Islam
i europæisk klædedragt:
10.
DEN KULTURELLE MANGFOLDIGHED
Af
Aminah Tønnsen
Mennesket
har frihed til at indrette sit liv
efter behov og omstændigheder.
Abdullah Yusuf 'Alî (1870-1953)
Menneskehedens
kulturelle mangfoldighed afspejler sig naturligvis i den måde, hvorpå de
forstår og efterlever Koranens budskab. Det gælder også for de
ortodokse lærde, der udformede Islamisk Lov. Al-Shâfi'î ændrede f.eks.
holdning til nogle spørgsmål efter at være flyttet fra Irak til
Egypten. Adspurgt om grunden hertil svarede han: "Dét var i
henhold til, hvad vi dengang så - dette er i henhold til,
hvad vi nu ser."
Forskelligheder i religion, sprog, hudfarve og kultur bør
betragtes som en livsopgave og prøve. Gud har - i harmoni med den globale
énhed - skabt denne mangfoldighed, som menneskene på alle områder skal
respektere og drage nytte af. At der rundt omkring i verden har udviklet
sig forskellige former for klædedragt, madvaner, arkitektur osv., er en
ganske naturlig følge af de klimatiske forskelle Gud har skabt.
Intetsteds i Koranen kan man finde den ringeste antydning af, at denne
gudsskabte mangfoldighed skal udviskes ved at prioritere ét sprog eller
én kultur frem for alle andre. Alle kulturer er ligeværdige.
Alverdens mænd og kvinder skal hverken uniformeres eller gøres til
pseudo-arabere i eksotiske gevandter, blot fordi Profeten Muhammad levede
og prædikede i Arabien.
Kvinde- og mandsdragter har da også i århundreder været
forskelligt udformet i de forskellige lande. Og oftest bruges de
egns-specifikke, traditionelle klædedragter i dagligdagen af alle
egnens kvinder og mænd på tværs af religiøse skel. F.eks. bærer mange
muslimske kvinder i Pakistan, Indien og Bangladesh den traditionelle
indiske klædedragt, sarien. På nøjagtig samme måde som man
inden for et bestemt geografisk område bygger sine huse af samme
materialer og efter samme grundplan, indretter sine boliger på samme måde,
bruger samme musikinstrumenter, har samme kønsrollemønster og samme
normer for ære og skam.(1) Mange steder er det kun ved festlige
lejligheder og i forbindelse med religiøse ceremonier og højtider, at
man åbenlyst viser sit religiøse tilhørsforhold.
Og traditioner forandres - som alt andet - med tidernes
skiften. Byboerne - mænd såvel som kvinder - går generelt mere og
mere over til at bruge 'europæisk' klædedragt i dagligdagen og gemmer
den traditionelle klædedragt til festlige lejligheder og hjemmebrug.
Den
traditionelle klædedragt i Nordafrika og Mellemøsten (for både kvinder
og mænd) består i grove træk af benklæder og en kjortel eller kaftan
(begge løstsiddende og af varierende længde) samt en løsthængende
overdragt og et hoveddække - i nogle områder suppleret med et separat
ansigtsdække. Hoveddækket er i mellemøstlig tradition tegn på værdighed
- som også i Det gamle Testamente, hvor præster påbydes at bære
'huer til ære og pryd' (2. Mos. 28,40).
Arabiens overdragt, abayaen, er stort set ens
for kvinder og mænd. Den består af to bredder stof forenet i en tværgående
søm, hvis to sider foldes ind fra begge sider til midten. Abayaen
er så bred, at den når fra håndled til håndled, når man står med
udbredte arme. Kvinderne lægger den op over hovedet, holder den sammen
med hænderne foran og supplerer den med et ansigtsslør eller -maske. Mændene
bærer kappen på skuldrene over en fodlang hvid kjortel (dishdasha)
sammen med et sammenlagt tørklæde (kafiya), der holdes på plads
med en hovedring (argal).
De iranske kvinders overdragt, chadoren (farsi:
telt), består af et afrundet, halvcirkelformet stykke stof, der bæres
over hovedet og sammenholdes med hænderne eller tænderne, så
underansigtet forbliver skjult.
Kvindeoverdragten i Afghanistan, burqaen, har nærmest
form som et tæt plisseret telt, der dækker kvinden fra isse til fod -
dog med et noget kortere slørparti fortil med broderet eller vævet
gitterværk for øjnene. Kappe og slørparti er syet til en lille, rund
hue af samme stof som kappen. Hele klædningsstykket tages på, som ville
man tage en sæk over hovedet, og bæres over et par folderige, ankellange
gadebenklæder af samme stof under en godt og vel knælang overdel.
I Nordafrika bærer både kvinder og mænd traditionelt
en haik: Et ca. 1,5m bredt og 5-7m langt stykke tykt, hvidt stof,
der draperes omkring kroppen i komplicerede arrangementer. Mændene
supplerer haiken med en turban, kvinderne ofte med et slør, der dækker
underansigtet. I dag ses haiken dog sjældent. Den har traditionelt
eksisteret side om side med de folderige knælange benklæder under en
ankellang kaftan eller kjortel. Den dertil hørende overdragt,
djellâbaen, har lange ærmer og en påsyet hætte. Den har samme
grundform som abayaen (dog uden tværsøm), men er mindre folderig,
er syet sammen midt for og har slids i siderne. Hætten hænger enten løst
ned ad ryggen og suppleres med et tørklæde eller en turban, eller den slås
op over hovedet og suppleres for kvindernes vedkommende med et slør, der
dækker underansigtet. Kvinderne begyndte dog først at bruge djellâbaen
sidst i fyrrerne. Indtil da blev den udelukkende båret af mænd.
I Pakistan bruger kvinderne en farvestrålende knælang
kjortel, qameez, over benklæder med moderat vidde, shalwar,
samt et let, temmelig langt tørklæde, dupatta, der draperes løst
om hoved og/ eller hals. Den tilsvarende mandsdragt er ensfarvet (hvid, grå
eller beige) og ofte suppleret med en mørk, ensfarvet vest åben fortil
og én eller anden form for hovedbeklædning.(2)
Klædedragten
- både for kvinder og for mænd - i de muslimske lande er et fint
eksempel på, hvorledes Koranens enkle påbud om anstændig klædedragt
er udmøntet i praksis i de forskellige kulturer. Islam er ikke en
kultur, men en verdensreligion, der kan og skal
tilpasses de eksisterende kulturer. Gud har skabt en velsignet
mangfoldighed af sprog, hudfarver og folkeslag for at menneskene netop
skal kunne (gen)kende hinanden. Forskellighederne er en udfordring til at
skabe enhed i mangfoldigheden ved at lære af hinanden, samarbejde og
respektere hinanden på tværs af alle skel. Derfor strider det
imod selve Koranens ånd at stræbe efter global kulturel ensartethed:
Og
blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i
jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde.
(30:22)
Og
menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde
jer til folk og stammer, at I må kende hinanden. Sandelig! Den mest ærede
for Gud er den mest gudfrygtige af jer. Gud er viis og alvidende. (49:13)
Muslimske
kvinder i Danmark bør naturligvis tilpasse Koranens enkle påbud til
dansk tradition. Det er ikke meningen, at danske kvinder skal ligne
omvandrende sorte ørkentelte, blot fordi de bekender sig til Islam. En
orientalsk klædedragt på en dansk kvinde er fuldstændig malplaceret og
vil uvægerligt tiltrække de forbipasserendes opmærksomhed. Kvinden vil
blive nidstirret og forulempet med sjofle tilråb - og dermed opnå lige
præcis dét, som hendes klædedragt ifølge Koranen skal forhindre!
Derfor burde ingen muslimsk kvinde i Europa ved sin fornufts fulde brug bære
den orientalske klædedragt, der i disse år udbasuneres som eneste form
for 'korrekt islamisk' påklædning.(3)
Rent bortset fra, at klædedragten
naturligvis bør tilpasses de klimatiske og rent praktiske forhold:
Nordafrikanske landbokvinder, der dagligt skal på markarbejde og skal
ride eller gå vidt omkring for at samle brænde og efterkomme andre gøremål,
bærer ofte dragter, der ender midt på lægget. Bybokvindernes klædedragt
er derimod ankellang, men kan snildt kiltes op og fæstes i bæltet under
husarbejdet. Bybokvinderne bærer tøfler, der nemt kan tages af, når
hjemmets tæpper skal betrædes. Landbokvindernes fodtøj er derimod
udformet, så det beskytter hæle og ankler - kvinderne i Rif-bjergene
vikler endda skindstykker omkring deres lægge som beskyttelse imod
tidsler.
Og hvad der
kan synes ideelt for en kvinde med tjenestefolk og privatchauffør i
Profetens hjemland, er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt for en kvinde,
der skal færdes med småbørn og indkøbsnet på regnvåde, danske
fortove, der på cykel skal kæmpe sig frem gennem sne og slud eller skal
krydse den grønlandske indlandsis i hundeslæde. Omtanke og en god
portion sund fornuft er der brug for i alle livets sammenhænge!(4)
Den
muslimske kvindes påklædning er desværre ikke længere et personligt
anliggende; men gruppepres og indirekte tvang er naturligvis forkasteligt.
Og at aktivisterne i de palæstinensiske flygtningelejre i Jordan gør den
månedlige velgørenhed afhængig af, om familiens piger og kvinder bærer
hidjâb, er at føje spot til skade og vidner mere om givernes åndelige
afstumpethed end om religiøsitet.(5)
Ydermere er der en kedelig tendens til, at kvinder,
der ikke følger de politiske og religiøse lederes forskrifter og påbud,
af flere og flere trosfæller (kvinder såvel som mænd) bliver betragtet
som udskud, som lastefulde individer og fjender af troen.
At den
muslimske kvindes klædedragt visse steder er underlagt strikse religiøse
eller politiske lovregler er en grov krænkelse af Koranens centrale
princip om personlig frihed under ansvar:
Der
må ikke være tvang i religiøse anliggender. Troens rette vej er nu
klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den,
der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et
ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og
alvidende. Gud er de troendes beskytter. Han leder dem fra (uvidenhedens)
mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til
herrer. De bringer dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens
beboere - dér vil de dvæle. (2:256-257)
Og
de iranske magthaveres genindførelse af chadoren ved lov med
offentlig kontrol og afstraffelse af kvinder, der ikke følger
forskrifterne til punkt og prikke, har ført til, at den iranske
kvindedragt er blevet den vel mest omdiskuterede kvindedragt i verden og
er blevet symbol på diktatur, undertrykkelse, magtmisbrug, vold og
fanatisme.(6)
Og stik imod hensigten bag Koranens stilfærdige
påbud om anstændig klædedragt, er enhver form for klædedragt båret af
en person, der bekender sig til Islam, således blevet et offentligt
samtaleemne og genstand for heftig debat - både blandt muslimer såvel
som ikke-muslimer.
* * *
Noter:
(1)
ATIYA, Nayra: Khul-Khaaal. Five
Egyptian Women tell their Stories.
MEIDELL:
Bag Sløret i Jerusalem, Cairo og Beirut, pp.61, 122, 189, 236 og 238.
TAWIL:
My Home, My Prison. Et fint
eksempel på, at afsondring af kvinder og de dertil relaterede normer for
ære og skam er et kulturelt fænomen, der ej heller i vore dage er
knyttet til en bestemt religion. (Raymonda Tawil er kristen palæstinenser.)
WÉDÁD-Ziegler:
In Search of Shadows. Conversations with Egyptian Women.
(2)
Flere varianter af nordafrikanske og mellemøstlige kvinde- og
mandsdragter er omtalt i:
HANSEN: Islams kvindeslør.
HANSEN: I skyggen af Kerbela, pp.69-85: Slør og harem.
BAJAJ: Pakistanske kvinder i Danmark, pp.74-86: Parda.
MAZAHÉRI: La vie quotidienne des musulmans au moyen
age, pp.70-74: Les vêtements et la mode.
MOESGÅRD MUSEUM: 2000 års farvepragt, pp.81-193:
Kvindedragter fra Palæstina og Jordan.
NAAMANE-GESSOUS: Au-delà de toute pudeur, pp.27-29 om
marokkanske kvinders brug af haik og djellâba.
WIKAN:
Behind the Veil in Arabia, pp.88-108: The Burqa Facial Mask.
(3)
Dr. Zaki Badawi, leder af Muslim College i London, har sagt: "Hidjâb,
sløret der dækker en muslimsk kvindes hår, er ikke obligatorisk. I
Europa burde det være forbudt, fordi det giver kvinderne mange problemer.
Hvis kvinder angribes, fordi de bærer hidjâb, som f.eks. for nogen tid
siden i Frankrig, bør de ikke bære det. Jeg har udtalt mig om dette emne
ved forskellige lejligheder, og siden jeg har gjort det, er mange
muslimske kvinder i Europa holdt op med at bruge et hoveddække." Op.cit.
GOODWIN: Price of Honor, p.30.
(4)
BOREK: Die Kleidung der Frau in der Öffentlichkeit.
KHATTAB:
The Muslim Woman's Hand Book, pp.14-17: The External Hijâb.
MAZAHÉRI:
La vie quotidienne des musulmans au moyen age, pp.61-62.
(5)
GOODWIN:
Price of Honor, p.262.
(6)
AZARI: Women of Iran, pp.43-57.
BROOKS:
Slør og begær, pp.25-46: Det hellige slør.
GOODWIN:
Price of Honor, pp.55-56 (Pakistan), pp.78-79 og 83 (Afghanistan),
pp.103-112 (Iran), p.206 (Saudi Arabien).
HANSEN:
Islams kvindeslør, pp.61-70: Slørets forsvinden eller afskaffelse.
MUMTAZ:
Women of Pakistan, pp.77-81: Islamic Dress.
RAZMANI: Women in Iran, pp.421-423: Bad Hejabi.
SHERIF: What is hijâb? pp.151-152.
TABARI: In the Shadow of Islam, pp.93-200: Documents on
the Question of Women (Iran).
©
Aminah Tønnsen, 1998
