Intetsteds i Koranen antydes, at tolkningen af Guds ord er forbeholdt specielt uddannede mænd. De retslærdes tolkninger er udtryk for den enkeltes helt personlige tolkning i forhold til hans egen tidsalder og de kulturelle, sociale og politiske omstændigheder, han lever eller levede under.(1) Og der er utallige eksempler på, at Profetens efterfølgere - efter behørig rådslagning (shûrâ) med menigheden - har ændret både Profetens og andre lederes afgørelser i takt med samfundets udvikling og skiftende behov:
    På Profetens tid blev der f.eks. ikke fastsat nogen straf for druk. Den første kalif, Abû Bakr, fastsatte straffen til 40 slag - den anden kalif, Umar, forhøjede straffen til 80 slag.
    Profeten fastsatte ens skat for alle slags afgrøder - Umar fastsatte forskellige takster for forskellige slags afgrøder.
    Profeten fastsatte løskøbssummen for krigsfanger til én dinar pr. person - Umar fastsatte forskellige takster i de forskellige dele af landet.
    Og mange retslærde har i tidens løb taget skarpt afstand fra Umars afgørelse om, at tre forstødelser udtalt i samme åndedrag skulle regnes for tre (og dermed absolut uigenkaldelig) i stedet for én (og dermed genkaldelig), fordi Profeten selv fandt en sådan fremgangsmåde forkastelig.(2)

Islam giver hverken kaliffer, kadier, muftier eller shaikher autoritet til at formulere regler og læresætninger, og det er ganske utilstedeligt, at de skulle kunne gøre krav på ret til at kontrollere den enkeltes tro eller gudsdyrkelse eller forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen, skrev den egyptiske retslærde Muhammad Abdu (1849-1905).(3) Koranen opfordrer igen og igen hvert enkelt menneske til at udnytte dets gudgivne evner til klar stillingtagen og konstant åndelig og sjælelig medleven og udvikling. Man skal ikke blindt overtage forfædrenes tro og traditioner eller ukritisk følge en såkaldt lærd. Ureflekteret imitation kan gøre selv gode tanker og idéer destruktive:(4)

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)

Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej! Vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro (k-f-r) er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde (er de) - uforstandige (i bund og grund). (2:170-171)

Hvis der i himlene og på jorden var andre guder end Gud, ville der herske forvirring overalt! Æret være Gud, verdenernes Herre. Højt er Han hævet over alt, hvad de tilskriver Ham! (21:22)

Koranen blev givet for at blive brugt med omtanke og forståelse - ikke for at fremme religiøs formalisme. Men Islam er lidt efter lidt blevet forvansket fra at være en dynamisk, enkel, smuk og livsbekræftende tro til et på mange områder stift, statisk og utrolig indviklet og virkelighedsfjernt regelsæt - fuldstændig blottet for både indhold og glans. Og den enkeltes ret og frihed til at tolke Koranen bliver alt for mange steder trådt under fode af magtpolitiske interesser.(5)

I virkeligheden har ingen af de fire retslærde, hvis Koranfortolkninger kendes som De fire Lovskoler eller Islamisk Lov (fiqh) nogensinde hævdet at have monopol på den rette fortolkning af Koranen. Den ene af de fire, al-Shâfi'î (o.767-820), sagde f.eks.: "I sager, hvor der ikke findes bindende tekster, er de, der drager individuelle fornuftsslutninger, kun bundet af, hvad de hver især selv mener. Ingen bør opgive, hvad han personligt finder rigtigt for blindt at følge en andens opfattelse." Og dog har teologer i århundreder stirret sig blinde på netop Islamisk Lov og brugt al deres energi på at forsvare de déri indeholdte læresætninger i stedet for at nyfortolke den oprindelige kilde, Koranen, i takt med tiden. Dermed er de ikke blot gået imod de tidlige teologer, der var både rummelige og fleksible - de har forrådt selve Islams ånd og skjult troens allersmukkeste sider bag et kunstigt slør af statiske lovregler og rigid formalisme.(6)
    Og de, der hævder, at traditionssamlingerne (hadîth) er lige så autentiske og autoritative som Koranen, glemmer, at der blot er tale om materiale, der er overleveret mundtligt - og for langt størstepartens vedkommende først nedskrevet i de første århundreder efter Profetens død. En proces, der ifølge sagens natur i bedste fald kan ses som en tilkendegivelse af en mulighed - ikke vished. Det er utænkeligt, at Gud skulle sætte de troende i en position, hvor de skal afgøre vigtige juridiske anliggender på grundlag af mundtligt overleveret materiale. Og for at give menneskene mulighed for at skelne mellem det guddommelige og det menneskeskabte, har Gud tydeligt tilkendegivet, at Hans åbenbarede ord, Koranen, vil blive bevaret for eftertiden:

Det er visselig Os, der lidt efter lidt har nedsendt advarselen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:9)

For dette er en magtfuld bog, som det ikke vil lykkes nogensinde at forfalske. Den er nedsendt af én fuld af visdom, der fortjener al lovprisning. (41:41-42)

Mundtligt overleveret materiale kan være nyttigt for at skaffe vished om Profetens og hans fællers sædvane; men det er ikke noget, man kan stole fuldt og helt på. Påstanden om, at hadîth-tekster ukritisk skal accepteres som ufejlbarlig, er uholdbar,(7) og man har da også i århundreder opdelt udsagnene i 'stærke og svage, autentiske og falske'.
    Man ved f.eks., at den af Profeten så højt respekterede Ibn Abbâs blev misbrugt i politisk øjemed ved at mange falske traditioner med ham som angivelig kilde blev sat i omløb, da hans efterkommere, Abbasiderne, kom til magten. Falskneriet var så omfattende, at al-Shâfi'î så sig nødsaget til at fastslå, at der kun er ethundrede traditioner, der rettelig kan henføres til Ibn Abbâs.(8) Også Ibn Taymiyyah (1262-1327) sagde advarende, at der befandt sig flere falske end ægte traditioner i cirkulation,(9) og Profetens hustru Â'isha bint Abî Bakr har benægtet rigtigheden af mange af Abû Hurairas udsagn om kvinder.(10)
    Abû Hanîfa (697-767), en anden af de fire retslærde bag De fire Lovskoler, der udgør Islamisk Lov, brugte overhovedet ikke traditionerne i sine værker, selv om der på hans tid allerede fandtes enkelte nedskrevne traditionssamlinger. Så hvis moderne lovgivere finder det mere sikkert ikke at bruge traditionerne som kildemateriale, følger de faktisk én af de største fortolkere af Islamisk Lov inden for Sunni-Islam. Abû Hanîfa blev imidlertid af sine modstandere kaldt både 'frafalden', 'den værste blandt de foragtelige' og 'farligere for muslimerne end Satan', og han blev beskyldt for at 'stække Islams vinger'. Senere hanâfi-teologer har dog - på trods af alle beskyldninger imod deres læremester - opfattet hans fortolkninger som urokkelige og evigtgyldige.(11)
    Lige siden De fire Lovskoler blev etableret, har modige og indsigtsfulde retslærde imidlertid - hver på deres måde - forsøgt at gøre op med De fire Lovskolers endegyldighed og plæderet for nytænkning og nytolkning af Islam Risâla, det guddommelige budskab nedfældet i Koranen.(12) For hvordan man så end vender og drejer det, så er Koranen den eneste kilde, der er omfattet af Guds løfte om beskyttelse imod forfalskning. Og det er værd at huske på, at Profeten aldrig beordrede sin egen sædvane (sunna) skrevet ned - med den begrundelse, at menigheden ikke skulle forledes til at forveksle den med Koranens åbenbarede tekst. Og det må anses for sandsynligt, at det er de samme tanker, den første kalif, Abû Bakr, gjorde sig, da han destruerede den traditionssamling, han egenhændigt havde nedskrevet.(13)
    Alle andre bøger end Koranen er udfærdiget af mennesker og dermed påhæftet menneskelige fejl og mangler. Netop derfor er Koranen den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er   blevet accepteret som 100% troværdig. Skal man definere Islam, må man nødvendigvis tage udgangspunkt i Koranen. Alle andre bøger er kun menneskeskabte fortolkninger og gisninger. Derfor må det nødvendigvis også primært være Koranen og dens rammelov, der skal ligge til grund for samfundet og de afgørelser, der skal træffes i stort og småt på alle niveauer.(14) 

Sig: "Skulle  jeg søge en anden dommer end Gud, når Han dog har sendt en tydelig og udførlig bog (Koranen)? De, der har taget Bogen til sig, har forstået til fulde, at den er sendt fra Herren og indeholder sandheden. Så tvivl ikke. Herrens løfter vil gå i opfyldelse i retfærdighed og sandfærdighed. Ingen er bemyndiget til at ændre Hans ord, for Han er althørende og alvidende." (6:114-115)

Sig (Muhammad): "Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som helst ændring (i Guds ord). Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret. Hvis jeg ville modsætte mig Herren, ville jeg visselig frygte straffen på Den store Dag (Dommedag)." (10:15)

I dette århundrede er der opstået flere grupper, der totalt forkaster brugen af traditionerne (hadîth), bl.a. Ahl al-Qur ân (Koranens Folk, oprettet af Amir Alî). Tolu-e-Islam (Islamisk Daggry, oprettet af Ghulam Ahmad Parwez, der videreførte og videreudviklede Muhammad Iqbals idéer og reformtanker) er et eksempel på en organisation, der er meget kritisk - men ikke afvisende - over for brugen af hadîth.
    Det ville imidlertid ikke være rigtigt at følge Koranens tekst (eller udledninger af den) bogstaveligt og uden at afveje dem i tidssvarende sammenhæng. For at tackle et problem fornuftigt, må man først og fremmest koncentrere sig om lovens mål og hensigt og derefter foretage de nødvendige justeringer, som omstændighederne kræver.(15)

I bestræbelserne på at føre Guds Lov ud i livet, påbydes en hersker at rådføre sig med sit folk inden vigtige afgørelser skal træffes. Herved sikres et samfunds fortsatte udvikling i takt med tiden. Også de troende påbydes at rådføre sig med hinanden indbyrdes i dagligdagen. At holde rådslagning med hinanden (shûrâ) er lige så vigtigt som at forrette bøn og udvise næstekærlighed:(16)

Ved Guds nåde behandler du de troende med venlighed. Hvis du ville behandle dem strengt og skånselsløst, ville de vende sig bort fra dig. Bær over med dem og bed Gud tilgive dem. Og rådfør dig med dem i alle anliggender. Og når du har taget en beslutning, da sæt din lid til Gud, for Han elsker de tillidsfulde. (3:159)

(Guds belønning er for dem) der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden og giver ud af det, Vi har givet dem. (42:38)

Det fortælles, at Profeten Muhammad mange gange bad sine trofaste fæller Abû Bakr og Umar om råd ved at sige: "Rådgiv mig, for uden Guds åbenbaring er jeg blot menneske som I."(17) Og da de hedenske mekkanere i år 627 drog mod Medina for at udslette muslimerne, fulgte Profeten det råd, som en forhenværende slave af persisk oprindelse, Salmân al-Farsî, gav ham og byggede en skyttegrav rundt om byen. Og således reddede man byen fra at falde i hedningenes hænder.(18)
    Megen af den uro, der i dag hersker i de såkaldt islamiske lande bunder netop i, at magthaverne (støttet af vestlige regeringer) har forsømt at tage befolkningen med på råd og lytte til dens ønsker.(19) Og i århundreder har både politiske og religiøse ledere - trods Koranens gentagne advarsler - fulgt deres eget begær efter rigdom og magt og sat disse personlige begær højere end almenvellet og den demokratiske proces nedfældet i Koranen. Derved har de kastet sig selv i fordærv og bragt armod og ulykke over millioner af mennesker:

Har du set dem, der har valgt vantro frem for gudsfrygt og (derved) foranlediget deres folks fortabelse? De satte andre (guder) ved siden af Gud og førte menneskene på vildspor. Sig (til dem): "Nyd livet (mens tid er), for I vil ende lukt i Helvede." (14:28-30)

Hvis sandheden var i overensstemmelse med deres (personlige) begær, ville der herske uorden og fordærv overalt i himlene og på jorden. Vi har visselig advaret dem; men de rettede sig ikke efter advarselen. (23:71)

Ved at fastholde masserne i uvidenhed og analfabetisme og ved at kontrollere massemedier og undervisning,(20) er det lykkedes de selvbestaltede politiske og religiøse ledere at manipulere masserne og holde dem borte fra Koranen og dens rummelige og dynamiske budskab og derved holde dem uvidende om de rettigheder og den betydning, Koranen tilskriver det enkelte individ.
    Ved at give det arabiske sprog guddommelig status og påstå, at Koranen ikke må oversættes til andre sprog - selv om den sproglige mangfoldighed i Koranen prises som et guddommeligt tegn for de indsigtsfulde (30:22) - har magthaverne gjort masserne afhængige af de såkaldt lærdes fortolkninger, gjort dem hjælpeløse, berøvet dem deres selvværd og gjort dem ude af stand til at leve op til deres ansvar for samfundsudviklingen. Og for at bortlede massernes opmærksomhed fra magthavernes uduelighed og eskapader, fra arbejdsløshed og fattigdom, fra magtmisbrug, undertrykkelse og krænkelse af menneskerettighederne, har de politiske og religiøse ledere skubbet skylden på en ydre fjende: Det 'dekadente' Vesten og dens materialisme.(21)

Gud og menneskene vil inderligt forbande dem, der hemmeligholder (og ikke viderebringer) de tydelige tegn og den vejledning, Vi har nedsendt - undtagen dem, der angrer og forbedrer sig og åbent bekender (hvad de førhen hemmeligholdt). Dem tager Jeg til nåde, for Jeg er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. (2:159-161)

De, der for egen vindings skyld hemmeligholder (dele af) Guds åbenbaring, går visselig deres egen fortabelse i møde. På Opstandelsens Dag vil Gud hverken tale til dem eller rense dem (for synd), og de vil få en smertelig straf. De har købt vildledning for vejledning og straf for tilgivelse. Hvor kan de være så ligegyldige over for den straf, der venter dem? (2:174-175)

(Guds mest trofaste tjenere er dem) der ikke tilbeder andre guder end Gud, der ikke dræber liv, som Gud har forbudt at dræbe - medmindre Hans Lov berettiger dertil - og ikke begår utugt. Den, der gør sig skyldig (i sådanne overtrædelser), vil lide en smertelig straf. Hans straf vil mangedobles på Opstandelsens Dag, og han vil lide en ydmygende, evig straf. (25:68-69)

Der findes i dag ikke et eneste virkelig islamisk land, hvor regenten er valgt efter islamiske principper,(22) og i alle de såkaldt islamiske lande er nutidige familie- og arveretslige love hentet direkte fra den menneskeskabte klassiske Islamisk Lov, der på nogle punkter groft krænker børns og kvinders rettigheder: Børn kan tvangsgiftes, og kvinder umyndiggøres og underlægges mænds autoritet fra vugge til grav - ganske i strid med Koranens menneskesyn og ånd.(23) Mænd kan forbyde familiens kvinder at modtage besøg i hjemmet eller at forlade hjemmets fire vægge, og de kan forbyde dem at uddanne sig eller tage erhvervsarbejde. En kvinde kan ikke gifte sig uden en mandlig ægteskabsværge (wali),(24) og både tradition og lov forbyder en kvinde at rejse alene uden passende mandlig eskorte: Et mandligt familiemedlem, som det er hende forbudt at indgå ægteskab med, en   mahram.(25)
    Og når man taler om at 'indføre Koranens love i strafferet', er det i virkeligheden ikke Koranen man har i tankerne, men de af teologer i århundredernes løb formulerede læresætninger baseret på lokale, kulturelle (ofte u-islamiske) traditioner og mere eller mindre (u)troværdige overleveringer (hadîth) og frie fortolkninger af Profetens sædvane (sunna). Koranen tillader f.eks. hverken selvtægt og æresmord eller dødsstraf for blasfemi, apostasi, homoseksualitet, prostitution eller hor: Alt liv er helligt og må ikke tages medmindre Guds Lov (Koranen) berettiger dertil (6:151), og kun efter forudgående retssag med behørig vidneføring. Og de eneste situationer, hvor Koranen tillader dødsstraf, er for mord og højforræderi. Og selv i disse tilfælde omtaler den alternativer og mindre drastiske straffe så som bodspenge for mord (2:178-179) og fængsel eller landsforvisning for højforræderi (5:36). Og Koranen pointerer, at den, der forlanger den mildeste straf eller storsindet tilgiver, vil blive belønnet af Gud:(26)

I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og sår lige for lige. Men den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine egne synder. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end synderne. (5:48)

Målet er naturligvis ikke hævn, men reform:

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)

Disse selvbestaltede ledere tror åbenbart, at de kan vinde respekt og anseelse for Gud og mennesker ved at fratage hele befolkninger deres ret til et liv i værdighed, frihed og rimelige sociale kår. Den respekt, den gensidighed og det ansvar, som Koranen gang på gang fremhæver som grundlaget for omgangen mennesker imellem, har yderst vanskelige kår i vore dage, hvor individets frihed krænkes groft til fordel for fællesskabets (og især magthavernes) interesser. Dybest set bekymrer magthaverne sig ikke om religion, men om hvorledes de kan bevare magten!(27)
    Islamiske idéer og holdninger skal vokse nedefra og komme fra hjertet for at have mening - ikke påtvinges oppefra ved anvendelse af censur, forfølgelse, magt eller vold. Politisk og religiøs ensretning er måske på kort sigt den letteste løsning, når magthavere vil bevare grebet om en befolkning; men på længere sigt er det mangfoldighed, der gør stærk. En stærk nation er en nation, hvis politiske og religiøse ledere forstår at give plads til en naturlig mangfoldighed i befolkningen - og at skabe enhed i denne mangfoldighed. Kun selvransagelse, ansvarsbevidsthed og vilje til at efterleve Koranens bud hos det enkelte individ - lige fra menigmand/kvinde til religiøse og politiske ledere - kan skabe en stærk, islamisk menighed (umma).
    Ikke overraskende fortæller mange vesterlændinge, der som voksne konverterer til Islam, at mangelen på demokrati og udbredt krænkelse af menneskerettighederne i de såkaldt islamiske lande har været en psykologisk meget vanskelig hurdle at overvinde, før de fuldt og helt har kunnet acceptere Islam som livsgrundlag.