|
Den større Djihâd
Begrebet djihâd er i årenes løb blevet misbrugt af både tilhængere og modstandere af Islam, og har således - ganske uforskyldt - været årsag til angst og frygt for Islam og muslimer. Men djihâd betyder i al sin enkelthed noget så fredeligt som en inderlig, oprigtig og ihærdig anstrengelse, stræben og kæmpen for en retfærdig sag. Den, der stræber, kaldes en mudjâhid. Profeten Muhammad har sagt: Den større Djihâd er kampen for at overvinde egne svagheder. Større og vigtigere end alle andre former for djihâd - og en
forudsætning for dem. En kamp mod vor største fjende: selvet. En livslang,
konstant og helt personlig kamp og arbejden-med-sig-selv for at bringe vore
tanker, ord og handlinger i overensstemmelse med Guds ønsker, som de er
nedfældet i Koranen, og som det er nødvendigt at følge for at opnå fred
og harmoni i sjælen. Der er således en helt naturlig sammenhæng mellem
djihâd og gudhengivelse: Djihâd er midlet - fred gennem gudhengivelse
(islam) er målet. For de værste skabninger i Guds øjne er dem, der ikke vil bruge deres evner til at (forsøge at) forstå Budskabet. (8:22) Sig: "Dette er min vej. Min opfordring til jer om at følge Guds Vej er baseret på min såvel som mine tilhængeres fornuft og åndelige indsigt." (12:108) Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene op for Guds Sag og nøje overvejer den. (34:46) Tror I, at I vil komme i Paradis uden at blive udsat for prøvelser som dem, jeres forfædre måtte igennem? De mødte lidelser og modgang, der rystede dem så dybt, at selv Sendebudet og de troende med ham råbte: "Hvornår kommer Guds hjælp?" Guds hjælp er visselig nær. (2:214) Ret ikke dit begærlige blik på det, Vi har givet nogle (frem for andre). For det er ved dette livs ydre glans og ære, at Vi sætter dem på prøve. Men Herrens underhold er bedre og langt mere vedvarende. (20:131) For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og som imødegår ondt med godt - er der et hjem i Det Hinsidige. De skal indgå i Lyksalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: "Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperlig er ikke Den Endelige Bolig!" (13:22-24) Det er ikke altid nemt at skille sig ud af mængden; men hvem er nærmere til at vejlede og hjælpe os end Gud, Den Almægtige? Oh I troende! Søg hjælp i tålmodighed, i selvbeherskelse og i bøn, for Gud er med de tålmodigt vedholdende. (2:153) Bed Herren fuldkommengøre jer. (4:32) Måtte Du, Herre, stedse lede mig nærmere til den rette vej! (18:24) Men det er ikke nok at bede Gud om hjælp til at nå et højere mål, man skal selv yde en aktiv indsats for at nå målet: En ihærdig anstrengelse, stræben og kæmpen - djihâd. En kamp for at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold. En kamp for at betvinge løgn, egoisme, overfladiskhed, ukontrollable lidenskaber og egoistiske begær, der kun alt for let kan løbe løbsk og skabe forvirring, fortræd og kaos i tilværelsen: Lyt ikke til de vantro, men stræb og kæmp ihærdigt for Guds sag. (25:52) Oh I troende! Gud vil hjælpe jer, hvis I vil stræbe for Hans sag, og Han vil styrke jer (at I ikke træder fejl). (47:7) Hvis de ikke vil følge dig, da vid, at de blot følger deres egne begær. Og hvem er mere vildfaren end én, der følger sine egne begær blottet for enhver guddommelig vejledning? Gud vejleder ikke den, der forsætlig handler uretfærdigt. (28:50) Ved de prustende, galopperende gangere, der slår gnister (med hovene), og stormer frem ved daggry, og hvirvler støvet op i skyer, og (pludselig) befinder sig midt blandt en flok fjender! Mennesket er visselig utaknemmeligt imod Herren - og bærer selv vidnesbyrd derom (igennem sine gerninger), og er besat af kærlighed til (denne verdens) goder. Ved det ikke (hvad der venter det), når gravene tømmes (ved Opstandelsen), og det, der er (skjult) i menneskenes bryst, kommer frem i lyset? Den dag er Herren velunderrettet om alle ting. (100:1-11) Den indiske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal (1877-1938) har i bogen The Reconstruction of Religious Thought in Islam beskrevet denne proces på uforlignelig vis: "Når mennesket tiltrækkes af kræfterne omkring sig, har det kraft til at forme og styre dem. Når de krydser dets vej, har det evne til at bygge en langt rummeligere verden inden i sig selv, hvor det vil opdage kilder til uendelig glæde og inspiration. Hård er dets skæbne, og skrøbelig dets væsen - som et rosenblad; men intet i virkelighedens verden er så magtfuldt og så smukt som menneskets inderste væsen! En kreativ sjæl, en ånd i bevægelse, der på sin fremfærd løftes fra ét stade til et andet: I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) plan til et andet. (84:19) Det er menneskets lod at være uløseligt forbundet med universet, og at kunne forme sin egen såvel som universets skæbne - ved at tilpasse sig dets kræfter, og ved at bruge al sin energi på at omdanne dem til egen gavn og glæde. Og i denne fremadskridende forvandlingsproces bliver Gud menneskets samarbejdspartner - forudsat mennesket tager initiativet: Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11) Hvis mennesket ikke tager initiativet, ikke udvikler sit inderstes rigdomme, og ophører med at fornemme det pulserende liv, da vil dets sjæl forhærdes og reduceres til død materie. Menneskets liv og åndelige fremdrift er afhængigt af, om det kan etablere forbindelse til den virkelighed, det konfronteres med. Det er viden, der etablerer denne forbindelse, og viden er erkendelse gennem forståelse."
Muhammad Iqbal
Muhammad Iqbal har også sat ord på det, der er så uendelig svært at beskrive: Styrken, rigdommen og glæden ved den frihed og indre fred og harmoni, som troen på Guds ord, Koranen, kan give den reflekterende og oprigtigt søgende, der formår i Koranen at se mere end blot et guddommeligt regelsæt til mekanisk efterfølgelse: "Groft sagt kan det religiøse liv inddeles i tre perioder: Tro,
eftertænksomhed og opdagelse. There are a thousand mornings in the skirt of His night! Muhammad Iqbal © Aminah Tønnsen (fortsættes)
Kilder og litteratur om djihâd: ABDALATI, Hammudah: Islam i Fokus. København 1991, AHMAD, Sarah: The True Spirit of Jihad CHITTICK, William C.: DENFFER, Ahmad von: FADL, Mona Abul-: FALATURI, Abdoldjavad: HØST, Børge: IQBAL, Muhammad: Katechismus der Katholischen Kirche. München 1993, NAQVI, Ali Raza: Laws of War in Islam. PARWEZ, Ghulam Ahmad: SKOVGAARD-Petersen, Jakob: RAHMAN, Fazlur: RAMADAN, Said: RENARD, John: Al-jihâd al-akbar. SCHLEIFER, S. Abdullah:
|
