Krigsbytte, krigsfanger
og slaver
Materiel vinding må aldrig være hverken den enkeltes
eller statens motiv til at føre krig. Krig må udelukkende føres for at
forsvare Guds Sag, hvorfor et evt. krigsbytte ikke tilhører den enkelte
kæmpende, men Gud. Og det er Hans sendebud (dvs. staten), der skal
fordele det med 1/5 til samfundets trængende og 4/5 til dem, der aktivt
har deltaget i kampene:
De spørger dig om krigsbytte. Sig: "Krigsbytte tilhører Gud og
Hans sendebud (til viderefordeling). Frygt derfor Gud, strides ikke (om
fordelingen) og adlyd Gud og Hans sendebud, hvis I (ellers) er oprigtigt
troende." (8:1)
Og vid, at ud af det krigsbytte, der måtte falde i jeres hænder,
tilhører en femtedel Gud og Sendebudet (til fordeling blandt) de (faldnes
efterladte) slægtninge, de forældreløse og de trængende vejfarende,
der tror på Gud og den åbenbaring, Vi har nedsendt til Vor tjener.
(8:41)
Glæd jer over jeres krigsbytte, for så vidt som det er lovligt og
rent, men frygt Gud. Han er visselig tilgivende og barmhjertig. (8:69)
Fortsætter fjenden kampen til den bitre ende, tillader Koranen, at der
i krigens allersidste fase tages krigsfanger. De troende påbydes dog at
udvise storsind og frigive krigsfangerne - enten kvit og frit eller
mod løsepenge:
Det sømmer sig ikke for et sendebud at tage krigsfanger, førend han
har nedkæmpet (den angribende fjende) fuldstændigt. I tænker kun på
denne verdens goder (og ønsker at tage så mange krigsfanger som muligt
for at få del i løsepengene for dem); men Gud ønsker Det Hinsidige for
jer. Gud er almægtig og alviis. Hvis det ikke var for en forudgående
bestemmelse fra Gud, ville I visselig være blevet straffet strengt for de
løsepenge, I tog. (8:67-68)
Hvis I møder de vantro (i åben forsvarskamp), da giv dem én over
nakken (dvs. gør dem ukampdygtige). Når I har fået overtaget, da tag
dem til fange. Herefter er tiden inde til enten storsind eller
løsepenge for at bringe fjendtlighederne til ophør. Således har Gud
befalet. (47:4)
Så længe krigsfangerne er i de troendes varetægt, skal de behandles
anstændigt. Skulle nogle af dem erklære, at de ønsker at give sig hen
til Gud, skal deres bekendelse tages alvorligt, selv om det kan være, at
det kun er et påskud fra deres side for at blive frigivet uden at skulle
betale løsepenge. Skulle dette være tilfældet, forsikres de troende om,
at de står højere i Guds øjne end sådanne hyklere:
Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge,
forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende,
krigsfanger og slaver. Gud elsker visselig ikke de hovmodige og pralende.
(4:36)
De retfærdige bespiser (og viser omsorg for) den trængende, den
forældreløse og krigsfangen (og siger): "Vi bespiser jer alene for
Guds skyld og ønsker hverken belønning eller tak fra jer. Vi nærer kun
ærefrygt for Herren over en mørk og smertelig dag (Dommedag)."
(76:8-10)
Oh sendebud! Sig til krigsfangerne i din varetægt: "Hvis Gud ser
noget godt i jeres hjerter, vil Han giver jer noget bedre (nemlig gudstro)
end det, I har mistet. Og Han vil tilgive jer, for Han er tilgivende og
barmhjertig." Men hvis de forråder dig, da vid, at de i første
række forråder Gud, og at du har gjort din pligt. Gud er alvidende og
alviis. (8:70-71)
Også asylsøgere har krav på beskyttelse:
Hvis en af de afgudsdyrkere (der angriber jer) beder om
beskyttelse,
da giv ham det, at han må høre Guds ord. Før ham der efter til et sted,
hvor han kan være i sikkerhed (for sine egne i fald han giver sig hen til
Gud - og for de troende i fald han afviser at tro). Dette, fordi
menneskene er uvidende (og kunne finde på at gøre ham fortræd). (9:6)
Det er statens kontinuerlige pligt at bruge en del af de indkomne
skattemidler (zakât) til at løskøbe egne krigsfanger i fjendens sold.
Hvis staten ikke råder over de fornødne midler, opfordres borgerne til
at yde deres bidrag.
Intetsteds gives der i Koranen tilladelse til at beholde krigsfanger
som slaver eller til at købe eller på anden måde erhverve nye slaver.
Men der gives anvisning på, hvorledes de slaver, der allerede var i
muslimernes varetægt, skulle løslades gradvist. At løskøbe eller
frigive slaver betragtes som en from gerning:
Fromhed er ud af kærlighed til Gud at give af jeres formue til jeres
slægtninge, de forældreløse, de trængende, de (nødstedte) vejfarende,
dem, der beder jer derom, og til at frikøbe krigsfanger og slaver.
(2:177)
Den religiøse skat (zakât) er til de fattige og de trængende og til
dem, der opkræver og fordeler midlerne, til dem, der underkaster sig
sandheden, til løskøb af krigsfanger, slaver og gældbundne, til
forsvar for Guds Sag og til den vejfarende. Dette påbyder Gud. Han er
alvidende og viis. (9:60)
Og hvad kan forklare dig, hvad den stejle vej (til Gud) er? Det er at
frigive en slave eller bespise (og vise omsorg for) en trængende i
nødens stund, den forældreløse slægtning og den fattige i støvet.
(90:12-16)
At myrde en slave er lige så forkasteligt som at myrde en fri, og
mordet skal gengældes efter samme principper. Loven om gengældelse er
samtidig en lov om lighed: Man skal ikke gengælde drabet på en fri mand
ved at dræbe en forsvarsløs slave eller fysisk svagere kvinde i stedet.
Og det mest fortjenstfulde er at afstå fra gengældelse og forlange
rimelig bod i stedet:
Oh I troende! Gengældelse er foreskrevet for (overlagt) mord. En fri
for en fri, en slave for en slave, en kvinde for en kvinde. Og hvis den
myrdedes bror tilgiver (morderen), skal bodskravet fremsættes på
sømmelig vis og holdes inden for rimelig hedens grænser. Dette er en
lettelse fra Herren (i forhold til tidligere påbud i Moseloven), og en
barmhjertighed. Den, der efter dette overtræder grænserne, vil få en
smertelig straf. Loven om gengældelse sparer liv for jer, der er
indsigtsfulde, at I må frygte Gud. (2:178-179)
Slaver kan også frigives som bod for uagtsomt manddrab og for edsbrud.
Hvis den skyldige ikke selv råder over en slave, må han købe én og
derpå frigive ham/hende, faste en fastsat periode eller bespise et antal
fattige:
En troende bør ikke dræbe en (anden) troende, og hvis (det skulle
ske) ved en fejltagelse (f.eks. under kamphandlinger), påbydes han at
frigive en troende slave og at betale erstatning til de efterladte -
medmindre de frivilligt afstår. Hvis den dræbte tilhørte et
fjendtligsindet folk, og han var troende, påbydes I blot at frigive en
troende slave; men hvis den dræbte tilhørte et folk, med hvem I har
indgået en alliancepagt, bør erstatning betales til de efterladte og en
troende slave frigives. Den, der ikke har midler dertil, bør i stedet
faste i to måneder i træk for at vise sin anger for Gud. Han er
alvidende og alviis. (4:92)
Gud vil ikke stille jer til regnskab for de eder, I uovervejet af
lægger; men Han vil stille jer til regnskab for de velovervejede eder, I
aflægger. Boden (for at bryde en velovervejet ed) skal være, at I
bespiser ti fattige lige sådan, som I normalt bespiser jeres egen
familie. Eller I skal klæde dem (som I klæder jeres egen familie) eller
frigive en slave. Hvis dette overstiger jeres formåen, bør I faste i tre
dage. Dette er boden for (at bryde) aflagte eder. Hold de eder, I
aflægger! Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må være
taknemmelige. (5:92)
De, der skiller sig fra deres hustru ved zihar (en pre-islamisk,
arabisk skik, hvor manden svor, at hans hustru var som en mor for ham,
hvorved han fratog hustruen hendes ægteskabelige rettigheder uden at
sætte hende fri til at indgå nyt ægteskab), men senere ønsker at
tilbagekalde deres ord, skal frigive en slave, før de kan genoptage deres
ægteskabelige samliv. Dette påbydes I. Gud er vidende om alle jeres
gerninger. (58:3)
Slaver skal også have mulighed for at løskøbe sig selv, hvis de
ytrer ønske derom, og man skønner dem i stand til at gøre det ved
ærligt arbejde:
Hvis nogen af jeres slaver beder om et frihedsbrev, da giv dem mulighed
for at frikøbe sig selv, hvis I finder dem duelige og hæderlige. Og
hjælp dem ud af jeres egne midler (ved at eftergive dem en del af
summen). (24:33)
Ugifte slavinder er selvfølgelig ikke 'allemands-eje' og må ikke
tvinges til prostitution. Kun den, de rettelig tilhører, må have
kønslig omgang med dem. Et barn af en herre og hans slavinde er
automatisk frit. Moderen kaldes umm walad (barnets mor), og må ikke
skilles fra sit barn ved f.eks. at blive overdraget til en ny herre. Ved
sin herres død bliver hendes slavestatus automatisk ophævet, og hun
bliver en fri kvinde. I øvrigt bruger Koranen ikke ordet 'ejer' om
slav(ind)ernes herre, men 'tilhørende', dvs. den, man hører til:
De troende, der ydmygt forretter bøn, der undgår indholdsløs tale og
frugtesløse handlinger, der renser sig ved at betale zakât, der holder
sig fra seksuelt samvær - undtagen med deres lovformelige ægtefæller og
slavinder, der tilhører dem, for da er de ikke at dadle - vil have
fremgang og nå det endelige mål i Det Hinsidige. De, der begærer ud
over dette, er (lov)over- trædere. (23:1-7)
Hvis jeres slavinder ønsker at forblive ærbare, da tving dem ikke til
at prostituere sig, blot fordi I selv tragter efter denne verdens goder.
Hvis nogen tvinger dem (til utugt), vil Gud vise dem (der er udsat for
tvang) barmhjertighed og tilgive dem. (24:33)
Og de, der holder sig fra seksuelt samvær - undtagen med
deres
lovformelige hustruer og slavinder, der tilhører dem, for da er de ikke
at dadle - vil dvæle i ære i Paradisets Haver. De, der begærer ud over
dette, er (lov)overtrædere. (70:29-31 og 35)
Der er intet nedværdigende i at gifte sig med en slav(ind)e. Alle
mennesker er lige for Gud - uanset social status. For Gud er det
udelukkende den enkeltes gudsfrygt, der tæller. Koranen opmuntrer dog
ikke direkte til at gifte sig med slav(ind)er og lader skinne igennem, at
det er bedre at gifte sig med et frit menneske - en indirekte opfordring
til at sætte slav(ind)er fri, før man ægter dem:
Ægt ikke afgudsdyrkende kvinder, før de giver sig hen til Gud alene.
En troende slavinde er bedre end en afgudsdyrkerske - selv om hun virker
nok så tiltrækkende. Gift ikke (jeres døtre) bort til afgudsdyrkere,
før de giver sig hen til Gud alene. En troende slave er bedre end en
afgudsdyrker - selv om han virker nok så tiltrækkende. (2:221)
Indgå ægteskab med de enlige, eller med de retskafne blandt jeres
slaver og slavinder. Hvis de er fattige, vil Gud i Sin nåde berige dem,
for Hans nåde omfatter alle, og Han er alvidende. (24:32)
Det er jer forbudt at ægte gifte kvinder - undtagen blandt krigs
fangerne (hvis de ikke ønsker at vende tilbage til deres heden-ske
ægtemand). Dette har Gud påbudt. Alle andre (end de i dette og det
foregående vers nævnte) kvinder er lovlige for jer, såfremt I giver dem
deres brudegave og ægter dem ud fra et (oprigtigt) ønske (om
lovformelige rammer for jeres seksuelle udfoldelser), og ikke af begær
alene. De er en vederkvægelse for jer, så giv dem deres brudegave som
foreskrevet. Der påhviler jer ingen skyld, hvis I enes om at ændre
størrelsen af den oprindeligt fastsatte brudegave. Gud er visselig
alvidende og alviis. Den, der ikke har de nødvendige midler til at ægte
en fri, troende kvinde, må ægte en troende slavinde. Gud er vel vidende
om (graden af) jeres gudsfrygt - derudover er I alle lige. Ægt dem med
deres tilhørendes tilladelse og giv dem en gave, der er en ærbar kvinde
- ikke en gemen elskerinde - værdig. Hvis de begår ægteskabsbrud, er
deres straf den halve af en fri kvindes straf (fordi de er opdraget med
friere seksualnormer). Tilladelsen (til at ægte slavinder) gives til
dem, der frygter at begå utugt (hvis de forbliver ugifte); men det er
bedre for jer at beherske jer(t begær). Gud er tilgivende og barmhjertig. (4:24-25)
(fortsættes)
