Islam set indefra:

KORANEN - GUDS ORD

Koranen indeholder Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel til Profeten Muhammad i årene fra hans kaldelse i Makka A.D. 610 og frem til kort før hans død i Madîna A.D. 632.
      Koranens budskab er universelt. Det angår alle mennesker, overalt i verden og til alle tider:

Velsignet være Han, som sendte Skriften til Sin tjener (Muhammad) som advarsel for menneskeheden. (25:1)

Vi har sendt dig (Muhammad) som en budbringer til menneskeheden for at forkynde dem glade tidender og advare dem (imod synd); men de fleste forstår det ikke. (34:28)

(Muhammad,) en budbringer fra Gud, der foredrog de rene og hellige skrifter for dem med tydelige og evigtgyldige forord ninger. (98:2-3)

Vi har i denne Koran fremsat lignelser i forskellige, overens stemmende variationer til gavn for menneskeheden; men menneskene har hang til at kværulere. (18:54)

De, der afviser at tro, siger: "Hvorfor bliver Koranen ikke åbenbaret til ham på én gang?" Den bliver åbenbaret på denne måde for at styrke dit hjerte (Muhammad), og Vi foredrager den (for dig via ærkeenglen Gabriel) lidt efter lidt i velovervejet orden. De (der afviser at tro) kommer ikke med indvendinger, uden at Vi (derefter) åbenbarer sandheden og den smukkeste forklaring for dig. (25:32-33)

Dernæst er det Vor opgave at tydeliggøre den (enkelte åbenbaring ved hjælp af andre åbenbaringer). (75:19)

Koranen blev åbenbaret, lært udenad og nedskrevet på arabisk - det sprog, som Profeten og hans fæller talte i dagligdagen:

Vi sendte ingen budbringer, der ikke talte folkets eget sprog (og forstod deres tankegang), for at kunne tydeliggøre (alting) for dem. (14:4)

Vi har visselig gjort den (Koranen) forståelig for dig (Muham mad) på dit eget sprog, for at du (ved den) kan bringe de gud frygtige glade tidender og advare de stridbare. (19:97)

Havde Vi gjort den til en ikke-arabisk Koran, ville de have sagt: "Hvorfor forklares tegnene ikke i enkeltheder? Hvad! En ikke-arabisk bog til et arabisk sendebud?" (41:44)

Koranen er inddelt i 114 kapitler (sûra/sûrât). Sûra betyder grad eller trin, som man går op ad. Kapitlerne er igen inddelt i vers (âya/ âyât). Âya betyder tegn. Et åbenbaret vers er et tegn fra Gud og et tegn på Hans almagt, visdom og godhed. Ligesom Guds underfulde skabelse og historiens gang er tegn til os - om vi blot vil gøre os den ulejlighed at tænke os om. Koranen er endvidere opdelt i 30 dele (djuz'). F.eks. reciteres/læses hver dag i fastemåneden ramadân én djuz', således at man kan fuldføre læsningen af hele Koranen i løbet af fasten.
      Koranens sûraer er af varierende længde: Den længste, sûra, al-baqara, er på 286 âyât - og de korteste (og samtidig nogle af de allertidligste åbenbaringer) er på blot 3 âyât.
      Hver sûra har sit eget navn - et enkelt ord fra teksten, der dog ikke nødvendigvis illustrerer sûraens hovedtema. Traditionelt betegnes en sûra kun ved sit navn; men i alle Koran-oversættelser er sûraerne for nemheds skyld nummereret.
      Alle sûraer - undtagen den niende - indledes med sætningen: I Guds, Den Allernådigstes, Den Allerbarmhjertigstes navn - bismillah ir-rahmân ir-rahîm.
      Sammen med en sûras navn og evt. nr. opgiver man sædvanligvis, i hvilken periode den er blevet åbenbaret - om den er fra årene mellem Profetens kaldelse i Makka A.D. 610 og til immigrationen til Madîna i A.D. 622, eller fra tiden mellem ankomsten til Madîna og Profetens død A.D. 632.
      De lærde kan dog ikke altid blive helt enige om, fra hvilken periode en bestemt sûra stammer - hvorfor disse angivelser varierer en kende.

De første åbenbaringer fra årene i Makka er korte, klare og præcise og affattet i et smukt og poetisk sprog, der appellerede til tilhørerne, der gentog dem og lærte dem udenad. De gør hovedsageligt op med generationers uvidenhed, overtro, afgudsdyrkelse, blasfemi, umenneskelighed, magtebegær og umoral, og det universelle budskab om monoteisme, skabelsen, Dommedag og et liv efter døden var tilsat lokal kolorit og blev underbygget med argumenter og eksempler fra tilhørernes egen velkendte dagligdag.

Åbenbaringerne fra Madîna indeholder rammeregler for bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd til at styrke det åndelige og sociale fællesskab. De indeholder regler for handel, arv, ægteskab og skilsmisse, foruden regler for omsorg for samfundets svage: Enker, pigebørn, forældreløse, fattige, slaver og dyr. Og der er regler for den sociale adfærd mennesker imellem: Druk, hor, tyveri, vold, mord, fanatis-me, hasardspil og økonomisk udbytning fordømmes gentagne gange.

Allerede de første åbenbaringer blev lært udenad af både mænd, kvinder og børn og reciteret ved de daglige bønner og forsamlinger i Profetens hus. Og mange overleveringer fortæller om det fortjenstfulde i at lære den åbenbarede tekst udenad og lære den til andre.
      Der hersker ingen tvivl om, at man lige fra begyndelsen har reciteret åbenbaringerne i en ganske bestemt rækkefølge - og ikke i kronologisk orden - en rækkefølge dikteret at Profeten i overensstemmelse med de åbenbaringer, han modtog. I sûra al-muzzammil, der menes kronologisk at være den fjerde eller femte åbenbaring, Profeten modtog i Makka, hedder det:

...og recitér Koranen i velovervejet orden og uden hast. (73:4)

Snart begyndte man også at nedskrive åbenbaringer på forhåndværende materiale: pergament, læder, bladløse palmegrene, skulderblade af kameler, bark etc., som blev opbevaret rundt omkring i de forskellige hjem.
      Det fortælles, at Profeten, efter at have modtaget de enkelte åbenbaringer, reciterede dem for sine tilhængere med nøje angivelse af hver eneste ny åbenbarings placering i forhold til det allerede åbenbarede, og at mindst én af hans skrivere nedskrev teksten. Profeten bad derefter skriveren læse det skrevne op, så evt. fejl kunne rettes på stedet:

Dette er visselig en påmindelse. Lad den, der vil, være agtpågivende. (Det er en påmindelse) på blade holdt i ære og rensede, (skrevet af) ærefulde og gudfrygtige skrivere. (80:11-16)

De (der afviser at tro) siger (spottende): "(Det er ikke andet end) vore forfædres anekdoter, som han (Muhammad) får ned skrevet. De dikteres for ham morgen og aften." (25:5)

Kopier af disse nedskrevne tekster blev sendt til bl.a. Madîna og Yemen. Profeten modtog åbenbaringer over en periode på 23 år - indtil kun ni dage før sin død, så Koranen kunne ikke samles til én bog, før efter hans død.
      Og hvert år i de sidste ti dage af fastemåneden ramadân reciterede Profeten - i menighedens påhør - alle de åbenbaringer, han indtil da havde modtaget, og således var versenes rækkefølge nøje fastlagt. Det fortælles, at han reciterede den komplette samling af åbenbaringer hele to gange den sidste ramadân før sin død:

Forhast dig ikke, (når du reciterer Koranen). Det er visselig op til Os (og ikke til dig, Muhammad), at samle og recitere den; men når Vi reciterer den, da følg (og efterlev) den. (75:16-18)

Året efter Profetens død faldt flere af de, der havde lært hele den åbenbarede tekst udenad, i et slag ved al-Yamâna, og man indså nødvendigheden af at samle alle åbenbaringerne på ét sted for at bevare dem for eftertiden. Én af Profetens skrivere, Zayd bin Thâbit, der personligt havde overværet Profetens sidste recitation af hele teksten, blev af den første kalif Abû Bakr udnævnt til at forestå arbejdet. Det var dog ikke uden tøven, at han accepterede hvervet, for Profeten havde ikke udtrykkelig givet påbud om, at en sådan samling af skrifterne skulle finde sted.
      De nedskrevne brudstykker blev samlet og sammenlignet indbyrdes, for sluttelig at blive sammenlignet med den tekst, Profetens nærmeste havde lært udenad. På dette grundlag udfærdigede Zayd nu ét komplet eksemplar af teksten på ensartede blade, de såkaldte suhuf. De blev overdraget Abû Bakr til opbevaring mindre end to år efter Profetens død.
      Der berettes dog om et tilfælde, hvor Zayd trods sin omhyggelighed kom i tvivl: Sûra 9 var én af de alleryngste åbenbaringer fra tiden før Profetens sidste pilgrimsfærd. Man vidste med sikkerhed, at Profeten ønskede den placeret efter sûra 8; men der herskede tvivl om, hvorvidt den skulle være en selvstændig sûra eller blot skulle betragtes som en del af sûra 8. Man valgte dog at betragte den som en selvstændig sûra, men undlod at indsætte de vanlige indledningsord. Og derfor er sûra 9 den eneste sûra, der ikke indledes med ordene: I Guds, Den Allernådigstes, Den Allerbarmhjertigstes navn - bismillah ir-rahmân ir-rahîm.
      Suhufen blev ved Abû Bakrs død overdraget hans efterfølger i embedet, 'Umar ibn ul-Khattâb, for ved dennes død at blive overdraget dennes datter Hafsa, der var enke efter Profeten. Under den tredie kalif, 'Uthmân ibn 'Affân, var der utallige fragmenter af Koranen af mere eller mindre tvivlsom oprindelse og nøjagtighed i omløb i hele riget, der nu strakte sig fra Egypten i vest over Palæstina og Irak til Persien i øst. For selvfølgelig kunne det ikke undgås, at der hen ad vejen havde indsneget sig skrivefejl - en forkert placeret streg eller prik kan let forvanske meningen, ligesom der selvfølgelig havde udviklet sig forskellige skrifttyper. Der var også i årenes løb opstået tvivl om den korrekte rækkefølge af sûra'erne.
      'Uthmân pålagde derfor Zayd og tre andre skrivere at udfærdige kopier (mushaf) af suhufen. Disse kopier blev (ca. 20 år efter Profetens død) sendt til de vigtigste byer (bl.a. Makka, Damascus, Kufa og Basra) med udtrykkelig ordre om, at alle andre Korantekster skulle destrueres. 'Uthmâns mushaf var herefter den standardversion, som blev lagt til grund for alle senere mangfoldiggørelser. Suhufen blev atter overdraget Hafsa - 'Uthmân beholdt blot en kopi. To af disse første mushaf er bevaret til vore dage i Istanbul og Tashkent, medens et tredie eksemplar i al-Hussain-moskéen i Kairo menes at være en afskrift af én af 'Uthmâns mushaf.
      Mushafen fra Madîna blev i A.D. 1915 'bortført' til Istanbul og derfra under 1. verdenskrig ført videre til Berlin. I Versailles-traktaten hedder det i art. 246: "Tyskland vil inden for 6 mdr. fra denne traktats ikrafttræden tilbagelevere Kalif 'Uthmâns originale Koran, som blev fjernet fra Madîna af de tyrkiske myndigheder og siges at være blevet overdraget ex-Kejser William II, til Hans Majestæt Kongen af Hedjaz." Af ukendte årsager nåede mushafen dog aldrig længere end til Istanbul.
      'Uthmâns personlige mushaf blev efter hans død bragt til Andalusien, senere til Fez i Marokko og i A.D. 1485 videre til Tashkent i Rusland. Fra 1869-1917 befandt den sig i Skt. Petersborg, hvor flere faksimile-kopier blev fremstillet. Den originale mushaf kom tilbage til Tashkent i 1924.

Det er visselig Os, der lidt efter lidt har nedsendt advarselen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:9)

For dette er en magtfuld bog, som det ikke vil lykkes nogensin de at forfalske. Den er nedsendt af én fuld af visdom, der fortjener al lovprisning. (41:41-42)

 
(Fortsættes)    

© Aminah Tønnsen