Islamisk Studiebogssamling - Bøger på nettet

ARABERDRENGEN MUHAMMAD

Af Khadijah Bjerring (1991)

Arabiens mangfoldighed
I vore dage hører man meget om Arabiens rige oliesheiker; men al den olie var endnu ikke fundet, da araberdrengen Muhammad var barn.
    Dengang kendte man her i Danmark heller ikke til andet end tællepråse, bål og ildsteder af brænde, trækul og lignende. Varme fik man ved at sætte sig tæt sammen om bålet.
    Måske vil nogen tro, at det i Arabien er unødvendigt at tænke på bål for varmens skyld; men selv om det er drønende hedt om dagen, når solen skinner, er det skrækkelig koldt om natten. Dengang brugtes tørrede gødningskager og visne, tornede grene til brændsel; trækul var kun for de rige.
    Olien har bragt store rigdomme til de kongelige familier og nogle få andre særligt udvalgte, som var enormt rige i forvejen. Men bortset fra disse få meget rige familier, lever mange drenge og piger i Arabien i dag på samme måde som dengang, Muhammad var barn.
    Det indre af landet er en eneste stor ørken, og næsten intet kan vokse der. Det er lutter sand og sten så langt øjet rækker, og solen brænder så hedt, at luften flimrer af varme; men nordpå sker det, at det regner, så der kan vokse græs. Så kan man holde får, geder, æsler og kameler.
    Nu som før er det kun velhavende folk, som har råd til at holde heste. Hestene bruges som ridedyr og ikke som kamelerne og æslerne til at arbejde.
    Oppe i højdedragene findes der kildevæld, hvor der dannes frugtbare oaser med daddelpalmer, og man kan endda overrisle jorden, så det er muligt at dyrke korn og grøntsager.
    Beduinerne drager fra græsning til græsning og fra oase til oase med deres hjorder af får, geder og kameler. Ja, egentlig er det dromedarer, for de har kun én pukkel; men kameler og dromedarer er af same slægt, så i daglig tale skelner man ikke så nøje.
    Det er mere end tusinde år siden, kamelslægten delte sig op i to arter, og dromedaren - altså den énpuklede kamel - levede i Arabien-Mesopotamien, og allerede for ca. 5000 år siden begyndte man at bruge den som husdyr.
    Beduinerne er ørkenarabere, der holder sammen i storfamilier. Familierne har holdt sammen i mange tusinde år. Man kalder dem for ørkenstammer.
    Det er bestemt også nødvendigt, at familierne får lært at holde sammen, for deres liv er hårdt. De lever i telte, og de lange vandringer fra oase til oase er meget anstrengende.
    Men når de efter solnedgang slår lejr for natten, hersker der en egen stemning ved bålet. De, der har et eller andet hjemmelavet instrument, spiller, og ind i mellem hører man dromedarernes og fårenes bjælder i baggrunden.

Sæd og skik
Hver stamme holder fast på sine egne gamle sæder og skikke. De kaldes for stammens "sunnah". Børnene er under hele deres opvækst blevet oplært deri af deres forældre og bedsteforældre - ikke i offentlige børnehaver. Derfor fortsætter både drenge og piger med at gøre, som man har gjort i forudgående generationer. Det giver dem en stærk følelse af tryghed og samhørighed, at alle altid er sammen om arbejdet, og at de ældre deltager i børnenes leg.
    Der er aldrig overflod af mad og drikke i disse beduinfamilier. Alligevel er det en uskreven lov, at besøgende får det bedste af både mad og drikke og de bedste fåreskind til at dække sig om natten, selv om det indebærer, at familien selv må gå sultne til ro og eventuelt fryse om natten.
    Familiemedlemmerne retter sig efter stammens "sunnah", for de ved, at dersom man bryder stammens uskrevne love, kan man blive udstødt og må vandre sulten og - hvad der var endnu værre - tørstig alene om i ørkenen, indtil en fremmed stamme forbarmer sig og optager én; men det er for altid en skamplet at være udstødt af sin egen stamme og samtidig en stor sorg ikke at kunne være sammen med sine egne slægtninge.
    Beduinerne lærte, hvorledes et voksent medlem af stammen skulle opføre sig. Stammens ære gik frem for alt andet. Dersom nogen krænkede stammens eller slægtens ære, var det ens pligt at hævne en sådan forsmædelse, og det var en stor skam ikke at udføre en sådan hævn.
    De unge lærte alt af forældre og bedsteforældre. Skoler kendtes ikke; men beduinbørn havde den fordel frem for vore dages skoleelever eller lærlinge, at de hele tiden vidste, at når de blev voksne, var der arbejde til dem. Arbejdsløshed var for dem et ukendt begreb.

Muhammads tidligste barndom
Imidlertid var araberdrengen Muhammad så heldig, at han tilhørte den rigeste og mest ansete af alle Arabiens stammer, nemlig Quraish-stammen. Den havde mange ældgamle rettigheder frem for andre stammer, bl.a. havde den overopsynet med handelslivet i den mest betydningsfulde by i landet. Byen hed dengang som nu Mekka.
    Den ligger lige på den lange karavanerute, der løber fra syd til nord. Da der også uden for byen var tilstrækkelig græsning til husdyr hele året, behøvede Quraish-stammen ikke drage omkring som beduiner. Børnenes opvækst skete dog under lige så barske forhold, for når de blev gamle nok til at lære at tale, var det skik og brug, at man overlod dem til en ørkenstamme, hvor livet var hårdt, men sundt, og hvor de lærte at tale rigtig arabisk.
    Almindeligvis kom kvinderne fra ørkenen til Mekka for at hente de spæde børn, og kvinderne blev godt betalt af forældrene for at opfostre stærke, sunde børn.
    Beduinkvinden Halima kom til Mekka med sin mand og deres lille søn samtidig med de andre kvinder fra Bani Sa'd-stammen, og snart havde de andre kvinder fået hver et plejebarn og begav sig på hjemvejen.
    Kun Muhammad var tilbage, for hans far Abdullah døde lige før hans fødsel omkring år 570 efter Profeten Jesu fødsel, og en enkes barn var rent økonomisk ikke eftertragtet af fostermødre.

Halima og hendes mand havde haft uheld i ørkenen: Deres hun-kamel var gold, æslet var udpint og stolprede af sted. Halima selv havde dårligt nok mælk til at stille sit eget barns sult. Det småklynkede hele tiden, og egentlig var de slet ikke indstillet på at tage et plejebarn. Imidlertid var Halima ked af at være den eneste kvinde i Bani Sa'd-stammen, der skulle vende hjem uden et fosterbarn, så hendes mand rådede hende til at tage Muhammad med, idet han sagde: "Måske vil drengen vise sig at være en velsignelse for os." Og dermed blev Halima fostermoder for araberdrengen Muhammad.
    De begav sig på hjemvejen, og så snart Halima begyndte at amme Muhammad, fik hun med ét så meget modermælk, at der var rigeligt til begge drengebørn.
    Ved hjemkomsten ændredes alt: Jorden grønnedes, deres daddelpalme gav frugter i overflod, ja selv fårene og deres gamle, golde hun-kamel begyndte at give rigeligt med mælk. Halima og hendes mand var ikke i tvivl om, at denne gode skæbne skyldtes Muhammad, som de kom til at elske som deres egen søn.
    Da Muhammad var 2 år gammel, bragte de ham tilbage til hans egen mor, Amina. Til Halimas store glæde gav Amina hende lov til at tage Muhammad med tilbage til Bani Sa'd-stammen endnu en tid. Her voksede han til med Halimas børn. Ofte sad Muhammad dog alene i stille eftertænksomhed, mens de andre børn legede. Da Halima endelig bragte Muhammad tilbage til Amina, var han en stor, sund dreng.
    I sin senere så berømte manddom som Profeternes Segl (muslimernes sidste Profet), tænkte han ofte med glæde tilbage på tiden hos Halima og hendes familie og følte sig hele livet stærkt forbundet med Bani Sa'd-stammen.

Muhammads tid hos farbroderen Abu Thalib
På deres vandringer kom beduinerne også med mellemrum til Mekka, når de ville handle med deres husdyr eller bytte de arbejder, kvinderne havde forfærdiget, for andre varer. Herved lærte Muhammad også andre stammer end Bani Sa'd-stammen og dens medlemmer at kende.
    På lange øde strækninger fragtede kameler eller rettere dromedarer varer fra land til land. En stor flok kameler eller dromedarer med varer på ryggen kaldes en karavane. Når I nu om dage hører om et eller andet bilmærke med tilnavnet Caravan, ved I nu, at det er et gammelt arabisk ord, man bruger for at fortælle, at denne specielle biltype kan bære en stor last.
    Dromedarerne bliver kaldt "ørkenens skib". De duver over ørkensandet med deres last på siderne og puklen vuggende fra side til side. Når man på afstand ser dem vuggende af sted i en lang række, kan det godt se ud som en række skibe, der vugger på bølgerne.
    Mange gange foretrækker man at rejse i månelyse nætter, fordi sandet om dagen brænder som ild under fødderne. Det er et betagende syn, når man på afstand betragter rækker af dromedarer drage forbi i måneskinnet. Det ligner akkurat ét af eventyrdigteren H.C. Andersens silhuetklip.
    Imidlertid ændredes Muhammads barndom brat ved Aminas alt for tidlige død. Muhammad var da kun seks år gammel. De næste år tilbragte Muhammad hos sin farfar Abd al-Muttalib, der var Quraish-stammens overhoved. Efter farfarens død to år senere kom Muhammad til sin farbror Abu Thalib, der tog ham til sig og opdrog ham sammen med sine egne sønner.

Muhammad og hans kammerater voksede til blandt købmænd, der tjente mange penge både på de karavaner, de selv sendte ud i verden for at handle, og på den handel andre karavaner lagde i Mekka, fordi det sparede tid at bruge Mekka som mødested for karavanerne, som kom fra lande, der lå syd eller nord for byen.
    Muhammad var som en søn af huset, og både han og hans fætre blev taget med til markedet, for at Abu Thalib kunne oplære dem i handel, så de som voksne kunne handle på egen hånd.
    Muhammad kunne lide atmosfæren af købslåen om varer og priser. Han og hans kammerater efterlignede de voksne, og de begyndte at handle på egen hånd med deres piske, knive og bælter; men det hændte, at det ikke gik helt fredeligt af, når så mange barske drenge samledes på ét sted. Udsigt til profit har altid kunnet bringe det værste frem i menneskers karakter, så drengene råbte og skreg skældsord til hinanden. Af og til gik de over til håndgribeligheder. Der vankede nogle slemme buler og forrevne kjortler ind i mellem.
    Muhammad var blid og besindig af væsen. Han kunne ikke lide ufred, og hvor han kunne komme til det, prøvede han altid at mægle mellem de stridende parter og få brushovederne til at indgå byttehandler, som alle implicerede parter kunne være tjent med.
    Drengene lyttede til ham, fordi de flere gange havde set, at hans stilfærdighed ikke kom af, at han var bange for sit skind - tværtimod. Han tog altid den svages parti og lovede at afklapse enhver, der prøvede at lægge hånd på dem, der var mindre end dem selv.
    Selv snød han aldrig i handler, og derfor gav de andre drenge ham tilnavnet Amin: "den, der er til at stole på", "den sandhedskærlige" eller "den, der stifter fred".

Når der var rigtig mange mennesker fra forskellige lande forsamlet i Mekka, var det et broget, myldrende skue. De voksne yndede at vædde om, hvem der havde de hurtigste kameler, dromedarer eller heste og foranstaltede kamel- og hestevæddeløb.
    Muhammad og kammeraterne syntes, at det var skønt at leve på sådanne dage. Så drog de alle ud til sletterne uden for byen, og rytterne gjorde deres kameler og heste rede til væddeløbene. Kamelerne satte det lange ben foran, og små sandskyer rejste sig bag dem.
    Selv med den fart, de skød, når deres ryttere ildnede dem op til at løbe alt, hvad remmer og tøj kunne holde, havde de stadig et rigtig overlegent udtryk i ansigtet, som om de tænkte, at kun tåber kunne finde på, at man skulle rende her til ingen verdens nytte; men menneskemængden jublede, råbte og heppede.
    Hestene derimod så ud, som om de var vældigt med på at skulle fare af sted som vinden. De trippede og dansede af bar utålmodighed efter at få lov til at galoppere hen over sandet. Glade mennesker fra nær og fjern sang og spillede. Lyden af kamelernes bjælder blandede sig med musikken og sangen. Et broget skue var det - glade barndomsminder for araberdrengen Muhammad.

Muhammad får pligter
Snart blev Muhammad så stor, at han kunne ledsage sin farbror på de månedlange rejser med kamelkaravanerne, når de skulle til fremmede lande med varer og bringe andre varer med tilbage. På disse rejser lærte Muhammad en masse om andre landes kultur. Kultur er det samme som livsvaner, og da indbyggerne i de forskellige lande, han kom igennem, havde forskellige vaner, kom han hurtigt til den slutning, at hvert land i verden har sin egen kultur.
Han ønskede at respektere andre menneskers vaner, ellers syntes han ikke, han havde ret til at forvente, at andre mennesker i andre lande skulle respektere hans folks vaner.
På den tid, Muhammad var dreng, var det ikke ret almindeligt at lære at læse og skrive, så Muhammad var analfabet. Dersom en dreng bad sin far om at få lov til at lære at læse og skrive, fik han i reglen følgende svar: "Sønnike! Jeg vil lære dig at svømme, for ser du: Tjener du penge nok, kan du altid betale andre for at læse og skrive for dig; men er du ved at drukne, kan du ikke betale andre for at svømme for dig."

Om én af de rejser, han foretog sammen med sin farbror og andre ledsagere, mens han endnu var dreng, fortælles det, at karavanen engang stødte på en mand, der var meget lærd i både de kristne og de jødiske hellige skrifter.
    Han indbød dem til at søge skygge under træet ved sit rastested. Som den yngste måtte Muhammad tage sig af dromedarerne; men på den lærdes opfordring kom han også hen i skyggen under træet. Den lærde mand betragtede indgående Muhammad og spurgte Abu Thalib om hans slægtskab med ham. Han svarede, at Muhammad var hans søn; men den lærde mand havde svært ved at godtage svaret, for han var overbevist om, at Muhammad var den i jødiske skrifter profeterede Messias, og han fandt også i Bibelen udsagn om denne profets komme. Denne profet skulle vokse op i provinsen Hejjaz og tilbringe sin tid som profet i Yathrib. Af samme grund havde en gruppe jøder allerede slået sig ned lige uden for Yathrib, byen, som fik navnet Medina, da Profeten Muhammad slog sig ned dér. Den lærde mand undrede sig over, at han var den eneste, der havde bemærket, at træets skygge hele tiden havde fulgt Muhammad, så han ikke blev udsat for den brændende middagssol.
    Det var ikke så let for Muhammad at komme i snak med sine jævnaldrende i alle de forskellige lande. De talte andre sprog eller deres egne stammedialekter; men han gjorde den erfaring, at når man mødte andre med velvilje og ønsket om at forstå dem, mødtes man med sympati fra andre, og til trods for sprogvanskelighederne fandt man mange måder at gøre sig forståelig på for hinanden.
    På rejserne opdagede Muhammad efterhånden også, at der ligesom hjemme i Arabien var en masse overtro knyttet til de forskellige landes kultur, og denne overtro var årsagen til en masse misforståelser og mistro folk imellem. Ja, overtroen kunne ofte være skyld i, at folk forfulgte og dræbte andre ellers helt uskyldige mennesker, bare fordi de var lidt anderledes end flertallet dér på stedet. Man troede, de var besat eller - hvad der var endnu værre - at de var i stand til at forhekse andre, og så måtte de dræbes. Disse drab førte andre drab med sig, fordi de dræbtes familier ville hævne deres pårørende osv., osv....

Hjemme havde Muhammad hørt historien om digteren Imrul Kais, én af de mest berømte af Muallakat-digterne:
    Han tog sig for at hævne sig på Bani Asad-folkene, fordi de havde slået hans far ihjel; men da han var meget overtroisk, ville han - inden han gav sig i kast med opgaven - rådspørge oraklet i Dhul Kalassa-templet ved hjælp af tre pinde, som henholdsvis skulle symbolisere "gå i gang med opgaven", "udsæt hævnen" og den tredje mulighed "opgiv hævnen".
    Ved første forsøg svarede oraklet: "opgiv hævnen", så han prøvede igen; men også denne gang var oraklets svar: "opgiv hævnen". Imrul Kais var nu ved at blive godt gal, men prøvede for tredje gang. Igen svarede oraklet: "opgiv hævnen". Han blev så rasende, at han brækkede pilene og kylede stumperne i hovedet på oraklet - en stenstøtte - og råbte indædt: "Din skalk! Hvis det havde været din egen far, som var blevet myrdet, ville du bestemt ikke have forbudt mig at hævne ham!"
    Historien fik Muhammad til at ryste på hovedet, da han hørte den, for han kunne ikke forstå, at en voksen mand for alvor kunne tro, at en figur, som folk selv havde lavet af sten, skulle kunne svare på noget som helst.
    Allerede som dreng forsøgte han at imødegå overtro, hvor han kom ud for det. Han så jo dagligt derhjemme i Mekka, hvorledes de forskellige stammer, der besøgte byen, ofrede til deres bestemte stenstøtter, som de kaldte deres guder og bad dem om succes og om, at deres hustruer måtte føde dem drengebørn. Pigebørn ville de ikke vide af. Dersom deres hustruer skænkede dem døtre, tog de det ofte som en straf fra deres specielle guddom, og de begravede de arme nyfødte pigebørn levende i sandet. Det var en makaber form for fødselskontrol, som oprørte Muhammad hver gang, han hørte om det. Og da han senere som voksen fik myndighed dertil, forbød han ganske enkelt denne form for barbari.

Efterhånden blev Muhammad så gammel, at han kunne foretage selvstændige rejser og blev betroet overopsynet med en kamelkaravane, der skulle til Asien. Denne opgave klarede han så godt, at hans farbror Abu Thalib erklærede, at han nu måtte regnes for at være fuldvoksen.

Læs også fortsættelsen: Profeten Muhammad

Ovenstående fortælling blev udgivet i bogform i 1991 - illustreret med smukke akvareller og med fyldig ordliste.
Vi har stadig nogle få eksemplarer tilbage - også af fortsættelsen: "Profeten Muhammad".
Pris kr. 10,- pr. stk. ekskl. porto.

Bestilling on-line her.