Dagligliv i Islam:

DAGLIGLIV I ISLAM

Af Abul A'la Maududi

3. ISLAMS SOCIALE SYSTEM

Tale holdt i Radio Pakistan, Lahore, den 10. februar 1948.

Grundlaget for Islams sociale system hviler på den tro, at alle mennesker er lige og udgør eet eneste broderskab.

Menneskers ligeberettigelse

Gud skabte et menneskepar for at forkynde begyndelsen på menneskets liv på jorden og alle mennesker, som i dag bebor jorden, er efterkommere af dette par. En tid forblev efterkommere af dette par i en gruppe. De havde én religion og talte det samme sprog. Der var kun små eller ingen forskelle mellem dem. Men efterhånden som de voksede i antal, spredte de sig over hele jorden, og som et naturligt resultat af deres forskellighed og vækst, blev de opdelt i forskellige stammer og nationaliteter. Deres sprog blev forskellige, deres klædedragt varierede, og deres levevaner adskilte sig også fra hverandre. Klimaet og miljøet forskellige steder ændrede deres farve og fysiske træk. 
    Alle disse forskellige og naturlige variationer eksisterer i virkeligheden. Derfor anerkender Islam dem som kendsgerninger. Den forsøger ikke at fjerne dem eller ignorere dem, men bekræfter, at deres fordel består i at være den eneste mulige måde, hvorpå man kan skelne den ene fra den anden. Men de fordomme, der er opstået hos mennesker på grund af disse forskelle i form og gruppering og organisering baseret på race, farve, sprog, nationalitet etc. misbilliges af Islam. 
    Islam betragter alle distinktioner af fødsel, af høj eller lav blandt mennesker af højere eller lavere kaster af bønder og udlændinge som et udslag af ren og skær uvidenhed. Den erklærer, at alle mennesker i verden har samme forældre og derfor er brødre og lige i deres status som mennesker .
    Efter at have fremsat denne opfattelse af lighed og broderskab blandt mennesker tilføjer Islam, at dersom der virkelig kan være nogen forskel mellem mennesker kan det ikke bero på raceforskel, farve, landet eller sproget, men på ideer, tro og principper. To børn af den samme moder kan - skønt de er lige, set fra det synspunkt at de er fra samme moder - alligevel gå hver deres veje i livet med hensyn til deres tro, moralske opførsel og dermed adskille sig fra hinanden. Modsat kan det forekomme, at to mennesker, hvoraf den ene er i Østen og den anden i Vesten, skønt geografisk adskilt fra hverandre af store afstande, vil følge den samme vej i livet, hvis deres idealer og moralske indstillinger er ens.
    På grundlag af denne fundamentale trossætning, søger Islam at bygge et principielt og ideologisk samfund, som er imod raciale, nationale og snæversynede samfunds eksistens i denne verden. Grundlaget for kooperative anstrengelser blandt mennesker i et sådant samfund er ikke ens fødsel men en trosbekendelse og et moralsk princip. Enhver, som tror at Gud er hans herre og mester, og som accepterer profeternes vejledning som loven i sit liv, kan slutte sig til dette samfund, hvadenten han er borger i Amerika eller Afrika, hvadenten han tilhører den semitiske eller den ariske race, hvadenten han er sort eller hvid i huden, hvadenten han taler et europæisk sprog eller et arabisk. 
    Alle som slutter sig til denne menighed vil have de samme rettigheder og den samme sociale status. De vil ikke blive genstand for national eller klasseforskel af nogen art. Ingen vil blive betragtet som høj eller lav. Der vil ikke være tale om urørlige blandt mennesker, ingen kan forurenes ved berøringen med et andet menneskes hånd. Der vil ikke være noget handicap for dem med hensyn til ægteskabelige forbindelser, spise og drikke og sociale kontakter. Ingen vil blive set ned på som værende lav eller ussel på grund af sin fødsel eller sin bestilling. Ingen kan kræve særlige rettigheder i kraft af sin kaste, herkomst eller hjemstavn. Menneskets fortjenester vil ikke være afhængig af dets families forbindelser eller rigdomme men kun af, om han er bedre i moralsk opførsel eller overgår andre i fromhed og retfærdighed. 
    En sådan social orden, som udvisker geografiske grænser, raceforskelle, farve- og sprogforskelle kan spredes til alle dele af verden og på dets grundlag kan der opstå et bygningsværk for menneskets universielle broderskab. I samfund, baseret på race eller nationalitet kan kun de mennesker deltage som tilhører en bestemt race eller et bestemt land og døren lukkes i ansigtet på alle dem, som ikke hører dem til. Men i dette ideologiske samfund kan enhver, som accepterer trosbekendelsen og dens moralske standard blive medlem og besidde lige ret med alle andre. For dem, som ikke accepterer trosbekendelsen vil samfundet - selv om det ikke kan optage dem i deres midte (fold) - være parat til at have et forhold af tolerance og broderskab til dem og give dem alle de grundlæggende menneskerettigheder. 
    Det er indlysende, at dersom to børn af den samme moder adskiller sig i deres tankegang, vil deres veje her i livet også være forskellige, men dette indebærer dog ikke at de ophører med at være brødre og søstre. Nøjagtig på samme måde er det, dersom to grupper af mennesker som bor i samme land adskiller sig i deres tro og ideologiske principper. Deres sociale orden vil også afvige fra hinanden, skønt de vil vedblive at dele de fælles menneskelige bånd. 
    Derfor tilbyder islamiske samfund til ikke-muslim samfund og grupper maksimale sociale og kulturelle rettigheder og muligvis at kunne profitere af de fælles menneskelige bånd. Efter at have forstået disse grundlæggende principper i en islamisk social orden, vil jeg gerne kaste et blik på principperne og mønsteret for social forbindelse, som er blevet fostret af Islam.

Familiens indretning

Den første og den fundamentale institution i et menneskeligt samfund er familiens enhed. Familien oprettes ved foreningen af en mand og en kvinde, og deres kontakt frembringer en ny generation. Dermed frembringer den slægtsbånd og en kommune, som gradvist udvikler sig til et større samfund. Familien er den institution, gennem hvilken en generation forbereder den næste generation i den menneskelige civilisations tjeneste og til udførelsen af dens sociale forpligtigelser med hengivenhed, oprigtighed og iver.
    Denne institution rekrutterer ikke blot kadetter til opretholdelsen (fornyelsen) af den menneskelige race og den menneskelige kultur, de er også dens vogtere. De ønsker inderligt, at de, der skal erstatte dem (følge efter dem) i fremtiden skal være bedre end de selv har været. I denne henseende kan familien sandelig kaldes brohovedet for fremskridt, udvikling, fremgang og den menneskelige civilisation her på jorden. 
    Blandt de sociale problemer helliger Islam sig derfor meget dem, der har forbindelse med familielivet og stræber efter at etablere denne vigtige sociale enhed på det sundeste og stærkeste grundlag. I henhold til Islam er den rigtige form for forbindelse mellem mand og kvinde ægteskabet, d.v.s et ægteskab hvor fuld social ansvarlighed overtages af partnerne og som resulterer i oprettelsen af en familie. Fri sex licens og uansvarlig opførsel støttes ikke af Islam som uskyldigt tidsfordriv eller almindelige overtrædelser. De er snarere handlinger, som rammer selve roden i et menneskeligt samfund. Derfor regner Islam alle ekstra ægteskabelige sexforhold som synd – forbudt (harem) og strafbart under islams kriminallov. Den foreskriver mange strenge straffe for den overtrædelse, således at sådan asocial opførsel ikke bliver almindelig.
    Samtidig stræber man efter at rense samfundet for alle aktiviteter, som opmuntrer sådanne uansvarlige handlinger eller giver lejlighed til sådant. Reguleringer af Purdah (1), udelukkelse af fri omgang mellem mænd og kvinder, restriktioner for uren musik og billeder og tilbageholdende udbredelse og omtale af obskøniteter og afvigelser har ikke til hensigt at beskytte mod dette. Hele formålet er at beskytte og styrke familieinstitutionen. Islam betragter ikke blot denne ønskværdige form for social kontakt som blot tilladt, men anser det for at være god og retsindig handling, ja sandelig en tilbedelses handling
    Man ser ikke blot på cølibat hos en voksen med megen lidt sympati, men opfordrer enhver ung mand til at påtage sig sociale forpligtigelser inden for et ægteskab, ligesom hans forældre har gjort det i deres tid. Islam betragter ikke blot askese og evig cølibat som værende alt andet end en dyd men som afvigelser fra menneskets sande natur og handling som gør vold på den guddommelige plan. Den misbilliger også stærkt de riter, ceremonier og restriktioner som har tendens til at gøre ægteskabet til en vanskelig og trættende affære. Islams intentioner er, at ægteskabet skal blive let og utugt det vanskeligste i samfundet og ikke vice versa, som det er tilfældet i de fleste samfund i dag. 
    Derfor - efter at have nedlagt forbud mod ganske få nære slægtninges forening i ægteskabelige forbindelser - har det legaliseret ægteskabelige relationer mellem alle andre nære og fjerne slægtninge. Den har fjernet alle kastesystemer og grænser for herkomst og tilladt ægteskab for enhver muslim med en anden muslim. Den har fastlagt, at mængden af mehr (brudegave) skal sættes så lavt, at byrden let kan bæres af ægtemanden og har dispenseret for de nødvendige præster og embedsmænd til obligatorisk registrering. I et islamisk samfund er ægteskab et så enkelt foretagende (ceremoni) som kan foretages overalt for to vidner, skønt det er nødvendigt at handlingen ikke skulle holdes hemmelig. Tanken er, at samfundet skal vide at dette par nu skal leve sammen i et lovformeligt ægteskab.
    Inden for selve familien har Islam givet manden en autoritativ position, således at han kan opretholde ro og orden som husholdningens overhoved. Islam forventer, at hustruen adlyder sin mand og tager sig af hans velbefindende og forventer af børnene, at de retter sig efter deres forældre. Islam sympatiserer ikke med et løst og usikkert familiesystem, som mangler enhver autoritet, kontrol og disciplin og i hvilken der ikke er nogen, som er udnævnt til at være ansvarlig for medlemmernes rigtige opførsel og manerer. Disciplin kan kun opretholdes gennem en central autoritet og set fra et islamisk synspunkt er faderens position i familien sådan, at det gør ham til den bedst egnede person til at overtage denne forpligtigelse. 
    Men dette betyder ikke at manden er skabt til at tyrannisere og undertrykke sin husholdning og at kvinden er overgivet ham som et hjælpeløst stykke løsøre. I henhold til Islam er den rette ånd i det ægteskabelige samliv kærlighed, i forståelse og gensidig respekt. Dersom kvinden bliver bedt om at adlyde manden er den sidste blevet bedt om at udføre sine privilegier med familiens velfærd for øje og behandle sin kone med kærlighed, hengivenhed og blidhed. 
    Islam gør de ægteskabelige bånd stærke men ikke ubrydelige. Det stræber efter at gøre båndende intakte så længe de er baseret på venlighed og kærlighed, eller i det mindste så længe muligheden for et vedvarende fællesskab eksisterer. Når denne mulighed uddør, giver det manden ret til skilsmisse og kvinden ret til separation, og under bestemte forhold, hvor ægteskabet er blevet en kilde til elendighed og plage, gives ifølge islamisk lov ret til at opløse ægteskabet.

Slægtninge og naboer

Udover den afgrænsede familiecirkel er den næste sociale affære, som er tilstrækkelig stor, den af slægtsskab og blodbeslægtethed. De der er ens egne slægtninge gennem fælles forældre eller fælles brødre og søstre eller beslægtede gennem svigerfamilie ønsker Islam alle skal være hinanden hengivne, hjælpsomme og samarbejdsvillige. Mange steder i Koranen opmuntres til god behandling af "zawil qurba" (nære slægtninge). I profetens traditioner er der lagt vægt på god behandling af ens slægtninge (silah rehmi), og denne opførsel tælles blandt de største dyder. Et menneske, der afviser sine slægtninge eller behandler dem ligegyldigt, ses ned på af Islam med meget stor modvilje. 
    Men dette betyder ikke, at det er en islamisk dyd at være partisk og upassende lemfældig over for sine slægtninge. En sådan hel eller delvis støtte til familien, som eventuelt resulterer i uretfærdighed, er imod Islam, som fordømmer det som uvidenhedshandling "jahiliyyaa". På samme måde er det helt uislamisk, at en regeringsembedsmand, eller en, der beklæder et offentligt tillidshverv, skulle støtte sine slægtninge på det offentliges bekostning eller være partisk, når det drejer sig om hans slægtninge i hans officielle beslutninger. Dette ville i virkeligheden være en syndefuld handling. Retfærdig behandling af ens slægtninge, som foreskrevet af Islam, skal være på ens egen bekostning og inden for grænserne af retfærdighed og ærlighed.

Næst efter slægtninge kommer naboerne. Koranen har opdelt dem i tre katagorier (1) en nabo, som også er en slægtning, (2) en fremmed nabo,(3) en tilfældig eller midlertidig nabo, med hvem man har haft en anledning til at rejse eller leve med i nogen tid. De fortjener alle samhørighedsfølelse, hengivenhed, høflighed og reel behandling.
    Profeten (fred være med ham) har sagt, at naboernes rettigheder blev ham så meget indprentet af englen Gabriel, at han forstod at naboer måske var til for at tage del i ens arv. I en anden hadith sagde profeten (fred være med ham), at en mand, hvis naboer ikke kan leve i fred for hans misgerninger, ikke tror på Islam. Videre sagde han, at et menneske, som nyder et fuldt måltid, mens hans nabo sulter, virkelig ikke har nogen tro på Islam. 
    Profeten fik engang en underretning om en kvinde, som plejede at bede regelmæssigt, at faste ofte og give almisser regelmæssigt, men hendes naboer var trætte af hendes skarpe tunge. Profeten sagde, at en sådan kvinde kun fortjente helvedes ild. Han blev også fortalt om en anden kvinde, som ikke besad disse dyder men som heller ikke besværede sine naboer og profeten sagde, at hun måske blev belønnet i paradis. 
    Profeten har lagt særdeles megen vægt på denne dyd. Han har rådet dertil, at når en muslim bringer frugter til sine børn skulle han enten sende nogle til sine naboer som gaver eller i det mindste ikke kaste skrællerne uden for døren, således at naboerne ikke skulle få en følelse af fordærv.(2) Ved en bestemt lejlighed sagde profeten (fred være med ham) at en mand virkelig er god, dersom hans naboer betragter ham som god, og han er dårlig, dersom hans naboer betragter ham som dårlig. Kort sagt Islam forlanger alle naboer skal vise kærlighed til hverandre og samarbejde med hinanden og dele hinandens sorger og glæder. Der foreskrives, at de skulle etablere sociale forbindelser, i hvilken den ene kan forlade sig på den anden og betragte hinandes liv, ære og ejendom som værende sikker på sine naboer. Et samfund hvor to personer kun adskilt ved en mur, forbliver ukendte for hverandre i årevis og de, som bor i samme område i en by og ikke viser interesse for hverandre eller tillid til hverandre kan aldrig kaldes islamisk.

Næst efter disse er der en videre cirkel af slægtsskab, som dækker hele samfundet. De videste principper, på hvilke Islam søger at regulere det generelle omfang af vort sociale virke er følgende:
    (1) At samarbejde i dydige handlinger og fromhed og ikke samarbejde i synd og uretfærdighed. (Koranen)
    (2) "Ens venskab og trofasthed skulle være for Gud alene. Hvadend muslimer giver skal gives, fordi Gud sætter pris på at det bliver givet, og hvadend muslim holder tilbage skal tilbageholdes, udelukkende fordi Gud ikke synes om den gave" (et af profetens udsagn). (Hadîth)
    (3) "I muslimer er den bedste menighed der nogensinde er oprettet blandt mennesker. Jeres pligt er at byde mennesker at gøre det gode og forhindre dem i at gøre det onde". (Koranen)
    (4) "Tænk ikke ondt om hverandre eller bor i hinandens affærer, ophids heller ikke hverandre mod hinanden. Afhold jer fra gensidigt had og jalousi. Gør ikke unødigt modstand mod hverandre. Forbliv altid Allahs slaver og undersåtter af Allah og lev som brødre og søstre med hinanden." (Hadîth)
    (5) Hjælp ikke en tyran, dersom du ved at han er en sådan." (Hadîth)
    (6) "At støtte menigheden, når den har uret, er som at falde i en brønd, mens du prøver at fange halen på din kamel, som netop var i færd med at falde i den." (Hadîth)
    (7) "Vælg for andre hvad du vælger for dig selv." (Hadîth)

Disse er nogle af de sociale værdier som Islam bekræfter og etablerer og ønsker at se optaget i det menneskelige samfund.

(fortsættes)