Islam i europæisk klædedragt:

5. MUSLIMER I EUROPA

Af Aminah Tønnsen

Menneske først og kristen så - kun dét er livets orden...
Stræbe da hver på denne jord sandt menneske at være.
Åbne sit øre for sandheds ord og unde Gud sin ære...

                                      N.F.S. Grundtvig (1783-1872)

Det er nu næsten trekvart århundrede siden, at den første dansker i nyere tid, journalisten Knud Holmboe fra Horsens, konverterede til Islam.(1) Og det må være på tide, at danskerne indser, at det er lige så naturligt at være dansk muslim som at være dansk jøde eller kristen.
    Ydermere er det mere end tredive år siden, at de første muslimske indvandrere slog sig ned i Europa, og muslimer i Danmark/Europa må én gang for alle gøre sig klart, at de ikke uden videre kan overtage fortolkninger, der er blevet til i de forløbne 1400 år i orientalske samfund, hvor Islam er majoritetsbefolkningens religion. De muslimer, der her og nu lever som minoriteter i Danmark/Europa, kender bedst de aktuelle omstændigheder og skal selv lidt efter lidt formulere et europæisk og tidssvarende Islam inden for Koranens evigtgyldige og uforanderlige rammelov. Og der er da også eksempler på, at lærde efter en årrække i Vesten omfortolker enkelte læresætninger i forhold til de nye omstændigheder. På samme måde som al-Shâf î i sin tid på nogle punkter reviderede sine tolkninger, da han flyttede fra Irak til Egypten.
    Koranen henleder gang på gang menneskenes opmærksomhed på det lærerige i at betragte historiens gang. Nationernes storhed og fald er en vigtig kilde til indsigt og viden, der - hvis man forstår at udnytte den rigtigt - gør det muligt at undgå nogle af de værste faldgruber i bestræbelserne for at skabe en harmonisk tilværelse for minoritetsmuslimer.(2)
    At rejse ud i verden med åbent sind gør det muligt at få viden om andre folkeslags succeser og fejltrin. Nationer, der ikke har vist respekt for det enkelte individ, men har undertrykt og udnyttet mennesker og ladet hånt om Guds Lov, er blevet udryddet på grund af deres opsætsighed. De var blevet advaret af sendebud fra Gud, men valgte denne verdens kortvarige goder frem for et liv med Gud - hovmod står for fald.(3) Kun det, der gavner hele menneskeheden vil bestå - alt andet vil før eller siden gå til grunde:

Har de ikke rejst ud i verden og set, hvorledes deres (ugudelige) forfædre blev tilintetgjort? Gud udslettede dem, og en lignende (skæbne) venter de (nulevende) gudsfornægtere. (47:10)

Hvor mange byer har Vi ikke udslettet, fordi (befolkningen) var uretfærdig (og ikke efterlevede Guds Lov) og ladet andre folkeslag opstå i deres sted? Og da de så (konsekvensen af deres handlinger i form af ) Guds vrede, forsøgte de at flygte. "Flygt ikke, men vend tilbage til jeres hjem og til det liv, I fandt så velbehageligt, for at I må blive stillet til regnskab!" (Da indså de deres fejltrin) og sagde: "Ve os! Vi har visselig syndet!" (21:11-14)

Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var både mere talrige og stærkere og efterlod sig mange spor. Men alt dette gavnede dem ikke den mindste smule. For da sendebudene kom til dem med tydelige tegn, jublede de blot over den viden, de allerede besad (og holdt for enestående). Men sluttelig blev de indhentet af det, de så spottende havde afvist. Og da de så Vor straf, sagde de: "Vi tror på Gud, Den Eneste Ene, og vi forkaster de afguder, vi førhen satte ved Hans side." Men den trosbekendelse, de (først) udtalte, da de så straffen komme, hjalp dem ikke den mindste smule. Således har Gud (til alle tider) behandlet menneskene, og gudsfornægterne vil (uvægerligt) gå til grunde. (40:82-85) (4)

Man behøver dog ikke nødvendigvis gå tilbage i historien for at finde eksempler på, hvor galt det kan gå, for nutidens såkaldt islamiske lande - hvor politisk og religiøs undertrykkelse, korruption og magtmisbrug florerer - er levende eksempler på alle de fejltrin, man gerne skulle undgå her på vore breddegrader.
    Hver eneste af menneskets handlinger har en naturlig, gudgiven konsekvens for den enkelte såvel som for samfundet. En uduelig og uansvarlig leder kan føre et helt folk i fordærv, hvis det enkelte individ ikke er bevidst om sit eget ansvar for tingenes tilstand og om sin pligt til at bidrage til at lede samfundet den rigtige vej.

Reflekterer de (da) ikke over sig selv (og deres egen situation)? Gud skabte himlene og jorden og alt derimellem med omtanke og for et bestemt tidsrum; men de fleste mennesker afviser at tro på mødet med Herren (på Dommedag). Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var dem overlegne i styrke, de dyrkede jorden og befolkede den i tusindtal, og sendebud kom til dem med tydelige tegn (men de afviste dem). Det var ikke Gud, der gjorde dem uret - det gjorde de selv. Et smerteligt endeligt venter de uretfærdige, der fornægter og bespotter Guds tegn. (30:8-10)

Vi sendte (også) advarere til Faraos Folk; (men) de afviste alle Vore tegn. Vi straffede dem, således som kun en almægtig og uovervindelig kan straffe. Er de vantro iblandt jer bedre end dem? Eller har I hellige bøger, der retfærdiggør jeres handlinger? (54:41-43)

Som flere lærde konkluderer, er der tre ting, der fører menneskene på vildspor: 1) dyrkelse af selvet og uhæmmet tilfredsstillelse af eget begær 2) blind efterfølgelse af familiens, samfundets eller landets normer og skikke 3) tilbedelse af mennesker generelt - og især af tidens magthavere og falske religiøse tænkere.(5)

* * *

Fredelig sameksistens på tværs af religiøse, kulturelle, sproglige og etniske skel forudsætter bl.a.:

1) Ydmyghed for Gud og Hans skaberværk. Oprigtig gudhengivelse (islam) giver den enkelte fred i sindet (saqîna). Fred med sig selv og med Gud giver selvværdsfølelse og selvrespekt og er en forudsætning for at opnå fred med næsten og for at føle ægte omsorg for næstens ve og vel - uanset hans/hendes religiøse tilhørsforhold i øvrigt:(6)

For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt - er der et hjem i Det Hinsidige. De skal indgå i Lysalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: "Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperligt er ikke Den endelige Bolig!" (13:22-24)

2) Selvkritik er nødvendig - både for at bringe sig selv nærmere Gud ved at gøre sin pligt som Guds stedfortræder på jorden (khalîfa) - og for at vinde majoritetsbefolkningens respekt. Dette indbefatter bl.a. ærlighed - også hvis det ind i mellem sårer den muslimske umma, eller et menneske, der står én nær:(7)

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud - selv om det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig. For Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)

Oh I troende! Vær standhaftige i Guds Sag som vidner for retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi retfærdighed er beslægtet med fromhed. Og frygt Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9) 

Jeres velstand og jeres afkom er blot en prøvelse. Den højeste belønning er hos Gud. (8:28)

Sig (til de troende): "Hvis jeres fædre, jeres afkom, jeres brødre, jeres ægtefæller eller andre slægtninge, den formue I har erhvervet jer, de varer hvis værdiforringelse I frygter, og det hjem I har kært, er jer mere dyrebart end Gud og Hans sendebud og kampen for Han sag - da vent til I får konsekvensen af jeres handlinger at føle. Gud vejleder ikke et oprørsk folk. (9:24)

- og overholdelse af de her i landet gældende love.(8)

3) Uddannelse af børn og unge er nødvendigt for ethvert fællesskabs fortsatte beståen. Selvforståelse og fortrolighed med ens egen kulturelle og religiøse baggrund er en forudsætning for at kunne forstå og respektere næstens.(9)

Læs! I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er Den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen - lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

Herre! Forøg min viden. (20:114)

Sig: "Er de vidende da lig de uvidende?" Kun de indsigtsfulde lader sig formane. (39:9)

Gud vil ophøje de troende og vidende iblandt jer i rang. Han er vidende om alt, hvad I gør. (58:11)

4) Information om Islam er nødvendig for at aflive nogle af de værste myter og fordomme. Mediernes behandling af emnet er stadigvæk for unuanceret og med til at fastholde et negativt og klichéagtigt billede af Islam og muslimer. Saglig information er det bedste bolværk mod intolerance, fremmedhad og forskelsbehandling - og den deraf følgende sociale uro. Tryk vil uvægerligt avle modtryk!(10)
    Neutral og kundskabsformidlende undervisning i forskellige religioner og kulturer burde være en naturlig del af pensum i både gymnasie- og folkeskole og være lovpligtigt allerede fra første klasse, så børnene fra barnsben lærer at påskønne den menneskelige mangfoldighed.(11)

5) Den absolut største udfordring ligger i at udøve næstekærlighed og tilstræbe en dybere forståelse af, at menneskeheden udgør ét verdensomspændende fællesskab, der hånd i hånd skal stræbe efter at skabe en virkelig islamisk verden: En verden, hvor ingen diskrimineres, lider nød eller berøves de mest fundamentale rettigheder - uanset køn, sprog, hudfarve, kultur, nationalitet eller religiøst tilhørsforhold.(12)

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, som skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (kvinder og mænd), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)

For hvert fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Dersom Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Dette jeres fællesskab er visselig et eneste fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab). (23:52-53)

At opfatte menneskeheden som ét broderskab indebærer, at borgere med muslimsk baggrund har lige så stort ansvar for samfundet som enhver anden borger i dette land. Derfor bør de også engagere sig i f.eks. politik eller i oplysnings-, nødhjælps-, ligestillings- og fredsarbejde, for menneskerettigheder, for bedre vilkår for børnefamilier, børn, gamle, syge og handicappede, eller for naturbevarelse, dyrebeskyttelse og bæredygtig økonomi - i stedet for udelukkende at beskæftige sig med integration, racisme o.lign. Ved at lukke sig ind i sig selv, risikerer man at fremme visse dele af majoritetsbefolkningens uvilje imod minoritetsbefolkningen og at give reaktionære kræfter vind i sejlene. Og man kan naturligvis ikke stille krav til et samfund, hvis man ikke opfylder sine forpligtelser over for det. Begreberne tawhid (den absolutte monoteisme, der ikke tillader tilbedelse af hverken mammon eller almindelig dødelige) og djihâd (den ihærdige stræben og kæmpen for en retfærdig sag, for at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold, og for at betvinge løgn, uærlighed, overfladiskhed og egoistiske begær) ligefrem kræver, at muslimer aktivt engagerer sig i det samfund, de lever i!(13)
    Derfor skal man ikke sidde med hænderne i skødet og vente på at blive spurgt om, hvad man mener om Øresundsbroen, fri abort, de sindslidendes vilkår, atomvåben eller arbejdsløshed, men uopfordret deltage i samfundsdebatten. Er ens argumenter fornuftige, skal man nok blive hørt og kan ad den vej være med til at præge udviklingen.
    Mangfoldighed gør stærk, hvis man kan lære at fokusere på de indbyrdes ligheder og at betragte hinanden som fuldt ligeværdige enkeltindivider - uden at sætte hinanden i bås efter hudfarve, påklædning, sprog, kultur eller religiøst tilhørsforhold, og hvis man er indstillet på at lære af hinanden og respektere hinandens indbyrdes forskelligheder og er moden og rummelig nok til at jorde forestillingen om, at den religion, man selv tilhører, er den eneste vej til Gud og frelse. Harmonisk sameksistens på tværs af religiøse skel kræver, at man fuldt og helt accepterer og respekterer næstens valg af religiøst tilhørsforhold - i stedet for blot at tolerere det som et midlertidigt fænomen. Ydermere må man nå til en klar erkendelse af, at mangfoldighed i alle livets sammenhænge er en berigelse og en velsignelse fra Gud - en guddommelig gave og en udfordring til hvert enkelt menneske. Først da er det muligt at føre en frugtbar dialog i ligeværdighed på tværs af alle skel. Og dialog skal der til, hvis menneskeheden skal genforenes i ét harmonisk fællesskab:(14)

Oh I troende! Frygt Gud, som det sig sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle sammen fast ved det bånd (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Guds nådegaver. For I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må vandre ad den rette vej. Lad der af jer opstå et fællesskab (umma), der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. Vær ikke som dem, der har splittet sig op (i grupper) og er blevet uenige efter at have modtaget tydelige tegn. En smertelig straf venter dem. (3:102-105)

Den indisk/pakistanske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal, der hele sit liv plæderede for ny-fortolkning af islamisk ret og igen og igen gjorde opmærksom på Koranens fleksibilitet og rummelighed, holdt ved årsskiftet 1937/38 nogle få måneder før sin død en tale i Radio Lahore, der er værd at mindes - for den er lige så aktuel i dagens Europa som i datidens Indien:
    "Kun én form for énhed er tilforladelig, og det er det menneskelige broderskab, der står over race, nationalitet, farve og sprog. Så længe dette såkaldte demokrati, denne forbandede nationalisme og denne nedrige imperialisme ikke er ødelagt. Så længe menneskene ikke gennem gerninger beviser, at de tror, at hele verden er Guds familie. Og så længe uoverensstemmelserne mellem racer, farver og geografiske nationaliteter ikke er fuldstændig udslettet - vil ingen nogensinde opnå den fuldkomne lykke og tilfredshed i livet. Og det smukke ideal om frihed, lighed og broderskab vil aldrig blive til virkelighed. Lad os indlede det nye år med en bøn om, at Gud den Almægtige vil give dem, der har magten, menneskelighed og vil lære dem at hæge om menneskeheden."(15)

* * *

Meget kan muslimer i Danmark lære af det danske mindretal i Sydslesvig, der til fulde har forstået, at en mindretalsbefolkning må vise samfundssind og opfylde deres forpligtelser over for det storsamfund, de er en del af, hvis de skal overleve som mindretal:
    Der gik ikke mange år efter krigen i 1864 før de dansksindede havde indset, at det gjaldt om 'at blive og acceptere gældende love' for at bevare retten til hjemstavnen. Men da tyskerne i september 1933 forlangte, at også danske lærere ved den danske skole som kommunale embedsmænd skulle bruge den tyske Heil Hitler-hilsen med oprakt højre arm, gjorde man modstand. Hilsenen var et udtryk for nationalt tysk sindelag, og påbudet blev derfor opfattet som en krænkelse af den kulturelle og folkelige frihed. Og dén frihed ville man kæmpe for. Regeringen i Slesvig så sig da også nødsaget til at ophæve påbudet.
    I 1939 kaldte 'pligtens tunge bud.' Godt og vel 700 dansksindede mænd måtte gøre tjeneste i den tyske hær. Mere end halvanden hundrede af dem kom ikke hjem igen. Der har senere været voldsomme diskussioner blandt mindretallets medlemmer netop om værnepligten; men man har indset, at den er en nødvendighed for at kunne få lov til at overleve som mindretal. Og da onde tunger i Landdagen i Kiel for nogle år siden var utilfredse med, at den danske repræsentant var tungen på vægtskålen i politiske afgørelser - og de dermed satte spørgsmålstegn ved den danske repræsentants berettigelse til at deltage i den politiske beslutningsproces - kunne man henvise til, at dansksindede familier under og efter anden verdenskrig havde gjort deres pligt og lidt afsavn og sorg på lige fod med deres tyske naboer. Og dermed var der sat punktum for dén diskussion.
    I de seneste 50 år, hvor sydslesvigerne også har deltaget i den tyske debat, er det lykkedes dem at påvirke den regionale lovgivning, så den i dag har fået et dansk præg bl.a. på skoleområdet. Den nyeste forfatning af 1990 giver ligefrem amter og kommuner pligt til at støtte det danske mindretals aktiviteter. Og succesen ved sidste landdagsvalg, hvor man fik valgt hele to dansksindede medlemmer (ét af hvert køn), skyldes ene og alene, at man ikke kun hytter sit eget skind og kæmper for mindretallets rettigheder, men arbejder for hele regionens ve og vel - for et renere miljø, flere arbejdspladser, bedre socialforsorg osv. - og derved også får stemmer fra den tysksindede befolkning.
    At Den nord-elbiske Landskirke for nylig har besluttet at overdrage Helligånds-kirken i Flensborg - hvor den danske menighed har holdt gudstjeneste siden 1588 - til Dansk Kirke i Sydslesvig, er det seneste eksempel på forbilledligt naboskab.
    Det danske mindretal i Sydslesvig har gennemgået flere faser i forholdet til den tysksindede majoritetsbefolkning. Man har levet

mod hinanden,
                  ved siden af hinanden
                                    og med hinanden

og er nu nået så langt, at man har overskud til også at leve

for hinanden.

Lad os lære af deres erfaringer.

* * *

THE INSTITUTE OF MUSLIM MINORITY AFFAIRS i London blev grundlagt i 1979 af den indisk-fødte Dr. Syed Z. Abedin, der var instituttets primus motor lige til sin død i 1993. Hans idéer var altid udfordrende og ofte kontroversielle; men han var højt respekteret for sin objektive analyse af selv de mest følsomme emner. Han afviste klart enhver form for ekstremisme og søgte altid at fremme retfærdighed og balance.
    Syed Abedin talte om selvransagelse og fornyelse og om de groteske situationer, der kan opstå, når man ukritisk overfører klassiske teorier til en nutidig minoritets-situation. For Koranen henvender sig til minoritets-muslimer direkte og uden den såkaldte Islamiske Verden og dens såkaldte lærde som formidler.(16)
    Syed Abedin talte om muslimers ansvar for det samfund, de rent faktisk lever i, og om forståelse og respekt mennesker imellem. Og han fremhævede i den forbindelse, at menneskets primære identitet er at være menneske. At være muslim (eller hvad man nu ellers vælger) er menneskets sekundære identitet. Hvis Gud havde villet, kunne Han sagtens have skabt menneskene nøjagtig ens; men Han valgte at give den enkelte frihed til at vælge sin sekundære identitet - samtidig med, at Han gav menneskene lige værd, lige forpligtelser, lige rettigheder og lige ansvar. Frihed under ansvar er Guds gave til menneskeheden - og en udfordring til den enkelte om at stræbe efter at leve i fred og harmoni med sig selv, med Gud og med næsten.(17)
    Instituttets tidsskrift JIMMA - Journal Institute of Muslim Minority Affairs - rummer mange tankevækkende og inspirerende artikler om Islam som minoritets-religion.(18)

THE CENTRE FOR THE STUDY OF ISLAM 
AND CHRISTIAN-MUSLIM RELATIONS i Birmingham er en undervisnings- og forsknings-institution og et mødested for muslimer og kristne, der sammen ønsker at fremme forståelsen og respekten for deres respektive religiøse traditioner.
    Centret har i årenes løb udgivet en række publikationer (CSIC Papers & Research Papers), der specielt fokuserer på muslimsk-kristen sameksistens i Europa og Afrika.

ISLAMISK-KRISTENT STUDIECENTER i København blev oprettet den 22. maj 1996 i erkendelse af vigtigheden af oplysning og dialog som vejen til fredelig sameksistens mennesker imellem på initiativ af en gruppe danske borgere bestående af lige dele kristne og muslimer. 11 kirkelige og 11 muslimske organisationer samt et antal præster og universitetsfolk har støttet centrets oprettelse.
    Centret skal arbejde både på et akademisk forskningsplan og på et mere praktisk folkeligt plan blandt almindelige samfundsborgere med publikationsvirksomhed, møder, kurser, høringer og andre åbne arrangementer.
    Centret har i skrivende stund afholdt sine første arrangementer, har fået bevilliget de første økonomiske midler, og er ved at etablere sig på egen adresse.(19)

© Aminah Tønnsen, 1998    

Noter:

(1) Angivelserne for antallet af danskere, der som voksne har valgt at bekende     sig til Islam, varierer fra 1.600-3.000; men ingen kender det højagtige tal.
TØNNSEN: Ali Ahmed Knud Holmboe.

(2) PARWEZ: Islam - a Challenge to Religion, 
    pp.301-323: Rise and Fall of Nations.

(3) Koranen nævner bl.a. Ad-folket, Thamud-folket, Madyan-folket, Noas og
    Lots folk, faraonerne og romerne.

(4) Der er her tale om de gamle egyptere, der afviste Moses (Mûsâ) og Aron
    (Hârûn).

(5) Op.cit. MAWDÛDÎ: Let us be Muslims, pp.93-101: The False Gods.
   (For god ordens skyld skal bemærkes, at forf. går ind for det generelle i denne tankegang, men naturligvis ikke sympatiserer med Mawdûdîs videre konklusion: At hans egen fortolkning af Islam er den eneste rigtige, og at alle, der ikke er medlemmer af den bevægelse, han selv har startet, Djamâ at-i-Islâmî, er vantro.)
    QUTB skriver i sin note til Koranen 30:32: Nogle sætter ånder (djinner) ved Guds side, andre englene, andre igen forfædre, konger eller magthavere, andre igen præster, lærde osv. - mange forskellige former for afgudsdyrkelse. Der findes kun én sand religion, der hverken kan erstattes af andre eller splittes op i grupper eller sekter. Dens tilhængere ledes udelukkende af Den Ene Sande Gud, der råder over himlene og jorden.

(6) ECHAMMARI: Islam set indefra.
ECHAMMARI: Djihâd - hellig krig eller vejen til fred?

(7) QURAISHY: Nægt den hellige krig mod de vantro.

(8) TØNNSEN: Grundloven og Koranen.

(9) BARAZANGI: The Education of North American Muslim Parents and Children.
DENFFER: Briefe an meine Brüder.
ECHAMMARI: Den største djihâd - menneskets stræben.
JAWAD: Muhammad The Educator. An Authentic Approach.
MERNISSI: Women's Rebellion & Islamic Memory, pp.8-12: Rebuild Baghdad - but in What Galaxy?
SPEELMAN: Religion and State in Europa, pp.14-99: Islam and Education.

(10) FALATURI: A Guide to the Presentation of Islam in School Textbooks, pp.13-60: Summary of the central doctrines of Islam - correct and incorrect.
HOFMANN: ISLAM - der verkannte Glaube.
HUNKE: Allah ist ganz anders.
KARLSSON: Islam og Europa, pp.10-28: Den gensidige frygt - fjendebilleder i Vesten og i Østen.
QURAISHY: Jeg er ikke racist, men...
QURAISHY: Discount fjendebilleder.

(11) ECHAMMARI: Islam i undervisningen.
ECHAMMARI: Respekt for islam i Danmark.
JENSEN: Religion og religionsundervisning.
JENSEN: Islam i skolen.
OLESEN: Islam og undervisning i Danmark.
ECHAMMARI:
"Jeg har en drøm ... om fælles børnehave/børnehaveklasse/skole for børn fra jødiske, kristne og muslimske hjem ... med dansk-uddannede pædagoger af forskellig herkomst med forskelligt religiøst tilhørsforhold ... hvor der i samværet og undervisningen lægges vægt på de etiske værdier og normer, der er fælles for os alle ... med undervisning om både Jødedom, Kristendom og Islam - om vore højtider, sæder og skikke ... med fridage omkring både jødiske, kristne og muslimske højtider ... med arabisk og hebræisk som valgfag ... hvor man lige fra første dag lærer børnene at respektere hinanden som ligeværdige - uanset hudfarve, nationalitet og religiøst tilhørsforhold...
    Fra: ISLAM - FRED & HARMONI nr. 3/1992, p.24.

(12) ABDALATI: Islam i fokus, pp.169-179: Det sociale liv, pp.189-193: Det internationale liv.

(13) DOI: Duties and Responsabilities of Muslims in Non-Muslim States, pp.56-59: The Muslim Minority Reality.
ECHAMMARI: Djihad - hellig krig eller vejen til fred?
PARWEZ: Islam - a Challenge to Religion, pp.265-283: Qur'anic Political System - Islamic View of Humanity.

(14) ECHAMMARI: Menneske først og kristen eller muslim så...
ECHAMMARI: Først menneske - så muslim.
GJERDING: Samtalen er nødvendig - mellem kristne og muslimer.
JØRGENSEN: Skal vi mødes?
KARLSSON: Islam og Europa, pp.170-174: Euroislam eller ghettoislam.
PEDERSEN: Vi kan lære af vor forskellighed.
QURAISHY: Vi deler dog den samme jord.
RASMUSSEN: Kristendom og Islam, pp. 118-122: Fra dialog til diapraksis eller omvendt?
RASMUSSEN: At leve sammen - at tale sammen.

(15) Radiotalen findes i sin helhed i:
Annemarie SCHIMMEL (udg.): Muhammad IQBAL: Botschaft des Ostens. Ausgewählte Werke. Tübingen 1977.

(16) ABEDIN: Islamic Fundamentalism, Islamic Ummah and the World Conference on Muslim Minorities. JIMMA vol.12:2, 1991.

(17) ABEDIN: The Decade of Renewal. JIMMA vol.13:1, 1992.
MAHMOOD: Nekrolog over Z. Abedin. JIMMA vol.13:2, 1992.

(18) Det er positivt, at der i JIMMA bruges meget plads til de kommentarer, som andre forskere (både minoritets- og majoritets-muslimer) måtte have til artiklerne. Således fremkommer flere forskellige løsningsforslag: Hvad der kan være hensigtsmæssigt for muslimer i Indien behøver ikke nødvendigvis gælde for muslimer i Nordeuropa eller Nordamerika; men andres løsninger kan være en uvurderlig inspiration til at finde en brugbar løsningsmodel til egne problemstillinger.
Cumultative index for årgangene 1979-1984 findes i vol.6, 1985.
Cumultative index for årgangene 1985-1992 findes i vol.14, 1993.

(19) ISLAMISK-KRISTENT STUDIECENTER:
    www.ikstudiecenter.dk 

Litteratur om sameksistens i Europa