Djihâd:

Den større Djihâd
- menneskets stræben

 

Begrebet djihâd er i årenes løb blevet misbrugt af både tilhængere og modstandere af Islam, og har således - ganske uforskyldt - været årsag til angst og frygt for Islam og muslimer. Men djihâd betyder i al sin enkelthed noget så fredeligt som en inderlig, oprigtig og ihærdig anstrengelse, stræben og kæmpen for en retfærdig sag. Den, der stræber, kaldes en mudjâhid. Profeten Muhammad har sagt:

Den større Djihâd er kampen for at overvinde egne svagheder.

Større og vigtigere end alle andre former for djihâd - og en forudsætning for dem. En kamp mod vor største fjende: selvet. En livslang, konstant og helt personlig kamp og arbejden-med-sig-selv for at bringe vore tanker, ord og handlinger i overensstemmelse med Guds ønsker, som de er nedfældet i Koranen, og som det er nødvendigt at følge for at opnå fred og harmoni i sjælen. Der er således en helt naturlig sammenhæng mellem djihâd og gudhengivelse: Djihâd er midlet - fred gennem gudhengivelse (islam) er målet.
    Men hvad ligger der egentlig i begrebet: at give sig hen til Gud? Hvad er det, Gud opfordrer os til at gøre - ikke for Hans skyld, men for vor egen - ud over at forrette bøn, faste og give almisse, at tro på Gud, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebud, Dommedag, et liv efter døden og forudbestemmelsen - det, at alle vore handlinger får nogle af Gud planlagte konsekvenser, som vi ikke kan undslippe, hvor gerne vi end ville?
    Svaret finder vi i Koranen, der indeholder nogle enkle og fornuftige leveregler, der - skematisk opsat - måske kan synes både frihedsberøvende og uoverkommelige at efterfølge, men som i virkeligheden ikke er så forskellige fra, hvad de fleste forældre helt naturligt prøver at bibringe deres børn - uanset deres religiøse tilhørsforhold i øvrigt.
    Koranens leveregler lægger vort liv i nogle rammer, som vi hver især selv må udfylde i forhold til den tidsalder og den sociale og politiske virkelighed, vi lever i. Det giver både frihed, tryghed og fred i sjælen, for som troende ved vi, at følger vi budskabet, kan det aldrig gå helt galt - selv om vi måske ikke lever som flertallet i vore nærmeste omgivelser, og måske ind i mellem bliver udsat for undren, hovedrysten eller chikane fra vore medmenneskers side.
    For at disse leveregler kan blive en naturlig del af os selv og vor hverdag, gælder det i første række om at forsøge at forstå Koranens budskab, og dernæst om at bruge vor indsigt, dømmekraft og sunde fornuft til at overføre det til den virkelighed, vi er en del af. Livet skal ses som en opgave, en prøve og en forberedelse til det højeste mål af alle - et fredfyldt liv hos Gud i Det Hinsidige:

For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22)

Sig: "Dette er min vej. Min opfordring til jer om at følge Guds Vej er baseret på min såvel som mine tilhængeres fornuft og åndelige indsigt." (12:108)

Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Guds Sag og nøje overvejer den. (34:46)

Tror I, at I vil komme i Paradis uden at blive udsat for prøvelser som dem, jeres forfædre måtte igennem? De mødte lidelser og modgang, der rystede dem så dybt, at selv Sendebudet og de troende med ham råbte: "Hvornår kommer Guds hjælp?" Guds hjælp er visselig nær. (2:214)

Ret ikke dit begærlige blik på det, Vi har givet nogle (frem for andre). For det er ved dette livs ydre glans og ære, at Vi sætter dem på prøve. Men Herrens underhold er bedre og langt mere vedvarende. (20:131)

For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt - er der et hjem i Det Hinsidige. De skal indgå i Lyksalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: "Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperlig er ikke Den Endelige Bolig!" (13:22-24)

Det er ikke altid nemt at skille sig ud af mængden; men hvem er nærmere til at vejlede og hjælpe os end Gud, Den Almægtige?

Oh I troende! Søg hjælp i tålmodighed, i selvbeherskelse og i bøn, for Gud er med de tålmodigt vedholdende. (2:153)

Bed Herren fuldkommengøre jer. (4:32)

Måtte Du, Herre, stedse lede mig nærmere til den rette vej! (18:24)

Men det er ikke nok at bede Gud om hjælp til at nå et højere mål, man skal selv yde en aktiv indsats for at nå målet: En ihærdig anstrengelse, stræben og kæmpen - djihâd. En kamp for at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold. En kamp for at betvinge løgn, egoisme, overfladiskhed, ukontrollable lidenskaber og egoistiske begær, der kun alt for let kan løbe løbsk og skabe forvirring, fortræd og kaos i tilværelsen:

Lyt ikke til de vantro, men stræb og kæmp ihærdigt for Guds sag. (25:52)

Oh I troende! Gud vil hjælpe jer, hvis I vil stræbe for Hans sag, og Han vil styrke jer (at I ikke træder fejl). (47:7)

Hvis de ikke vil følge dig, da vid, at de blot følger deres egne begær. Og hvem er mere vildfaren end én, der følger sine egne begær blottet for enhver guddommelig vejledning? Gud vejleder ikke den, der forsætlig handler uretfærdigt. (28:50)

Ved de prustende, galopperende gangere, der slår gnister (med hovene), og stormer frem ved daggry, og hvirvler støvet op i skyer, og (pludselig) befinder sig midt blandt en flok fjender! Mennesket er visselig utaknemmeligt imod Herren - og bærer selv vidnesbyrd derom (igennem sine gerninger), og er besat af kærlighed til (denne verdens) goder. Ved det ikke (hvad der venter det), når gravene tømmes (ved Opstandelsen), og det, der er (skjult) i menneskenes bryst, kommer frem i lyset? Den dag er Herren velunderrettet om alle ting. (100:1-11)

Den indiske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal (1877-1938) har i bogen The Reconstruction of Religious Thought in Islam beskrevet denne proces på uforlignelig vis:

"Når mennesket tiltrækkes af kræfterne omkring sig, har det kraft til at forme og styre dem. Når de krydser dets vej, har det evne til at bygge en langt rummeligere verden inden i sig selv, hvor det vil opdage kilder til uendelig glæde og inspiration. Hård er dets skæbne, og skrøbelig dets væsen - som et rosenblad; men intet i virkelighedens verden er så magtfuldt og så smukt som menneskets inderste væsen! En kreativ sjæl, en ånd i bevægelse, der på sin fremfærd løftes fra ét stade til et andet:

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) plan til et andet. (84:19)

Det er menneskets lod at være uløseligt forbundet med universet, og at kunne forme sin egen såvel som universets skæbne - ved at tilpasse sig dets kræfter, og ved at bruge al sin energi på at omdanne dem til egen gavn og glæde. Og i denne fremadskridende forvandlingsproces bliver Gud menneskets samarbejdspartner - forudsat mennesket tager initiativet:

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)

Hvis mennesket ikke tager initiativet, ikke udvikler sit inderstes rigdomme, og ophører med at fornemme det pulserende liv, da vil dets sjæl forhærdes og reduceres til død materie. Menneskets liv og åndelige fremdrift er afhængigt af, om det kan etablere forbindelse til den virkelighed, det konfronteres med. Det er viden, der etablerer denne forbindelse, og viden er erkendelse gennem forståelse."


Life never remains stationary in the same condition,
but every moment it creates new figures,
new designs, and new values,
and always maintains a continual strife!
Therefore, if thy 'today' is an exact picture
of thy 'yesterday',
in thy dust there is no spark of life!

Muhammad Iqbal    

 

Muhammad Iqbal har også sat ord på det, der er så uendelig svært at beskrive: Styrken, rigdommen og glæden ved den frihed og indre fred og harmoni, som troen på Guds ord, Koranen, kan give den reflekterende og oprigtigt søgende, der formår i Koranen at se mere end blot et guddommeligt regelsæt til mekanisk efterfølgelse:

"Groft sagt kan det religiøse liv inddeles i tre perioder: Tro, eftertænksomhed og opdagelse.
    I den første periode kommer det religiøse liv til udtryk i en form for disciplin, som individet eller folket må acceptere betingelsesløst - uden nogen som helst rationel forståelse af den dybere mening og hensigt med påbudet. En holdning, der kan få store konsekvenser for et folks sociale og politiske historie, men som ikke har nogen særlig betydning for individets indre vækst og udfoldelse.
    Perfekt disciplinær lydighed efterfølges af rationel forståelse for disciplinen, og for dens ophav og myndighed. I denne periode søger den religiøse efter et fundament i form af et logisk sammenhængende syn på verden og Gud som en del af den.
    I den tredie periode bliver metafysikken fortrængt af psykologien, og den religiøse udvikler ambitionen om at komme i direkte kontakt med den yderste virkelighed. Det er her, troen bliver til et personligt anliggende, en personlig tilegnelse af liv og kraft. Og individet udfolder sin  frie personlighed - ikke ved at frigøre sig fra lovens lænker, men ved at opdage lovens yderste kilde på bunden af sin egen bevidsthed. Som en muslimsk sufi har udtrykt det: Det er ikke muligt at forstå Den Hellige Bog uden at den i bogstaveligste forstand er åbenbaret til den enkelte troende - ligesom den blev åbenbaret til Profeten."

There are a thousand mornings in the skirt of His night!
From His ever-lasting star the two worlds obtain their light!
What a better sign of a true believer
could I tell thee:
Oh, at the moment of death
there is a pleasant smile on his face,
and his spirit feels an everlasting delight!

Muhammad Iqbal                               

© Aminah Tønnsen 

(fortsættes)   

Kilder og litteratur om djihâd:

ABDALATI, Hammudah: Islam i Fokus. København 1991,
          pp.194-209: Forvrængninger omkring Islam.

AHMAD, Sarah: The True Spirit of Jihad

CHITTICK, William C.:
          The Theological Roots of Peace and War according to Islam.
          THE ISLAMIC QUARTERLY vol.XXXIV, 1990, pp.145-163.

DENFFER, Ahmad von:
          Krieg und Frieden im Islam. München 1995.

FADL, Mona Abul-:
          Introducing Islam from Within. Leicester 1991,
          pp.55-76: The Social and Political Implications of the Faith.

FALATURI, Abdoldjavad:
          Der Islam im dialog. Köln 1992,
          pp. 75-97: Toleranz und Friedenstraditionen im Islam.

HØST, Børge:
          Islam til daglig. Værløse 1991, pp.78-81: Den hellige krig.

IQBAL, Muhammad:
          The Reconstruction of Religious Thought in Islam. Lahore 1951
        Rubayiat of Iqbal (rend. into English by A.R.Tariq). 1973.

Katechismus der Katholischen Kirche. München 1993,
          pp.585-590: Aufrechterhaltung des Friedens.

NAQVI, Ali Raza: Laws of War in Islam. 
          ISLAMIC STUDIES vol.XIII, 1974, pp.25-43.

PARWEZ, Ghulam Ahmad:
          Islam - a Challenge to Religion. Lahore 1989,
          pp.203-214: The Development of Human Personality.
          pp.284-296: Man and War.

SKOVGAARD-Petersen, Jakob:
          Lever vi i en islamisk stat? Diskussion om Ibn Taymiyya.
          CHAOS dansk-norsk tidsskrift for religionshistoriske studier,
          nr. 11, København 1980, pp.50-64.

RAHMAN, Fazlur:
          Major Themes of the Qur'ân. Chicago 1980,
          pp.37-64: Man in Society.

RAMADAN, Said:
          Islamic Law, its Scope and Equity. Geneva 1970,
          pp.128-162: Characterization of non-Muslims' Status.

RENARD, John: Al-jihâd al-akbar.
          THE MUSLIM WORLD vol.78, 1988, pp.225-242.

SCHLEIFER, S. Abdullah:
          THE ISLAMIC QUARTERLY vol.XXVII, 1983,
          pp.117-131: Understanding Jihad: Definition and Methodology.
          pp.173-203: Jihad and Traditional Islamic Consciousness.

 

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]