Islam i europæisk klædedragt:

7. HIDJÂB – ET EMNE, 
DER BRINGER SINDENE I KOG

Af Aminah Tønnsen

Muslimske kvinders klædedragt er et af de emner, der igen og igen dukker op i medierne. Mig har det ofte undret, med hvilken nidkærhed herboende muslimske kvinder (ikke kun kvinder med rødder i forskellige muslimske kulturer, men også etniske danskere med Islam som referenceramme) forsvarer brugen af det hovedklæde, der i de sidste 25 år er dukket op i nogle muslimske lande i forbindelse med massernes oprør mod korrupte regimer, diktatur og social nød: Et nonneagtigt hovedklæde, der ofte når ned over skuldrene eller sågar helt ned til taljen, og som sammen med en ankellang, ensfarvet, løsthængende overdragt af mange opfattes som den eneste korrekte islamiske klædedragt, hidjâb - men hvad betyder hidjâb egentlig?
    Det arabiske ord hidjâb bruges i folkemunde mest om kvindens klædedragt (der ifølge traditionelle retslærdes forskrifter bør dække hele kroppen undtagen ansigt og hænder) - eller om selve hoveddækket. Man taler ligefrem om at 'bære hidjâb'. Selve begrebet  hidjâb (pakistansk: purdah) omfatter dog også kønsadskillelse og afsondring af kvinder.
    Ordet hidjâb (egl. forhæng, dække eller skærm) og det tilhørende verbum hadjaba bruges i forbindelse med det at:
· skjule eller gemme for øjet.

· skjule for at beskytte.(1)

· markere en grænse, adskille eller opdele.

· afgrænse eller skjule for at gøre noget forbudt.

Ordet hidjâb forekommer kun 8 steder i Koranen, men intetsteds i forbindelse med hverken kønsadskillelse eller kvinders klædedragt:
· Forhænget, bag hvilket Maria havde trukket sig tilbage fra offentligheden under sit ophold i templet, da ærkeenglen Gabriel bebudede hende, at hun skulle føde en søn, Jesus (19:17).

· Udskilning af de frelste og de fortabte på Dommedag (7:46).

· Det usynlige forhæng, der er mellem Gud og Profeten, når denne modtager åbenbaringer (42:51).

· Slør (i negativ betydning, en form for straf), der omhyller dem, der har svært ved at fatte budskabet eller helt forkaster det, og som derved skaber et skel mellem dem og de troende (17:45, 41:5 og 83:15).

· Natten lægger sig som et slør omkring solen og skjuler den for vore øjne (38:32).

· Den høflige distance man bør bevare mellem sig og Profetens hustruer af respekt for dem og deres helt specielle status:

Dette vers bliver ofte betegnet som 'hidjâb-verset' og grundlaget for selve 'hidjâb-fænomenet'. Det blev åbenbaret i år 627, og kan - nøgternt betragtet - nærmest defineres som et påbud om ikke at være for påtrængende, men udvise respekt for Profetens hjems ukrænkelighed og udvise værdighed og respekt over for en ganske speciel gruppe kvinder: Profetens hustruer - uden at der er den mindste hentydning til omgangen med andre kvinder i øvrigt.
    Der findes flere forskellige beretninger om de omstændigheder, under hvilke 33:53 blev åbenbaret. F.eks. fortæller Anas ben Malik:
    Profeten havde giftet sig med Zaynab bint Djahsh og havde pålagt Anas at invitere folk til bryllupsmiddagen. Zaynab sad i et hjørne af det stuvende fulde værelse. Middagen var overstået; men tre af de mandlige gæster blev siddende og havde svært ved at løsrive sig - ganske taktløst og uden forståelse for, at Profeten gerne ville være alene med sin brud. Profeten forlod værelset og foretog sin sædvanlige runde for at hilse på sine øvrige hustruer. Da han vendte tilbage til Zaynabs værelse, sad de tre gæster stadig og diskuterede. Irriteret gik Profeten hurtigt tilbage til hustruen ’Â'ishas værelse. Først da man meddelte ham, at gæsterne havde forladt værelset, kom han tilbage. På dørtærskelen blev han stående, vendte sig om og trak et forhæng ned - et forhæng, der adskilte ham og hans privatsfære med offentligt rum og den eneste mandlige gæst, der var tilbage: Anas, der havde arrangeret bryllupsmiddagen. Og i dette øjeblik modtog Profeten åbenbaringen af 33:53, hvori der altså er tale om markering af to grænser: 1) mellem Profetens hustruer og mandlige muslimer 2) mellem privatsfære og offentligt rum (for naturligvis har selv en folkekær statsleder krav på privatliv uden for offentlighedens søgelys); men uden den ringeste hentydning til kvinders klædedragt eller til kønsadskillelse i øvrigt.(2)

Ikke kun Profetens hustruer, men også fremtrædende og magtfulde muslimske mænd har afsondret og tilsløret sig: Man mener, at det var persisk påvirkning, der gjorde, at de fleste Umayyade-kaliffer levede deres dagligdag bag et forhæng (hidjâb al khalîfa), der skjulte dem for omgivelserne. (Onde tunger påstår, at det dog mest var for at ingen udenforstående skulle se, hvorledes kalifferne gebærdede sig, når de havde fået for meget at drikke!) Og i moskéen fik de indrettet en særlig loge (maqsûra), hvor de kunne forrette bøn sammen med deres nærmeste familie afsondret fra resten af de tilstedeværende. Mange samtidige muslimer fordømte dog en sådan afsondring i moskéen som værende i modstrid med Islams ånd om menneskenes ligeværd for Gud.
    Deres efterfølgere, Abbaside-kalifferne, levede dog et mindre isoleret og tilbagetrukket liv; men 'hidjâb-fænomenet' bredte sig til Andalusien og Nordafrika, og var specielt udbredt blandt de shiitiske Fatimide-kaliffer:
    Når kaliffen i fastemåneden ramadân besøgte moskéen om fredagen og havde taget plads i prædikestolen (minbar'en), kyssede vesiren i fuld offentlighed kaliffens hænder og fødder, hvorefter han trak et forhæng, der skjulte kaliffen for menigheden. Når kaliffen havde holdt en kort prædiken, blev forhænget atter trukket bort.
    Efter bønnen på dagen, der markerer fastens afslutning (’îd al-fitr), var det skik og brug, at alle - på et signal fra vesiren - tilslørede sig. Når kaliffen havde talt til menigheden, fjernede man atter sløret.(3)
    I øvrigt er der hos Saharas ørkenfolk, tuareg'erne, selv i vore dage tradition for, at overklassens mænd fra puberteten - foruden en turban - bruger et langt indigoblåt slør, tugulmust, viklet flere gange om hals og underansigt, så kun øjenpartiet er synligt. Mændene tildækker sig af strategiske hensyn, for at fjenden ikke kan se deres ansigtsudtryk.

Det er værd at bemærke, at 'hidjâb-verset' er ét ud af flere, der fremhæver Profetens hustruers helt specielle status - thi 'de er ikke som andre kvinder':

Oh I Profetens hustruer! For den af jer, der opfører sig åbenbart skændigt, vil straffen (i dette liv og i det kommende) blive fordoblet. Det er let for Gud; men den af jer, der hengivent tjener Gud og Hans sendebud og handler retfærdigt, vil blive dobbelt belønnet. Og ædelt underhold venter hende (i Det Hinsidige). Oh I Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder: Hvis I frygter Gud, da før ikke uhøvisk, men anstændig tale, at de syge i hjertet ikke må blive optændt af begær. Bliv i jeres hjem (qarna eller qirna) og stil jer ikke til skue som i uvidenhedens dage. Oh I Profetens familie! Forret bøn og giv almisse og adlyd Gud og Hans sendebud. Gud ønsker blot (med disse påbud) af rense jer for (hedensk) besudling. Ihukom og recitér Guds tegn og de visdomsord, der er blevet foredraget jer i jeres hjem. Gud er visselig indfølende og alvidende. (33:30-34)

Koranens påbud til Profetens hustruer om at 'blive roligt i deres hjem' (33:33) er dog aldrig blevet tolket bogstaveligt, og Profetens hustruer har ikke levet nær så afsondret, som mange af deres senere trosfæller.(4)
´   Den kendte Koranfortolker al-Tabarî (død o.923) mente i øvrigt, at der slet ikke var tale om et påbud som 'bliv roligt i jeres hjem' (qarna), men 'opfør jer med ophøjet ro og værdighed i jeres hjem' (qirna). Og det må vække til eftertanke, at al-Tabarî blev nødt til at søge tilflugt i sit eget hus for at beskytte sig imod en rasende menneskemængde, der beskyldte ham for kætterske tilbøjeligheder på grund af denne og andre kontroversielle holdninger. Bl.a. mente han, at der ikke var noget til hinder for, at en kvinde kunne være juridisk dommer. Al-Tabarî lod sig dog ikke kue; men hans begravelse måtte foregå i nattens mulm og mørke af frygt for uroligheder.(5)

Også Profeten havde naturligvis - ligesom sine hustruer - en speciel status: Derfor fik han tilladelse til at beholde de hustruer, han allerede havde ægtet (under forudsætning af at behandle dem så retfærdigt og ligeligt som menneskelig muligt) - uden at han dog måtte ægte flere hustruer eller udskifte en af de 'gamle' med en 'ny' (33:50-52). Denne tilladelse blev givet på et tidspunkt, hvor den ubegrænsede polygami afskaffedes til fordel for ren monogami - dog med tilladelse til i krigstider at måtte have op til fire hustruer for at sikre enker og faderløse beskyttelse og underhold (4:3).
    I 25 år havde Profeten Muhammad levet med sin første hustru Khadîdja, der var betydelig ældre end ham selv, i et rent monogamt ægteskab. Det var først efter Khadîdjas død, at han tog flere hustruer. Nogle af disse senere ægteskaber blev tydeligvis indgået på grund af ren fysisk tiltrækning, for Profeten var et ganske almindeligt menneske af kød og blod. Andre ægteskaber kom dog i stand for at sikre krigsenker og faderløse beskyttelse og underhold, eller for at knytte bånd til fjendtligsindede stammer. Og derved lykkedes det Profeten Muhammad at skabe fred på Den arabiske Halvø.(6)

Afsondring af kvinder har op gennem historien været en udbredt tradition i patriarkalske samfund - først og fremmest i byerne og blandt overklassen som tegn på velstand: En demonstration af, at man kunne undvære kvindernes arbejdskraft i husholdet.
    Afsondring af kvinder var imidlertid et ukendt fænomen i Arabien på Profetens tid. Det blev først almindeligt blandt muslimer i takt med Islams møde med nordafrikansk, græsk, byzantinsk, persisk og indisk kultur.(7) Og lige til vore dage er de påbud, der klart og utvetydigt henvender sig udelukkende til Profetens hustruer (33:33 og 33:53), blevet misbrugt til at retfærdiggøre generel kønsadskillelse, og til at begrænse kvinders bevægelsesfrihed og forherlige et liv i afsondring.(8) Talemåden 'En god kvinde forlader kun sit hjem to gange: Når hun bliver gift, og når hun bliver båret til graven' taler sit tydelige sprog.
    De såkaldt lærde har dog - forståeligt nok - aldrig vovet at gå linen ud og påstået, at også andre af påbudene vedr. Profeten og hans familie skal tolkes generelt, så f.eks. ingen enker må indgå nyt ægteskab, eller enhver mand må have mere end fire hustruer samtidig!

Tankevækkende er det, at et ord som hidjâb, der oprindeligt i Koranen har en ret negativ betydning (7:46, 17:45, 41:5 og 83:15) og bliver brugt om rummets opdeling i en privat og en offentlig sfære (19:17 og 33:53), i vore dage af nidkære kvinder og mænd bliver brugt som symbol på muslimske kvinders ærbarhed, religiøsitet og identitet.

© Aminah Tønnsen, 1998     

Noter: