Islam i europæisk klædedragt:

15. MÆNDENES ROLLE OG ANSVAR

Af Aminah Tønnsen

Vis ærefrygt for Gud ved at vise respekt for kvinder.

Profeten Muhammad (570-632)

De varmeste fortalere for kønsadskillelse og kvindernes totale tilhylning nævner kun sjældent, at det Koranvers (24:31), der påbyder kvinderne ærbarhed, faktisk følger lige umiddelbart efter et lignende påbud til mændene:

Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og bevare deres dyd - det er mere passende for dem. Gud er visselig vidende om alt, hvad de gør. (24:30)

For anstændighed påbydes naturligvis både kvinder og mænd, og man kan med rette spørge, om det ikke er på tide, at mændene erkender deres ansvar og opfylder deres forpligtelser i den hen­seende.
   Hidjâb hindrer nemlig ikke visse mænd i at nidstirre kvinder og klæde dem af med øjnene - nogle mænd føler sig ligefrem tilskyndet til at finde ud af, hvad der gemmer sig bag gevandterne (det forbudte er jo ofte ekstra tillokkende).(1) Og der findes utallige både historiske og nutidige vidnesbyrd fra det virkelige liv om, at svage sjæle blandt mændene opfatter fraværet af hidjâb som grønt lys til verbalt og fysisk at forulempe ikke-tilhyllede kvinder - og især 'hvide' kvinder. Og at de anser dem for både æreløse, tøjlesløse og mindreværdige, som man ikke behøver vise respekt,(2) som man kan fornøje sig med, men ikke kunne drømme om at gifte sig med - med mindre der er én eller anden form for gevinst forbundet med et sådant giftermål.(3)
   Og når så hidjâb oven i købet anses for at være signal om et specifikt religiøst tilhørsforhold (til Islam), ser det sort ud for de muslimsk-gifte jødiske og kristne kvinder, der følgelig er afskåret fra at bære hidjâb og i praksis ikke kan forvente respekt fra hverken mand, børn eller det omgivende samfund på grund af deres 'mangelfulde' og 'dekadente' påklædning.
   Ved at lovprise hidjâb som det eneste saliggørende, understøtter de hidjâb-bærende kvinder indirekte disse muslimske mænds perverse opfattelse af, at ikke-muslimske og ikke-tilhyllede kvinder er mindreværdige og selv ude om det, hvis de bliver forulempet og misbrugt. Nogle kvinder giver endda direkte udtryk for en sådan holdning.(4) Ifølge Koranen er mand og kvinde imidlertid skabt af samme livscelle og absolut ligeværdige for Gud - uanset deres religiøse tilhørsforhold i øvrigt. Storhed måles udelukkende i fromhed:   

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må kende hinanden. Sandelig! Den mest ærede for Gud er den mest gud­frygtige af jer. Gud er viis og alvidende. (49:13)

De, som tror på Koranen, de, som følger de jødiske skrifter, sabæerne og de kristne - enhver, der tror på Gud og Den yderste Dag, og som er retfærdig, har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (5:72)(5)

Koranens opfordring til at begrænse al seksuel udfoldelse til ægteskabets rammer gælder naturligvis for begge køn; men nogle mænd og kvinder havde åbenbart allerede på Profetens tid problemer med dyden - og derfor var det nødvendigt at påbyde kvinderne at samle deres ydre klædning om sig og tildække deres bryst med det traditionelle hoveddække. Og begge køn blev formanet til ikke at nidstirre og udfordre personer af modsat køn.
   Det samme skete for Adam og hans hustru i Paradisets Have: Det var først efter at de have syndet og have mistet deres medfødte, naturlige uskyld, at de overhovedet blev opmærksomme på deres egen nøgenhed og fandt det nødvendigt at dække deres legemer med blade (7:19-27).
   Tildækningen er altså en konsekvens af synd og en straf for den, der misbruger sin frihed og ikke formår at leve op til det ansvar, som Gud pålægger det enkelte menneske. Tildækningen er dog kun et middel og et skridt på vejen til at genvinde den naturlige blufærdighed, der kommer indefra.(6) Et gudfrygtigt menneske vil ganske naturligt klæde sig diskret og sømmeligt - uden at gå til yderligheder - og spontant overholde de naturlige og simple regler, som Koranen fastlægger for anstændig adfærd mennesker imellem. Og derved leve op til sit ansvar som menneske:

Oh I Adams børn! Vi har givet jer klæder for at dække jeres legemer og for at smykke jer; men gudsfrygtens klædning er den smukkeste. Dette er Guds tegn, som I bør huske! (7:26) 

Det forekommer mildest talt tragikomisk, når man i ramme alvor anbefaler, at mænd kun behøver dække sig fra navlen til knæene - medens kvinder skal dække alt undtagen ansigt og hænder.(7) For derved indrømmer mændene - der selv har opstillet reglerne og normalt opfatter sig som det stærke og overlegne køn - jo i virkeligheden, at de ikke kan kontrollere deres begær i samme grad som kvinderne! Og som egypteren Qasim Amin (1863-1908), der plæderede for fuld ligestilling mellem kønnene og i stærke vendinger kritiserede brugen af hidjâb, konkluderede: Hvis mændene er så bange for at miste kontrollen over sig selv ved synet af en utilsløret kvinde, er det dem selv, der er det svage køn og har brug for beskyttelse - og følgelig burde tilsløre sig!(8) Og så længe muslimske kvinder stryger mændene med hårene og accepterer deres åbenlyse svaghed ved at forherlige kønsadskillelse og tilhylle sig ekstremt, vil mændene aldrig udvikle sig til virkelige mandfolk og ansvarsbevidste mænd.
   For det er en uomtvistelig kendsgerning, at hvert enkelt individ, der er kommet til skelsår og alder og anses for at være ved sin forstands fulde brug, ifølge Koranen er personlig ansvarlig for sine handlinger - både over for Gud og mennesker:

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)

Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham den mindste smule - selv om de er nært beslægtede. (35:18)

Og bered jer på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste sjæl få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (2:281)

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)

Aldrig kan noget menneske frasige sig ansvaret for sine handlinger ved f.eks. at hævde at være blevet forført af andre. Kun tvang medfører ansvarsfrihed:

Hvis jeres slavinder ønsker at forblive ærbare, da tving dem ikke til at prostituere sig, blot fordi I selv tragter efter denne verdens goder. Hvis nogen tvinger dem (til utugt), vil Gud vise dem (der er udsat for tvang) barmhjertighed og tilgive dem. (24:33)

En kvindes påklædning eller adfærd kan således ifølge Koranen ikke være barometer for mandlige familiemedlemmers religiøsitet, ære eller mandighed. En kvinde kan ret beset ikke sætte en hel families prestige eller ære på spil - kun sin egen. Og en mand kan ikke på Dommedag drage fordel af, at hans hustru og døtre tilslører sig i dette liv. Mænd har naturligvis ikke ret til at tvinge døtre, søstre, mødre eller hustruer til at klæde sig på en bestemt måde, ej heller er de ansvarlige for deres adfærd - selv om det er udbredt, at mellemøstlige mænd sætter sig til doms over nærtstående kvinder, griber til selvtægt og på forskellig vis afstraffer søstre, døtre eller hustruer, der efter deres opfattelse 'sætter familiens ære på spil' - ved f.eks. at udstøde dem af familien eller dét, der er værre. Hvis en kvinde 'krænker familiens ære', kan andre vejlede hende og verbalt irettesætte hende;(9) men ingen - ej heller familiens mænd - har ret til at straffe hende korporligt:

Indbyd til Herrens Vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)

Og naturligvis har man ikke lov til at irettesætte andre, dersom man selv har besvær med at leve op til de krav, man stiller til andre:

Vil I påbyde andre, hvad der er godt, og selv være forsømmelige, når I dog beflitter jer med Skriften? Forstår I dog ikke? (2:44)

Oh I troende! Hvorfor siger I, hvad I ikke (selv) gør? Gud finder det visselig frastødende, at I siger, hvad I ikke (selv) gør. (61:2-3)

Sørgeligt er det, at udenfor stående muslimer - også kvinder - ofte undskylder og stiltiende billiger disse mænds perverse og brutale fremfærd, når de dog opfordres til at tage tydeligt afstand fra u-islamiske handlinger for ikke at blive anset for selv at høre til de vantro (4:140). Skræmmende er det, at de til en vis grad støttes deri af lovgivningen i nogle af de såkaldt islamiske lande; men uanset omstændighederne er selvtægt, vold og overlagt mord forbudt i Koranen:(10)

Den, der med fuldt overlæg dræber en troende, vil få Helvedes evige pinsler at føle. Guds forbandelse vil være over ham, og han vil få en smertelig straf. (4:93)

Tag ikke liv, som Gud har helliggjort - undtagen I er berettiget dertil (ifølge loven og efter forudgående retssag med vidneførelse). (6:151)

Ofte er det gemen sladder, der fører til afstraffelsen, selv om sladder og bagvaskelse klart fordømmes i Koranen:(11)

Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte rygterne. Og hvorfor sagde de ikke: "Denne (anklage) er en åbenlys løgn?" Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:12-13)

Oh I troende! Hvis en uvederhæftig person overbringer jer en nyhed, da forvis jer om sandheden, for at I ikke uforvarende skal komme til at skade andre og (bagefter) fortryde jeres handling... Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed er i nogle tilfælde syndigt. (I bør ej heller) udspionere og bagtale hinan­den. (49:6 og 12)

Hvorfor sagde I ikke, da I hørte rygtet: "Det er ikke rigtigt af os at tale om dette. Æret være Gud! Dette er en alvorlig bagvaskelse." Gud formaner jer til aldrig mere at opføre jer sådan, hvis I er sande troende. Gud giver jer tydelige tegn, for Han er alvidende og alviis. De, der gerne ser, at ondsindede rygter svirrer iblandt de troende, vil få en smertelig straf i dette liv og i Det Hinsidige. Gud er vidende - I er uvidende! (24:16-19)

Lyt ikke til de foragtelige, der sværger (ved enhver given lejlighed), der sår splid (blandt mennesker) og udspreder (ondsindede) rygter. (68:10-11)

At beskylde en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire troværdige vidner til selve utugten, er næsten lige så syndigt som at begå utugt (24:2 og 24:4). Man skal have set 'sværdet blive stukket i skeden', som det fortælles, at Profeten har udtrykt det. 
   Mænd forsvarer ofte deres egne udenomsægteskabelige eskapader med, at tilfredsstillelse af seksualdriften er lige så vigtig (for en mand) for opretholdelse af liv og helbred som tilfredsstillelse af sult og tørst.(12) En påstand, der imidlertid ikke er belæg for i Koranen: Koranens spiseregler må overtrædes i yderste nød (darûra):

Han har kun forbudt jer (at spise) selvdøde dyr, blod og svinekød og det, der er slagtet i en andens navn end Guds; men hvis nøden tvinger jer (og I er sultedøden nær) da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte) - så længe I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig. (2:173)(13)

- hvorimod mennesker påbydes selvkontrol og seksuel afholdenhed - også så længe de er ugifte eller af én eller anden årsag ikke kan være sammen med deres hustru. Hvis sex virkelig var en biologisk nødvendighed, ville Gud ganske givet have tilladt det i de tilfælde, hvor det under normale omstændigheder er forbudt; men der er ingen undskyldning for at udfolde sig seksuelt uden for ægteskabets rammer:

Begå ikke hor! Det er en afskyelig handling og et onde, der baner vejen for andre onder. (17:32)

De, der ikke har mulighed for at gifte sig, skal leve afholdende, indtil Gud nådigt beriger dem. (24:33)

Det kan ikke andet end vække til eftertanke, at mænd tilsyneladende kan færdes ganske upåvirket blandt husholdets egne (ofte særdeles letpåklædte) kvinder (mødre, søstre, mostre og fastre), som det er dem forbudt at indgå ægteskab med, men mener at have ret til at forulempe fremmede kvinder - også selv om disse i lige så høj grad er dem seksuelt forbudte!
   Dette kunne tænkes at hænge sammen med, at man (ganske i strid med Koranens ånd) via den såkaldte Islamiske Lov (som er udformet af muslimske mænd for ca. 1200 år siden og danner grundlaget for nutidig lovgivning) har givet manden alt for let adgang til at forstøde sin hustru og udbredt mulighed for at tage flere hustruer, hvorved enhver fremmed kvinde ses som en potentiel ny hustru eller anden-, tredje- eller fjerdehustru.(14) Og ved at gemme kvinderne bag mure og myriader af stof, har man gjort ethvert offentligt rum til mændenes legale jagtområde, hvor ingen kvinde kan føle sig sikker.(15)
   Monogami er imidlertid det grundlæggende princip i Islam - polygami er forbeholdt ganske specielle situationer: Koranens tilladelse til polygami (4:3) blev givet for at sikre enker og faderløse forsørgelse og et værdigt og beskyttet liv i en tid, hvor kvinder var i overtal efter hårde og gentagne kampe i forbindelse med hedenske stammers angreb på muslimerne. Polygami er i en sådan situation et offer, mand og hustru bringer: Manden pålægges dobbelt  forsørgerbyrde, og kvinden må dele både mandens jordiske gods og hans person med en anden kvinde.(16)
   Og langt de fleste kvinder vil uden tvivl - i andre situationer end den her nævnte - føle det ydmygende at få en medhustru. Det vidste Profeten Muhammad udmærket, for da han hørte rygter om, at hans svigersøn ’Alî havde i sinde at tage endnu en hustru, skal han have sagt: "Jeg bifalder det ikke. ’Alî må forstøde min datter for at kunne gifte sig med en anden. Min datter er en del af mig. Hvad der skader hende, skader også mig." Og så længe Fâtima levede, forblev ’Alî monogam.(17)
   Og de fleste af vore dages polygame mænd er inderst inde godt klar over, at et nyt ægteskab sårer en hustrus følelser. Hvorfor skulle så mange af dem ellers vælge at holde deres nye ægteskab hemmeligt for den øvrige familie og leve et dobbeltliv med alle de fortielser og løgne det indebærer? For selv om nutidig lov påbyder ægtemanden selv - eller den, der forretter vielsen - at informere en evt. førstehustru om det nye ægteskab, så er det ofte først ved mandens begravelse eller når boet efter ham skal gøres op, at den bitre virkelighed går op for førstehustruen og hendes familie.(18)
   I øvrigt kan det undre, at vesterlandske kvinder, der er konverteret til Islam og derfor må formodes at kende reglerne - tilsyneladende uden samvittighedskvaler - affinder sig med et liv som hemmelig andenhustru, selv om de er ganske klar over, at deres mand ikke har til hensigt at opfylde Koranens påbud om at behandle alle sine hustruer lige.(19)
   Mange muslimer - kvinder såvel som mænd - idylliserer polygami og forsøger at forsvare det med, at det er bedre for de implicerede parter, at det nye forhold legaliseres, så elskerindens/andenhustruens værdighed og retslige krav på forsørgelse og arv sikres; men det er unægtelig svært at se, hvorledes en umoralsk handling så som ægteskabsbrud i forhold til førstehustruen kan blive moralsk ved at blive legaliseret. Og det er forstemmende at være vidne til, at flere og flere såkaldt lærde - efter at polygami i en længere årrække har været på retur - på ny udbasunerer polygami som enhver mands guddommelige ret og ufejlbarlige bolværk mod moralsk fordærv.(20) Kun de langvarige krige i Afghanistan, Iran, Irak og Jugoslavien berettiger til en midlertidig indførelse af polygami - og kun under forudsætning af, at alle gængse regler i forbindelse hermed overholdes: At ægteskabet er ærligt ment og ikke styret af kødeligt begær. At alle implicerede kvinder underrettes om deres fremtidige status. At en hustru har ret til skilsmisse, dersom hun ikke ønsker en medhustru. Og at enhver hustru har ret til at klage til myndighederne og kræve skilsmisse, dersom hun på nogen måde føler sig forfordelt i forhold til sin(e) medhustru(er).
   I Koranen er der utallige passager, der enkelt og smukt beskriver det fuldkomne forhold­ mellem mand og kvinde - hvis man ellers vil gøre sig den ulejlighed at tolke billedsproget uden hensyntagen til klichéagtige myter og fordomme om Koranens kønsrollemønster.(21) Passager, der står i skærende kontrast til de kvindehadske holdninger, der har sneget sig ind ad bagdøren i takt med Islams udbredelse til områder, hvor den patriarkalske sam­fundsform var dominerende. For den, der oprigtigt forsøger at leve op til Koranens ideal, kan der aldrig blive tale om hverken påtvungen eller ekstrem kønsadskillelse, hor, tidsbegrænsede ægteskaber, skilsmisse efter forgodtbefindende eller polygami. Og de argumenter, der bruges for at forsvare disse skikke, viser mere om dem, der fremsætter dem end om religionen Islam. Det kan ikke andet end undre, at så mange muslimske mænd tilsyneladende lader hånt om Koranens advarsel til asociale elementer, der ikke finder det nødvendigt at respektere kvindekønnet. Og at ordensmagt og lovgivere i de såkaldt islamiske lande ikke mere ihærdigt søger at standse sådanne overtrædere, end tilfældet er:

De, der uberettiget skader(22) troende mænd og kvinder, begår åben­lys synd og bringer skam over sig selv. Oh Profet! Sig til dine hustruer og til dine døtre og til de troende kvinder, at de skal samle deres ydre klædning (djilbâb) om sig (når de færdes blandt fremmede mænd) - at de må kendes (som ærbare) og ikke forulempes. Men Gud er allerbarmhjertigst og tilgivende (over for dem, der af uvidenhed førhen ikke fulgte påbudet). Hvis hyklerne og de syge i hjertet og uromager­ne ikke ophører (med at forulempe ærbare kvinder), vil Vi visselig lade dig (Muhammad) tage til genmæle, og de vil kun forblive dine naboer for en kort stund. De vil være forbandet. Hvor de end befinder sig, skal de overmandes og uskadeliggøres. Denne lov gjaldt også for dem før jer. Der vil ikke ske nogen ændring i Guds Lov (på dette område). (33:58-62)

Oh, I Adams børn! Lad ikke Satan forføre jer, ligesom han var skyld i, at jeres forfædre måtte forlade Haven, idet han tog deres klæder fra dem, så deres skam blev åbenlys. Han og hans ligsindede ser jer; men I ser dem ikke. Vi gjorde dem visselig til de gudløses venner. Og når de opfører sig usømmeligt, siger de: "Således gjorde vore forfædre." Og: "Gud har befalet os det." Sig: "Gud påbyder visselig aldrig (menneskene) at opføre sig usømmeligt. Tillægger I Ham noget, hvorom I ingen viden har?" (7:27-28)

Hvis Gud skulle straffe mennesket efter fortjeneste, ville Han ikke efterlade et eneste levende væsen på jorden; men Han giver dem udsættelse for en fastlagt tid. Når tiden løber ud (på Dommedag), vil de se, at Gud har holdt øje med alle Sine tjenere. (35:45)

Og ved at tilsidesætte Koranens påbud om respekt for næsten, har mændene gravet deres egen grav; men ulykkeligvis vil de nok trække mange uskyldige kvinder med sig i graven - de selv samme kvinder, som de af Skaberen er blevet påbudt at elske, ære og beskytte. For der ingen tvivl om, at AIDS om nogle år vil være lige så hyppig i de såkaldt islamiske lande som andre steder i verden, selv om både myndigheder og religiøse ledere sandsynligvis vil gøre alt for at fortie virkeligheden.(23) Kvinderne er udmærket klar over faren; men som de siger "Hvad kan vi gøre?" De er fanget i patriarkatets fælde.

Mænd har i århundreder delt kvindekønnet op i to kategorier: De ærbare og de faldne - uden at sætte spørgsmålstegn ved deres egen integritet. Det er på tide, at de ændrer deres syn på kvinder radikalt og indser, at i alle livets forhold gælder ens spilleregler for kvinder og mænd. Og at kvinder og mænd er lige ansvarlige for samfundsmoralen.

I sidste ende handler det om agtelse for næsten - og for sig selv.

Noter:

1) ALLAMI: Etre femme dans le monde arabe, pp.147-177: En petit sondage sur le terrain. - Tre algierske kvinder og tre mænd fortæller, hvilke tanker de gør sig i forbindelse med kvinders tilsløring.
    GOODWIN: Price of Honor, pp.101, 146, 221 og 228-229.  
    WIKAN: Behind the Veil in Arabia, pp.101-108: Male attitudes towards the burqa.

2) ANWAR: Woman Recreated, p.14.  
    AZARI: Women in Iran, pp.104-107: Sexual Norms in Iran.  
    GOODWIN: Price of Honor, pp.206, 221, 339-340, 347 m.fl.  
    MERNISSI: Da hijab'en sænkede sig over Madina.  
    MINCES: La femme dans le monde arabe, pp.35, 41-44 og 47.  
    M'RABET: La femme algérienne, pp.13-46: La puissance et la gloire.

3) Mange muslimske mænd (og kvinder) opfatter ikke-muslimske kvinder for mindreværdige i forhold til muslimske kvinder. En herboende dansk/­tyrkisk kultursociolog fremførte i sommeren 1994 det synspunkt, at sex med danske kvinder ville fremme indvandrermændenes integrationsproces!! Og mange mænd har svært ved at tage en ikke-muslimsk kvindes afvisning for pålydende - både fordi hun efter deres opfattelse sender et ganske andet signal via sin påklædning, og fordi hun har ry som 'fri' kvinde.  
    M'RABET og MINCES' påstand om, at denne holdning ofte også er en form for personlig hævn for dette århundredes europæiske kolonimagters fortrædeligheder, kan synes ude af proportion; men jeg har selv flere gange under mit otte år lange ophold i Nordafrika observeret, hvorledes især mænd, for hvem det lykkes at gøre en fransk kollega eller overordnet til hanrej, høster beundring hos kolleger eller venner, og netop lader ane en form for hævn over både daglige og historiske ydmygelser.  
    Det er muligvis også dén tankegang - eller blot opfattelsen af den ikke-muslimske kvindes generelle mindreværd - der ligger bag, når en udlænding gifter sig med en dansk kvinde blot for at få opholdstilladelse her i landet! Eller når en familie stiltiende billiger, at deres voksne søn åbenlyst bor sammen med en dansk kvinde - og endda forsøger at mægle mellem parterne, hvis den danske kvinde truer med at afslutte forholdet - selv om alle (undtagen den danske kvinde) ved, at han en dag skal giftes med sin kusine.  
    Endnu mere uhyrligt er det, når en gift kvinde i et muslimsk land indvilliger i at lade sig skille pro-forma fra sin ægtemand, så denne kan indgå ægteskab med en dansk kvinde for at få en opholdstilladelse, så hun selv kan blive familiesammenført med sin mand, når denne har dumpet den danske kvinde. Hvilket forkvaklet menneskesyn!  
    MINCES: Le femme dans le monde arabe, pp.49-51.  
    M'RABET: La femme algérienne, pp.31-35.

4) GOODWIN: Price of Honor, pp.339-340.  
    HUSAIN: Why a Modest Dress, p.10.

5) Cf. Koranen 4:1, 3:195, 16:97 og 33:35.

6) TAHA: Det oprindelige Islam.

7) MAUDUDI: Purdah and the Status of Woman in Islam, pp.173-175: Boundaries of Satar for Males and Females.  
    QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, p.154: The Prohibition of Looking at the 'Awrah of Others, pp.154-155: What May be Seen of the Man or Woman.

8) Op.cit. MERNISSI: Beyond the Veil, p.31.  
    ATA: The Changing Status of Muslim Women (II), p.40.

9) BOREK: Bedeckung: Ist der Ehemann Verantwortlich?

GOODWIN: Price of Honor, pp.9, 105, 203 og 219-220.  
    MINCES: Le femme dans le monde arabe, p.46.

10) GOODWIN: Price of Honor, p.114 Iran: Mænd kan ustraffet dræbe deres hustru, hvis hun er utro eller mistænkes for utroskab, p.246 Irak: Mænd kan (ifølge dekret af marts 1990) ustraffet dræbe ethvert kvindeligt familiemedlem, der ikke opfører sig 'korrekt' eller blot mistænkes for upassende adfærd. Enhver, der mistænker en pige eller kvinde for upassende adfærd har ret til at drive familien ud af nabolaget og konfiskere deres hus, p.279 Jordan: Man kan ustraffet hævne sin families ære, hvis man får et mindreårigt familiemedlem til at udføre drabet.
    I Marokko taler loven om 'formildende omstændigheder', hvis en mand sårer eller myrder sin utro hustru og/eller hendes elsker. Hvis en hustru sårer eller myrder sin utro ægtemand og/eller hans elskerinde, er der derimod ingen formildende omstændigheder.  
    I marts 1986 ændrede man i Golfstaten Dubai en lignende lov (hvor mænd kunne idømmes op til 3 års fængsel og kvinder dødsstraf), så også kvinder kan påkalde sig 'formildende omstændigheder', hvis de myrder eller sårer en utro ægtemand og/eller hans elskerinde.  
    Det lyder 'middelalderligt'; men en lignende lov har faktisk været i kraft i Frankrig helt indtil 1975!  
    MORTENSEN: Et mord er vel et mord.  
    QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.323-324: The Sacredness of Life.

11) QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.314-322: Suspicion, Spying, Backbiting, Spreading Gossip and the Sacredness of Honor.

12) Nogle såkaldt lærde mener, at en hustrus eneste pligt i ægteskabet er at stå seksuelt til rådighed for manden i alle døgnets timer. Ægteskab er ifølge disse 'lærde' slet og ret en kontrakt, hvor kvinden forpligter sig til at stå seksuelt til rådighed for manden til gengæld for at blive forsørget af ham. Derfor må en hustru have mandens udtrykkelige tilladelse til at faste ud over den foreskrevne fastemåned, da hun som fastende ikke ville kunne stå seksuelt til rådighed for manden fra daggry til solnedgang! En hustru mister iflg. Islamisk Lov sin ret til forsørgelse, hvis hun afviser manden seksuelt, og enhver vil bakke en mand op, der ønsker at skille sig af med en 'uvillig' hustru!  
    Det må dog retfærdigvis nævnes, at der er flere udsagn i hadîth, der pålægger manden at tilfredsstille sin hustru før sig selv. Og at Islamisk Lov giver en kvinde mulighed for at søge skilsmisse, dersom manden forsømmer hende seksuelt.  
    MAUDUDI: Purdah and the Status of Woman in Islam, pp.132-135: Real Significance of Sex.  
    NADVI: Modesty and Chastity in Islam, pp.168-170: Due regard for the sexual craving of the husband.

13) Cf. Koranen 5:4, 6:119, 6:145 og 16:115.

14) At alt for mange mænd misbruger loven til at forstøde en hustru efter forgodtbefindende har ikke ændret ved det faktum, at en mand selv i vore dage hverken ifølge Islamisk Lov eller nutidig lov behøver angive nogen som helst grund, når han forstøder sin hustru, medens en gift kvinde kun kan søge skilsmisse i ganske bestemte tilfælde (hvis hun da ikke har sikret sig nogle rettigheder i den henseende i en udvidet ægteskabskontrakt). Og medens den forstødte/fraskilte hustru skal observere en venteperio­de på 3 mdr., før hun må indgå nyt ægteskab, må manden gifte sig igen samme dag. Ja, han behøver såmænd ikke engang lade sig skille fra sin hustru for at kunne indgå nyt ægteskab, for både Islamisk Lov og nutidig lov giver ham mulighed for at tage en andenhustru, hvis førstehustruen er uhelbredeligt syg eller forbliver barnløs. Og selv om nutidig familielov pålægger vielses­myndighederne at kontrollere evt. oplysninger om hustruens helbred og at undersøge en mands økonomiske formåen, når han ønsker at tage sig en anden-, tredje- eller fjerdehustru, bliver reglerne ofte omgået i praksis.  
    AN­WAR: Woman Recreated, pp.17-18.  
    ATA: The Changing Status of Muslim Women (II), pp.39-40.  
    GOODWIN: Price of Honor, pp.33-34 og 85.  
    MERNISSI: Beyond the Veil, pp.46-50: Polygamy and Repudiation.  
    MINCES: La femme dans le monde arabe, pp.88-96: Le divorce.  
    SAADAWI: Evas skjulte ansigt, pp.122 og 233-251: Ægteskab og skilsmisse.

15) ANWAR: Woman Recreated, pp.13-29: Truth about a 'Muslim's' attitude towards Women.  
    AZARI: Women of Iran, pp.104-107: Sexual Norms in Iran.  
    MERNISSI: Da hijab'en sænkede sig over Madina.

16) Muhammad ABDUHs kommentar til Koranen 4:3 (ifølge ATA: The Changing Status of Muslim Women (II), p.39).  
    ANWAR: Woman Recreated, pp.18-20.  
    GOODWIN: Price of Honor, p.33.  
    PARWEZ: Kvinden I, p.21.  
    TAHA: The Second Message of Islam, pp.140-141: Polygamy is not an original precept in Islam.

17) Op.cit. NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, p.122.

18) GOODWIN: Price of Honor, pp.191-194, 197, 251-252 og 337.  
    NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, pp.124-127.

19) GOODWIN: Price of Honor, pp.181-205: Muslim Missionaries, American Converts.  
    NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, pp.127-128.  
    QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.191-192: Justice Among Wives.

20) ANWAR: Woman Recreated, p.22.  
    ABDALATI: Islam i fokus, pp.223-243: Polygami.  
    GOODWIN: Price of Honor, pp.34, 162, 196 og 266-267.  
    MINCES: La femme dans le monde arabe, pp.86-88: La polygamie.  
    QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.190-191: Marrying More Than One Woman, pp.192-193: Why Marriage to More Than One Woman is Permitted in Islam.

21) Om kønsroller cf. Koranen 2:187, 2:223, 2:228, 4:19, 4:34, 7:189, 30:21 og 42:38.

22) âzâ kan betyde både skade, fornærme, såre nogens følelser, krænke, bagtale og forulempe.

23) GOODWIN: Price of Honor, pp.115, 132, 162, 208, 232, 239, 310 og 323.

© Aminah Tønnsen, 1998