Asmâ hårdt i ansigtet.

Forfølgelsen
Man tilkaldte én af den tids bedste sporfindere. Hans navn var Saraqa. Han fulgte de flygtendes spor helt til hulens nærhed, hvorefter han tabte sporet. Dette var aldrig nogensinde hændt ham før, og man undrede sig. Netop i dette øjeblik kom en fårehyrde, og man spurgte ham, om han havde set to mænd på sin vandring. Han svarede dem, at de muligvis var inde i hulen; men han indrømmede, at han overhovedet ingen havde set på vej imod hulen. Mændene skyndte sig hen til hulens indgang med stokke og sværd løftet højt over deres hoveder, alle var ivrige efter at have den ære at dræbe Profeten.
    I dette øjeblik var Muhammad hensunket i bøn. Abu Bakr rystede af angst for Profetens liv og sikkerhed, da han hørte den ophidsede menneskemængde nærme sig hulens indgang, og han ønskede at beskytte ham med sin egen krop.
    Da Muhammad var færdig med at bede og bemærkede de bekymringer, der plagede hans ven, sagde han: "Vær ikke bekymret. Vi har Gud med os!"
    En af ynglingene kom til indgangen af hulen blot for at opdage, at hulens indgang var dækket af et tykt lag spindelvæv. Foran indgangen voksede et stort træ, og i kronen rugede to duer på deres æg. Da resten af selskabet nåede frem til hulens indgang, gav man den først ankomne yngling ret, da han udbrød: "Disse spindelvæv må bestemt have været her siden længe før Muhammad blev født!" Lidet anede de, at de i dette øjeblik var vidne til et mirakel.
    Også Abu Bakr erkendte, at det var Guds mirakel, der havde frelst deres liv. Da han udtrykte sin lettelse over deres redning, fik han følgende svar: "Overalt, hvor to mennesker er sammen, er Gud deres tredie følgesvend!"

Forfølgerne spredte sig i det omliggende landskab og fortsatte eftersøgningen; men Muhammad og Abu Bakr blev i hulen i tre dage, indtil eftersøgningen blev indstillet.
    Abu Bakr fik kontakt med sin søn og bad ham hente to dromedarer og en fører, som kunne tage dem ad en ubenyttet sti langs med Det Røde Hav. På denne rejse blev de iagttaget af en købmand. Da denne ankom til Mekka, fortalte han det til medlemmerne af Quraish-stammen, og blandt dem, der hørte det, var Saraqa - den sporfinder, der skulle have ført folkene til Profetens skjulested.
    For selv at kunne modtage hele belønningen på de 100 kameler, overtalte han folkene fra Quraish-stammen til at glemme købmandens beretning om, at han havde set Muhammad på vejen langs kysten. Han steg hurtigt til hest og red i den retning, købmanden havde angivet. To gange faldt han af hesten; men han fortsatte stædigt med at galoppere, til han nærmede sig Muhammad og Abu Bakr.
    Da de fik øje på ham, bankede Abu Bakrs hjerte igen af frygt for Profetens sikkerhed; men han trøstede ham igen med ordene: "Vær ikke bange, Abu Bakr. Gud er med os!" Og Gud var i sandhed med dem. Saraqas hest stejlede for tredie gang og kastede ham af. Nu blev Saraqa virkelig forskrækket og forstod, at HANS gud ikke kunne hjælpe ham i dette forehavende. Så han bestemte sig til ikke at gøre Muhammad og hans ledsager fortræd - ja, han hindrede endog folkene fra Quraish-stammen i at forfølge dem.

Ankomsten til Yathrib
Ali, søn af Abu Thalib, begav sig helt alene til fods ud på den lange, hårde rejse til Yathrib efter at have tilbageleveret alle de værdigenstande, folk havde betroet i Profetens varetægt. Da de alle glade mødtes ved Koba, blev de der i fire dage, og Muhammad byggede en moské på stedet.
    Efter yderligere anstrengelser nåede Profeten Muhammad og hans følgesvende endelig Yathrib, og de blev hyldet med høje fryderåb af byens befolkning. Alle i Yathrib var glade for at modtage ham, mens hans eget folk havde stødt ham fra sig. Mange mennesker tilbød, at han kunne bo hos dem; men han afslog venligt, idet han sagde: "Jeg vil bo, hvor Gud ønsker, jeg skal slå mig ned." Derefter besteg han sin dromedar, og da den af sig selv stod stille, spurgte Profeten, om han kunne købe stedet. Handelen gik i orden, og der blev bygget et hus og en moské på dette sted.

Profetens virke i Yathrib
Lidt efter lidt flyttede alle Muhammads venner, familiemedlemmer og tilhængere til Yathrib. De blev støttet af store dele af den kristne befolkning i byen, såvel som af den jødiske menighed uden for byen. Af denne grund har Muhammad altid pålagt sine tilhængere at respektere dem, der også har en Bog. Denne indstilling til omgivelserne befordrede en følelse af broderskab mellem folkene.
    Hver eneste immigrant fik en broder blandt deres tilhængere i den lokale befolkning. Således hjalp Muhammad alle til at føle sig som én stor familie og til at elske og beskytte hinanden.
    Muhammad oprettede en pagt med de kristne og jøderne for at forene alle i og omkring Yathrib. Nogle af dem anerkendte ham som en sand profet og fulgte ham. Imidlertid brød jøderne hurtigt deres del af aftalen og undsagde Muhammad som den Messias, de havde ventet på og begyndte i stedet at efterstræbe hans liv.
    Til trods for, at Mekka var Profetens hjemby, fortsatte han med at bo i Yathrib, hvor man havde ydet ham beskyttelse i de første svære år. Yathrib fik nu navnet 'Madinat-unNabi' (Profetens by), og blev siden kendt som Madina.
    Islams tidsregning, der følger månekalenderen, startede samme år som immigrationen (al-hidjra). Året kaldes derfor år 0 A.H. (Anno Hidjra).
    Ved ankomsten til Medina dannedes den første islamiske menighed, som nogensinde blev skrevet i mandtal. Derfor kan man fuldt berettiget hævde, at her tog Islam sin begyndelse som verdensreligion i nyere tids historie.
    I forbindelse hermed bør man lægge mærke til, at menigheden bestående af de første registrerede muslimer i verden, ikke var de første muslimer, verden har hørt om, idet man absolut må kalde Adam og Eva fra Edens Have de første muslimer i menneskehedens historie. Grunden er indlysende: De kendte kun én sand, levende Gud. De havde aldrig hørt om Jesus, Jomfru Maria eller nogle af de helgener, man i andre religioner tilbeder nu til dags.

I det niende år efter immigrationen tog Profeten Muhammad på pilgrimsrejse til Mekka, hvor han modtog følgende åbenbaring:

I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, givet jer alle Mine velsignelser og har valgt Islam som religionen for alle mennesker. (Koranen 5:4)

Profeten forstod betydningen af denne åbenbaring. På bjerget Arafat holdt han i denne anledning en historisk tale - senere kendt som afskedstalen - for det blev sidste gang, han kom til at tale til en større samlet skare. På rejsen tilbage til Medina følte han sig dårligt tilpas, og han blev ikke mere rask.
    Profeten havde siden immigrationen til Medina været travlt beskæftiget med at lægge rammen om et samfund, hvor hans efterfølgeres åndelige og sociale behov kunne blive tilgodeset. Han fastlagde juridiske retningslinier, fremmede kendskabet til litteratur og ansporede sine tilhængere - både kvinder og mænd - til at skaffe sig lærdom.
    Han stadfæstede kvindernes, slavernes og de fattiges rettigheder. De velhavende blev beskattet, kontrakter blev legaliseret, den offentlige hygiejne og den almene sundhedstilstand blev kontrolleret, og man udbyggede veje og andre samfærdselsårer. Et diplomatisk korps blev oprettet, og han indskærpede muslimerne respekt for traktater og overenskomster. Begivenhederne i Medina i disse første år efter immigrationen er et bidrag af enestående karat i menneskehedens sociale udvikling og fremgang.
    Principperne om menneskelig lighed samt social og økonomisk retfærdighed fremsat i Islam i disse første år efter immigrationen til Madina imødekommer også fuldt ud moderne tiders behov. Dette bør mennesker, som i uvidenhed og som uberettiget kritiserer Islam for at være gammeldags og forældet, tage i betragtning.
    Så længe muslimer fastholder og nøje følger Koranens og dermed islams principper, vil de udgøre et dynamisk samfund i fremgang; men de senere års politiske begivenheder viser tydeligt, at når muslimer svigter nogle af islams helligste principper såsom enighed, sammenhold, hjælpsomhed, kærlighed og loyalitet blandt muslimer, da mister de også Guds velvilje og vil uvægerligt lide ydmygelser og tilbagegang.
    Profeten Muhammad døde i en alder af 62 år (år 632 eller år 10 A.H.) efter roligt og værdigt at have beskikket sit hus således, at hans efterkommere ikke behøvede at være i tvivl om, hvorledes de skulle forholde sig i såvel åndelige som i materielle spørgsmål.
    Han blev begravet i Medina, idet han selv havde ønsket at blive stedet til hvile i den by, der havde ydet ham beskyttelse i hans livs sværeste stunder.