Islam i europæisk klædedragt:

17. FREMTIDEN

Af Aminah Tønnsen

1400 år er gået, siden Gud nedsendte Sin endegyldige vejledning til Profeten Muhammad, som Han havde udvalgt til at tage imod budskabet og viderebringe det til menneskeheden. Koranen skulle bl.a. befri menneskene af fortidens og uvidenhedens lænker og indprente dem mænds og kvinders lige værd og lige ansvar for Gud.
    Men følger man Koranens opfordring til at 'rejse ud i verden med åbent sind og lutter øre' (22:46), må man (hvor smerteligt det end er) konstatere, at den såkaldte Islamiske Verden reelt befinder sig i Uvidenhedens Tid (djâhiliyya)(1) - milevidt fra det ideal, Koranen beskriver, og som Profeten Muhammad stræbte efter at skabe i Islams daværende højborg, Medina. Det gælder også med hensyn til den måde, hvorpå mange nutidige såkaldte lærde fortolker Koranen og Profetens vejledning til sine samtidige. Alt for ofte tilbageholder de bevidst udsagn og fortolkningsmuligheder, der ikke passer ind i deres eget kram og som risikerer at true den magtposition, de ganske uretmæssigt har tilranet sig.(2) Og bliver hele befolkninger ydermere af sådanne uduelige og korrupte magthavere fastholdt i fattigdom og analfabetisme og dermed - stik imod Koranens og Profetens anbefalinger - uden reel mulighed for at søge viden, bliver kvinder dobbelt undertrykte: Af magthaverne og af mændene, der - for selv at 'overleve' med selvværdet i behold - kompenserer for de daglige ydmygelser ved at lade det gå ud over dem, der er endnu svagere end de selv: kvinder og børn. Kvinder er de første, der berøres af politiske omvæltninger, og deres stilling i samfundet er et ufejlbarligt barometer for et samfunds demokratiske og menneskeretslige stade.(3)
    Fornyelse må der til, og fornyelse må nødvendigvis betyde tilbagevenden til Islam Risâla, til det guddommelige budskab nedfældet i Koranen, og til en tidssvarende nytolkning af det.(4) Kvinder såvel som mænd må tage ansvar for deres eget liv og for næstens ved at uddanne sig, frigøre sig for blind, ureflekteret og kritikløs imitation og i stedet stole på deres egne evner, sunde fornuft og dømmekraft.
    Men et samfund kan ikke forandres fra den ene dag til den anden. Gamle vaner og traditioner er svære at udrydde, og ethvert menneske vil spontant forsvare hævdvundne traditioner og privilegier, hvis de forsøges udryddet ved anvendelse af vold og magt og fra den ene dag til den anden. Reformer lykkes kun, når de indføres gradvist, så befolkningen kan nå at få sjælen med i omstillingsprocessen. Det giver Koranen flere anvisninger på.(5)
    F.eks. blev vin i første omgang (sammen med lykkespil) omtalt som skadelig (2:219). Senere blev de troende opfordret til ikke at komme berusede til bøn (4:43), og først endnu senere blev alkohol fuldstændig forbudt som Satans værk (5:93-94).(6)
    Slaveriet ville også for længst have været afskaffet, dersom man havde fulgt Koranens anvisninger: Intetsteds tillader Koranen køb og salg af slaver; men de troende pålagdes at behandle de slaver, der allerede var i deres varetægt, godt (4:36), ikke tvinge dem til prostitution (24:33), og give dem mulighed for at frikøbe sig selv (9:60 og 24:33). Frigivelse af en slave er en from gerning (90:12-16), f.eks. som bod for uagtsomt manddrab (4:92), som bod for brud på en uoverlagt udtalt ed (5:92), eller for at fratage en hustru hendes ægteskabelige rettigheder uden dog at give hende regulær skilsmisse (58:3).(7)
    Også hidjâb fremstår i Koranen som et overgangsfænomen, og det er uddannelse og en grundlæggende holdningsændring der skal til for at skabe et virkelig islamisk samfund, hvor gudsfrygt er menneskenes 'smukkeste klædning' (7:26). Og hvor ingen diskrimineres, undertrykkes eller berøves de mest fundamentale rettigheder. Denne modningsproces må naturligvis komme fra hjertet af hvert enkelt individ; men intet er mere svært end at ændre traditioner og holdninger, når det involverer tab at privilegier og magt.

Det er naturligvis nødvendigt at have mændene med i forvandlings-processen - det giver ingen mening overhovedet at tale om 'den nye muslimske kvinde år 2000', hvis ikke mændene tager deres forpligtelser og ansvar i dén sammenhæng alvorligt.
    'Den nye muslimske kvinde' i Danmark skal først og fremmest gøre det klart for sin kommende mand, sin far og sine brødre, at hun agter at udnytte her gældende lov til at søge skilsmisse ved parternes uoverensstemmelse, ved utroskab fra mandens side eller ved vold - en ret, der burde være en selvfølge i ethvert virkelig islamisk land. 'Den nye muslimske mand' skal til gengæld lære at respektere en kvinde, der holder på sin ret, glemme sin egen stolthed, og virkelig gøre sig klart, at enhver form for vold imod andre mennesker - børn, kvinder og mænd, muslimer såvel som ikke-muslimer - er uacceptabel og strafbar her i landet. Og at 'æreskrænkelse' ikke er en formildende omstændighed - hverken i henhold til her gældende lov eller i henhold til Guds Lov, Koranen.(8)
    'Den nye muslimske mand' skal indse, at man ikke har krav på at få efterkommere - livet er en gave fra Gud (15:23). Det er Ham, der bestemmer, om et par skal forblive barnløst eller måske kun skal have et enkelt barn. Ligesom det er Ham, der i sidste ende bestemmer et barns køn (42:49-50) og tydeligt fordømmer den, der skuffes over 'kun' at have fået en datter (43:17). Derfor burde ingen oprigtigt troende muslim se ned på en kvinde eller lade sig skille fra en hustru, der 'kun' føder piger, eller fordi parret forbliver barnløst.(9)
    Koranen foreskriver særeje for ægtefæller (4:4, 4:20 og 4:32-33), og for at vise, at han virkelig lever op til sit navn, må 'den nye muslimske mand' sørge for at oprette en særeje-ægtepagt også efter her gældende regler. Og sørge for, at hans hustru - uanset hendes religiøse tilhørsforhold - får sin egen bankkonto og beholder sit ungpigenavn, som Koranen påbyder (33:5).(10) Det er vigtigt, at det er manden, der tager initiativet til oprettelse af ægtepagten, for en kvinde, der insisterer på at holde sin formue adskilt fra mandens, bliver traditionelt anset for grisk, egoistisk og beregnende. Og derfor vil hun og hendes familie naturligvis være tilbageholdende med at stille for mange krav.
    'Den nye muslimske mand' bør informere en evt. dansk eller ikke-muslimsk hustru om hendes ret til brudegave (mahr), som det ifølge Koranen er pålagt enhver muslimsk mand at forære sin hustru - uanset hendes religiøse tilhørsforhold (4:4, 4:24 og 5:6).(11)
    'Den nye muslimske mand' bør også - uanset hustruens religiøse tilhørsforhold - sørge for at oprette en udvidet ægteskabskontrakt med retsgyldighed i sit 'andet' hjemland, således at der tages højde for enhver tænkelig situation: At parret ad åre slår sig ned enten dér eller i et andet muslimsk land. Eller at manden under et ferieophold afgår ved døden. For i disse situationer vil det være lovgivningen i det pågældende land og manden og/eller hans familie, der suverænt bestemmer over hans børn og hustru/enke (uanset hendes religiøse og nationale tilhørsforhold i øvrigt) - medmindre de har været så forudseende at oprette en ordentlig ægteskabskontrakt, der sikrer hustruen imod de mange kønsdiskriminerende og komplet u-islamiske lovregler og traditioner, der florerer i de såkaldt islamiske lande.(12) Han bør i en sådan kontrakt give hustruen ret til:

Det er op til kvinderne selv at fravriste mændene den frihed, jævnbyrdighed og respekt, der rettelig tilkommer dem. Ved at smide sløret/tørklædet kan de tvinge mændene til at ændre holdning til kvinder generelt og få dem til at kæmpe for at overvinde deres egne svagheder, så de ikke føler trang til at overskride Guds Lov. Men det kræver selvfølgelig, at alle kvinder protesterer højlydt, hver gang de verbalt eller fysisk forulempes, hver gang de berøves friheden til selv af tage beslutninger vedrørende deres eget liv eller på anden måde diskrimineres og forulempes af mænd. At de protesterer, hver gang de er vidne til, at en medsøster lider samme tort - uanset hendes religiøse tilhørsforhold - og uanset hun måske bliver sjoflet til på et sprog, hun ikke selv forstår. Og at de ikke undlader at påtale, når de ser en dreng eller ung mand herse rundt med sin mor eller sine søstre. (19) Og hvor ville det klæde mændene, om de aktivt deltog i protesten!

Selv om en del unge muslimske kvinder synes meget bevidste om deres religion og bruger 'det nye tørklæde' som et udtryk for, at de er i stand til selv at læse og tolke Koranen, at de kender deres rettigheder og åbenlyst gør op med autoriteterne og mange af forældregenerationens u-islamiske normer og skikke,(20) så er det naivt at tro, at man fra den ene dag til den anden kan forandre et tørklædes symbolværdi fra negativ til positiv. Hver eneste gang kvinder har haft mod og overskud til at kæmpe for deres legitime, gudgivne rettigheder, har netop det utilslørede hår været symbolet på kampen for synliggørelse og respekt. Som da grundlæggeren af den første egyptiske kvindeforening, Huda Sh’arawi, i 1923 vendte tilbage til sit hjemland efter en international kvindekonference i Rom, tog sit ansigtsslør af som startsignal for en livslang kamp for uddannelse for kvinder, ligestilling på arbejdsmarkedet osv. I de efterfølgende år færdedes hun offentligt enten med eller uden tørklæde, men aldrig med ansigtsslør. Og Marokkos Kong Mohammed V lod i 1947 sin unge datter, prinsesse Lalla ’Â'isha, træde utilsløret frem og oplæse en politisk tale for den lamslåede folkemængde.
    Det er først i de seneste års kamp imod social og politisk undertrykkelse, at kvinderne har forsøgt at give 'det nye tørklæde' en modsat symbolværdi end hidtil; men flertallet af mænd vil til stadighed opfatte tørklædet som et symbol på og en stiltiende accept af hele den i bund og grund komplet u-islamiske patriarkalske samfundsform, hvor piger og kvinder marginaliseres, diskrimineres og misbruges. Mange kvinder, der har været vidne til deres mødres og bedstemødres kamp for en menneskeværdig tilværelse, ser med bekymring på de unges brug af 'det nye tørklæde', for det bringer minder op til overfladen, som de hellere ville glemme: "De forstår ikke rækkevidden af det, de gør!"
    De unge kvinder ønsker at gå fremad, men går i virkeligheden baglæns, for mange religiøse ledere bruger hidjâb i et forsøg på at skabe en vis stemning af værdighed og religiøsitet omkring dets symbolik - samtidig med, at de ønsker at fastholde kvinderne i en underordnet rolle. Deres argumentation indeholder næsten altid en begrænsning af kvindens rolle til hustru og mor sammenkædet med forblommede ord om 'farlig' seksualitet og 'vestlig' dekadence. De fremhæver igen og igen i både tale og skrift kvinders og mænds ligeværdighed ifølge Koranen, men kritiserer aldrig de faktiske familielove, der marginaliserer og diskriminerer kvinder - hvilket alt andet lige må være udtryk for, at de inderst inde er godt tilfredse med tingenes tilstand!
    Mange kvinder vil stædigt fastholde, at hidjâb er et helt personligt valg, og for mange har 'det nye tørklæde' da også betydet, at de har fået større bevægelsesfrihed og adgang til offentligt rum, der traditionelt har været mændenes domæne. Og de vil måske for en kort stund nyde følelsen af at være respekteret som gode og pligtopfyldende muslimer; men kan man overhovedet tale om et personligt valg, når det tydeligvis er tillempet mændenes præmisser? Og er det ikke både tragisk og uværdigt, at en bestemt påklædning skal være adgangstegn til noget, der burde være en menneskeret: Retten til at kunne færdes på gader og stræder uden at blive nidstirret og forulempet? Muslimske kvinders situation vil ikke forandres en tøddel, så længe de ikke fatter, at det synlige hidjâb skal usynliggøres, at 'gudsfrygt er den smukkeste klædning' (for både kvinder og mænd) (7:26).

En kvinde, der bevidst holder på sin ret til at færdes utilsløret (barzâ), beskrives i ordbogen Lisan al-’Arab som 'en kvinde, der ikke dækker sit ansigt og ikke går med bøjet hoved, der ses af folk og modtager besøg i sit hjem' - også af mænd naturligvis. En barzâ-kvinde er også 'en kvinde, der er værdsat for sin dømmekraft', og barzâ-kvinder og -mænd er 'kendt for deres sunde fornuft (’aql)'.
    Berømt i den forbindelse er Saqina bint al-Husain, ét af Profetens oldebørn. Hun var berømt viden om for at være smuk, altid elegant klædt, kultiveret, kritisk, spøgefuld og veltalende. Rigets mest magtfulde mænd debatterede med hende, og kaliffer og prinser friede til hende; men hun afslog af politiske årsager. Hun giftede sig 5 eller 6 gange i alt. I sine ægteskabskontrakter lod hun indføje, at hun ikke havde til hensigt at vise sin mand ubetinget lydighed, og at hun fratog ham retten til flere hustruer og ikke ville acceptere nogen form for utroskab fra hans side, og at hun ville vælge bolig i nærheden af en navngiven veninde. Hun krævede skilsmisse fra sin tredie ægtemand Zayd, barnebarn af den tredie kalif ’Uthmân ibn ’Affân, efter at have fundet ham sammen med en slavinde, og dommeren måtte meget modstræbende fælde dom i den opsigtsvækkende sag. Hun havde - ligesom sin far, Profetens dattersøn Husain - sans for poesi og modtog ofte poeter i sit hjem, og hun var medlem af byens rådgivende forsamling. Efter mordet på sin far på Kerbala-Sletten i 680, rettede hun ved enhver given lejlighed offentligt verbale angreb mod det regerende Umayyade-dynasti, der også havde dræbt den af hendes ægtemænd, som hun havde elsket allerhøjest.
    Saqina døde i Medina i en alder af 68 år. Hun var en stærk personlighed, som visse muslimske mænd med alle mulige krumspring forsøger at begrave i glemselens mørke - f.eks. ved at påstå, at hun som 6-årig blev dræbt sammen med sin far på Kerbala-Sletten, når dog ansete historieskrivere har skrevet hele biografier om hendes liv og levned!(21)
    Kendt er også Saqinas samtidige, Profetens hustru ’Â'isha bint Abî Bakrs niece, ’Â'isha bint Talha, der også nægtede at tilsløre sig. For, som hun sagde: "Gud Den Almægtige har ikke gjort mig smuk for at jeg skal usynliggøre mig selv. Ingen kan tvinge mig til noget som helst."(22)
    Mange muslimske mænd føler sig truet af barzâ-kvinder,(23) for de udstråler selvværd, styrke og individualisme og udfordrer derved de privilegier og den magt, som mændene har tilranet sig på trods af Koranens budskab om mænds og kvinders lige værd og lige ansvar. De klamrer sig til den ældgamle, men aldeles u-islamiske påstand om, at det er en del af kvindens medfødte natur at forføre manden og dermed skabe anarki og kaos (fitna), i stedet for selv at stræbe efter at efterleve Koranens moralske principper - uden hensyn til, at andre måske overtræder dem. For selv om en kvinde offentligt skulle erklære sig for prostitueret, er der absolut intet, der berettiger mændene til at 'tage imod tilbudet'!

Nærliggende er det at henvise til Koranens beretning om Profeten Josef, der var udvalgt og vejledt af Gud. Josef blev af sine brødre solgt som slave til egypteren ’Azîz; men Josef viste sand gudsfrygt ved standhaftigt at afvise ’Azîz' hustrus forsøg på at forføre ham - også selv om hun 'kun' var afgudsdyrkerske:

Og da en hel gruppe af byens tøjlesløse kvinder forsøgte at forføre ham, foretrak han at blive kastet i fængsel frem for at begå hor; men fordi han var ganske klar over, at han var et menneske med naturlige følelser og begær, bad han Gud om hjælp til at modstå fristelserne:

Af bitterhed over Josefs gentagne afvisninger sørgede ’Azîz' hustru for, at han senere alligevel blev kastet i fængsel; men Gud belønnede ham for sin retskaffenhed ved at lade ham udnævne til den fornemme post som bestyrer for landets kornkamre og lod ham blive genforenet med sin familie.(24)
    Belønningen for nutidens 'nye muslimske mand' kunne bl.a. være opdagelsen af, at et naturligt, platonisk venskab mellem en mand og en kvinde kan være både værdifuldt og åndeligt berigende. Og at en hustru kan være andet og meget mere end blot et sex-objekt, en tjenende ånd og ens børns mor:

1400 års kønsadskillelse og tilhylning og afsondring af kvinder har ikke ændret mændenes holdning til det modsatte køn stort, og der vil ikke ske fremskridt, så længe kvinderne blot tilhyller sig og roser sig af at opfylde deres del af forpligtelserne. De gør i virkeligheden både sig selv, muslimske mænd og Islam en bjørnetjeneste.
    Lad os være taknemmelige for, at vi lever i et land, hvor individets rettigheder ikke - som i de såkaldt islamiske lande - krænkes på bekostning af politiske og religiøse lederes magtpolitiske spil. Det giver os mulighed for at komme nærmere målet - i stedet for blot at fortsætte 1400 års ørkenvandring.
    Vi har bl.a. et skolesystem, der fordrer det enkelte barns kritiske sans og stimulerer det til selvstændig tænkning og stillingtagen. Derved er det faktisk mere islamisk end de gængse skolesystemer i de såkaldt islamiske lande, hvor indlæring traditionelt er baseret på udenadslæren af én gang etablerede 'sandheder' - noget, der formelig dræber intellektet.(25) Og det ganske uagtet, at Koranen igen og igen opfordrer til selvstændig tænkning og stillingtagen (2:170-171, 34:46 m.fl.). Et skolesystem, der - helt i Koranens ånd - lærer børnene at omgås hinanden og at samarbejde på tværs af alle skel.
    Muslimer udgør et mindretal her i landet, men hvorfor blive ved med at leve på mindretallets mænds præmisser, når flertalsbefolkningen og lovgivningen giver mulighed for at opfylde Koranens princip om frihed under ansvar (2:256). Muslimer i Danmark har en unik mulighed for at bevise, at det er muligt at udfolde sig og deltage aktivt i samfundslivet uden at gå til yderligheder og uden at overskride de grænser, som Koranen fastlægger - og at det er muligt at leve op til udsagnet om, at 'gudsfrygt er den smukkeste klædning'. Derved kunne vi være forbillede for menigmand såvel som magthavere i de såkaldt islamiske lande. Og hvem ved, måske kunne vi sågar vinde det omgivende samfunds respekt og dermed være de ypperligste ambassadører for Islam.

Jeg har ind i mellem svært ved at forstå, at nogle mennesker føler sig provokeret af det såkaldt islamiske tørklæde, når de selv går med halssmykker i form af kors eller med T-shirts med påskrifter som 'Kristus for livet' eller 'Jesus lever' - og går med tørklæder og andre hovedbeklædninger i utallige variationer. På den anden side er det sørgeligt at se en hel flok medsøstre, der efter min opfattelse er standset op på halvvejen og ikke synes at forstå, at det handler om at komme videre. For ved at lovprise hidjâb som det mest fuldkomne bevis på en kvindes ærbarhed og religiøsitet, hindrer man i virkeligheden menneskenes åndelige udvikling og giver kvinder såvel som mænd en 'sovepude' og en undskyldning for ikke at stræbe og kæmpe med sig selv for at kontrollere egne begær, overvinde egne svagheder og tage ansvar for egne handlinger - dét, som Profeten Muhammad kaldte Den største Djihâd, større end alle andre former for djihâd og en forudsætning for dem:(26)

Mænd såvel som kvinder bærer et stort ansvar for fremtiden. Børnene og de unge må lære at omgås hinanden på naturlig vis og lære ansvarsfølelse, hensyntagen og respekt,(27) ikke kun for forældre, men også for naturen, for individet og for næsten - uanset køn, alder, hudfarve, klædedragt, sprog, kultur, religion og nationalitet - og for næstens ejendom. Som det fortælles, at Profeten Muhammad har udtrykt det:

Respekt for individet er en forudsætning for demokrati og ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed, der burde være en selvfølge i ethvert islamisk samfund.(28)
    Hidjâb og djihâd er midler til at nå et højere mål: Et virkelig islamisk samfund, hvor 'en enlig kvinde (med Profetens ord) kan rejse fra Syrien til Yemen i fuld sikkerhed og uden at blive forulempet.(29) En lang rejse, der med datidens mest udbredte befordringsmiddel, kamelen, har indbefattet ganske mange overnatninger og krævet omgivelsernes uforbeholdne respekt for den enlige kvinde. I øvrigt fortælles det, at Profetens unge enke ’Â'isha skal have reageret med både forbavselse og harme, da hun på én af sine rejser blev konfronteret med påstanden om, at Profeten skulle have forbudt en kvinde at rejse alene uden passende mandlig eskorte.
    Den enlige kvindes sikkerhed var Profeten Muhammads målestok for et virkelig islamisk fællesskab - et fællesskab af modne og stærke kvinder og mænd, der lever op til deres ansvar som troende og derved giver rum for den frihed, som Islam har tiltænkt det enkelte menneske.

Noter:

(1) Således kalder muslimerne tiden før Profeten Muhammad. At kalde tiden præ-islamisk tid giver ingen mening overhovedet, for islam (gudhengivelse) har efter muslimsk opfattelse eksisteret lige siden Gud skabte himlene og jorden.

(2) BOREK, anmeldelse af bogen: Die Befreiung der Frau im Zeitalter der (prophetischen) Sendung af Abdel Halim Abu Schakka.

(3) GOODWIN: Price of Honor, pp.28, 47, 101 og 352-358.

(4) BOULARÈS: Islam - the Fear and the Hope, pp.113-119: The Cage and the Horizon, pp.129-138: The Will to Respond.
    MUMTAZ: Women of Pakistan, pp.143-162: Questions for the Future.
    PARWEZ: The Basis of Legislation in an Islamic State, pp.77-82: What Should be Done Now?
    RAHMAN: Islam, pp.235-254: Legacy and Prospects.
    STOWASSER: The Status of Women in Early Islam, pp.37-38: Conclusion.

(5) ANWAR: Woman Recreated, pp.100-113: Quranic Approach Towards Change.

(6) QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.69-79: Intoxicants and Drugs.

(7) ANWAR: Woman Recreated, pp.106-107: Slavery.
    ECHAMMARI: Djihâd - hellig krig eller vejen til fred?, pp.36-41: Krigsbytte, krigsfanger og slaver.

(8) Ægtemandens utroskab er ikke blandt de grunde, der giver en kvinde ret til at søge skilsmisse - hverken i sharî_a eller i nutidig lov. Hustruvold og parternes uoverensstemmelse giver i princippet en kvinde ret til at søge skilsmisse; men ofte vil en ægtemand føle, at hustruen ved at søge skilsmisse krænker hans egen og hans families ære, og han vil med alle midler søge at forhindre eller forhale en skilsmisseprocedure indledt af hustruen.
    BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.153-168: Skilsmisser og afbrudte ægteskaber.
    GOODWIN: Price of Honor, p.116.
    JAHAN: Hidden Wounds, Visible Scars, p.219.

(9) Traditionelt stiller man sjældent spørgsmål ved mandens fertilitet. Det er kvinden, der alene anses for - og føler sig som - den 'skyldige'.
    BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.70-71: Kvinden som mor.
    ECHAMMARI: Om Barnløshed og kunstig befrugtning.
    GOODWIN: Price of Honor, pp.43-44 og 152.
    MERNISSI: Grænseløse drømme, p.35.

(10) ECHAMMARI: Formuefordeling i ægteskabet.

(11) BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.90-93: Mahr.
    ECHAMMARI: Det siger loven om mahr/sadaq.
    WIKAN: Behind the Veil in Arabia, pp.204-207: The Institution of the Bride Price.

(12) Mænd bryder sig sjældent om, at det er kvinden, der tager initiativet til at oprette en udvidet ægteskabskontrakt, så kvinden vil ofte undlade at bringe det på bane. Enhver ansvarsfuld brudgom bør derfor selv tage initiativet til oprettelse af en sådan kontrakt.
    ECHAMMARI: Hvorfor en ægteskabskontrakt?
    GOODWIN: Price of Honor, p.116.

(13) I langt de fleste såkaldt islamiske lande er en kvinde afhængig af sin fars, mands eller brors tilladelse til at få udstedt pas og rejse selv over korte afstande. Og mange gange kræver både tradition og myndigheder, at hun ledsages af en mahram, et mandligt familiemedlem, som det er hende forbudt at indgå ægteskab med.
    GOODWIN: Price of Honor, pp.103-104, 168, 190, 209-210, 214, 220, 224, 226-227 og 248.
    MAUDUDI: Purdah and the Status of Woman in Islam, pp.145-147: Woman's Sphere of Activity, pp.147-148: Restrictions for Women.
    MINAI: Schwestern unterm Halbmond, pp.116-117.

(14) Hvis manden ikke i levende live udpeger hustruen til at være deres fælles mindreårige børns legale værge ved sin død, vil myndighederne oftest udpege den nærmeste mandlige slægtning på faderens side som legal værge.

(15) . Hustruvold forekommer - ligesom herhjemme - i alle samfundslag og hører til de forhold, der - ligesom 'parternes uoverensstemmelse' - ifølge traditionel Islamisk Lov giver kvinden ret til at søge skilsmisse, men som i praksis blokeres af mandens og hans families såkaldte æresfølelse.
    BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.93-103: Kvindens rettigheder.
    GOODWIN: Price of Honor, p.116.
    KHAYAT-BENNAI: Le monde arabe au féminin, pp.76-81: Le divorce et la répudation.
Hustruvold forekommer - ligesom herhjemme - i alle samfundslag:
    ANWAR: Woman Recreated, pp.61-66: Surah 4, Verse 34.
    GOODWIN, Price of Honor, pp.6, 266, 278, 298 og 338.
    JAHAN: Hidden Wounds, Visible Scars.
    MERNISSI: The Veil and the Male Elite, pp.152-160: Violence toward women.
    QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.205-207: Rebelliousness and Strife, pp.219-220: The Prohibition of Ill-Treatment.
'At slå en kvinde sårer ikke hendes værdighed. Det er umuligt, for kvinder fødes uden værdighed.' (Jordansk aktivist 1989. Op.cit. GOODWIN: Price of Honor, p.260).

(16) Skønt en veluddannet kvinde er eftertragtet som hustru, ser mange mænd ikke gerne, at hustruen også virkelig bruger sin uddannelse efter giftermålet. Og de kan mange steder med tradition og nutidig lov i hånd forbyde hustruen at tage udearbejde.
    BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.103-113: Uddannelse og karriere. 
    GOODWIN: Price of Honor, pp.69-70, 91, 119, 143, 278 og 341.
    MACLEOD: Accommodating Protest, pp.2, 54 og 80-81.

(17) Ifølge traditionel Islamisk Lov kan en mand ikke tvinge sin hustru til at dele bolig med andre (hverken en med-hustru, sine egne forældre, svigerforældre eller ægtemandens voksne børn af tidligere ægteskab(er)) eller til at tage ophold i en bolig, der ikke er af passende standard, er usund eller ligger i et 'tvivlsomt' kvarter. Da disse regler glimrer ved deres fravær i nutidig lov, er det godt at få dem nedfældet i en ægteskabskontrakt for alle tilfældes skyld.

(18) En mand kan med tradition og/eller lov i hånd forbyde sin hustru at modtage besøg i hjemmet - selv af sin egen familie - eller at forlade hjemmet uden hans udtrykkelige tilladelse.
    ECHAMMARI: Kvindens rettigheder.
    GOODWIN: Price of Honor, pp.92, 278 og 341-342.

(19) GOODWIN: Price of Honor, pp.45 og 299.
    M'RABET: La femme algérienne, pp.46-52: Les soeurs.
    NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, pp.30-31: L'ordre familial.

(20) CHRISTIANSEN: At vælge sløret.
    MACLEOD: Accommodating Protest.

(21) MERNISSI: The Veil and the Male Elite, pp.189-195: Conclusion.
    MERNISSI: Women's Rebellion, pp. 83 og 114-115.

(22) ibid. pp. 83 og 115.

(23) Da den egyptiske kvindesagsforkæmper Huda Sh'arawi i 1923 for altid fravalgte sløret, reagerede hendes mand med at forstøde hende. Ni år senere, da flere og flere kvinder havde fulgt hendes eksempel, og kvindebevægelsen med Huda Sh'arawi som utrættelig frontfigur bl.a. havde opnået, at kvinder fik adgang til universiteterne, friede han på ny til hende - og hun accepterede.
    HANIM: Huda Sh'arawi.
    SAADAWI: Evas skjulte ansigt, pp.188-202: Heltinden i arabisk litteratur, pp.204-221: Arabiske pionerer i kvindebevægelsen.

(24) Cf. Koranen 6:84-87 samt hele sûra 12.

(25) ATA: The Changing Status of Muslim Women, pp.47-52: Traditional Systems of Moslem Education & Modified Attitudes and Improvement of Educational Standards.
    ECHAMMARI: Islam i undervisningen.
    MERNISSI: Islam and Democracy, pp.75-82: The Koran & Knowledge.
    RAHMAN: Islam, pp.181-192: Education.

(26) ECHAMMARI: Djihâd - hellig krig eller vejen til fred? pp.13-17: Den større Djihâd - menneskets stræben.
    SABBAH: Woman in the Muslim Unconscious, p.112.

(27) Respekt i betydningen 'agtelse for og hensyntagen til' det enkelte menneske. Ægte respekt med udspring i hengivenhed og taknemmelighed for Gud og Hans skaberværk. IKKE respekt affødt af frygt for afstraffelse eller omgivelsernes fordømmelse.

(28) ECHAMMARI: Islam set indefra m. litteraturliste.
    MERNISSI: Islam and Democracy, pp.149-171: Women's song: Destination Freedom.
    MURAD: Way to the Qur'ân, pp.111-118: Living the Qur'ân.
    PARWEZ: Islam, a challenge to Religion, pp.304-306: The Law at Work.

(29) ANWAR: Woman Recreated, p.15.
Udsagnet findes også i en anden version: ... 'hvor en enlig kvinde kan rejse i fuld sikkerhed om natten fra Yemen til Damaskus'. (ANWAR: Woman Recreated, p.94)

© Aminah Tønnsen, 1998