Islamisk Studiebogssamling - Bøger på nettet

ISLAM I EUROPÆISK KLÆDEDRAGT

Stof til eftertanke og selvransagelse

Af Aminah Tønnsen (1998)

1. Forstå Koranen
2. Guds evige og uforanderlige lov - et levende og personligt budskab
3. Magtmisbrug, åndssløvhed og afgudsdyrkelse
4. Litteratur om islam og Koranen
5. Muslimer i Europa
6. Litteratur om islam i Europa
7. Hidjâb - et emne, der bringer sindene i kog.
8. Hvad siger Koranen om kvinders klædedragt?
9. Hvordan det hele startede.
10. Den kulturelle mangfoldighed.
11. Hidjâb i Danmark.
12. Det 'nye' tørklæde.
13. Den gyldne middelvej.
14. Litteratur om kvinder og hidjâb-fænomenet.
15. Mændenes rolle og ansvar.
16. Kvindernes rolle og ansvar.
17. Fremtiden.
18. Hjertesuk.

OBS!
Desværre måtte jeg i sin tid skære ca. 70% af noterne og ca. 25% af litteraturlisten bort - det var betingelsen for overhovedet at få bogen udgivet.
I nærværende internet-udgave er ALLE oprindelige noter medtaget - og korancitaterne fra noterne er flyttet om i selve teksten.

Indledning - stof til eftertanke

De sidste måneders mediedebat har atter synliggjort den usikkerhed og angst, mange danskere føler i mødet med 'det anderledes'. En angst, der manifesterer sig som fremmedhad og en forestilling om, at indvandrere fra muslimske lande har listet sig ind i landet gennem baghaven og har skumle planer om med vold og magt at ville påtvinge sagesløse danskere deres kultur og tro. En angst, der bunder i, at man sætter næsten i bås efter hudfarve, nationalitet, kultur eller religion i stedet for at fokusere på det enkelte menneske. En angst, der er med til at cementere myter og fordomme om 'de fremmede' iblandt os og opfattelsen af, at Islam og Kristendommen er ganske uforenelige og ikke kan eksistere side om side i gensidig respekt og forståelse. Min egen vej til Islam er blot et ud af mange eksempler på, hvorledes Islam og danskhed uden besvær kan gå op i en højere enhed:
Jeg mistede min barnetro, da præsten som led i sin konfirmandforberedelse begyndte at omtale Jesus som Guds søn, som frelser og forsoner, ja endda som selveste Gud. Min fornuft sagde mig, at Jesus måtte have været menneske - han kunne jo da både gå omkring på jorden og sove, spise og drikke som jeg selv! Men præsten gjorde med sine udsagn gudstro til noget verdensfjernt og mig ganske uvedkommende.
Små tyve år senere - da jeg havde været gift med en mand med muslimsk baggrund i en halv snes år og havde boet i hans hjemland en årrække - gav jeg mig i kast med bibliotekernes dengang ret så beskedne (og fordomsfulde) udbud af bøger om Islam for at få svar på nogle af de spørgsmål jeg blev stillet om Islam, da vi slog os ned i Danmark. Ad omveje fik jeg fat i A. Yûsuf 'Alîs engelske Koranfortolkning, og ganske langsomt voksede erkendelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end som så, frem.

En forårsmorgen i 1983 vågnede jeg op med en tydelig bevidsthed om, at jeg var muslim. Jeg havde - uden at det i grunden rigtigt var gået op for mig - taget Koranens budskab til mig. Jeg læste nu Koranen med ganske andre øjne - og med hjertet. Det gik hurtigt op for mig, at de leveregler og den livsholdning, der omtales i Koranen, stort set var identiske med den bagage, mine forældre havde givet mig med på vejen - og de første brikker til mit livs store puslespil faldt på plads. Og stik imod den gængse opfattelse viste Koranen sig slet ikke at være en rigid lovbog, men snarere en højaktuel menneskerettighedserklæring og en vejledning i takt og tone for omgangen ikke kun med næsten, men med alt det skabte. At jeg ydermere i Koranen stødte på udsagn om universets gåder, der umuligt kunne stamme fra menneskehånd, var med til at bekræfte det helt unikke i budskabet. Og dér stod det sort på hvidt: Jesus var menneske - hvilken befrielse!
Da jeg nogle år senere blev opmærksom på den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes utrolig dybtgående kendskab til Islam og på hans forhold til Kristendommen, faldt det med treenigheden på plads for altid. Og jeg oplevede for alvor, hvorledes gudstro kan berige og styrke et menneske og være et fast holdepunkt i situationer, der ellers nemt kan vælte én omkuld: Goethe var dybt troende; men hans venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid: 'At tro, at tre er én, og én er tre - det strider imod min retfærdighedssans. Og jeg kan ikke se, at det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule!' Præcis således føler jeg selv: Jeg har ikke brug for at se Gud i menneskelig skikkelse for at tro på Ham, på syndernes forladelse og på et liv efter døden. At jeg lever er et bevis på Guds eksistens og på Hans kærlighed, Hans nåde og barmhjertighed. Og jeg kan mærke Hans omsorg for mig, når Han besvarer mine bønner. Vejen til Gud er direkte og uden forstyrrende mellemled. Bibelens lidelseshistorie og Kirkens sakramenter er ganske overflødige for den, der oprigtigt tror på Gud.

I min søgen efter Islams oprindelige filosofi - og efter en brugbar model for, hvorledes jeg som vestlig kvinde skulle forholde mig til Islam i praksis - har jeg i årenes løb stiftet bekendtskab med værker af både historiske og moderne religionsforskere og filosoffer fra forskellige muslimske lande. I den forbindelse har den indisk/pakistanske poet, filosof og jurist Muhammad Iqbal bestyrket mig i min allerførste, spontane oplevelse af, at Koranen er et helt personligt budskab, en rettesnor og ramme for livet, som hvert enkelt menneske har den fornødne frihed og pligt til - i ydmyghed og efter bedste evne - at udfylde i forhold til den kultur, den tidsalder og den politiske og sociale virkelighed, hun/han lever i.
Mine overvejelser desangående har jeg forsøgt at samle i det følgende. Måtte det give læserne et indblik i den komplekse situation, som mere end en femtedel af verdens befolkning befinder sig i - foruden stof til både eftertanke og selvransagelse og motivation til at gå imod strømmen, til at befri sig for gruppepres og snæversynede 'lærdes' snærende lænker, og til på egen hånd at undersøge deres trosgrundlag. At være troende er - som Koranen så smukt beskriver - en livslang og helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende fra ét åndeligt stade til et andet.