Djihâd:
Den mindre Djihâd
- forsvar for trosfriheden
Den mindre Djihâd er en forsvarskrig - den eneste form for krig, Koranen
tillader troende at føre. En forsvarskrig, der kan føres med mange
forskellige våben, lige fra ord og pen til mere håndgribelige og
dødbringende våben - alt efter, hvilke våben angriberen benytter sig af.
Den allertidligste tilladelse til at gribe til våben i selvforsvar blev
givet i en åbenbaring, som Profeten Muhammad modtog kort efter udvandringen
til Madîna A.D. 622 - efter at muslimerne i 12 år var blevet hånet, boykottet, forfulgt og tortureret af de hedenske
makkanere. Det pointeres,
at forsvaret skal ledes af en retfærdig, ydmyg og gudfrygtig leder, der
uselvisk drager omsorg for samfundets svage og fattige og opretholder
retfærdighed, lov og orden i landet. Retten til frit at kunne vælge at
leve et liv i gudhengivelse må og skal forsvares.
Den angribende fjende omtales oftest som
kafir/vantro
(i betydningen
gudsfornægter eller den, der - skønt troende af navn - i praksis ikke
efterlever Guds Lov og f.eks. foretrækker mammon frem for Gud, undlader at
udvise omsorg for medmennesket, er blasfemisk eller blander sin gudstro med
overtro og hedenske traditioner) eller som mushrik/afgudsdyrker. Enkelte
gange er der tale om munâfikûn/hyklere, der kun er troende af navn, men
ikke mener det af hjertet. Det tages altså for givet, at oprigtigt troende
jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden indbyrdes. Dette må
nødvendigvis forstås som en opfordring til at leve op til vort ansvar som
menneske, som Guds forvalter og stedfortræder på jorden, til at stræbe
efter at respektere hinandens forskelligheder og skabe enhed i
mangfoldigheden i stedet for at kives og strides om vore indbyrdes
forskelligheder. Og eftersom Koranens opfordring til djihâd gælder alle
troende - både jøder, kristne og muslimer - gælder pligten til at
forhindre ødelæggelse af gudshuse naturligvis både moskéer, klostre,
kirker og synagoger. Gud er interesseret i hele menneskehedens velfærd:
Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville
der herske kaos og ufred på jorden; men Guds nåde omfatter hele
menneskeheden. (2:251)
Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet
uret imod dem. Gud har visselig magt til at hjælpe alle dem, der
uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde:
"Gud er vor Herre!" Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak
ved hjælp af andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer,
hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Gud hjælper
visselig dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og mægtig.
(Tilladelsen gives til) dem, der - hvis Vi giver dem magt og myndighed på
jorden - forretter bøn, giver almisse, påbyder det gode og forhindrer det
onde. Den endelige dom er hos Gud. (22:39-41)
Gud belønner de undertrykte, der hjælper sig selv og forsvarer sig.
Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og
søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de
uretfærdige. Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og
forsvarer sig, nogen skyld. Kun de er skyldige, der undertrykker og
forfølger andre og lader hånt om lov og ret. En smertelig straf venter
dem. (42:39-42)
Lad dem, der sælger dette liv for Det Hinsidige, kæmpe for Guds Sag. Vi
vil rigeligt belønne den, der kæmper for Guds Sag - hvad enten han taber
eller vinder. Og hvorfor skulle I ikke kæmpe for Guds Sag og for de
undertrykte (og hjælpe løse)? - de mænd, kvinder og børn, der klager:
"Herre! Hjælp os bort fra denne by og dens uretfærdige indbyggere
(der ikke følger Guds Lov). Lad fremtræde én, der vil beskytte os og
hjælpe os." De troende stræber og kæmper for Guds Sag. De vantro
kæmper for Den Ondes sag. Bekæmp Satans venner; hans list vil aldrig
lykkes. (4:74-76)
Gud elsker dem, der i samdrægtighed stræber og kæmper for Hans sag.
(61:4)
Historien har vist, at gudfrygtige mennesker, der lever i fred og harmoni
med sig selv og deres omgivelser, ofte bliver udsat for pres og chikane fra
vantro, der er mere interesserede i personlig rigdom, anseelse og magt end i
hele menneskehedens velfærd.
Selv forbundsfæller er ikke altid parate til at overholde de pagter, de
har indgået for at sikre stabilitet, ro og orden i landet. Koranen giver
derfor ret til også at forsvare sig imod forræderi, og den opfordrer til,
at de troende opløser en indgået pagt, hvis deres forbundsfæller bryder
den. Derefter bør der gives en frist
på fire måneder, før pagten kan anses for endelig ophævet (9:1-2). Efter
pagtens ophævelse må evt. fjendtligheder besvares med passende midler.
Under normale omstændigheder skal pagter indgået med andre
befolkningsgrupper selvfølgelig respekteres:
Oh I troende ! Opfyld jeres forpligtelser. (5:1)
Men I skal ikke opløse de pagter, I har indgået med afguds dyrkere, der
ikke har hverken brudt pagten eller hjulpet nogen imod jer. Så opfyld jeres
forpligtelser over for dem indtil pagtens udløb, for Gud elsker de
retfærdige. (9:4)
De troende formanes dog til altid at være forberedt på at skulle
imødegå fjendtligheder, og ikke lade sig overrumple ude af stand til at
forsvare sig:
De værste skabninger for Gud er dem, der afviser Ham og ikke vil tro
(men forbliver afgudsdyrkere) - (især) dem, med hvem du indgik en pagt, og
som gang på gang bryder den på ugudelig vis. Hvis I møder dem i kamp,
da fordriv dem for at advare andre, der kunne tænkes at ville følge deres
eksempel. Hvis I nærer (velbegrundet) frygt for, at jeres pagtsfæller vil
forråde jer, da opløs (pagten) for at være på lige fod (og I kan
forsvare jer mod deres fjendtligheder). Gud elsker ikke forrædere. De skal
ikke tro, at de kan undslippe Vor lov. Hold jeres bedste våben parat til
skræk og advarsel for Guds og jeres fjender - også dem, hvis fjendskab I
endnu er uvidende om, men som Gud kender vel. Hvad I end giver ud for Guds
Sag, vil I få mangefold igen. I vil ikke lide uret. (8:55-60)
Når de fire forbudte måneder (efter kundgørelse af pagtens opløsning)
er ovre (og afgudsdyrkerne begår fjendtlige handlinger imod jer), da
bekæmp dem, hvor I end finder dem. Tag dem til fange, omring dem, læg jer
i baghold og pas dem op overalt. Men hvis de (oprigtigt) angrer og
(frivilligt) slutter sig til jer ved at forrette bøn og give almisse, da
sæt dem fri. For Gud er tilgivende og barmhjertig. (9:5)
Det kan også hænde, at grupper af Skriftens Folk (dvs. jøderne og de
kristne) ikke umiddelbart ønsker at anerkende et muslimsk styre, så det
kan være nødvendigt at skulle overbevise dem om det betimelige i at
indordne sig og betale djizya - en skat, der pålægges ikke-muslimske,
duelige mænd, hvorved de og deres familier sikres retten til
religionsfrihed og beskyttelse på lige fod med landets muslimske borgere.
Djizya skal ses som modydelse for, at mændene i princippet er fritaget for
at deltage aktivt i landets militære forsvar. De ikke-muslimske mænd, der
ønsker at deltage aktivt i landets forsvar, er naturligvis fritaget for at
betale djizya:
Argumentér med dem blandt Skriftens Folk, der ikke (oprigtigt) tror på
hverken Gud eller Den yderste Dag, der ikke tager det for forbudt, som Gud
og Hans sendebud har forbudt, og ikke følger Guds Evige og Uforanderlige
Lov - indtil de villigt betaler beskyttelsesskat (som tegn på) at de vil
indordne sig (under samfundets regler og normer). (9:29)
Det siger sig selv, at det kun er som en allersidste udvej, at en
konflikt må løses med våbenmagt. Koranen maner til besindighed, til at
imødegå ondt med godt, til tålmodigt at udholde forfølgelse, og til at
søge forlig og tilgive, før mere drastiske midler tages i anvendelse:
Vi vil udsætte jer for prøvelser for at kende de stræbsomme og
udholdende blandt jer, og for at efterprøve, hvad der fortælles om jer.
(47:31)
Oh I troende! Vær standhaftige i Guds Sag som vidner for
retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra
retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi retfærdighed er beslægtet med
fromhed. Og frygt Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)
Sig til de vantro, at deres fortid vil blive dem tilgivet, hvis de tager
afstand fra den og giver sig hen til Gud. Hvis de derimod fastholder (deres
afvisning), da vil de (til sin tid) blive straffet, ligesom tidligere folk
er blevet straffet. Og bekæmp dem, indtil der ikke mere hersker kaos og
undertrykkelse, men retfærdighed og trosfrihed. Hvis de ophører (med at
forfølge og bekrige de troende og giver sig hen til Gud), da ser Gud
visselig alt, hvad de gør. Hvis de fortsat fornægter Gud, da vid, at Gud
er jeres beskytter - hvilken ypperlig beskytter og hjælper. (8:38-40)
For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter
bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi
har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt - er der et hjem i Det
Hinsidige. De skal indgå i Lyksalig hedens Haver, som også de retfærdige
blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal
hilsende komme dem i møde fra alle sider: "Fred være med jer (som
belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperlig er ikke Den
Endelige Bolig!" (13:22-24)
Den Allerbarmhjertigstes (mest trofaste) tjenere er dem, der vandrer på
jorden i ydmyghed og siger: "Fred!" når de åndeligt uvidende
henvender sig til dem (i forsøg på at stifte kiv og strid). (25:63)
Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre.
Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)
Men den, der udviser tålmodighed og tilgiver (den uret, der er begået
imod ham), handler visselig forstandigt. (42:43)
Hvis to parter blandt de troende strides, da stift fred imellem dem; men
hvis den ene af parterne fortsat overskrider grænserne (for det
sømmelige) over for den anden, da bekæmp den overskridende part, indtil
han retter sig efter Guds påbud. Hvis han føjer sig, da stift fred mellem
parterne i retfærdighed, for Gud elsker visselig de retfærdige. De troende
udgør ét fællesskab. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og
frygt Gud, at I må få del i Hans nåde. (49:9-10)
Et nødvendigt forsvar eller gengældelse bør iflg. Koranen altid
foregå inden for passende rammer: Et angreb i ord og på skrift må
imødegås i ord og på skrift. Et boykot af bestemte varer eller personer
må imødegås med et tilsvarende boykot etc., og først, når fjenden
griber til våben, må der svares igen med våbenmagt. Men selv om det er
tilladt at forsvare sig med angriberens egne midler, er det endnu bedre at
bruge mindre drastiske midler - eller helt afstå fra gengældelse og
tilgive i stedet:
I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse,
øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. Men den, der
(storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine
egne synder. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er
ikke bedre end synderne. (5:48)
Hvis I gengælder (uret, der påføres jer), da gør det med samme
midler; men det er visselig bedst for jer, om I udviser tålmodig hed og
afstår fra gengældelse. Vær tålmodig! Din tålmodighed kommer visselig
fra ingen andre end Gud. Vær ikke bedrøvet på deres vegne, og vær (ej
heller) bekymret for de rænker, de smeder (imod jer). Gud er visselig med
de gudfrygtige og ret færdige. (16:126-128)
Gud vil visselig hjælpe den (forfulgte), der ikke har gengældt ondt med
noget værre end den skade, han selv er blevet påført, men atter bliver
forulempet. For Gud er kærligt overbærende og tilgivende. (22:60)
De, der lytter til Ordet, og (når der er flere alternativer) følger det
bedste, er vejledt af Gud. Disse er de (virkelig) indsigts fulde. (39:18)
Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver
og søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de
uretfærdige. (42:40)
* * *
Sig ikke: "Jeg vil gengælde ondt," men sæt dit håb til
Herren, så han vil hjælpe dig. (Ordsprogenes Bog 20:22)
Jesus sagde: "I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for
tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der
vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også
den anden til." (Mattæus 5:38-39)
Jesus sagde: "Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres
fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer,
og bed for dem, der mishandler jer." (Lukas 6:27-28)
Og Profeten Muhammad manede til besindighed ved at sige:
Den lærdes blæk er mere helligt end martyrens blod.
Koranen pointerer igen og igen, at det udelukkende er tilladt at gribe
til våben i selvforsvar. Og selv om al krig er grusom, og man inderst inde
ikke ønsker at gøre andre mennesker fortræd, så kan det være
nødvendigt at gribe til våben, hvorved det ikke kan udelukkes, at man
bliver nødt til at dræbe andre.
Man bør så vidt muligt undgå at føre krig på hellige enemærker og i
de hellige måneder dhu'l-ka'da, dhu'l-hidjdja, muharram og radjab - harâm
betyder både hellig og forbudt:
Kæmp for Guds Sag imod dem, der bekæmper jer; men
overskrid ikke
(grænserne), for Gud elsker ikke dem, der over skrider (grænser). Og dræb
dem, hvor I (end) støder på dem og fordriv dem (fra de steder), de fordrev
jer fra. Tyranni og kaos er værre end drab (i forsvar for trosfriheden).
Men kæmp ikke imod dem ved Den Hellige Moské - medmindre de kæmper imod
jer dér. Men hvis de bekriger jer dér, da dræb dem. Det er lønnen for
dem, der søger at udrydde gudhengivelsen. Men hvis de ophører med at
kæmpe (og giver sig hen til Gud), da er Gud visselig tilgivende og
barmhjertig. Kæmp imod dem, indtil ingen mere forfølges (på grund af sin
tro), og Gud alene tilbedes. Hvis de ophører (med deres ugudelige angreb),
må ingen fortsætte kampen - undtagen imod dem, der (fortsat) undertrykker
andre. En hellig måned for en hellig måned. Når helligt vanhelliges, er
gengældelse tilladt. Hvis nogen er voldelig imod jer, da gengæld volden i
lige mål; men frygt Gud og vid, at Han er med de gudfrygtige. (2:190-194)
Det er foreskrevet jer at stræbe og kæmpe (for Guds Sag), selv om det
byder jer imod. For det er vel muligt, at I nærer uvilje imod noget, der er
godt for jer - og holder af noget, der er skadeligt for jer. Gud er
alvidende; men I er uvidende. De spørger dig (Muhammad) om kamp i en hellig
måned. Sig: "Kamp (i en hellig måned) er en svær forbrydelse; men at
formene andre adgang til Guds Vej og til Den Hellige Moské, og at drive
de troende ud derfra, er en større synd for Gud. Forsøg på at sprede
ugudelighed er værre end drab (for at forhindre det). De vil ikke ophøre
med at bekrige jer, indtil det lykkes dem at vende jer bort fra jeres tro -
hvis de er i stand dertil. Den af jer, der vender sig fra troen og dør som
vantro, er blandt dem, hvis gerninger ikke vil bære frugt hverken i denne
verden eller i den kommende. De vil være Ildens beboere - dér vil de
dvæle." (2:216-217)
Hvis du lider nederlag (i forsvaret for din tro), (da vid), at din
modstander ligeledes lider nederlag. Sejr og nederlag følger snart den ene
og snart den anden, for at Gud kan kende de oprigtigt troende og
offervillige. Gud elsker ikke de uret færdige. Det er Guds plan at prøve
og rense de troende og lade dem, der ikke består prøven, gå til grunde.
Troede I (virkelig), at I vil betræde Haven, før Gud har prøvet dem
blandt jer, der ihærdigt stræber og kæmper (for Han sag), og (Han) kender
de udholdende? (3:140-142)
Da Gud skabte himlene og jorden, fastsatte Han antallet af måneder til
tolv. Fire af dem er hellige (og ukrænkelige) - det er Guds Evige og
Uforanderlige Lov. Begå ikke synd i disse (hellige måneder), men forsvar
jer, hvis afgudsdyrkerne angriber jer. Og vid, at Gud er med de gudfrygtige.
(9:36)
Er beslutningen om at føre en forsvarskamp taget - hvad enten den føres
med ord, pen eller våben - da skal man kæmpe helhjertet og ikke have
medlidenhed med modstanderen. Han har selv taget initiativet til kampen og
må selvfølgelig være forberedt på, at man er parat til at forsvare sin
sag. Især, fordi man ikke kæmper for egen anseelse eller materiel vindings
skyld, men for Guds Sag - for retten til frit at kunne give sig hen til Gud
og tjene Ham:
Tab ikke modet, og fortvivl ikke, for I vil få overtaget, hvis I har
tro. (3:139)
Hvor mange profeter har ikke kæmpet for Guds Sag - og
utallige
gudfrygtige sammen med dem? Hvad der end tilstødte dem på Guds Vej,
mistede de aldrig modet, de udviste ingen svaghed og overgav sig aldrig.
Gud elsker de udholdende. Alt, hvad de sagde, var: "Herre! Tilgiv os
vore synder og de overtrædelser, vi måtte have begået. Styrk os og
hjælp os imod dem, der afviser at tro." (3:146-147)
De, der følger Gud og Hans sendebud, (selv) efter at være blevet såret
(i kamp), vil blive ypperligt belønnet af Herren, hvis de (fortsat) handler
retfærdigt. (3:172)
Vær ikke tilbageholdende over for dem, der bekæmper jer. Nok lider I;
men de lider (mindst) lige så meget. I kan håbe på belønning hos Gud -
det kan de ikke. Gud er alvidende og alviis. (4:104)
Oh I troende! Hvis I møder de vantro i fremmarch, da vend dem ej ryggen.
Hvis nogen en sådan dag vender fjenden ryggen - medmindre det er af
taktiske hensyn (reculer pour mieu sauter) eller for at slutte sig til en
anden enhed - påkalder han sig Guds vrede. Han vil dvæle i Helvede -
hvilket trist endeligt. (8:15-16)
Oh I troende! Hvis I støder på en fjende, da vær standhaftige og
ihukom Gud, at det må gå jer godt. (8:45)
Udvis ikke svaghed og overgiv jer ikke, når I har overtaget. For Gud er
med jer og vil aldrig lade jeres gode gerninger gå til spilde. (47:35)
Men selv i en helhjertet kamp er der grænser, der ikke må overskrides.
Man må hverken under eller efter kampene drage hærgende gennem landet og
ødelægge naturen eller nedslagte dyr og uskyldige mennesker:
Tag ikke liv, som Gud har helliggjort - uden I er berettiget dertil (som
gengældelse for overlagt mord eller i selvforsvar). (17:33)
Hans selvoptagethed forledte ham (Kain,
arab. Qâbîl) til at dræbe sin
bror (Abel, arab. Hâbîl), og derved blev han selv én af de fortabte...
Derfor forordnede Vi for Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske -
medmindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og
terror - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen
sparer et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være,
som om han sparer hele menneskeheden. (5:33 og 35)
Når hykleren (der blot er muslim af navn, men ikke mener sin bekendelse
oprigtigt) vender sig bort (og er blandt sine egne), har han intet andet i
tankerne end at sprede kaos på jorden ved at ødelægge afgrøder og
nedslagte mennesker og kvæg (egl. alt levende, dvs. al civilisation). Gud
elsker ikke urostiftere. (2:205)
Anret ej kaos på jorden, eftersom alt dér er ordnet på bedste måde.
Og påkald Ham med ærefrygt og håb. Guds barmhjertighed er med de
retfærdige. (7:56)
Han har gjort jer til Sin stedfortræder på jorden. Den, der nægter at
vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. (35:39)
Koranen indeholder i øvrigt intet forbud mod på naturlig vis at omgås
ikke-troende, medmindre der er tale om ikke-troende, der bespotter, forfølger
og bekæmper de troende. Og muligheden af, at den ikke-troende af i dag vil
være troende i morgen, er jo altid til stede:
Er det for at vinde hæder og ære, de slutter venskab og
forbund med
vantro i stedet for med troende? Hæder findes visselig (kun) hos Gud (og
i Hans love). Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der
forkaster, håner og bespotter Hans tegn - medmindre de ændrer adfærd.
Ellers vil I blive betragtet som én af dem. Gud vil visselig føre hyklerne
og de vantro sammen i Helvede. (4:139-140)
Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer
adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad
det ufortrødent. (6:68)
Oh I troende! Tag ikke Mine fjender til venner og forbunds fæller ved at
vise dem sympati på trods af, at de har afvist sandheden, der er kommet til
jer, og har fordrevet Profeten og jer (fra jeres hjem), (blot) fordi I tror
på Gud, Herren. (60:1)
Det kan vel være, at Gud vil lade venskab opstå mellem jer og dem, I
lige nu anser for jeres fjender. For Gud er almægtig. Og Han er tilgivende
og barmhjertig. Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis (at
omgås) dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres
hjem. Gud elsker de ret færdige. Gud forbyder jer derimod (at omgås) dem,
der bekæmper jeres tro, der fordriver jer fra jeres hjem og hjælper
andre med at fordrive jer. Det er sådanne, der begår uret. (60:7-9)
Under alle omstændigheder bør kamphandlinger naturligvis ophøre, lige
så snart retten til frit at kunne dyrke Gud er sikret. Når som helst
fjenden giver tegn til at ønske en fredelig løsning, bør de troende
standse kamphandlingerne:
Kæmp imod dem, indtil ingen mere forfølges (på grund af sin tro), og
Gud alene tilbedes. Hvis de ophører (med deres ugudelige angreb), må
ingen fortsætte kampen - undtagen imod dem, der (fortsat) undertrykker
andre. (2:193)
Sig til de vantro, at deres fortid vil blive dem tilgivet, hvis de tager
afstand fra den og giver sig hen til Gud. Hvis de derimod fastholder (deres
afvisning), da vil de (til sin tid) blive straffet, ligesom tidligere folk
er blevet straffet. Og bekæmp dem, indtil der ikke mere hersker kaos og
undertrykkelse, men retfærdighed og trosfrihed. Hvis de ophører (med at
forfølge og bekrige de troende og giver sig hen til Gud), da ser Gud
visselig alt, hvad de gør. Hvis de fortsat fornægter Gud, da vid, at Gud
er jeres beskytter - hvilken ypperlig beskytter og hjælper. (8:38-40)
Hvis fjenden søger fred, da søg du også fred og sæt din lid til Gud,
for Han er althørende og alvidende. Hvis fjenden (blot) bluffer (og i
virkeligheden ikke ønsker fred, men blot et pusterum før angrebet
fortsættes), da er Gud din bedste beskytter. Han hjælper dig og styrker
dig ved hjælp af de troende (der kæmper sammen med dig). (8:61-62)
Hvis I møder de vantro (i åben forsvarskamp), da giv dem én over
nakken (dvs. gør dem ukampdygtige). Når I har fået overtaget, da tag
dem til fange. Herefter er tiden inde til enten storsindethed eller
løsepenge for at bringe fjendtlighederne til ophør. Således har Gud
befalet. (47:4)
Hvis to parter blandt de troende strides, da stift fred imellem dem; men
hvis den ene af parterne fortsat overskrider grænserne (for det
sømmelige) over for den anden, da bekæmp den overskridende part, indtil
han retter sig efter Guds påbud. Hvis han føjer sig, da stift fred mellem
parterne i retfærdighed, for Gud elsker visselig de retfærdige. De troende
udgør ét fælles skab. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og
frygt Gud, at I må få del i Hans nåde. (49:9-10)
Oprør mod Guds verdensorden betaler sig ikke i det lange løb, for Guds
Sag vil i sidste ende sejre:
De vantro bruger deres ressourcer på at lede menneskene bort fra Guds
Vej. Lad dem blot fortsætte dermed! Men de vil bittert fortryde deres
handlinger. De vil blive overvundet til sidst og drevet til Helvede, for at
Gud kan skille de værdige fra de uværdige. Og de uværdige vil blive
samlet sammen til hobe og kastet i Helvede. Det er dem, der vil være
taberne. (8:36-37)
Straffen for at gøre oprør mod Guds orden og stræbe efter at stifte
ufred og kaos på jorden er henrettelse, korsfæstelse, afhugning af modsat
hånd og fod eller landsforvisning. Således vil oprørerne blive vanæret i
denne verden, og en smertelig straf venter dem i Det Hinsidige - undtagen
dem, der angrer, før de falder i jeres magt. Gud er tilgivende og
barmhjertig. (5:36-37)
* * *
Den uretfærdige spinder rænker mod den retfærdige og skærer tænder
imod ham. Herren ler ad ham, for han ser, at hans time er kommet. (Salme
37:12-13)
Når vi vinder en sejr - hvad enten den er stor eller lille, og hvilken
form for djihâd den så end er et resultat af - da skal vi huske på, at
intet lykkes uden ved Guds hjælp. Til Ham bør vi vende os i taknemmelighed
og hengivenhed:
Det var ikke jer, der besejrede dem - det var Gud. (8:17)
Intet lykkes uden ved Guds hjælp. Ham har jeg tillid til, og til Ham
vender jeg mig i hengivenhed. (11:88)
Når sejren - ved Guds hjælp - kommer, og du ser menneskene antage Guds
religion i hobetal, da lovpris din Herre og bed om Hans tilgivelse. For Han
tilgiver visselig igen og igen. (110:1-3)
Den Katolske Kirkes nyeste katekismus opremser i kapitlet
Opretholdelse
af fred nogle retningslinjer, der til forveksling ligner de ovenfor anførte
passager fra Koranen: Vrede, hævn og had må ikke være motiv til krig.
Mennesket har brug for medmenneskets respekt og fred, ro og orden i
samfundet for at trives og udfolde sig. Hver eneste borger og regering er
forpligtet til at arbejde for fred og forhindre krig, men har ret til (hvis
alt andet slår fejl) at forsvare sig militært med midler, der dog ikke må
gøre større skade end det onde, der skal udryddes. Det er op til dem, der
er betroet et lands ledelse, at vurdere, om forudsætningen for en
forsvarskrig er til stede. De, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at
deltage aktivt i deres lands forsvar, er forpligtet til at yde anden
samfundstjeneste i stedet. Civilbefolkningen må ikke lide overlast. Sårede
soldater og krigsfanger skal behandles ordentligt. Det er læren om
retfærdig krig.
(Fortsættes)
© Aminah
Tønnsen
|