Dagligliv
i Islam:
DAGLIGLIV I ISLAM
Af Abul A'la Maududi
2. ESSENTIELLE TRÆK I
ISLAMS POLITISKE SYSTEM
Tale holdt i Radio Pakistan,
Lahore, den 20. januar 1948.
Islams politiske
system er baseret på 3 principper: Tawhid (Guds Eenhed), Risala
(profeti) og Khalifa (Kalifat) Det er vanskeligt at værdsætte de
forskellige aspekter i islamisk politik uden fuldtud at forstå disse tre
principper. Derfor vil jeg begynde med en kort fremstilling af dem.(1)
Tawheed (Eenhed) betyder at
een Gud alene er skaberen, opretholderen og universets
herre og over alt, hvad der eksisterer i det, organisk som uorganisk.
Overhøjheden over dette kongerige tilfalder udelukkende Ham. Han alene
har ret til at byde og forbyde. Tilbedelse og lydighed er til Ham alene.
Ingen deler det med Ham under nogen form eller i nogen grad. Livet i alle
dets mangfoldige former, vore fysiske organer og evner; den tilsyneladende
kontrol vi har over alle ting, som eksisterer i dette univers og tingene
selv - ingen af dem er blevet skabt eller tilvirket os med vore egne
rettigheder. Det er Guds nådige gaver og ved at ødsle dem på os kan
ingen sidestilles med Ham.
Derfor
tilkommer det ikke os at beslutte formålet eller hensigten med vor
eksistens eller at foreskrive grænserne i vor verdslige autoritet.
Ejheller har nogen ret til at tage disse beslutninger for os. Denne ret
tilfalder alene Gud som har skabt os, som har givet os mentale og fysiske
evner og givet alle materielle goder til vort brug. Dette princip om Guds
eenhed benægter antagelsen af overhøjhed af dødelige, individuelt eller
kollektivt. Ingen kan kræve overhøjhed hvadenten det er et enkelt
menneske, en familie, en klasse eller en gruppe af mennesker eller endog en
menneskerace i verden som helhed. Gud alene er overhøjhed og Hans bud er
Islams lov.
Det middel
hvorigennem vi modtager Guds lov er kendt som "Risala"
(profeti). Vi har modtaget to ting fra denne kilde (a) Bogen i hvilken Gud
har udlagt Sin lov og (b) den autoritative fortolkning og bekræftede
afskrift af Guds bog ved profeten gennem hans ord og gerninger i hans
egenskab af Guds repræsentant. De videste principper på hvilke
menneskets livssystem skal hvile er blevet fremsat i Guds bog. I øvrigt
har Guds profet i overensstemmelse med hensigten med den Guddommelige Bog
opstillet en model for os af et islamisk livsmønster ved praktisk at
anvende loven og forsyne den med de nødvendige detaljer, når og hvornår
det er påkrævet. Kombination af disse to elementer er ifølge islamisk
terminologi "Shari'a".
Lad os nu
overveje "Kalifat" som bogstaveligt betyder "repræsentation".
Den virkelige position og
bestemmelsen for mennesket er ifølge Islam den at være Guds
repræsentant her på jorden. Hans viceregent, om man vil, i kraft af den
magt der er givet ham af Gud til at udøve autoritet i denne verden inden
for de grænser, der er fastlagt af Gud.
Nu tag for eksempel et tilfælde med ens ejendom, som en anden er blevet udpeget til
at administrere på ens vegne. Man vil se, at fire betingelser er blevet
opfyldt i dette tilfælde. Først tilfalder det virkelige ejerskab en
selv og ikke administratoren, for det andet vil han kun administrere ens
ejendom i overensstemmelse med ens egne instrukser. For det tredje vil han
udøve sin myndighed inden for de grænser, der er afstukket af en selv,
og for det fjerde skal han i administrationen af det, der er ham
betroet udføre ens vilje og opfylde vore intentioner – ikke sine egne.
Disse fire betingelser er så indgroet i selve opfattelsen af dette at
"repræsentere", at man har dem i tankerne, så snart en ytrer
ordet "repræsentation". Dersom nogen repræsentant ikke
opfylder disse fire betingelser, vil han ganske naturligt blive beskyldt
for at overskride grænserne for sine beføjelser og for at bryde den
aftale, som var indbefattet i opfattelsen af "repræsentation".
Dette er nøjagtigt, hvad Islam mener når den
vedtager, at mennesket er Khalifa (viceregent) for Gud på denne jord.
Derfor er også fire betingelser involveret i opfattelsen af Kalifat.
Staten der er oprettet i overensstemmelse med denne politiske teori, vil i
virkeligheden være et menneskeligt Kalifat under Guds overhøjhed og
være forpligtet til at opfylde Guds formål og hensigter ved at arbejde
på Guds jord inden for de grænser foreskrevet af Ham og i
overensstemmelse med Hans instruktioner og ønsker.
Demokrati i
Islam
Den ovenfor stående
forklaring på ordet "Kalifat" gør det også rigeligt klart, at intet
individ eller dynasti eller klasse kan være et Kalifat, men at Kalifatets
autoritet er givet til alle mennesker – menigheden som helhed – som er
rede til at opfylde betingelserne for repræsentation efter at have
forskrevet sig til principperne i Tawhid. (Guds eenhed) og Risala
(profeti). Et sådan samfund bærer ansvaret for Kalifatet som helhed, og
enhver deler det guddommelige Kalifat.
Dette er det
punkt hvor demokrati begynder i Islam. Enhver i et islamisk samfund nyder
rettighederne og magten i Guds Kalifat. I denne henseende er alle
individer lige. Ingen har fortrinsret frem for en anden eller kan fratage
nogen hans rettigheder eller magt. Den virksomhed at lede en stat bliver
udformet i overensstemmelse med disse individers ønsker. Statens autoritet
vil blot være en forøgelse af den enkelte delegeredes magt. Deres mening
vil være afgørende for dannelse af regeringen, som vil styre gennem deres råd
og i overensstemmelse med deres ønsker. Hvem der end vinder deres
fortrolighed vil påtage sig forpligtigelsen af Kalifatet på deres vegne,
og når man mister denne fortrolighed vil man være nødt til at træde
tilbage og bøje sig for deres vilje. I denne henseende er Islams
politiske system en fuldkommen demokratisk styreform, så fuldkomment som
et demokrati nogensinde kan blive.
Det der adskiller islamisk demokrati fra vestlig
demokrati er, at mens den sidste er baseret på antagelsen af populær
overhøjhed er den første baseret på princippet om populær Kalifat. I
vestlig verdslig demokrati er mennesket suverænt Gud. Folket er hans
Kaliffer eller repræsentanter. I den første form former mennesket selv
dets egne love (Shari'a). I den sidste skal det følge og adlyde lovene
(Shari'a) givet af Gud gennem Hans profet. I den ene påtager regeringen
sig at opfylde folkets vilje, i den anden er det regeringen og folket som
danner den regering, der må opfylde Guds formål. Kort sagt, et vestligt
demokrati er en slags absolut autoritet, som anvender sin styrke på fri og
ukontrolleret måde, mens islamisk demokrati er undergivet den
guddommelige lov og udfører dens autoritet i overensstemmelse med Guds
befalinger og inden for de af Ham afstrukne grænser
Formålet med
den islamiske stat
Jeg skal nu give Dem
et kort rids over den type stat, som er bygget på grundlag af Tawhid
(Guds eenhed) Risala (Muhammeds profetier) og Khalifa (Kalifat).
Den
guddommelige Koran siger klart, at hensigten og formålet med denne stat
er etableringen, opretholdelsen og udviklingen af de dyder, hvormed Skaberen af universet ønsker menneskelivet skal prydes og at forhindre og
udrydde de onder, hvis tilstedeværelse i den menneskelige tilværelse er
fuldkommen afskyeligt for Gud. Staten i Islam er ikke beregnet for politisk
administration alene, eller for opfyldelsen af den samlede vilje for noget
bestemt afsnit af befolkningen, Islam placerer rettere et højt ideal for
staten, for hvis opfyldelse den må anvende alle de midler den har til
rådighed. Og dette formål er, at de egenskaber af renhed, skønhed,
godhed, dyd, succes og fremgang, som Gud ønsker skal trives i Hans folks
liv, skal avles og udvikles, og at alle former for udnyttelse,
uretfærdighed og uorden, som i Guds øjne er ødelæggende for verden og
skadeligt for Hans skabningers liv, skal undertrykkes og forhindres.
Samtidig med
at sætte dette høje ideal i Islam, ser vi et tydeligt rids af dets
moralske system, som tydeligt stadfæster de ønskede dyder og de
uønskede onder. Når man holder sig dette rids for øje, kan den islamiske stat planlægge dens velfærdsprogram til alle tider og i
ethvert miljø.
De vedvarende
behov skabt af Islam er moralprincipper, som må iagttages for enhver pris
og i alle livets forhold. Derved fastlægges en uforanderlig politik for
staten, at grundlægge sin politik på retfærdighed, sandhed og
ærlighed.
Den er ikke
beredt til under nogen omstændigheder at tolerere falskhed, svindel og
uretfærdighed på grund af nogen politisk, administrativ eller national
fordel. Hvadenten det er det gensidige slægtskab mellem herskerne og de
beherskede inden for staten, eller forbindelsen mellem staten og andre
stater, må første prioritet altid gives til sandhed, ærlighed og
retfærdighed over for materielle hensyn. Den påføres samme
forpligtigelser som gælder for den enkelte, som f.eks. at opfylde aftaler og
forpligtelser, at have ens målestok og standarder for omgangsformer med
andre, at huske forpligtelserne tilligemed rettighederne og ikke glemme
andres rettigheder, når man forventer, at de skal opfylde deres
forpligtelser, at bruge magt og autoritet for at opretholde orden og
ikke for at give plads for uretfærdighed, at betragte sin pligt som en
hellig overdragelse og samvittighedsfuldt at opfylde samme, at betragte
magt som et tillidshverv fra Gud og bruge denne magt i den tro, at man
skal stå til regnskab for sine handlinger over for Ham i det kommende
liv.
Fundamentale
rettigheder
Skønt en islamisk
stat kan oprettes på alle dele af jorden, søger Islam ikke at binde
menneskelige rettigheder eller privilegier til de geografiske grænser i
sin egen stat. Islam har fastlagt nogle universelle fundamentale
rettigheder(2)
for menneskeheden som helhed, som skal overholdes og respekteres under
alle omstændigheder, hvadenten man er bosiddende inden for grænserne af
en islamisk stat eller udenfor, hvadenten man er ven eller fjende af
staten. Menneskeblod er helligt i alle forhold og kan ikke spildes uden at
et sådant spild må retfærdiggøres. Det er ikke tilladt at undertrykke
kvinder, børn og gamle mennesker, syge eller sårede. Kvindernes ære og
dyd skal respekteres under alle omstændigheder. Den sultne skal gives
føde, den nøgne skal iføres klæder og den sårede eller syge skal
behandles med medicin, uanset om han tilhører den islamiske menighed
eller ikke - ja selv om han tilhører fjenden.
Disse og nogle få andre tilføjelser er blevet
nedfældet af Islam som fundamentale rettigheder for alle mennesker i
kraft af deres status som menneske og nydes under forfatningen i den
islamiske stat. Selv statsborgerskab i Islam er ikke blot tilknyttet til
personer inden for dens stats grænser men gives til enhver muslim uanset
hans fødested. En muslim ipso facto bliver borger i en islamisk stat, så
snart han sætter fod på dens territorium med den hensigt at leve der og
således også nyde de samme rettigheder som de borgere, der opnåede
deres rettigheder ved fødselsret. Statsborgerskab må derfor være
fælles for alle islamiske stater som måtte eksistere i denne verden. En
muslim behøver ikke et pas for at rejse fra den ene islamiske stat til
den anden. Enhver muslim skal betragtes som legitim og egnet til alle
stillinger af højeste ansvarlighed i en islamisk stat uanset race, farve
eller kaste.(3)
Islam har
også fastlagt visse rettigheder for de ikke-muslimer, som måtte leve
inden for grænserne af den islamiske stat, og disse rettigheder må
nødvendigvis danne en del af den islamiske forfatning.(4)
I henhold til den islamiske terminologi er sådanne ikke-muslimer benævnt
Dhimmis (tilhængere) indebærende at den islamiske stat har indgået en
overenskomst med dem og garanteret dem beskyttelse. Liv, ejendom og æren
for en Dhimmi (ikke-muslim indbygger) skal respekteres og beskyttes på
lige fod med en muslim borgers.
Der er overhovedet ingen forskel mellem en muslim og en ikke-muslim borger i så
henseende i den civile og kriminelle lovgivning. Den islamiske stat skal
ikke blande sig i den personlige lov for en ikke-muslim, der er fuld
frihed i samvittighedsspørgsmål og tro og frihed til at udføre deres
religiøse ritus og ceremonier på deres måde – ikke alene kan de dyrke
deres religion men de har også ret til at kritisere Islam inden for de
grænser, der er fastlagt af lov og anstændighed. De rettigheder, der
gives i denne henseende, er ikke begrænsede, men landets civile lov må
fuldt ud respekteres, og al kritik skal fremsættes inden for disse rammer,
som vil være anvendelige for alle borgere i staten.
Disse såvel som mange andre rettigheder er blevet
givet Dhimmis i Islam. Disse rettigheder er af uigenkaldelig art.
Ikke-muslimer kan ikke berøves disse rettigheder, medmindre de opsiger
den overenskomst, der giver dem borgerskab. Uanset hvilken grad af
undertrykkelse en ikke-muslim stat vil udøve på dens muslim borgere, er
det ikke tilladt for en islamisk stat at hævne sig på deres ikke-muslim
borgere, selv i mindste måde, ja selv om alle muslimer i en ikke-muslim
stat blev massakrerede, må staten ikke uretfærdigt udgyde blodet af én
eneste ikke-muslim, som lever inden for dens grænser.
Udøvende og
lovgivende myndighed
Ansvaret for
administrationen af regeringen i en islamisk stat overdrages en Emir
(leder eller chef) som kan sammenlignes med en præsident eller
statsminister i en moderne demokratisk stat. Alle voksne mænd og kvinder,
som tror på forfatningens grundregler har stemmeret ved valget af chef.(5)
De
grundlæggende egenskaber for valget af en Emir er, at det største antal
mennesker skal have tillid til hans viden og hans forståelse af den
islamiske ånd. Han skal være i besiddelse af islamiske egenskaber, af
gudsfrygt og være begavet med kvalifikationer som statsmand. Kort sagt
han skal være i besiddelse af begge disse egenskaber. En Shura (rådgivende forsamling) skal også vælges af folket til at støtte og
vejlede Emiren i administrationsarbejdet i staten. Det vil være Emirens
pligt at styre landet efter denne Shura's råd. Emiren kan kun beholde sit
embede så længe han har folkets tillid og må afgive sit embede, når
han mister denne tillid. Men så længe han oppebærer denne tillid vil
han have autoritet til at styre og udøve magt i regeringen naturligvis i
samråd med Shura'en (den rådgivende forsamling) og inden for de grænser
der er fastlagt ved Shari'a.
Enhver borger
har ret til at kritisere Emiren og hans regering og alle rimelige midler
skal stilles til rådighed til, at den offentlige mening kan komme til
udtryk.
Lovgivning i
en islamisk stat vil være begrænset til det, der er muligt inden for
loven, Shari'a. Befalinger fra Gud og Hans profet skal accepteres og
adlydes, og ingen lovgivende forsamling kan ændre noget eller modificere
dem eller fjerne nogen lov, som de ikke synes om. Med hensyn til budene,
som er genstand for to eller flere fortolkninger, vil forpligtigelsen til at finde frem til den rette formulering påhvile mennesker, som
har særlige evner og specielt kendskab til Shari'a. Derfor vil sådanne
affærer være nødsaget til at henvises til et udvalg under den
rådgivende forsamling. Dette udvalg skal bestå af lærde mænd i
islamisk lov (retspleje). Et vidt virkefelt vil alligevel være tilbage
for den lovgivende forsamling vedrørende spørgsmål, som ikke er dækket
af nogen speciel forordning af Shari'a og den rådgivende forsamling
eller den lovgivende forsamling vil være frit stillet med hensyn til
lovgivning i disse sager.
I Islam er
retten ikke underlagt den udøvende forsamling. Den får sin autoritet
direkte fra Shari'a og er ansvarlig over for Gud. Dommerne kan utvivlsomt
udpeges af regeringen, men når en dommer en gang har besat bænken vil
han være nødsaget til at øve retfærdighed blandt mennesker i
overensstemmelse med Guds lov i upartiskhed, og organerne og
funktionærerne i regeringen vil ikke være unddraget hans legale jurisdiktion, ja endog den højeste udøvende autoritet i regeringen kan
tilkaldes til at fremtræde i retten som anklaget eller forsvarer ligesom
enhver anden borger i staten. Herskerne og de beherskede er underkastet de
samme love, og der kan ikke være tale om nogen form for diskrimination
på grundlag af position, magt eller privilegier. Islam står for lighed
og fastholder samvittighedsfuldt sit princip lige ens for sociale forhold
som for økonomi og politik.
Noter:
(1) For nærmere
detaljer se Maududi: Islamic Law and Constitution, Lahore 1960, kap. 4.
(2) For en forståelig
diskussion af dette punkt se Maududi: Fundamental Rights of Man. Også
Maududi:
Islamic Law and Constitution, kap. 6, sec. VII og kap. 7, sec. IX og X.
(3) Nogle af de punkter
der henføres til her vil manifestere sig, når den islamiske stat er en
kendsgerning. Overgangsstadiet er blevet overvejet. Anstrengelser vil
blive gjort for så nær en tilpasning som muligt. Den islamiske stat skal
etableres gradvist og vil ikke blive proklameret som et lyn fra en klar
himmel. (overs.)
(4) For detaljer se Maududi:
Islamic Law and Constitution, kap. 8.
(5) Se Maududi: Islamic Law and
Constitution, kap. 6, sec. IV, V og VI.
(fortsættes)
