| Islam set
indefra:
JØDEDOM, KRISTENDOM og ISLAM
- tre sider af samme sag
Gudhengivelse er kernen i både Jødedom, Kristendom
og Islam. I alle tre religioner udtrykker den troende sit gudsforhold ved bøn, faste,
almisse og valfart, og de ti bud er vi også i store træk enige om. Af andre fællestræk
kan nævnes troen på Gud, Hans engle, Hans profeter, hellige skrifter, Dommedag og et liv
efter døden. Koranen påpeger da også gang på gang, at alle Guds profeter og sendebud
har prædiket det samme budskab - gudhengivelse:
Sig: "Vi tror på Gud og på det, som
er blevet sendt til os og åbenbaret til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne, til
Moses og Jesus og alle andre profeter. Vi gør ingen forskel på dem, og vi giver os hen
til Gud." (2:136)
Abraham var hverken jøde eller kristen, men
bekendte sig til den sande religion; han var gudhengiven og dyrkede ikke afguder. (3:67)
Moses sagde: "Oh mit folk! Hvis I
(virkelig) tror på Gud, så hav tillid til Ham og giv jer hen til Ham og
Hans vilje (uden forbehold)." (10:84)
Jesus sagde: "Gud er visselig min Herre
og jeres Herre. Tjen derfor Ham (alene) - det er den lige vej." (3:51 og 19:36)
Sig
(Muhammad): "Herren har visselig
ledt mig til en lige vej, til den sande religion - den, som Abraham, den gudhengivne,
bekendte sig til. Han gav ikke Gud partnere." Sig: "Min bøn, mine ofre, mit liv
og min død er viet (udelukkende) til Gud, verdenernes Herre. Han har ingen partnere.
Dette er det blevet mig påbudt (at tro og forkynde), og jeg er den første til at give
mig hen til Ham." (6:161-163)
Men disse mange profeter og budbringere, som Gud
sendte til forskellige folkeslag op gennem tiderne, var - trods deres identiske budskab -
årsag til menneskehedens gradvise opsplitning. Hvis Gud havde villet, kunne Han sagtens
have forhindret opsplitningen; men Han gjorde i Sin visdom opsplitningen til noget
positivt ved at gøre livet til en opgave og en prøve for menneskene - en prøve i
tolerance og næstekærlighed over for anderledes troende:
Oh I mennesker! Nær ærefrygt for
Herren, som skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (kvinder og
mænd), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). (4:1)
Menneskeheden udgjorde (oprindelig) et
enigt fællesskab. Gud sendte profeter som budbringere og advarere, og Han åbenbarede dem
Bogen med sandheden, for at (de ved den kunne) afgøre menneskenes indbyrdes stridigheder.
Men Skriftens Folk (dvs. jøderne og de kristne) var uenige (om sandheden), selv
efter at tydelige tegn var blevet givet dem - og det af ren og skær opsætsighed. (2:213)
Menneskeheden udgjorde (oprindelig) et enigt
fællesskab, men blev senere uenige. Ved Herrens forordning kunne deres
stridigheder
(visselig) være blevet bilagt (allerede i dette liv; men Han lod menneskene beholde
friheden til enten at acceptere eller afvise sandheden). (10:19)
For hvert eneste fællesskab har Vi
foreskrevet en lov og en åben vej. Dersom Gud havde villet, havde Han gjort jer til en
eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret jer.
Kappes derfor i gode gerninger. Målet
for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I
strides. (5:51)
Opsplitningen førte imidlertid til egoisme og
separatisme:
Dette jeres fællesskab er visselig et
enigt fællesskab, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor Mig (alene). Men menneskene har
splittet sig op i sekter, og hver gruppe fryder sig over sig selv (og sine egne
snæversynede læresætninger i stedet for at holde sig til Guds universelle budskab).
(23:52-53)
De siger: "Ingen uden jøder og kristne
skal komme i Paradis." Men dette er (blot) ønsketænkning. Sig: "Fremsæt jeres
beviser, hvis I (virkelig) er sanddru." ... Jøderne siger: "De kristne har
intet belæg for deres påstande." Og de kristne siger: "Jøderne har intet
belæg for deres påstande." Og dog gransker de den samme bog. De fører de uvidendes
tale; men Gud vil afgøre deres stridigheder på Dommedag. (2:111 og 113)
Jøderne og de kristne vil aldrig være
tilfredse med dig, medmindre du følger deres (version af) læren. Sig til dem:
"Guds vejledning er visselig den (eneste) rette vejledning." (2:120)
Og det på trods af, at Koranen udtrykkeligt advarer
menneskene imod at splitte deres religion op i sekter:
Og hold
alle sammen fast ved det reb
(dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. (3:103)
Hvad angår dem, der deler deres religion op
i sekter, da hører du (Muhammad) på ingen måde til dem. Gud vil visselig dømme dem
imellem (på Dommedag), og Han vil få dem til at indse (deres fejltagelser). (6:159)
Han har pålagt jer den samme religion, som
Han pålagde Noa - den, som Vi ved inspiration har sendt til dig (Muhammad), og som Vi
pålagde Abraham, Moses og Jesus: At I skulle forblive urokkelige i troen og ikke lave
inddelinger deri. (42:13)
Ikke kun forskellige former af gudhengivelsen er en
livsopgave og prøve for os, det samme gælder vore forskelligheder i sprog,
hudfarve og
kultur. Gud har - i harmoni med den globale énhed - skabt denne mangfoldighed, som vi på
alle områder skal respektere og drage nytte af. Intetsteds i Koranen finder vi den
ringeste antydning af, at vi mennesker skal udviske denne gudsskabte mangfoldighed ved at
prioritere ét sprog eller én kultur frem for alle andre. At der rundt omkring i verden
har udviklet sig forskellige former for klædedragt, madvaner, arkitektur
osv., er jo
da en ganske naturlig følge af de klimatiske forskelle Gud har skabt. Islam kan og
skal tilpasse sig de eksisterende kulturer - det strider imod selve Koranens ånd at
stræbe efter global kulturel ensartethed:
Og blandt Hans tegn er skabelsen af
himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn
for de indsigtsfulde. (30:22)
Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt
par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må (gen)kende hinanden.
Sandelig! Den mest ærede for Gud er den mest gudfrygtige af jer. Gud er viis og
alvidende. (49:13)
Ingen nation eller race kan rettelig gøre
krav på at være specielt udvalgt. Det strider ganske enkelt mod Islams ånd. Som en rød
tråd gennem hele Koranen går budskabet om menneskers absolutte ligeværd for Gud -
uanset religion, køn, race, sprog og social stilling. Storhed måles udelukkende i
fromhed og gudsfrygt og den måde, hvorpå vi udnytter vore gudgivne evner og muligheder
til at leve vort liv i overensstemmelse med Guds ønsker:
De som tror på Koranen samt jøder, kristne
og sabæer - enhver som tror på Gud og Den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive
belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).
(2:62)
Enhver, der helt og holdent giver sig hen
til Gud og er retfærdig (dvs. tror, tænker og handler i overensstemmelse med Guds lov)
vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over
afgørelsen). (2:112)
Fromhed er ikke, om I vender jert ansigt mod
øst eller vest (når I beder). Fromhed er at tro på Gud og Den Yderste Dag, på englene,
bøgerne og profeterne. Og ud af kærlighed til Gud at give af jeres ressourcer til jeres
slægtninge, de forældreløse, de trængende, de (nødstedte) vejfarende, dem, der beder
jer derom, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Fromhed er) at forrette bøn og give
almisse, at opfylde jeres forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i
konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige. (2:177)
Der er blandt Skriftens Folk nogle
retfærdige, der hele natten reciterer Guds tegn og (ydmygt) bøjer sig (for Ham) i
tilbedelse. De tror på Gud og Den Yderste Dag. De påbyder det gode og afværger det onde
og søger at overgå hinanden i gode gerninger. De hører til de retfærdige. De vil ikke
høste utak for det gode, de gør, for Gud kender (visselig) de retfærdige. (3:113- 115)
Et lys er kommet til jer fra Gud, og en
tydelig bog, ved hvilken Gud retleder alle, der søger Hans velbehag og følger vejen til
fred og frelse. Ved Sin vilje leder Han dem ud af mørket og ind i lyset - leder dem til
en lige vej. (5:17-18)
De, som tror på Koranen, de, som følger de
jødiske skrifter, sabæerne og de kristne - enhver, der tror på Gud og Den Yderste Dag,
og som er retfærdig, har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).
(5:72)
De er troende, der føler en skælven i
hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn
reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har
forsynet dem med. Disse er de oprigtigt troende. De vil rangere højt for Herren og vil
få tilgivelse og ypperligt underhold. (8:2-4)
Vi vil visselig give enhver retfærdig og
troende mand og kvinde et godt og rent liv. Og Vi vil (til sin tid) belønne dem for de
bedste af deres gerninger. (16:97)
Jeg tilgiver visselig igen og igen dem, der
angrer, tror, handler retfærdigt og (derefter) urokkeligt følger den rette vej. (20:82)
Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for
at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag)
vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)
(Velsignet være) Han, der skabte døden og
livet for at prøve hvem af jer, der handler retfærdigst. Han er almægtig og tilgivende.
(67:2)
De efterfølgende vers bruges ganske vist af en del
muslimer til at legitimere både overlegenhed og arrogance over for anderledes troende;
men de glemmer ganske, at der kun kan være tale om at høre til 'de bedste', såfremt den
enkelte helt og holdent efterlever Guds lov i tanke, ord og handling - uden at gå til
yderligheder, men følger den gyldne middelvej i alle livets forhold. Det er ikke nok at
være født af muslimske forældre eller mekanisk at have fremsagt trosbekendelsen:
Og således har Vi gjort jer til et
fællesskab på den gyldne middelvej, at I må være forbillede og vidner (for Guds sag)
for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds sag) for jer.
(2:143)
Lad der af jer opstå et fællesskab, der
påbyder det gode og afværger det onde. Det er sådanne, det vil gå godt. (3:104)
I er det bedste fællesskab - opstået (til
at virke til gavn) for hele menneskeheden ved at påbyde det gode, afværge det onde og
tro på Gud. (3:110)
Dersom I ikke til stadighed stræber (efter
at opfylde Guds lov), vil Han straffe jer på smertelig vis og sætte andre i jeres sted.
Men Ham kan I ikke forvolde den mindste skade, for Gud træffer (den endelige) afgørelse
i alle anliggender. (9:39)
Hvis I svigter Guds sag, vil Han sætte
andre i jeres sted, der ikke vil være som jer (og som mere ihærdigt vil stræbe for Guds
sag). (47:38)
At Jødedom, Kristendom og Islam udgør tre
forskellige sider af samme sag, understreges af, at selv om de har samme oprindelse og
kerne, varierer de tilhørende ritualer f.eks. omkring bøn, faste, almisse og valfart en
kende. Men ritualernes indhold og betydning for den enkelte troende er selvsagt den samme:
For hvert fællesskab har Vi foreskrevet
hellige ritualer, som de bør følge. Disputér ikke med dem derom; men indbyd dem til
Herren. For du er visselig på den rette vej. (22:67)
For hvert fællesskab har Vi fastlagt
offerritualer, for at de påkalder Guds navn over det kvæg, Vi har forsynet dem med. For
jeres Gud er én gud. Giv jer hen til Ham og forkynd glade tidender for de ydmyge. (22:34)
Og vi skal hver især dømmes efter de love, der
hører til den version af gudhengivelsen, vi bekender os til - både i dette liv og på
Dommedag. Og lige fra Profetens dage til vore dage har jøder og kristne bosat i muslimske
områder været underlagt deres egne love f.eks. på det familie- og arveretslige område:
Hvis du (Muhammad) dømmer imellem dem
(jøderne), da døm retfærdigt. For Gud elsker dem, der dømmer retfærdigt. Men hvorfor
gør de dig, Muhammad, til dommer, når de dog har deres egen (Mose)lov med samtlige Guds
afgørelser? (5:45-46)
Lad Evangeliets Folk dømme efter, hvad Gud
har åbenbaret deri. Den, der ikke dømmer i lyset af, hvad Gud har åbenbaret, er ikke
bedre end oprørerne. Til dig (Muhammad) sendte Vi Bogen med sandheden, for at bekræfte
de skrifter, der blev sendt før den, og for at våge over den. Døm (derfor) dem imellem,
efter hvad Gud har åbenbaret. Følg ikke deres (personlige) begær, og afvig ikke fra
sandheden, som er kommet til dig. For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov
og en åben vej. (5:50-51)
Oh Skriftens Folk! I har intet (gavnligt
livs)grundlag, hvis I ikke holder jer til (lovene i) Toraen og Evangeliet og (alt) det
(andet), som er blevet åbenbaret til jer fra Herren. (5:71)
Så selv om Jødedom, Kristendom og Islam har
fælles kerne, går Koranen ikke ind for religionsblanderi. Der er tale om tre
forskellige religioner, el. rettere: tre tydeligt forskellige måder at udtrykke
gudhengivelse på. Gud kræver en klar stillingtagen af hver enkelt. Vi skal ikke blindt
overtage vore forfædres tro og traditioner eller ukritisk følge en tilfældig
plattenslager, men udnytte de evner og muligheder, Gud har givet os til at prøve at
forstå og bevidst tage stilling:
Når der siges til dem: "Følg, hvad
Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej! Vi følger vore forfædres skikke."
Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? Gudsfornægterne er
som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når der råbes til dem. Døve, stumme og
blinde (er de) og gør ikke brug af deres sunde fornuft. (2:170-171)
For de værste skabninger i Guds øjne er
dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)
Jeg påbyder jer én ting: At I to og to -
eller alene - får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. Jeres fælle (Muhammad)
er ikke besat (af en ond ånd); men han er intet mindre end én, der advarer jer imod en
frygtelig straf. (34:46)
Vi må selvsagt ikke udøve nogen som helst form for
tvang over for næsten - valget er den enkeltes:
Der er ikke tvang i religion. Troens
rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den,
der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der
fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. (2:256)
Indbyd til Herrens vej med visdom og smukke
ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. For Herren ved bedst,
hvem der er på vildspor, og hvem der lader sig vejlede. (16:125)
Enhver handler efter sin egen overbevisning,
og Herren ved visselig bedst, hvem der er på den rette vej. (17:84)
Sandheden er (nu) kommet fra Herren. Lad
den, der vil, tro - og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Vi har visselig vist ham Vejen. Om han vil
være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv. (76:3)
Og dermed er ansvaret vort eget - det kan vi aldrig
flygte fra:
Den, der lader sig vejlede, gør det til
sit eget bedste. Og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen
sjæl skal bære en andens byrde. (17:15)
Ingen, der bærer en byrde, kan bære en
andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste
ham den mindste smule - selv om de er nært beslægtede. Du kan blot advare sådanne, der
frygter Gud og forretter regelmæssig bøn. Den, der renser sig, gør det til sit eget
bedste. Gud er det endelige mål for alt og alle. (35:18)
At Gud viser os forskellige veje til frelse, er en
del af menneskets prøve her i livet: At vi hverken ringeagter, bespotter eller forfølger
anderledes troende, selv om vi holder nok så meget af vort eget:
Oh I, som tror! Frygt Gud, som det sig
sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle
sammen fast ved det
bånd (dvs. troen), der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i
taknemmelighed Guds nådegaver. For I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i
kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved
afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må vandre ad den
rette vej. Lad der af jer opstå et fællesskab, der påbyder det gode og afværger det
onde. Det er sådanne, det vil gå godt. (3:102-104)
Gud vil visselig på Dommedag dømme imellem
dem, der tror på Koranen, dem, der følger de jødiske skrifter, sabæerne, de kristne,
magierne og afgudsdyrkerne. For Gud er vidne til alt. (22:17)
Hvad I end måtte være uenige om, så
ligger (den endelige) afgørelse hos Gud. Sådan er Gud, Herren. Ham har jeg tillid til,
og til Ham vender jeg mig (i hengivenhed). (42:10)
(Fortsættes)

Kilder og litteratur:
ALI, Syed Ameer: The Spirit of
Islam. London 1955, pp.159-187: The Religious Spirit of Islam.
GAUHAR Althaf (ed.): The
Challenge of Islam. London 1978, pp.82-111: Faruqi, Ismail R. al-: Islam
and other Faiths.
KAZI, Abdul Khaliq: The Meaning
of Imân and Islâm in the Qur'ân. ISLAMIC STUDIES, vol.V, 1966,
pp.227-237.
RAHMAN, Fazlur: Major Themes of
the Qur'ân. Chicago 1980, pp.162-170: The People of the Book and
Diversity of 'Religion'.
© Aminah Tønnsen

|