Islam set indefra:

Sig (Muhammad): "Hvis I elsker Gud (oprigtigt), så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder. For Gud er tilgivende og barmhjertig." Sig: "Adlyd Gud og Hans sende bud. Dersom I vender jer bort, da vid, at Gud ikke elsker dem, der afviser at tro." (3:31-32)

I Guds sendebud har I visselig et smukt forbillede for den, der tror på Gud og Den Yderste Dag, og som uafladeligt ihukommer Gud. (33:21)

Men disse vers bliver af de fleste fortolket til også at omfatte Profetens sædvane, og det er Profetens sædvane (sunna), der ligger til grund for måden, hvorpå muslimer efterlever deres religion. Hvorledes Profeten plejede at gøre dette eller hint, er nedfældet i de såkaldte traditioner (hadîth) sammen med de råd og den vejledning, Profeten gav sine trosfæller om stort og småt i dagligdagen. Der er regler for personlig hygiejne, påklædning, kønsroller, børneopdragelse, uddannelse, dyrebeskyttelse, handel, arv, bod, navngivning, almen opførsel, omsorg for næsten o.m.a. Traditionerne indeholder desuden konkrete anvisninger på udførelsen af de religiøse ritualer så som bøn, faste, almisse, pilgrimsfærd og begravelse, samt uddybelse af rent dogmatiske spørgsmål.
      Hvis Profeten Muhammad selv havde opfattet sin egen sædvane som værende lige så autoritativ som Koranens ord, ville han ganske givet have sørget for, at den var blevet nedskrevet med samme omhu som de åbenbaringer, han modtog fra Gud via ærkeenglen Gabriel, og som blev nedskrevet og samlet i Koranen. Dette skete imidlertid ikke - ja, nogle mente endog, at Profeten udtrykkelig havde forbudt nedskrivningen af sin sædvane, for at man ikke skulle forledes til at forveksle den med Koranens åbenbarede tekst. Men nogle af hans trosfæller nedskrev - på eget initiativ - en del af hans sædvane.
      Disse udsagn om Profetens sædvane gik fra mund til mund i hele det arabisk/islamiske rige, hvor de tidligste generationer af muslimer brugte deres sunde fornuft og personlige skøn (ra'i) til at tilpasse reglerne deres egen sociale virkelighed. Et eksempel herpå er den dialog, der udspandt sig mellem Profeten Muhammad og Mu'âdh Ibn Djabal, aftenen før denne skulle sendes til Yemen som dommer:
      "Hvordan vil du, oh Mu'âdh, bære dig ad, når du skal fælde en dom?" "Jeg vil henholde mig til Guds Bog (Koranen)." "Og hvis du ikke finder svaret dér?" "Da vil jeg henholde mig til Guds profets sædvane." "Og hvis du ej heller finder svaret dér?" "Da vil jeg anstrenge mig til det yderste og afsige min egen dom." "Lovet være Gud, der har vejledt Sin profets sendebud," var Profetens kommentar.

Jurister har altså spillerum til fri tænkning og individuel ræsonnement. De skal ikke nøjes med at fortolke de religiøse tekster, men også bruge en god portion sund fornuft og forståelse. De skal gøre brug af gældende retspraksis, og kan om nødvendigt henholde sig til andre i samfundet accepterede love og normer - hvis disse da ikke er i direkte modstrid med Koranen og Profetens sædvane.
      Disse fornufts- el. analogislutninger (qiyâs) blev med tiden udført mere og mere systematisk. Og efterhånden blev det forbeholdt teologer at analysere og konkretisere religionens indhold (idjtihâd); men selv om teologerne selvfølgelig havde forskellige opfattelser af, hvorledes Koranen og Profetens sædvane skulle udmøntes i dagligdagen, var der dog enighed om det principielle (idjmâ').
      Så selv om Profetens sædvane altid er behandlet med den største respekt, så er det, der kaldes sunna, i virkeligheden produktet af muslimernes lokale traditioner og frie fortolkninger af Profetens sædvane, der derved til stadighed har undergået en naturlig udviklingsproces. Og Profeten Muhammad skal selv have sagt:
      "Jeg er blot et menneske. Kun, hvis jeg forordner jer nogle religiøse pligter, skal I rette jer efter dem. Hvis jeg derimod giver jer anvisning i henhold til min personlige mening, er det blot et skøn. Og jeg er kun et menneske. I kender selv bedst jeres verdslige anliggender." Og mange gange har Profeten spurgt sine trofaste fæller Abû Bakr og 'Umar om råd ved at sige: "Rådgiv mig, for uden Guds åbenbaring er jeg blot menneske som I."

Men nogle teologer mente, at Profetens sædvane skulle opfattes ganske bogstaveligt. Den skulle ikke være en levende, naturlig og fremadrettet proces, men statisk og bagudrettet. Og dermed blev porten til fornyelse og nytænkning (idjtihâd) smækket i. Og 'ortodoks' islam var - efter manges opfattelse - defineret én gang for alle.
      I 800-tallet blev de overleverede udsagn samlet i de såkaldte traditionssamlinger, hvoraf al-Bukhârî og Muslim anses for de mest autoritative. Hver især søgte de at frasortere de 'tvivlsomme' udsagn. Hvert eneste udsagn indledes med en række navne ('isnad), der fører tilbage til den oprindelige fortæller; men ikke alle medtagne udsagn kan spores tilbage til Profeten. Mange kan blot spores tilbage til Profetens hustruer eller andre fortrolige. Pålideligheden af hadîth er - og har altid været - et kontroversielt og omdiskuteret emne, og udvælgelse af 'pålidelige eller troværdige' udsagn i hadîth-vrimmelen har beskæftiget teologer i årevis. Desværre synes det, som om disse teologer har været langt mere interesseret i, hvorvidt der var tale om en øjenvidneskildring eller en troværdig referent, der personligt kendte eller havde mødt den foregående referent i kæden - end i at se på selve udsagnets indhold: Om Profeten virkelig har kunnet sige eller handle således i en given situation, og om udsagnet er i overensstemmelse med Koranens ånd.

Det er især indiske og pakistanske teologer, der er kritiske over for traditionssamlingernes (el. enkelte udsagns) troværdighed og anvendelse. Andre er gået til den anden yderlighed og postulerer, at hver eneste af Profetens handlinger, ja hvert eneste ord, der lød fra hans mund, var guddommeligt inspireret og lov for alle til evig tid.
      Denne holdning er til stor skade både for den enkelte muslim og for Islams generelle omdømme. For selv om der findes mange smukke og troværdige udsagn, der fint supplerer Koranens ord, findes der i traditionssamlingerne udsagn, der står i skærende kontrast til Koranens menneskesyn og rummelighed. F.eks. er der udsagn, der legitimerer dødsstraf for blasfemi, frafald fra religionen, homoseksualitet, prostitution og ægteskabsbrud, hvilket der absolut intet belæg er for i Koranen - ligesom børns og kvinders gudgivne rettigheder krænkes på en ganske uacceptabel måde. Også individets frihed krænkes groft til fordel for fællesskabets rettigheder - når Koranen dog bærer vidnesbyrd om en fin balance netop mellem individets og fællesskabets interesser, ansvar og pligter.

(Fortsættes)  

© Aminah Tønnsen