Det arabiske sprog er - ligesom alle andre sprog - fyldt med ordspil og vendinger, som ingen i dagligdagen opfatter bogstaveligt. Og naturligvis indeholder Koranen - foruden tydelige og utvetydige tegn - et væld af allegorier og lignelser, som det er op til menneskene at fortolke.(1) Billeder er med til at gøre budskabet dynamisk, rummeligt og fleksibelt, så det kan tilpasses enhver tidsalder og enhver tænkelig situation. Der bør naturligvis altid herske harmoni mellem den bogstavelige og den billedlige forståelse og tolkning af budskabet.(2)
    Det er ganske naturligt, at menneskene på nogle områder vil drage forskellige slutninger, og disse forskelligheder bør opfattes som en velsignelse for menneskeheden. Allerede Profeten Muhammad(3) accepterede denne mangfoldighed som et sundhedstegn og som et bevis for, at menigheden bestod af kritiske, indsigtsfulde og videbegærlige mennesker. Islam er ikke imod meningsforskelle i fortolkningen af Koranen(4) - forudsat at de, der er uenige, er enige om de grundlæggende principper og forbliver forenede inden for den muslimske menighed (umma).(5) Koranen fordømmer derimod forskelligheder, der bygger på selvforherligelse og fører til skænderier og opdeling i sekter:(6)

Dette jeres fællesskab er visselig et eneste fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab). (23:52-53)

Desværre har mange teologer i tidens løb - bevidst eller ubevidst - modarbejdet denne helt naturlige mangfoldighed i Islam. De har ikke forstået, at et folks skæbne mest af alt afhænger af det enkelte individs værd og styrke, og at et overorganiseret samfund knuser individet og berøver det dets sjæl.(7) I stedet for at skabe énhed i mangfoldigheden har de skabt spændinger og had - ikke kun mellem muslimer og ikke-muslimer, men også muslimer imellem.(8) Eksemplerne herpå er åbenbare. I øvrigt betegnes sektdannelse i Koranen som afgudsdyrkelse (shirk):(9)

Vend jer angergivent til Ham og nær ærefrygt for Ham. Forret bøn og vær ikke blandt afgudsdyrkerne - blandt dem, der splitter sig op i sekter, der hver især fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til helheden). (30:31-32)

Og det siger sig selv, at ingen dødelig må sætte sig i Guds sted og stemple et medmenneske som vantro (kafir) på grund af afvigende forståelse af troen. Som det fortælles, at Profeten har sagt:

Den, der uretmæssigt stempler en muslim som vantro (kafir),
vil rammes af sin egen fordømmelse
- og derved gøre sig selv til vantro. 

Beskyldning for vantro er det samme som mord.

Dommen er Guds alene. Ret beset kan intet menneske og ingen religiøs organisation gøre krav på at kende den fuldkomne sandhed - den kender kun Gud. Derfor bør man ikke bruge ressourcer på at strides om spørgsmål, man alligevel aldrig i levende live kan få afklaret:(10)

Det er Ham, der har nedsendt Bogen til dig. Deri er der tydelige tegn - det er Bogens grundlag. Andre tegn er billedlige. De vildfarne tolker de billedlige tegn (bogstaveligt) og sår usikkerhed og splid med deres fortolkning. Ingen uden Gud kender den (virkelige) mening; men kun de (virkelig) indsigtsfulde og vidende er i stand til at forstå det guddommelige budskabs betydning tilnærmelsesvis rigtigt. (3:7)

(Nogle) siger, de var tre (sovende mænd i hulen), og at hunden var den fjerde. (Andre) siger, de var fem, og at hunden var den sjette; men det er blot gætværk. (Andre igen) siger, de var syv, og hunden var den ottende. Sig: "Herren er den, der bedst kender deres antal; men kun de færreste (mennesker) kender det. Disputér ikke om ting, hvorom I ingen sikker viden har, og spørg ingen (om noget, hvorom de ingen viden har)." (18:22)

Hvad I end måtte være uenige om, så ligger (den endelige) afgørelse hos Gud. Sådan er Gud, Herren. Ham har jeg tillid til, og til Ham vender jeg mig (i hengivenhed). (42:10)

Hvert enkelt tema går sædvanligvis igen flere steder i Koranen - hver gang i en ny sammenhæng og set ud fra en ny synsvinkel. Og for hver gentagelse kastes nyt lys over dets betydning. For at forstå meningen med et bestemt ord, et bestemt begreb, et bestemt vers eller en bestemt passage går man aldrig fejl ved at lede efter en forklaring i selve Koranen, for den er sin egen bedste fortolker:(11)

Se, hvorledes Vi forklarer Vore tegn på forskellige måder, for at de må forstå (hensigten og meningen). (6:65)

Vi har i denne Koran fremsat lignelser i forskellige, overensstemmende variationer til gavn for menneskeheden; men menneskene har hang til at kværulere. (18:54)

Vi har i denne Koran fremsat mange forskellige lignelser for menneskene, for at de må lade sig formane. En arabisk Koran, hvori intet forbliver dunkelt (og uforståeligt), for at de må give sig hen til Gud. (39:27-28)

Det er visselig op til Os (og ikke dig, Muhammad) at samle og recitere den; men når Vi reciterer den, da følg (og efterlev) den. Dernæst er det Vor opgave at tydeliggøre den (enkelte åbenbaring ved hjælp af andre åbenbaringer). (75:17-19)

Profeten Muhammad brugte ofte selv én åbenbaring til at tydeliggøre en anden. Det fortælles f.eks., at han besvarede en tilhørers spørgsmål med at recitere:

Se! Lukman belærte sin søn: "Oh min søn! Tilbed ikke andre end Gud, for falsk tilbedelse er visselig den største synd." (31:13)

da denne udbad sig en forklaring på det nyligt åbenbarede vers:

De troende, der ikke tilslører deres tro med synd, vil få fred i sjælen, for de er på den rette vej. (6:82)(12)

Profeten Muhammad var i sin levetid i alle måder den person, den muslimske menighed søgte råd og vejledning hos. Ved hans død opstod der forvirring, for han havde ikke udnævnt nogen efterfølger. Da var det, at Umar ibn al-Khattâb, den senere anden kalif, skal have sagt de forløsende ord:

Guds Bog (Koranen) er tilstrækkelig for os.(13)

Og med Koranen som ramme og rettesnor skulle Profetens efterfølgere og senere herskere udforme de for samfundet nødvendige lovregler. På nøjagtig samme måde som det til enhver tid siddende folketing her i landet udsteder nye love og bekendtgørelser inden for grundlovens rammer i takt med skiftende behov og omstændigheder.
    Desværre er der - også blandt de unge - en udbredt tendens til, at man undlader selv at gå til den oprindelige kilde, Koranen, men nærmest forguder de såkaldt lærdes læresætninger og fortolkninger af Koranen, Profetens sædvane (sunna) og den klassiske islamiske lov (sharî a). Et fænomen, der gang på gang advares imod i Koranen, og som af mange opfattes som slet og ret afgudsdyrkelse (shirk) - det at underkaste sig en anden autoritet end Gud, Allah. For de såkaldt lærde er alt andet lige kun mennesker, og derfor er deres viden pr. definition begrænset:(14)

Driv ikke spot med Guds tegn og ihukom Guds nådegaver og Visdommens Bog, som Han nedsendte for at vejlede og advare jer. Frygt Gud og vid, at Han er opmærksom på alt. (2:231)

Frygt ikke menneskene, men frygt Mig (alene), og sælg ikke Mine tegn for en ussel pris. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end de vantro. (5:47)

Og hvor mange tegn i himlene og på jorden passerer menneskene ikke upåagtet forbi? De fleste af dem tror ikke på Gud uden (samtidig) at tro på afguder. Føler de sig (da) så sikre på, at Guds straf ikke pludselig skal komme over dem, uden at de aner (uråd)? (12:105-107) 

I langt de fleste tilfælde er der overhovedet ikke behov for at benytte andre kilder end Koranen for at forstå budskabet. Andre kilder bør kun benyttes, såfremt Koranen ikke selv giver en forklaring på tingenes betydning og sammenhæng.(15)
    Med Koranen som rettesnor går man aldrig fejl. Koranen giver den perfekte vejledning og ramme for livet og den fornødne frihed til at udfylde rammen i forhold til den tid, den kultur og den sociale og politiske virkelighed, man lever i.

Noter:

(1) Mange bøger er skrevet om, hvorledes Koranen bør læses og fortolkes, f.eks.:
AHMAD: Qur'ânic Exegesis and Classical Tafsir.
ANWAR: Principles of the Exegesis of the Qur'ân.
DENFFER: Ulûm al-Qur'ân, pp.87-182: 
    Understanding, Interpreting and Studying the Qur'ân.
IQBAL: The Reconstruction of Religious Thought in Islam. 
    Lecture VI, pp.146-180.
MURAD: Way to the Qur'ân & Vejen til Koranen.
PARWEZ: The Basis of Legislation in an Islamic State.
RAHMAN: Islamic Methodology in History.
RAMADAN: Islamic Law - its Scope and Equity, 
    pp.33-99: The Source & Evolution.
TAYMIYYAH: The Principles of Tafseer.

Værker, der kommenterer og forklarer Koranen kaldes tafsir-værker. Al-TABARI (død o. 923), al-BAIDAWI (død o. 1260) og ibn KATHIR (død o. 1372) har skrevet de mest kendte tafsir-værker.

(2) AHMAD: Qur'ânic Exegesis and Classical Tafsîr, pp. 105-107.

(3) Det er kutyme, at muslimer udtaler en velsignelse hver gang Gud, Profeten Muhammad eller andre profeter nævnes - en velsignelse, der i skrevne tekster forkortes på forskellig vis. For ikke at skabe forvirring blandt læserne, har jeg dog udeladt disse forkortelser; men det står naturligvis enhver frit for at tilføje den traditionelle velsignelse i tankerne - ganske som man gør det, når man læser Koranen.

(4) Et klassisk eksempel på forskellig tolkning er uenigheden om, hvorvidt Profetens himmelrejse (mirâdj) (17:1) skal opfattes som drømmesyn eller virkelighed. De fleste fortolkere opfatter hændelsen bogstaveligt, selv om Profetens hustru Â'isha betragtede den som et drømmesyn, for - som hun senere sagde: "Guds sendebuds krop var ikke fraværende; men Gud lod ham rejse med sjælen."

(5) Grundbetydningen af ordet umma er "en gruppe levende væsener med visse fællestræk", f.eks. de forskellige arter i dyreverdenen (6:38), en gruppe hedninge, der ureflekteret følger deres forfædres skikke (43:20-25), en gruppe mænd, der vander deres hjord (28:23) eller en gruppe mennesker med en speciel opgave (2:143). Menneskene blev skabt som ét eneste fællesskab (ummatan wahidatan), men blev senere uenige (10:19 og 16:93). Et folk er en umma (16:36). Hver enkelt profetes tilhængere udgør en umma (10:47), ligesom alle profeter tilsammen udgør en umma (23:52). Gud delte Moses' efterkommere i 12 stammer (asbat umaman) (7:160). Ordet bruges også om en mindre gruppe inden for et større fællesskab (qawm), der har til opgave at vejlede den større gruppe (7:159 og 7:181). 
AHSAN: The Quranic Concept of Ummah.

(6) Op.cit. MAWDÛDÎ: Koranens betydning, p.23.
MA'SÛMI: Ijtihâd Through Fourteen Centuries, pp.51-52: Unity in Diversity,
    pp.52-53: Differences of Opinions as a Bliss.
MAWDÛDÎ: Let us be Muslims, 
    pp.125-134: Differences Between Din and Shari'ah.
RAMADAN: Islamic Law, its Scope and Equity, pp.96-99: Legal Speculation.
TAYMIYYAH: The Principles of Tafseer, pp.12-15: Tafseer of the Salaf, 
    pp.16-27: Differences in Tafseer Between the Salaf.

(7) Op.cit. IQBAL: The Reconstruction of Religious Thought in Islam,
    pp.151-152.

(8) AHMAD: Qur'ânic Exegesis and Classical Tafsîr, pp. 102-103.
ALI: The Spirit of Islam, pp.290-359: Political Divisions.
MAWDÛDÎ: Let us be Muslims, pp.133-134: Sectarianism.
PARWEZ: Islam - a Challenge to Religion, pp.277-283: Sectarianism.
RAHMAN: Islam, pp.167-180: Sectarian Developments.
TAYMIYYAH: The Principles of Tafseer, 
    pp.42-52: Differences in Tafseer as a Result of Sectarian Bias.

(9) Både QUTB, DARYABADI, PARWEZ og YUSUF ÂLI fortolker 30:31-32 på denne måde - andre mener, der er tale om to adskilte faktorer.

(10) ECHAMMARI: Islam set indefra, 
    pp.20-22: Vantro - et skoleeksempel på sprogforbistring.
MAWDÛDÎ: Let us be Muslims, pp.130-133: Juristic Differences.

(11) Op.cit. MURAD: Way to the Qur'ân, p.94.
AHMAD: Qur'ânic Exegesis and Classical Tafsir, pp.72 og 76.
ANWAR: Principles of the Exegesis of the Quran.
DENFFER: 'Ulûm al-Qur'ân, pp.126-127: The Qur'ân explained by the Qur'ân.
TAYMIYYAH: The Principles of Tafseer, pp.53-55: How Tafseer is Performed.

(12) Eksemplet er fra AHMAD: Qur'ânic Exegesis and Classical Tafsir, p.77.
Andre eksempler gives i DENFFER: 'Ulûm al-Qur'ân, p.127: 5:2 forklares i 5:4, 44:3 forklares i 97:1 og 2:37 forklares i 7:23.

(13) IQBAL: The Reconstruction of Religious Thought in Islam, lecture VI, p.162.

(14) Ukritisk at overtage andres tolkninger kalde på arabisk taqlîd.
AWA: The Place of Custom in Islamic Legal Theory.
MAWDÛDÎ: Let us be Muslims, pp.93-101: The False Gods, 
    pp.103-110: Can we Call Ourselves Muslims?
MUSLIM: Islamic Laws in Historical Perspective.
NYAZEE: The Scope of Taqlîd in Historical Perspective.

(14) AHMAD: Mawdûdî, an Introduction to His Life and Thought, pp.24-25.
DENFFER: 'Ulûm al-Qur'ân, pp.123-136: Interpreting the Text.

Litteratur om islam og Koranen