Islam set indefra:

Sig: "Vi tror på Gud og på det, som er blevet sendt til os og åbenbaret til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne, til Moses og Jesus og alle andre profeter. Vi gør ingen forskel på dem, og vi giver os hen til Gud." (2:136)

Abraham var hverken jøde eller kristen, men bekendte sig til den sande religion; han var gudhengiven og dyrkede ikke afguder. (3:67)

Moses sagde: "Oh mit folk! Hvis I (virkelig) tror på Gud, så hav tillid til Ham og giv jer hen til Ham og Hans vilje (uden forbehold)." (10:84)

Jesus sagde: "Gud er visselig min Herre og jeres Herre. Tjen derfor Ham (alene) - det er den lige vej." (3:51 og 19:36)

Sig (Muhammad): "Herren har visselig ledt mig til en lige vej, til den sande religion - den, som Abraham, den gudhengivne, bekendte sig til. Han gav ikke Gud partnere." Sig: "Min bøn, mine ofre, mit liv og min død er viet (udelukkende) til Gud, verdenernes Herre. Han har ingen partnere. Dette er det blevet mig påbudt (at tro og forkynde), og jeg er den første til at give mig hen til Ham." (6:161-163)

Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, som skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (kvinder og mænd), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)

Menneskeheden udgjorde (oprindelig) et enigt fællesskab. Gud sendte profeter som budbringere og advarere, og Han åbenbarede dem Bogen med sandheden, for at (de ved den kunne) afgøre menneskenes indbyrdes stridigheder. Men Skriftens Folk (dvs. jøderne og de kristne) var uenige (om sandheden), selv efter at tydelige tegn var blevet givet dem - og det af ren og skær opsætsighed. (2:213)

Menneskeheden udgjorde (oprindelig) et enigt fællesskab, men blev senere uenige. Ved Herrens forordning kunne deres stridigheder (visselig) være blevet bilagt (allerede i dette liv; men Han lod menneskene beholde friheden til enten at acceptere eller afvise sandheden). (10:19)

For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. Dersom Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Dette jeres fællesskab er visselig et enigt fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab). (23:52-53)

De siger: "Ingen uden jøder og kristne skal komme i Paradis." Men dette er (blot) ønsketænkning. Sig: "Fremsæt jeres beviser, hvis I (virkelig) er sanddru." ... Jøderne siger: "De kristne har intet belæg for deres påstande." Og de kristne siger: "Jøderne har intet belæg for deres påstande." Og dog gransker de den samme bog. De fører de uvidendes tale; men Gud vil afgøre deres stridigheder på Dommedag. (2:111 og 113)

Jøderne og de kristne vil aldrig være tilfredse med dig, medmindre du følger deres (version af) læren. Sig til dem: "Guds vejledning er visselig den (eneste) rette vejledning." (2:120)

Og hold alle sammen fast ved det reb (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. (3:103)

Hvad angår dem, der deler deres religion op i sekter, da hører du (Muhammad) på ingen måde til dem. Gud vil visselig dømme dem imellem (på Dommedag), og Han vil få dem til at indse (deres fejltagelser). (6:159)

Han har pålagt jer den samme religion, som Han pålagde Noa - den, som Vi ved inspiration har sendt til dig (Muhammad), og som Vi pålagde Abraham, Moses og Jesus: At I skulle forblive urokkelige i troen og ikke lave inddelinger deri. (42:13)

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må (gen)kende hinanden. Sandelig! Den mest ærede for Gud er den mest gudfrygtige af jer. Gud er viis og alvidende. (49:13)

De som tror på Koranen samt jøder, kristne og sabæer - enhver som tror på Gud og Den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (2:62)

Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig (dvs. tror, tænker og handler i overensstemmelse med Guds lov) vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). (2:112)

Fromhed er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Fromhed er at tro på Gud og Den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. Og ud af kærlighed til Gud at give af jeres ressourcer til jeres slægtninge, de forældreløse, de trængende, de (nødstedte) vejfarende, dem, der beder jer derom, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Fromhed er) at forrette bøn og give almisse, at opfylde jeres forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige. (2:177)

Der er blandt Skriftens Folk nogle retfærdige, der hele natten reciterer Guds tegn og (ydmygt) bøjer sig (for Ham) i tilbedelse. De tror på Gud og Den Yderste Dag. De påbyder det gode og afværger det onde og søger at overgå hinanden i gode gerninger. De hører til de retfærdige. De vil ikke høste utak for det gode, de gør, for Gud kender (visselig) de retfærdige. (3:113- 115)

Et lys er kommet til jer fra Gud, og en tydelig bog, ved hvilken Gud retleder alle, der søger Hans velbehag og følger vejen til fred og frelse. Ved Sin vilje leder Han dem ud af mørket og ind i lyset - leder dem til en lige vej. (5:17-18)

De, som tror på Koranen, de, som følger de jødiske skrifter, sabæerne og de kristne - enhver, der tror på Gud og Den Yderste Dag, og som er retfærdig, har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (5:72)

De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de oprigtigt troende. De vil rangere højt for Herren og vil få tilgivelse og ypperligt underhold. (8:2-4)

Vi vil visselig give enhver retfærdig og troende mand og kvinde et godt og rent liv. Og Vi vil (til sin tid) belønne dem for de bedste af deres gerninger. (16:97)

Jeg tilgiver visselig igen og igen dem, der angrer, tror, handler retfærdigt og (derefter) urokkeligt følger den rette vej. (20:82)

Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

(Velsignet være) Han, der skabte døden og livet for at prøve hvem af jer, der handler retfærdigst. Han er almægtig og tilgivende. (67:2)

Og således har Vi gjort jer til et fællesskab på den gyldne middelvej, at I må være forbillede og vidner (for Guds sag) for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds sag) for jer. (2:143)

Lad der af jer opstå et fællesskab, der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. (3:104)

I er det bedste fællesskab - opstået (til at virke til gavn) for hele menneskeheden ved at påbyde det gode, afværge det onde og tro på Gud. (3:110)

Dersom I ikke til stadighed stræber (efter at opfylde Guds lov), vil Han straffe jer på smertelig vis og sætte andre i jeres sted. Men Ham kan I ikke forvolde den mindste skade, for Gud træffer (den endelige) afgørelse i alle anliggender. (9:39)

Hvis I svigter Guds sag, vil Han sætte andre i jeres sted, der ikke vil være som jer (og som mere ihærdigt vil stræbe for Guds sag). (47:38)

For hvert fællesskab har Vi foreskrevet hellige ritualer, som de bør følge. Disputér ikke med dem derom; men indbyd dem til Herren. For du er visselig på den rette vej. (22:67)

For hvert fællesskab har Vi fastlagt offerritualer, for at de påkalder Guds navn over det kvæg, Vi har forsynet dem med. For jeres Gud er én gud. Giv jer hen til Ham og forkynd glade tidender for de ydmyge. (22:34)

Hvis du (Muhammad) dømmer imellem dem (jøderne), da døm retfærdigt. For Gud elsker dem, der dømmer retfærdigt. Men hvorfor gør de dig, Muhammad, til dommer, når de dog har deres egen (Mose)lov med samtlige Guds afgørelser? (5:45-46)

Lad Evangeliets Folk dømme efter, hvad Gud har åbenbaret deri. Den, der ikke dømmer i lyset af, hvad Gud har åbenbaret, er ikke bedre end oprørerne. Til dig (Muhammad) sendte Vi Bogen med sandheden, for at bekræfte de skrifter, der blev sendt før den, og for at våge over den. Døm (derfor) dem imellem, efter hvad Gud har åbenbaret. Følg ikke deres (personlige) begær, og afvig ikke fra sandheden, som er kommet til dig. For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en åben vej. (5:50-51)

Oh Skriftens Folk! I har intet (gavnligt livs)grundlag, hvis I ikke holder jer til (lovene i) Toraen og Evangeliet og (alt) det (andet), som er blevet åbenbaret til jer fra Herren. (5:71)

Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej! Vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? Gudsfornægterne er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når der råbes til dem. Døve, stumme og blinde (er de) og gør ikke brug af deres sunde fornuft. (2:170-171)

For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)

Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. Jeres fælle (Muhammad) er ikke besat (af en ond ånd); men han er intet mindre end én, der advarer jer imod en frygtelig straf. (34:46)

Der er ikke tvang i religion. Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. (2:256)

Indbyd til Herrens vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst, hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)

Enhver handler efter sin egen overbevisning, og Herren ved visselig bedst, hvem der er på den rette vej. (17:84)

Sandheden er (nu) kommet fra Herren. Lad den, der vil, tro - og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

Vi har visselig vist ham Vejen. Om han vil være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv. (76:3)

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)

Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham den mindste smule - selv om de er nært beslægtede. Du kan blot advare sådanne, der frygter Gud og forretter regelmæssig bøn. Den, der renser sig, gør det til sit eget bedste. Gud er det endelige mål for alt og alle. (35:18)

Oh I, som tror! Frygt Gud, som det sig sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle sammen fast ved det bånd (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Guds nådegaver. For I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må vandre ad den rette vej. Lad der af jer opstå et fællesskab, der påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. (3:102-104)

Gud vil visselig på Dommedag dømme imellem dem, der tror på Koranen, dem, der følger de jødiske skrifter, sabæerne, de kristne, magierne og afgudsdyrkerne. For Gud er vidne til alt. (22:17)

Hvad I end måtte være uenige om, så ligger (den endelige) afgørelse hos Gud. Sådan er Gud, Herren. Ham har jeg tillid til, og til Ham vender jeg mig (i hengivenhed). (42:10)

(Fortsættes)