Islam i europæisk klædedragt:

16. KVINDERNES ROLLE OG ANSVAR

Af Aminah Tønnsen

Mand og kvinde blev skabt som frie, duelige, værdige og selvstændige individer med de deraf følgende forpligtelser, rettigheder og ansvar:

Det fuldkomne forhold - ikke kun mellem mand og kvinde, men mellem mennesker generelt - er ikke baseret på konkurrence, men på ligeværdighed, tillid, hensyntagen, respekt, ansvar, loyalitet og samarbejde. Gud skabte alting parvis,

- og overalt i skabelsen møder vi parvise energier - synlige såvel som usynlige: Mandligt og kvindeligt, positivt og negativt, fysisk og åndeligt, tilladt og forbudt, kærlighed og had, ro og uro, varme og kulde, tilfredshed og utilfredshed, lys og mørke, tørhed og fugtighed, viden og uvidenhed, det Dennesidige og det Hinsidige - tilsyneladende både umage og modsatrettede, men alligevel uløseligt forbundne med hinanden.
    Kvinder og mænd bør derfor støtte og supplere hinanden i alle livets forhold - hver ud fra sine forudsætninger og evner. De er gensidigt afhængige af hinanden og skal beskytte hinanden imod åndelig og moralsk forfald. Derfor er det på høje tid, at kvinderne viser mændene vejen ved at nægte at leve på deres destruktive og komplet u-islamiske præmisser - og forsvarer sig imod dem.

Afsondring af kvinder har været årsag til, at pigernes opdragelse i uhyggelig grad har fokuseret på, at de skal tjene og behage det andet køn: Deres far, brødre og ægtemand.(1) Og det på trods af, at der findes en åbenbaring helt tilbage fra tiden i Mekka, der tydeligvis beklager, at piger opdrages til kun at eksistere i kraft af deres udvortes yndigheder - der i sidste ende er ganske værdiløse:

Og derved understøtter den de utallige passager, der sætter indsigt og viden i højsædet. Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog fra Gud via ærkeenglen Gabriel, var netop en opfordring til alle til at søge viden, videregive den til andre og sørge for at bevare den for eftertiden:

Koranen plæderer således for, at piger skal have mulighed for også at udvikle mange facetter af deres personlighed og udnytte deres gudgivne evner. De skal være en ganske anden slags kvinder end de pyntesyge, tomhjernede, selvudslettende og hjælpeløse kvinder fra Uvidenhedens Tid (djâhiliyya).(4) 'Den nye kvinde' skal harmonere med manden både intellektuelt og åndeligt. Hun skal være i stand til at tage beslutninger og tale for sig selv og for andre. Hun skal have selvtillid og være mandens jævnbyrdige. Og sidst, men ikke mindst: Bliver hun respekteret og elsket af sin mand og ikke kun betragtet som tjenerinde, sex-objekt og fødemaskine, vil hun være i stand til uselvisk at elske og respektere sin partner:

Og lige siden Profetens dage har aktive og udadvendte kvinder taget del i det offentlige liv og båret deres del af ansvaret for menneskenes og samfundets ve og vel og indædt forsvaret deres rettigheder. Og de har opnået enestående resultater på trods af de begrænsninger, mange af dem har været underlagt:
    Man ved, at kvinder på Profetens tid rejste alene rundt i landet, at de bad sammen med mændene i moskéen - endog om natten. Der var en udvidet social og personlig kontakt kønnene imellem - ikke kun mellem nært beslægtede. Man hilste på hinanden på gaden og konverserede med sin ægtefælles gæster.(6)
    Man ved, at kvinderne tog aktivt del i kampene imellem muslimerne og deres hedenske udfordrere - de nøjedes ikke med at sørge for de kæmpendes forplejning og pleje de sårede. F.eks. beretter Ibn Hishâm i sin Muhammad-biografi om, hvorledes Nusayba bint Ka’b, der er nævnt i alle religionshistoriske hovedværker, i slaget ved Uhud i 625 med sværd i hånd forsvarede Profeten i egen person, indtil hun selv blev såret.(7)
    Profeten udnævnte personligt den Korankyndige Umm Warakah til imam for hele hendes store hushold - kvinder såvel som mænd, og det blev betroet Profetens enke Hafsa at opbevare det allerførste sammenhængende og fuldstændige eksemplar af Koranen, der blev udfærdiget mindre end to år efter Profetens død.(8) Både mænd og kvinder søgte råd og vejledning direkte hos Profeten. Og både mænd og kvinder søgte viden, råd og vejledning hos Profetens hustruer - og fortsatte dermed også efter Profetens død. Profetens hustruer opfattes som vigtige kilder til viden om, hvordan Profeten handlede i selv de mest intime anliggender. F.eks. mener man, at 242 (ca.15%) af udsagnene i Sahîh Bukhâris traditionssamling stammer fra Profetens hustru ’Â'isha. Flere klassiske historikere betegner ligefrem Profetens hustruer som disciple (sahâbiyyat). Og én af sufiernes største helgener var en kvinde, Rabî’a al-’Adawiyya.(9)
    På Profetens tid var det ikke ualmindeligt, at kvinderne friede til deres udkårne - enten med eller uden mellemmand. Mest kendt er nok Profetens første hustru, Khadîdja bint Khuwailid, en rig og uafhængig enke, der havde ansat den unge Muhammad i sin tjeneste. Han sagde ja til hendes frieri, skønt hun var 15 år ældre end ham. Khadîdja troede på Muhammads kald og var hans fortrolige og største støtte i årene i Mekka, hvor muslimerne blev forhånet og forfulgt på grund af deres tro. De levede i et harmonisk, monogamt ægteskab i 25 år lige til hendes død kort før udvandringen til Medina. Men kvinderne måtte naturligvis tage det sure med det søde og ind i mellem lide den tort at blive afvist - også af selveste Profeten.(10) Han måtte i øvrigt selv i tre tilfælde lide den tort at blive forstødt af kvinder, der i første omgang havde sagt ja til hans frieri, men i sidste øjeblik fortrød.

Én af Profetens senere hustruer, Umm Salâma, har også en stor plads i muslimske kvinders hjerte. Bevidst om sit eget menneskeværd - og på vegne af en gruppe kvinder, der havde stillet hende det samme spørgsmål - spurgte hun en dag Profeten: "Hvorfor nævnes mændene i Koranen - og ikke kvinderne?"
    En eftermiddag nogen tid senere, mens Umm Salâma ordnede sit hår, spidsede hun pludselig øren og løb hen til et af de værelser, der stødte op mod moskéen. Hun lagde øret mod væggen og hørte til sin store glæde Profeten recitere det revolutionerende vers:

Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål
mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud,
troende mænd og kvinder, oprigtige mænd og kvinder,
udholdende og tålmodige mænd og kvinder,
ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder,
fastende mænd og kvinder, blufærdige mænd og kvinder,
og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35)

Meningen var ikke til at tage fejl af: Ti gange nævnes kvinder og mænd side om side, og det slås fast med syvtommersøm, at Gud taler til begge køn, der som troende er absolut ligeværdige. De, der i Guds øjne fortjener belønning, identificeres ikke ud fra deres køn, men ud fra deres fromhed og deres ønske om at tjene og adlyde Gud. Verset er lige siden blevet kaldt 'Umm Salâmas vers'.
    Kvindernes åbenlyse oprør resulterede også i senere åbenbaringer, hvor kvinder f.eks. fik arveret (4:7 m.fl.) - i stedet for som førhen selv at være en del af deres afdøde ægtefælles arvelod sammen med palmer og kvæg (4:19). Nye regler, der fik mændenes privilegier til at smuldre, og som de allerede mens Profeten levede forsøgte at omgå med alle mulige krumspring og veritabel tanke-akrobatik. Men kvinderne klagede til Profeten, når mændene nægtede dem deres nyvundne rettigheder. Og de fik medhold, for når Gud har talt, må menneskene bøje sig for Hans afgørelse.(11)

Der burde ikke herske nogen som helst tvivl om, at Gud i Koranen taler til begge køn, når Han henvender sig til 'de troende' generelt; men i 1400 år har de mænd, der har fortolket Koranen, tilladt sig at udelukke kvinderne i de tilfælde, hvor de ønskede visse privilegier for sig selv. F.eks. har påstanden om, at mænd i Paradis vil blive opvartet seksuelt af underskønne sortøjede jomfruer fået lov til at stå uimodsagt - når Koranen i virkeligheden siger, at der i Paradis vil være rene og hellige væsener til gudfrygtige mænd og kvinder, med hvem de vil føle den højeste grad af sjælelig samhørighed. Væsener, der tillægges både feminine og maskuline dyder.(12) Mange steder er muslimske kvinder i århundreder blevet forhindret i at søge viden og uddanne sig og har derfor været uvidende om deres gudgivne rettigheder. Og de ord, der blev åbenbaret for at frigøre kvinderne fra patriarkatets lænker, er blevet misbrugt på det groveste til at marginalisere dem i stedet. Flere og flere kvinder har Gud ske lov fået mulighed for at uddanne sig og er således i stand til selv at tolke Skriften og ikke længere henvist til at acceptere mændenes tolkning. Viden er kvindernes bedste allierede i kampen for at genvinde de rettigheder, som de i århundreder er blevet snydt for.

Profetens unge hustru ’Â'isha var kendt for sin stærke vilje, skarpe logik og veltalenhed. Hun kunne diskutere alt med Profeten - og være uenig med ham. Og hun luftede uhæmmet sin vrede, når han tog sig endnu en hustru. Efter Profetens død var ’Â'isha en kort periode aktiv i politik; hun dirigerede selv fra kamelryg tropperne i et stort slag imod Profetens fætter og svigersøn ’Alî ved Basra i 656. Slaget sluttede først, da ’Â'ishas kamel faldt for fjendens hånd. ’Â'isha tog nederlaget med oprejst pande - og ’Alî sørgede for passende eskorte til hende, så hun kunne vende standsmæssigt hjem til Medina!
    Utallige kvinder har siden hen blandet sig i politik og haft den faktiske magt i muslimske lande.(13) Mange af disse kvindelige muslimske regenter fik deres navn og valgsprog præget i landenes mønter, og fredagsbønnen i moskéerne blev sagt i deres navn.(14)
    Historikere - bl.a. den rejselystne nordafrikaner Ibn Battuta - fortæller om, hvorledes Turkan Khatun trods stor modstand overtog magten ved sin mands død i 1072, idet deres søn kun var fire år gammel. I 20 år regerede hun fra Baghdad et rige, der strakte sig fra Kinas grænser i øst, til Syrien i vest og til Yemen i syd - fredagsbønnen blev dog sagt i hendes søns navn.(15)
    Ibn Battuta fortæller også om den unge, ugifte Sultana Radiyya, der i 1236 i Delhi overtog regeringsmagten efter sin far. Han havde før sin død udnævnt hende til sin efterfølger, idet han ikke fandt sine sønner dygtige nok. Det første Radiyya som nybagt regent foretog sig, var at få sit navn præget i landets mønter. Hun færdedes utilsløret og var en god rytterske; men da hun giftede sig med en abyssinsk slave, blev folk indigneret. Hun blev offer for rovmord, da hun var på flugt efter at have tabt et slag om Delhi.(16)
    Mange andre kvinder har haft den reelle magt i muslimske lande i kortere eller længere tid. Nogle har officielt delt magten med deres ægtefælle, og andre har regeret, fordi den officielle regent ikke magtede opgaven eller ikke var interesseret i at udøve sit embede. Som f.eks. Sitt al-Mulk, Damen fra Kairo, der som halvtresårig overtog magten efter sin sindssyge bror al-Hakim i 1020. Fra hun var ganske ung havde hendes far diskuteret statsanliggender med hende og havde taget hendes synspunkter med i sine overvejelser, så hun var godt rustet til opgaven. Hun blev dog aldrig officielt udnævnt til regent, og fredagsbønnen blev ikke sagt i hendes navn.(17) Eller Subh, Dronningen af Cordoba, der var gift med kalif al-Hakam al-Muntasir, der regerede fra 961-976. Al-Hakam var mere interesseret i kunst og litteratur end i statsanliggender, så det var hustruen Subh, der tog sig af dem. Selv om hun forblev kristen hele sit liv, regerede hun det muslimske Andalusien i hen ved 20 år efter sin mands død.(18)
    Elsket af nogle - hadet af andre. Kun få af historiens kvindelige muslimske regenter fik en fredelig død. Mange af dem blev - ligesom deres mandlige sidestykker - forgiftet eller myrdet.

Dette er blot et lille udsnit af de aktive kvinder, der har sat deres helt personlige præg på de samfund, de levede i, og de er lysende vidnesbyrd om, at afsondring og marginalisering af kvinder er et fremmedelement i muslimsk tradition. Det er ikke forbilleder, der mangler, og historikerne har beskrevet disse kvinders liv udførligt. Det er nødvendigt at mindes og forstå fortiden for at kunne forme fremtiden:(19)

Mærkværdigt er det, som mange nutidige muslimske mænd lider af hukommelsestab, bliver aggressive og lægger hindringer i vejen for de kvinder, der ønsker at engagere sig politisk, lige så snart der er risiko for, at sløret løftes for det, de udbasunerer som ukrænkelig, guddommelig tradition: Et land, der betror sin ledelse i en kvindes hænder, vil aldrig have fremgang.
    Det var det udsagn, man hev op af mølposen, da Benazir Bhutto i 1988 blev valgt til præsident i Pakistan. Det skulle angiveligt stamme fra selveste Profeten; men studier af anerkendt kildemateriale har afsløret, at udsagnet blev fremsat første gang 24 år efter Profetens død af en person, der tidligere havde været dømt for falsk vidneudsagn i forbindelse med en retssag. Ikke overraskende blev den marokkanske sociolog Fatima Mernissis bog, der afslører udsagnets utroværdighed, forbudt i en lang række såkaldt islamiske lande!(20)
    Og ingen har tilsyneladende tænkt på at referere til Koranen, der ikke med ét ord nævner, at den magtfulde og højt respekterede Dronning af Saba (Bilqîs) skulle have været nødsaget til at afgive magten, da hun antog Islam (27:22-44)!

Da valget af Benazir Bhutto var en realitet, omtalte medierne hende som 'den første kvindelige leder af et islamisk land nogensinde'. Nogle journalister er dog blevet klar over fadæsen og har erstattet 'nogensinde' med 'i nyere tid'. Og Benazir Bhutto har senere fået følgeskab af både Hassina Sheikh og Khaleda Zia i Bangladesh og af Tansu Cillar i Tyrkiet. I øvrigt har der helt siden 1950'erne siddet kvinder i parlamenterne i flere muslimske lande.

Noter:

(1) DWYER: Images and Self-Images, pp.61-85: From Girl to Woman, pp.87-108: From Boy to Man.
    GOODWIN: Price of Honor, pp.206 og 338.
    KHAYAT-BENNAI: Le monde arabe au féminin, pp.66-70: La place de la femme au sein de la famille pendant l'âge d'enfance et d'adolescence.
    MINCES: La femme dans le monde arabe, pp.37-44: Une société pour les hommes.
    NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, pp.16-25: Garcon, fille - deux mondes, pp.30-31: L'ordre familial.
    WIKAN: Behind the Veil in Arabia, pp.74-87: Socialization to the Practice of Segregation.

(2) iqrâ betyder både 'læs, recitér, deklamér og forkynd'.

(3) JAWAD: Muhammad the Educator. Cf. Koranen 20:114, 39:9 og 58:11.

(4) Således kalder muslimerne tiden før Profeten Muhammad. At kalde tiden præ-islamisk tid giver ingen mening overhovedet, for islam (gudhengivelse) har efter muslimsk opfattelse eksisteret lige siden Gud skabte himlene og jorden.

(5) uruban betyder en kvinde, der er yndefuld og blid, kultiveret og veltalende, der elsker sin mand og er elsket af ham.

(6) STOWASSER: The Status of Women in Early Islam, pp.35-36.

(7) Sîra of Ibn Hishâm, vol.III, pp.86-87. Her citeret efter MERNISSI: Women's Rebellion, p.99.
    BROOKS: Slør og begær, pp.131-143: Jihad er også for kvinder.
    MERNISSI: Le Veil and the Male Elite, pp.116-117.
    STOWASSER: The Status of Women in Early Islam, p.34.
    I dag er der kvinder i hæren i både Eritrea, De forenede Arabiske Emirater og Iran.

(8) ECHAMMARI: Islam set indefra, pp.27-28.

(9) GOODWIN: Price of Honor, pp.41-43.
    LOUBORG: Rabî’a al-‘Adawiyya.
    MERNISSI: Women's Rebellion, p.82.

(10) GOODWIN: Price of Honor, pp.29-43: Muslims, the First Feminists.
    MERNISSI: Beyond the Veil, pp.51-54: The Prophet's Experience of Female Self-Determination, pp.65-85: Sex and Marriage Before Islam.
    MERNISSI: The Veil and the Male Elite, pp.115-125: The Prophet and Women.
    SAADAWI: Evas skjulte ansigt, pp.156-163: Kvindernes rolle i den arabiske historie.

(11) GOODWIN: Price of Honor, p.71.
    HANIM: Koranen og kvinderne.
    MERNISSI: The Veil and the Male Elite, pp.115-125: The Prophet and Women.
    MERNISSI: Women's Rebellion, pp.81-82.

(12) hûri (ental hawrâ) er afledt af roden hur, der betyder både 'renhed, sanddruhed, gunst, kærlighed og den glans, som øjne kan udstråle'. (Cf. Koranen 2:25, 44:54, 52:20 og 52:24.)
    I øvrigt er ordet hawwâriyûn afledt af samme rod og bruges i Koranen om Jesus' disciple, der jo var mænd.

(13) MERNISSI: The Forgotten Queens of Islam.

(14) ibid. pp.71-87: The Criteria of Sovereignty in Islam.

(15) ibid. pp.27-28.

(16) ibid. pp.30, 89-90 og 93-97.

(17) ibid. pp.159-178: The Lady of Cairo.

(18) ibid. pp.44-50.

(19) MERNISSI: Women's Rebellion, pp.77-91: Thoughts on the Place of Women in Muslim Political Memory, pp.96-99: Historical Sources, pp.100-108: Strategies for Enchanging the Image of Muslim Women.

(20) MERNISSI: Le harem politique fra 1987, der udkom som The Veil and the Male Elite i 1991:
    MERNISSI: The Veil and the Male Elite, pp.1-11: Introduction, pp.15-24: The Muslim and Time, pp.49-61: A Tradition of Misogyny (1).
    GOODWIN: Price of Honor, pp.263-270 og 346-347.

© Aminah Tønnsen, 1998