Islam i europæisk klædedragt:

11. HIDJÂB I DANMARK

Af Aminah Tønnsen

Vi må leve sammen som brødre - eller gå til grunde som tåber.

Abraham Lincoln (1809-1865)  

Selv om muslimske kvinder i Danmark kommer fra mange for­skellige lande og kulturer, er de stort set enige om den generelle definition af 'korrekt hidjâb':

1. Klædedragten skal være diskret for ikke at vække unødig opmærksomhed. 

2. Den skal være løstsiddende og uigennemsigtig for at skjule kroppens former.

3. Den skal gå helt op i halsen, have lange ærmer og være ankellang.

4. Den må ikke være prangende.

5. Kvinder må ikke bære decideret mandetøj og vice versa.

6. Klædedragten skal være en tydelig tilkendegivelse af, at man er muslim.(1)

Ad 1)
For ikke at vække unødig opmærksomhed, bør man vælge en klædedragt i afdæmpede farver og enkelt snit; men den behøver ikke være hverken kedelig eller usmart af den grund. (I øvrigt kan en smag­fuld, farvestrålende klædedragt være en sand fryd for øjet - uden af den grund at vække negativ opmærksomhed. På samme måde som en diskret makeup kan forskønne et ansigt uden at virke iøjnefalden­de.) Og for ikke at skille sig ud af mængden, bør klædedragten naturlig­vis tilpasses den lokale kultur.
    En arabisk abaya er ikke mere 'korrekt islamisk' end alle andre former for klædedragt, blot fordi Profetens samtidige gik således klædt. Vist skal man 'følge Gud og Hans sendebud' (4:59); men det betyder naturligvis ikke, at menneskene indtil verdens under­gang partout skal indtage deres måltider siddende på jorden og spise med fingrene af ét stort fad, blot fordi Profeten og hans samtidige gjorde det. At de skal tvinge sig selv til at spise græskar, blot fordi Profeten kunne lide græskar. At de skal forsage alle de opfindelser, der er gjort siden Profetens dage. Eller at de skal klæde sig, som Profeten og hans samtidige gjorde for at blive respekteret af omverdenen.(2)
    Rystende er det at opleve, at enkelte danske muslimske kvinder (i en fortrolig stund på tomandshånd) fortæller, at de af deres såkaldte veninder føler sig presset i valget af klædedragt, men simpelthen ikke orker at argumentere imod gruppen. Eller at deres mænd mere eller mindre påtvinger dem den traditionelle arabiske klædedragt under påskud af, at den er mere 'korrekt islamisk' end en almindelig, tækkelig klædedragt. De samme mænd finder det imidlertid helt i orden, at de selv går europæisk klædt! Dobbelt tragisk er det, når kvindens familie efterfølgende slår hånden af hende, fordi hun går klædt, som hun gør.
    Profetens sædvane giver et fingerpeg om, hvor­ledes man i en anden kultur og i en anden tidsalder har tolket Koranen og ført dens lære ud i livet. Det er vor pligt og opgave efter bedste evne at forsøge at forstå Koranens budskab og at bruge al vor indsigt, dømmekraft og sunde fornuft til at overføre budskabets kerne og ånd til den virkelig­hed, vi er en del af - uden dog at gå uden for den rammelov, som Koranen fastlægger. Bl.a. gælder det om at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold og ikke gå til yderligheder. Derfor er en dansk kvinde i abaya, chador el.lign. på hjemlige gader og stræder et komplet misfoster.
    Anderledes forholder det sig derimod med en indvandrer, der som voksen er kommet hertil fra en fremmed kultur, og bærer sit hjemlands traditionelle klædedragt. Den kan give bæreren den tryghed, selvtillid og styrke, der skal til for ikke at havne i et kulturelt og religiøst tomrum den første svære tid i nye omgivelser. For integration er en langvarig og helt personlig proces, der lykkes hurtigst og bedst, hvis den ikke forsøges presset eller tvunget frem af omgivelserne.(3)

Ad 2) og 3)
Løsthængende kjoler, skjorter, tunikaer, pullovere, jakker og frakker, nederdele og benklæder kan varieres i det uendelige.

Ad 4)
At klædedragten ikke må være prangende burde være en selvfølge:

Vær ikke selvglad og hovmodig, for Gud elsker visselig ikke indbildske pralhalse. (31:18)

men derfor behøver man jo da ikke gå til den anden yderlighed og klæde sig kedeligt og asketisk. Opfatter man 'hoveddækket' i 24:31 bogstaveligt, må man nødvendigvis også forstå 'den smukkeste klædning' i 7:31 bogstaveligt:

Oh I Adams børn! Bær jeres smukkeste klædning overalt og til alle tider. Nyd Guds gaver,(4) men vær ikke umådeholdne, for Gud elsker ikke de umådeholdne. Sig: "Hvem kan forbyde de smukke ting, Gud har skabt for menneskene?" Sig: "De er for de troende (og de vantro) i dette liv, men forbeholdt de troende på Opstandelsens Dag." Således forklarer Vi tegnene tydeligt for de indsigtsfulde. (7:31-32)

Oh I troende! Forbyd ikke de goder, Gud har tilladt jer; men overdriv ikke - det vil være at overtræde Hans Lov. Gud elsker ikke overtræderne. (5:90)

Ad 5)
Selv om kvinde- og mandsdragter i mange kulturer består af de samme elementer (benklæder og overdel af varierende længde), så er der dog tydelig forskel i snit, stof, mønster eller farve.

Ad 6)
Denne sidste regel er efter min opfattelse imidlertid ret så problematisk, for den kan overhovedet ikke forsvares ud fra Koranen!
    Det kan nemt konstateres, at den eneste begrundelse Koranen giver for påbudet om anstændig klædedragt er, at kvinder skal beskyttes imod at blive forulempet af perverse mænd (33:59-60). Der nævnes ikke med ét eneste ord, at muslimers klæde­dragt generelt skal være forskellig fra jøders eller kristnes. Der er ej heller bevis for, at Profeten eller hans trosfæller via deres påklædning skulle have skilt sig nævneværdigt ud fra den øvrige befolkning. 
    Der eksisterer godt nok nogle udsagn om, at Profeten bl.a. skulle have misbilliget, at mænd klæder sig i safran-gult, guld eller silke, og at mænd og kvinder lader deres klædedragt slæbe hen ad jorden: 'for således gør de vantro' og 'den, der efterligner et fællesskab er én af dem'. Det betyder i al sin enkelt­hed, at den, der stiller sin materielle rigdom til skue, risikerer at henfalde til arrogance over for sine medmennesker. Og at den, der går uanstændigt klædt, risikerer at falde for fristelsen til løsagtig levevis. At påstå ud fra disse profetudsagn, at klædedragten som helhed skal vidne om bærerens religiøse tilhørsforhold, er lige så ureflekteret som at påstå, at vestlig klædedragt pr. definition er dekadent! Kernen i budskabet er, at man skal klæde sig diskret og anstændigt og ikke på usmagelig vis stille hverken fysisk eller materiel rigdom til skue.
    Mænds og kvinders klædedragt har alle dage været knyttet til et bestemt geografisk område, til en bestemt kultur og til et bestemt klima - og ikke til en bestemt religion. Påstanden om, at en muslimsk kvinde gennem sin klædedragt skal vise, at hun er muslim (og ikke jøde, kristen eller ateist), implicerer jo indirekte, at en ikke-muslimsk kvinde ikke må bære hidjâb. Et sådant forbud er det uladsiggørligt at håndhæve uden at krænke de mest basale menneskerettigheder.
    Muslimer accepterer jo da også, at mange ikke-muslimer bruger navne, som traditionelt opfattes som muslimske. Og mange af de profetnavne, som muslimer ynder at give deres børn, er faktisk identiske med gode kristne og jødiske navne!(5)

Islam er et budskab til menneskeheden, og påbudet om anstændig klædedragt henvender sig til alle troende, både jøder, kristne og muslimer - til alle, der søger den fuldkomne fred gennem gudhengivelse, for det er, hvad selve ordet islam betyder.(6)

Hold alle sammen fast ved det reb (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. (3:103)

Hviler man i sig selv som menneske, føler man sjældent behov for at skilte med sit religiøse tilhørsforhold og markere grænser - og dermed afstandtagen til andre. Islam er ikke kommet for at skabe skel i befolkninger, der i århundreder har levet fredeligt side om side, men for at nedbryde de mure og barrierer, som uforstandige mennesker har skabt.(7) Kunstige skel mellem mennesker skaber uro og had og er kimen til krig og fordærv og ødelæggelse af Guds skaberværk.(8)  

* * *

Noter:

(1) BOREK: Eine Kleiderfrage. 
    KHATTAB: The Muslim Woman's Hand Book, pp.14-17: The External Hijâb.
    KANADI: The Islamic ruling Regarding Women's Dress, pp.22-27: Conditions for the acceptability of hijaab.
    MAUDUDI: Purdah and the Status of Woman in Islam, pp.173-175: Boundaries of Satar for Men and Women.
    NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, pp.26-27.
    QARADAWI: The Lawful and the Prohibited in Islam, pp.79-87: Clothing and Adornment, pp.164-168: How a Muslim Woman Should Conduct Herself.

(2) BOREK: Wie weit muss man dem Beispiel des Propheten folgen?

(3) BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.81-85: Om pakistanske indvan­drerkvinders brug af burqa og dupatta.

(4) Ordret: Spis og drik.

(5) ECHAMMARI: Muslimske navne. 
    MAZAHÉRI: Le vie quotidienne des musulmans au moyen age, pp.43-45. 
    MEIDELL: Bag sløret i Jerusalem, Cairo og Beirut, p.75.

(6) ECHAMMARI: Islam set indefra, pp.5-10: Islam - fred gennem gudhengivelse, pp.11-19: Jødedom, Kristendom og Islam - tre sider af samme sag.

(7) Op.cit. ABEDIN: Islamic Fundamentalism, p.xii.

(8) Nordirland ... Sydafrika ... Palæstina ... Jugoslavien ... Rwanda ...  

© Aminah Tønnsen, 1998