Islam i europæisk klædedragt:

18. HJERTESUK

Af Aminah Tønnsen

Guds skabelse udgør en velsignet mangfoldighed. Gud har skabt vor planet som fastland og hav i varierende former og opdelt den i forskellige tids- og klimazoner. Han har skabt en dyre- og planteverden så ufattelig mangfoldig og rig, og forskellige sprog og etniske kendetegn gør menneskeheden til en mangfoldig, broget flok. Alt har Han i Sin visdom skabt i naturlig balance og gjort menneskeheden til Sin stedfortræder på jorden (khalîfa) - til den, der skal forvalte og værne om skabelsen uden at ødelægge hverken dens mangfoldighed eller balance:

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden - generation efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. (35:39)

Han har skabt alt i (perfekt) balance, som I ikke må ødelægge. (55:7-8)

Og dog har menneskene i deres uforstand og egoisme misbrugt den tillid, Gud har vist dem. For i stedet for at vedkende sig deres ansvar ved at tage udfordringen op og se mangfoldigheden som en berigelse, har de gjort den til genstand for stridigheder og ødelæggelse:
    Europæerne har delt verden op i den gamle, den nye og den tredje verden, i vest og øst, og i i- og u-lande. Og muslimerne har lige fra Profetens dage delt verden op i dâr al-islâm og dâr al-harb. (dâr al-islâm er betegnelsen for de lande, hvortil religionen Islam først bredte sig, hvor muslimer ad åre kom til at udgøre det overvejende flertal, og hvor Islamisk Lov er udgangspunkt for opretholdelse af lov og orden. Alle andre lande hørte under betegnelsen dâr al-harb.) Og når man bevægede sig frem og tilbage over disse menneskeskabte grænser, var det ikke altid eventyrlyst og videbegær, der var drivkraften bag forehavendet - men begær efter magt, ære og jordisk gods. Man skjulte dog ofte det egentlige motiv ved at misbruge Guds navn til at opildne til 'hellig krig' og 'korstog' eller tale om nødvendigheden af at 'beskytte' eller 'frelse' befolkninger, man følte sig overlegen.
    I de seneste årtier er alle former for kommunikation øget, og mennesker er konstant på flugt fra arbejdsløshed, hungersnød, forfølgelse og krig. Islam er i dag hovedreligionen i hen ved et halvt hundrede lande med vidt forskellige kulturer; men ca. 40% af verdens muslimer lever i dag som minoriteter i områder, der traditionelt ikke er en del af dâr al-islâm - og dermed har betegnelserne dâr al-islâm og dâr al-harb mistet deres betydning og er blevet fuldstændig irrelevante. Muslimer tilhører den muslimske umma, en fællesbetegnelse for alle muslimer - fødte eller omvendte, praktiserende eller nominelle - der opfatter sig selv som en del af et globalt fællesskab, der bekender sig til religionen Islam uanset sprog, kultur og nationalt eller etnisk tilhørsforhold.
    Derfor forplumres mediedebatten fuldstændig, når muslimer ukritisk overtager vestlige orientalisters sprogbrug som f.eks. betegnelsen Den islamiske Verden. Der eksisterer ganske enkelt ikke et område, man retteligen kan kalde Den islamiske Verden, for ingen af de såkaldt islamiske lande regeres efter islamiske principper. Og som det fremgår af denne bog, sætter en stor del af de såkaldt islamiske landes befolkninger i dagligdagen u-islamiske traditioner og begreber højere end Islam og Koranen. Sandheden i Søren Kierkegaards ord kan uden tøven overføres på situationen i de såkaldt islamiske lande i dag:

Der findes ikke noget som en islamisk stat.
Muslim kan kun det enkelte menneske være.(1)

Ydermere bliver betegnelsen Den islamiske Verden ofte brugt i sammenhænge, der tydeligvis har en kedelig negativ undertone. For når der tales om Vesten og Den islamiske Verden, hentydes der reelt til modsætninger: Vesten bebos af veluddannede, intelligente, dynamiske og retskafne mennesker, medens Den islamiske Verden bebos af uvidende, primitive terrorister.
    Så når muslimer forherliger alt arabisk og betegner det som 'mere korrekt islamisk', går de i virkeligheden Islams fjenders ærinde - nemlig dem, der ønsker at fastholde en ganske bestemt forestilling om Islam og muslimer som et middelalderligt og barbarisk kulturelt fremmedelement i Danmark, der er til fare for dansk kultur og samfundsliv. Og de degraderer derved deres egen dyrebare religion til en kulturel tradition. Derfor bør man også være varsom med at kalde Islam for en 'livsstil' eller en 'livsform', for det vil automatisk henlede tankerne på arabisk kultur - og dermed på et uønsket fremmedelement. Det er mere korrekt at kalde Islam for en 'livsholdning' eller et 'livssyn' - for sådanne kan tilpasses alle kulturer og alle tidsaldre.
    Islam er ikke en kultur, men en verdensreligion, og muslimer har lige siden Profeten Muhammads dage tilpasset deres livssyn de kulturer, de har været en del af - på nøjagtig samme måde, som Kristne har gjort det. Der findes ikke nogen hverken islamisk eller kristen enhedskultur eller enhedsmentalitet, for Islam og Kristendommen har eksisteret - og eksisterer - side om side i samme kulturer. Derfor giver det ingen mening overhovedet at tale om 'kulturkløften mellem Kristendommen og Islam' eller at forsøge at sammenligne 'dansk og muslimsk kultur'.
    I århundreder har europæerne nægtet at anerkende Islam som en ligeværdig tro og har kaldt muslimer for saracenere, maurere, tyrkere og tatarer. (Selv i vore dage ser man indbyggerne i middelalderens Spanien omtalt som 'maurere, jøder og kristne'.) Og da man så småt begyndte at acceptere, at Islam ikke var et etnisk fællesskab, men en religion, gjorde man Islam til et spejlbillede af Kristendommen ved at omtale den i typisk kristent sprogbrug: Man omtalte Islam og muslimer som 'muhamedanisme og muhamedanere' - udtryk, som muslimer aldrig selv bruger om sig selv og deres tro, fordi Profeten Muhammad ganske enkelt ikke har samme position i Islam, som Kristus har i Kristendommen: Kristne tilbeder Kristus og opfatter ham som Guds inkarnation. Muslimer kunne aldrig finde på at tilbede Muhammad, for han var 100% menneske og som sådan ikke tilbedelse værdig. At visse personer på højrefløjen konsekvent kalder muslimer for 'muhamedanere' og Islam for 'muhamedanisme', kan ikke længere hverken undre eller ophidse nogen, for man kan vel ikke forvente andet fra dén kant. Men når udtrykkene står sort på hvidt i Dansk Sprognævns nyeste retskrivningsordbog, så er det, man ta'r sig til hovedet og fortvivlet spørger, hvad meningen mon er.
    Koranen omtales selv i vore dage af ikke-muslimer ofte som 'den muslimske bibel', muslimske begravelsespladser som 'muslimske kirkegårde', og den næststørste muslimske højtid i forbindelse med fastens afslutning kaldes 'muslimsk jul'. Muslimske bønneledere og lærde kaldes 'muslimske præster', selv om der inden for Islam ikke findes noget som et ordineret præsteskab i kristen forstand. Og iranske politikere bliver til et 'præstestyre'. Den ihærdige stræben for en retfærdig sag (djihâd) bliver til 'hellig krig', og aktivister med muslimsk baggrund bliver til 'muslimske el. islamiske fundamentalister'.

Ordet 'islamisk' er nok det, der misbruges i flest sammenhænge. Man taler om 'islamisk kultur' (når der i virkeligheden er tale om mange forskellige kulturer - eller om sæd og skik, der har eksisteret længe før Profeten Muhammads tid og er præget af tidernes skiften og af sociale og politiske omstændigheder). Og vidt forskellige sprog så som arabisk, tyrkisk, urdu og persisk grupperes som 'islamiske sprog'. Man har udgivet en 'islamisk kogebog', der ved nærmere eftersyn viser sig at indeholde gedigne, velkendte vegetariske retter (og enkelte retter med fjerkræ eller oksekød) fra ind- og udland - krydret med et par citater om spiseregler fra Koran og sunna hist og pist. Sportskonkurrencer, hvortil ingen mandlige deltagere, officials eller tilskuere har adgang, bliver til 'Kvindelige islamiske Lege'. Og smarte forretningsfolk i Indonesien siges at producere en 'islamisk tandpasta' ved at tilsætte almindelig tandpasta en olie udvundet af den skærmplante, hvis skærmstråler Profeten Muhammad i tørret tilstand brugte som tandstikker!
    Beder man en ekspedient i en stofbutik om at se på et stykke 'kristent hørlærred', vil man givetvis blive betragtet som lidt småskør; men hjemlige museumsfolk taler gladeligt om 'islamisk silkestof', der for nogle århundreder siden af orientalske handelsfolk blev bragt til Europa. Da man må gå ud fra, at ingen ved, om det er en jøde, en kristen eller en muslim, der har siddet ved væven, må det være stoffets produktionssted, der gør det 'islamisk'. Følgelig må håndarbejde, der udføres af en kristen kvinde bosat i et 'islamisk land' pr. definition være 'islamisk'. Og således kan man med et snuptag forvandle f.eks. en pullover strikket i typisk norsk Setedals-mønster til en 'islamisk pullover'!
    Medierne taler om 'islamisk terror', om en 'islamisk ulv i fåreklæder' og om en hemmelig 'islamisk atombombe'. Når europæiske studenter går på gaden og demonstrerer imod valgfusk og magtmisbrug, taler medierne om 'studenteroprør' eller 'fløjlsrevolution'; men når pakistanere demonstrerer i protest mod en korrupt regering, tales der om 'islamiske uroligheder'.

Når 'almindelige' danskere eller europæere myrder, nævner man - hvis overhovedet - deres køn og/eller nationalitet. Når europæere af fremmed etnisk oprindelse myrder, er journalister nærmest ved at falde over hinandens fødder i iver efter at bevise, at mordet kan hænges op på Islam eller 'islamisk kultur'. Og parterne i den aktuelle konflikt i ex-Jugoslavien deles konsekvent op i 'serbere, kroater og muslimer'. Hvorfor er det på én eller anden måde altid værre eller mere opsigtsvækkende, når mennesker med muslimsk baggrund myrder - et mord er vel et mord??
    Og selv flere måneder efter, at Taleban-militsen har indtaget hovedstaden i Afghanistan, og der flere gange i medierne er blevet gjort opmærksom på, at ikke ét eneste af de påbud og dekreter, militsen udsteder, kan begrundes ud fra Islam/Koranen - og det må være åbenbart for alle og enhver, at militsens opførsel er en hån mod den religion, de påstår at tilhøre - kan man stadig se avisoverskrifter som 'Kabul under Koranens åg'. Meningen er ikke til at tage fejl af, og - som Johann Wolfgang von Goethe skrev:

Lad os dog kalde en spade for en spade og bruge ordet 'islamisk' med varsomhed og tilbørlig respekt.

Note:
1) Ordene islam og muslim har samme rod: (m)-s-l-m.

© Aminah Tønnsen, 1998