| Islam set
indefra:
VANTRO Menigmand definerer
som regel ordet vantro som mangel på tro eller gudløs. En del kristne
bruger ordet vantro om alle ikke-kristne, og nogle muslimer bruger tilsvarende
ordet kâfir om alle ikke-muslimer - og begge parter føler sig sårede
eller forargede over at blive omtalt på dén måde. K-f-r forekommer f.eks. i Koranen som modsætning til retfærdig (3:21, 3:113-116), og i betydningen at hemmeligholde eller skjule Guds velsignelser, at være utaknemmelig mod Gud og afvise Ham, dvs. ikke at ville give sig hen til Ham: Så ihukom Mig, og Jeg vil ihukomme jer. Vær taknemmelige, og fornægt (k-f-r) Mig aldrig. (2:152) Fred gennem gudhengivelse (islam) er
den tro, som Gud har tiltænkt menneskeheden. Skriftens Folk blev (imidlertid) indbyrdes
misundelige og uenige efter at have modtaget viden; men Gud er hurtig til at afregne med
dem, der bevidst fornægter (k-f-r) Hans tegn. Når menneskene rammes af modgang,
anråber de angergivent Herren. Men når Herren lader dem få del i Sin barmhjertighed (og
letter deres kår), se! Da sætter nogle af dem guder ved siden af Ham - og afviser
utaknemmeligt (k-f-r) Vore gaver. Nyd blot nuet; men I vil snart blive bevidst om (jeres
fejltagelse)! (30:33-34) K-f-r bruges i betydningen at tilbageholde et gode, som Gud har ønsket tilgængeligt for alle, eller ikke at ville give ud af sine ressourcer til gavn for andre, dvs. ikke at vise medmenneskelig omsorg: Gud elsker ikke de nærige og dem, der opfordrer andre til nærighed, eller som skjuler de goder, som Gud har givet dem. En nedværdigende straf venter dem, der (således) fornægter troen (k-f-r). (4:37) Har du set ham, der fornægter troen (k-f-r) (i ord som i handling)? Det er den samme, der skånselsløst afviser den forældreløse og ikke tilskynder til at bespise de trængende. (107:1-3) (jfr. 2:254, 9:34-35, 41:6-7) K-f-r bruges også om dem, der opgiver håbet: (Jakob sagde): "Oh mine sønner! Rejs ud og forhør jer om (hvad der er hændt) Josef og hans broder, og opgiv aldrig håbet om Guds nåde. Kun de vantro (k-f-r) opgiver håbet. (12:87) Den typiske k-f-r undertrykker de svage (14:13) og forholder sig passivt i forhold til ondskab og undertrykkelse (3:114-116). K-f-r bruges endvidere om dem, der ikke udviser respekt for Profeter (2:104), om dem, der forsøger at lægge hindringer i vejen for andres gudsudøvelse (4:167, 6:26, 7:36, 8:36), om dem, der bespotter og afviser profeter, og om de afgudsdyrkende mekkanere, der fornægtede Gud og med vold og magt bekæmpede muslimerne for at udrydde dem og deres tro: Sendebud før dig (Muhammad) er blevet bespottet; men Jeg gav gudsfornægterne (k-f-r) en frist (til at give sig hen til Gud), før Jeg straffede dem. Hvor pinefuld var ikke Min straf. (13:32) K-f-r kan også betyde gudsbespottelse - og bruges f.eks. om den i Nikæa ca. 300 år efter Jesus' død stadfæstede treénigheds- og forsoningslære, der iflg. Koranen ikke hører til Jesu oprindelige forkyndelse, men er en senere tilkommet fortolkning af hans ord. Den har da også været genstand ikke kun for hovedbrud, men også for debat og stridigheder kristne imellem lige siden: Det er visselig gudsbespottelse (k-f-r) at sige: "Gud er Kristus, Marias søn," når Kristus dog sagde: "Oh Israels børn! Tilbed Gud (alene) - (Han er) min Herre og jeres Herre... Det er visselig gudsbespottelse (k-f-r) at sige: "Gud er én af tre i en treénighed," for der er kun én (uopdelelig) Gud. Dersom de ikke ophører med deres gudsbespottende (k-f-r) tale, vil der visselig være en pinefuld straf for dem iblandt dem, der spotter (k-f-r). Hvorfor vender de sig ikke til Gud og beder om tilgivelse? For Gud er visselig tilgivende og allerbarmhjertigst. (5:75-77) (jfr. 5:19) Men i alle betydninger er der tale om en bevidst handling eller en bevidst afvisning eller fornægtelse af et budskab, man er blevet gjort bekendt med - og ikke, hvad man gør af lutter uvidenhed: Vi har aldrig udslettet et folk, uden forud at have sendt en advarer for at formane dem. Vi handler aldrig uretfærdigt. (26:208-209) Uvidenhed er nemlig ikke uforeneligt med et oprigtigt ønske om at kende sandheden. Den, der ønsker at blive vejledt, bliver vejledt; men vejledning er virkningsløs, hvis den afvises med fuldt overlæg - hvilket mennesket har frihed til at gøre: Gud vil vejlede dem, der higer efter vejledning. (19:76) Herren vil visselig - efter alt, hvad der er sket - tilgive og være barmhjertig imod dem, der i uvidenhed handler ilde, men derefter angrer og forbedrer sig. (16:119) Sandheden er (nu) kommet fra Herren! Lad den, der vil, tro - og lad den, der vil, afvise (k-f-r) at tro. (18:29) Sig: "Oh I, der afviser (k-f-r) troen! Jeg tilbeder ikke (de afguder), som I tilbeder, og I tilbeder ikke (den Herre), som jeg tilbeder. Jeg vil aldrig (nogensinde) tilbede (de afguder), som I tilbeder. Ej heller vil I (nogensinde) tilbede (den Herre), som jeg tilbeder. Gå I jeres vej - jeg går min!" (109:1-6) Som det fremgår af ovenstående, knytter vantro (k-f-r) sig ganske utvetydigt til det enkelte individs tro og handlinger - og det endda på tværs af trosretningerne - idet tro og vantro findes både blandt jøder, kristne og muslimer: De vantro blandt skriftens Folk og hedningene ønsker ikke, at I skal modtage åbenbaringer og velsignelser fra Gud; men Han udgyder Sin nåde over den, Han vil (og finder værdig). Og Hans nåde er grænseløs. (2:105) (jfr. 2:146, 3:78, 3:110, 3:199, 5:81) Der er blandt Skriftens Folk nogle retfærdige, der hele natten reciterer Guds tegn og (ydmygt) bøjer sig (for Ham) i tilbedelse. De tror på Gud og den Yderste Dag. De påbyder det gode og afværger det onde og søger at overgå hinanden i gode gerninger. De hører til de retfærdige. De vil ikke høste utak for det gode, de gør, for Gud kender visselig de retfærdige. Med hensyn til de vantro (k-f-r), da vil hverken deres besiddelser eller deres afkom beskytte dem imod Gud(s vrede): De vil være ildens beboere, og de vil dvæle dér evigt. (3:113-116) Betydningen af tro og vantro har imidlertid - ikke
kun for menigmand, men også for mange såkaldt lærde - i tidens løb undergået en
markant forandring/forvanskning fra at gælde det enkelte individ til at være et
særkende for en hel specifik gruppe mennesker: De, der bekender sig til islam, er
troende. Alle andre er vantro - og dermed mindreværdige. En holdning, der er ganske
uforenelig med Koranens centrale princip om det personlige ansvar (2:48,
2:123, 6:164). Herren (alene) ved, hvad der er i jeres sjæls inderste. Og Han tilgiver de retskafne, der angergivent vender sig til Ham. (17:25) Som troende ved vi, at vi skal stå til ansvar for vor egen tro, vore egne ord, vore egne tanker og vore egne handlinger - og ikke for vore medmenneskers: Oh I, som tror! I er udelukkende ansvarlige for jeres egen sjæl. Hvis I følger (den rette) vejledning, kan de vildfarne ikke forvolde jer den mindste skade. Til Gud skal I alle (engang) vende tilbage, og Han vil fortælle jer sandheden om alle jeres gerninger (på jorden). (5:108) Og i traditionssamlingerne hedder det: Beskyldning for vantro er det samme som mord. DERFOR bør ingen, der opfatter sig selv som troende, under nogen omstændigheder bruge ordet VANTRO om sine medmennesker. (Dette afsnit er blevet bearbejdet og udvidet i forhold til 1995-udgaven.)
ALAM, Fareena: Be Careful
who you call kafr. BUKHARI, Sahih al-: Forord til vol.I, pp.xlix-l. ECHAMMARI, Aminah: Om vantro/kufr. LEIDEN: Encyclopaedia of Islam, vol.IV, pp.407-409. PROCEEDINGS OF THE SUMMER SCHOOL, Jerusalem 1959: THE MEANING OF KUFR. SCHIMMEL, Annemarie and Abdoljavad
Falaturi (ed.): © Aminah Tønnsen |
