Islam set indefra:

SHARÎ'A
- vejen til Gud

Det arabiske ord sharî'a betyder oprindeligt vejen til vandingsstedet, til kilden eller til oprindelsen og skal forstås i sammenhæng med ordet haqîqa, der betyder sandhed eller læren om det åndelige, d.v.s. den rette åndelige vej til Gud, der er alt det skabtes ophav og endelige mål. At finde og forstå denne rette vej er en personlig og livslang proces; derfor kan ingen hævde, at hans/hendes egen forståelse af tingenes sammenhæng er den eneste rigtige:

Vis os den rette vej; vejen for dem, Du har skænket Din nåde - ikke vejen for dem, der har påkaldt sig Din vrede eller som er faret vild. (1:6-7)

Dette er visselig Min vej. Den er lige. Følg den! Følg ikke andre stier, thi de vil føre jer på vildspor. (6:153)

Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. (34:46)

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. (84:19)

Med tiden opstod der et modsætningsforhold mellem den enkeltes ret til at bruge sin sunde fornuft ('aql) og det af teologer gennem konsensus (idjmâ') definerede autoritative. Den enkelte skulle ikke længere søge at forstå Koranen - men skulle studere de retsvidenskabelige og teologiske læresætninger (fiqh), som teologerne allerede havde defineret ud fra Koranen og Profetens sædvane.
      I 800-tallet havde flere teologer - ganske uafhængigt af hinanden - sat sig for at give et bud på, hvorledes et systematisk, detaljeret regelsæt baseret på Koranen og Profetens sædvane kunne se ud.
      Ingen af disse teologer har dog nogensinde hævdet at have monopol på sandheden. Mâlik ibn Anas har f.eks. sagt: "Jeg er blot et menneske. Jeg kan tage fejl - og jeg kan have ret. Analysér, hvad jeg siger. Hvis min slutning er i overensstemmelse med Bogen (Koranen) og Profetens sædvane, da acceptér den. Hvis den ikke er i overensstemmelse dermed, da forkast den." Og al-Shâfi'î har sagt: "I sager, hvor der ikke findes bindende tekster, er de, der drager individuelle fornuftsslutninger kun bundet af, hvad de hver især selv mener. Ingen bør opgive, hvad han personligt finder rigtigt, for blindt at følge en andens opfattelse." Og han ændrede selv holdning til nogle spørgsmål, efter at han var flyttet fra Irak til Egypten. Da han blev spurgt om grunden hertil, svarede han: "Dét var i henhold til, hvad vi dengang så - dette er i henhold til, hvad vi nu ser."
      Og da kaliffen Hârûn al-Rashîd foreslog Mâlik ibn Anas, at hans Muwatta skulle bruges som lov-kodeks i hele det islamiske rige, og at et eksemplar af bogen skulle placeres i Ka'baen i Makka, afviste Mâlik ibn Anas forslaget med disse ord: "Oh de troendes hersker! Profetens ledsagere bragte ikke kun, hvad de havde set og hørt, mens Profeten levede, med sig ud i verden. Med sig bragte de også forskellige meninger om mange detaljer. Meningsforskelle mellem muslimske lærde er intet mindre end en guddommelig nåde for denne nation. De lærde følger hver især, hvad de mener er rigtigt, og de har hver deres egne argumenter. Og alle stræber de oprigtigt efter at følge Guds vej!"

Alligevel har senere generationer misforstået teologernes arbejde og tilskrevet deres tolkninger og de deraf gradvist opbyggede lovskoler (madhahib) endegyldighed. Især fire teologer: Abû Hanîfa, Mâlik ibn Anas, Muhammad al-Shâfi'î og Ahmad ibn Hanbal blev regnet for i den grad autoritative, at selv nutidig familie- og arveret i de muslimske lande er hentet direkte fra disse fire teologers værker.
      Og senere teologer er blevet mere og mere optaget af at forsvare den én gang definerede fortolkning af teksten ved rationel argumentation - i stedet for at nyfortolke den oprindelige kilde, Koranen, i takt med samfundsudviklingen. Og teologernes argumenter og formuleringer bliver mere og mere spidsfindige og komplicerede og utilgængelige for de brede masser...
      Derved er man ikke blot gået imod de tidlige jurister, som var både kreative og fleksible - man har forrådt selve Islams ånd, der fordrer den enkelte muslims konstante åndelige og sjælelige medleven og udvikling. Koranen opfordrer gang på gang mennesket til at betragte alt det skabte som Guds nådegave, som det med al sin klogskab og energi skal drage nytte af på allerbedste måde. Ja, den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog, er en opfordring til menneskene at søge viden og videregive den:

Læs/forkynd! I din Herres navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Læs/forkynd! Og din Herre er Den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen (symbol på viden) - lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

Dette er Bogen, Vi har nedsendt, fuld af velsignelser, at de må reflektere over dens tegn og tage sig den til hjertet. (38:29)

Rejs ud i verden og reflektér over, hvorledes Gud oprindeligt formede Sit skaberværk. (29:20)

Og blandt Hans tegn er, at Han skabte jer mager af samme oprindelse (som I selv), at I må finde tryghed og sjælefred hos dem. Og Han sår kærlighed og barmhjertighed mellem jer. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldig heden i jeres sprog og farve. Sandelig! I dette er der tegn for de indsigtsfulde. (30:21-22)

Tilsidesætter man den enkeltes gudgivne ret og pligt til at bruge sin sunde fornuft og til at betragte Koranen som en helt personlig rettesnor, bliver troen tom og meningsløs. Et forhold, der i værste fald kan føre til uhyggelig åndelig afstumpethed:

For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)

Det er sådanne (gudsfornægtere), som Gud har forbandet, for Han har gjort dem døve og blinde. Vil de dog ikke for alvor forsøge at forstå Koranen - eller er deres hjerter forseglede? (42:23-24)

Islams ånd er så rummelig, at den er praktisk taget grænseløs - lige bortset fra det, der direkte strider imod den. Koranen giver den smukkeste rettesnor og ramme for vort liv og den fornødne frihed til at udfylde rammen i forhold til den tid og den kultur, vi lever i. Livet er en dynamisk og fremadrettet proces, der nødvendiggør, at hver generation må løse sine egne problemer. Derfor kan juridisk ræsonnement aldrig være endegyldig, og vi skal alle frit kunne give vor mening til kende og være med til at lede samfundet i den retning, vi ønsker:

(Guds belønning er for dem) der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden og giver ud af det, Vi har givet dem. (42:38)

Der har dog i tidens løb med jævne mellemrum været personer, der har udtalt sig for en gennemgribende reform af sharî'aen og tilbagevenden til Koranens principper. Og derved har de fulgt i den anden kalif 'Umars fodspor. Han var den første, der havde mod til at sige disse bemærkelsesværdige ord:

"Guds Bog (Koranen) er tilstrækkelig for os."

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)

Måtte der til stadighed være kompetente kvinder og mænd, der har mod, udholdenhed og styrke til - med fredelige midler - at bekæmpe de snæversynede teologer og jurister, der hånd i hånd med dekadente og magtsyge despoter er godt på vej til at forvanske en personlig, enkel, smuk og livsbekræftende tro til et på mange områder stift, statisk, utrolig indviklet og virkelighedsfjernt regelsæt - så uendelig langt fra den smukke beskrivelse, journalisten Ali Ahmed Knud Holmboe fra Horsens, der blev muslim i 1929, gav af Islam:

I Islam fandt jeg den perfekte balance
mellem verdslighed og religion,
mellem kultur og menneske,
mellem krop og sjæl,
mellem selvet og kosmos.

(Slut)    

© Aminah Tønnsen