Kilder der er naturgivne og omkostfrie og som kan bruges direkte, kan frit anvendes, og alle har ret til at få gavn deraf i den udstrækning, man har behov derfor. Vand, som flyder i floder og kilder, træ i skovene, frugt af vilde planter, vildt græs og foder, luft, junglens dyr, mineraler under jordoverfladen og lignende andre kilder kan ikke monopoliseres af nogen, ej heller kan restriktioner af nogen art påtvinges den fri afbenyttelsesret for alle Guds skabninger til at stille deres egne behov. Naturligvis er det sådan, at mennesker som ønsker at anvende nogen af disse ting til kommercielle formål, kan blive opfordret til at betale skat fra staten. Dersom der finder misbrug sted af reserverne, kan regeringen træde til og sætte tingene på plads. Men der ikke nogen tvang på det enkelte menneske imod at drage nytte af Guds jord, så længe det ikke strider imod andres rettigheder eller mod staten.
    Det er ikke retfærdigt, at ting som er skabt af Gud til nytte for menneskeheden, skal tages i besiddelse af nogen enkelte og bevares i en uudnyttet form. Enten skal man selv drage fordel deraf eller sørge for, at andre kan drage denne fordel. På grundlag af dette princip kræver Islam, at ingen kan holde sin jord i uopdyrket stand i mere end tre år. Dersom han ikke selv ønsker at opdyrke jorden eller anvende den til bygningskonstruktioner eller på nogen anden måde skal sådant land betragtes som værende frit efter 3-årig periode, og enhver anden som ønsker at anvende den, skal ikke forfølges af loven, ej heller skal regeringen have myndighed til at overdrage den til andre (inklusive den tidligere ejer).
    Enhver som tager direkte kilder i besiddelse og betragter det som værende af værdi opnår lovlig hjemmel dertil. F.eks. dersom nogen overtager et stykke uopdyrket land, over hvilket ingen anden har et tidligere krav på ejerskab og gør produktiv brug deraf, kan ikke vilkårligt berøves retten til dette jordstykke. (1) Dette er hvorledes al ejerskab startede i denne verden. Da mennesket for første gang kom ind i denne verden, og befolkningen begyndte at vokse, var alt tilgængeligt for alle, og enhver som satte sig i besiddelse af noget og benyttede det på een eller anden måde, blev ejer deraf, dvs. at man fik brugsretten til at anvende det til egen fordel og formål og at modtage kompensation af andre, dersom de ønskede at gøre brug deraf.
    Dette er det naturlige grundlag for alle økonomiske aktiviteter i menneskehedens historie og må ikke ændres. Denne ret til at eje noget som måske kan opnås ved tilladte, legale midler, skal respekteres under alle forhold. Der kan fås underretning om et bestemt ejerforhold er lovligt gældende, idet ejerforhold, som ikke er retsgyldige skal bringes til ophør, men ingen stat eller lov har ret til vilkårligt at fratage folk ret til ejerskab eller til at blande sig i retsgyldige ejerforhold undtagen imod et retfærdiggjort krav. 
    Islam kan ikke anerkende en økonomisk politik som ødelægger de rettigheder, der er foreskrevet af Shari'ah uanset hvor tillokkende dens navn er eller hvilke velfærdshensigter, den måtte have. Social retfærdighed og fælles goder er meget dyrebare for Islam, men ikke på bekostning af rettigheder givet ved Shari'ah. Det er nøjagtigt så uretfærdigt at indskrænke eller fjerne restriktioner pålagt af Shari'ah på rettigheder af et individuelt ejerskab til fællesskabets fordel i kommunen som det er at tilføje sådanne restriktioner og begrænsninger, som ikke passer ind i planen i den islamiske lov. Det er een af pligterne i en islamisk stat at beskytte de legale rettigheder for den enkelte og at sikre, at de opfylder deres forpligtelser over for kommunen som foreskrevet af loven. Således holder Islam balancen mellem individualisme og kollektivisme.

Dersom vi betragter fænomenet med Guds velsignelser til menneskeheden finder vi, at Han ikke har taget ligeretten i betragtning ved uddelingen af nådegaver og gunst, men i sin uendelige visdom har Han givet presedens til nogle over for andre. Skønhed i form, behagelig stemme, fysisk skønhed, mentale evner etc. etc. er ikke blevet givet til alle i lige høj grad. Det samme er tilfældet med materielle goder i livet. Den menneskelige natur er blevet således forordnet, at forskelle, variationer og ulighed mellem mennesker i adfærdsmønster og livsform synes at være en yderst naturlig ting. Variation er livets krydderi, og den drivende kraft bag menneskelige anstrengelser og udmærkelser. Som følge heraf er alle planer og ideologier, som ønsker at påtvinge menneskeheden en kunstig form for økonomisk lighed, en fejltagelse urealistisk og umulig at opnå. 
    Den lighed som Islam tror på er lighed med hensyn til lejligheden til at kæmpe for levebrød og for at klatre op til det højeste trin på rangstigen i velstand og fremgang. Islam ønsker, at ingen legale, funktionelle eller traditionelle handicaps skal eksistere i samfundet, som kan hindre den enkelte i at kæmpe for en tilværelse i overensstemmelse med hans evner og talent, ej heller skal nogen sociale forskelle eksistere, som har til formål at beskytte privilegier for en bestemt klasse, race, dynasti eller gruppe af mennesker. Alle disse planer og ideologier, som tjener hævdvundne interesser eller som ønsker at udøve tryk på en bestemt gruppe, er for Islam anstødeligt og har ikke nogen plads i planlægningen. Sådanne bevægelser søger at etablere gennem magtanvendelse og ved kunstige midler en naturlig ulighed i stedet for den naturlige begrænsede ulighed, som ansporer til anstrengelser i samfundet. Derfor stræber Islam efter at udrydde dem og sætte det økonomiske system på naturlig fod, således at mulighederne for at stræbe forbliver åben for alle. 
    Samtidig er Islam uenig med dem, der ønsker at påtvinge fuldstændig lighed med hensyn til produktionsmidlerne og frugten af økonomisk aktivitet, da de stræber efter at erstatte en begrænset naturlig ulighed med en kunstig lighed. Kun det system kan blive det nærmeste til den menneskelige natur i hvilket alle samles om den økonomiske kamp på det trin og under de omstændigheder, Gud har skabt os. Den der har arvet en flyvemaskine skulle forsøge at leve med det, mens ham der kun har et par ben skulle stå sine ben og prøve at komme fremad. Samfundet hverken kan være sådan, at der kan oprettes et permanent monopol for flyvemaskinejeren over sit fly og gøre det umuligt for en barbenet at anskaffe sig en flyvemaskine ej heller sådan, at løbet for alle obligatorisk skulle begynde fra et punkt og under de samme forhold og alle skulle tvungent være bundet til hverandre til slutningen af løbet. I modsætning til dette skulle de økonomiske love være sådan, at det skulle være muligt for den barbenede, som startede dette løb under gunstige forhold, at sikre sig besiddelsen af et fly, dersom han kan gøre dette ved hjælp af sine anstrengelser og evner og for ham, som arvede et fly at sakke agterud i løbet og klare sig uden dette, hvis det er hans egen uegnethed og ineffektivitet, der er årsag. Anstrengelser skulle være lønnende og inaktivitet straffes.

Tag først tilfældet med at skaffe sig sit levebrød, den omhyggelighed med hvilken Islam har skelnet mellem rigtigt og forkert med hensyn til midlerne til at tjene sin rigdom, findes ikke i nogen anden legal orden eller noget socialt system i denne verden. Den fordømmer alle midler til at skaffe sig et levebrød, som moralsk eller materialistisk skader et andet individs interesser i samfundet som helhed. Islamisk lov forkaster kategorisk salget og fremstilling af alkohol og andre berusende drikke, hor, professionel dans og hasard, spekulation, væddeløb og lotteri, transaktioner, som er skadelige for kommunen. Dersom vi undersøger denne side i Islams økonomiske lov vil man finde en lang liste af gøremål, som er erklæret for illegale. De fleste af dem kan og gør virkelig folk til millionærer efter det kapitalistiske system. Islam forbyder alle disse unfair metoder og giver dem kun frihed til at tjene sig rigdom ved midler gennem hvilket et menneske giver virkelig og nyttig service til kommunen, og derved berettiger sig selv til reel og retfærdig kompensation. 
    Islam respekterer rettighederne af ejerskab for den enkelte over de rigdomme, han har tjent ved legale midler, men selv disse rettigheder er ikke uspecificerede. En mand kan kun bruge sin legitime rigdom og med legitime midler. Islam har pålagt restriktioner på udgifter, så mens man kan leve et anstændigt liv, kan man ikke spilde sin rigdom på luksuøse ønsker. Man kan ikke overskride den foreskrevne grænse for at udstille sin rigdom og indflydelse og opføre sig som et overmenneske vis-a-vis andre mennesker. Visse former for illegale og nytteløse udgifter er blevet tydeligt og utvetydigt forbudt, mens andre – skønt ikke forbudte – kan forbydes ved dekret ved den islamiske stat.
    Man har ret til at forøge den rigdom, som er tilovers efter at man har klaret sine legitime forpligtigelser og rimelige behov, og denne opsparing kan også anvendes til at frembringe mere rigdom, men der er visse restriktioner på begge disse aktiviteter. Ved forøgelse af formue skal man naturligvis betale zakat 2 ½% p.a. af den forøgelse, der overstiger et nærmere fastsat minimum. Dersom man ønsker at investere i forretning kan det kun ske i hvad der er erklæret for lovlig forretning. Det er tilladt at foretage lovlige forretninger selv efter at stille sin kapital til rådighed for andre på fortjeneste-tab delende basis. Det er ikke forbudt i Islam at arbejde inden for disse grænser, man kan endog blive millionær, dette vil konstituere en guddommelig gunst. Men i kommunens interesse lægger Islam i almindelighed to betingelser på den enkelte: 
    Først at han skal betale Zakat af sine varer og ushr (1/10) af værdien af landbrugsprodukter, dernæst skal han dele reelt og ærligt med dem, han tager med i sit partnerskab i forretning, industri eller landbrug, med dem som han tager i sit brød og med staten og kommunen som helhed. Dersom man ikke øver retfærdighed mod andre af egen fri vilje vil den islamiske stat sørge for at det sker. Men selv rigdom som er forøget inden for disse legale rammer, er det i Islam ikke tilladt at koncentrere den et bestem sted eller punkt for længere tid. I kraft af sin arvelov spreder Islam det over et stort antal personer fra generation til generation. I så henseende er ånden i islamisk lov forskellig fra andre love, der hersker i denne verden. De fleste af arvelovene forsøger at holde en engang samlet velstand koncentreret i hænderne på arvingerne fra generation til generation. Da Islam er imod dette, har man lavet en lov, som siger, at den velstand en person har samlet eller forøget i sit liv skal fordeles imellem alle hans slægtninge lige efter hans død. Dersom der ikke er nogen nære slægtninge, skal fjernere slægtninge drage fordel deraf i forhold, der er nærmere fastlagt i loven for hver enkelt af dem. Og er der ingen fjerne slægtninge, der melder sig, tilfalder arven hele det muslimske samfund. Under denne lov bliver det umuligt for nogen stor familie af kapitalister eller godsejere at fortsætte. Dersom man til trods for alle de restriktioner og forhold der er nævnt her kan bevare den mindste rest af onder, der er knyttet til denne form for forøgelse af velstand i ens liv, vil dette sidste slag bringe det til ophør, og samfundet vil blomstre under et system, som tillader privat ejendomsret og frihed til at handle, men det sikrer fælles interesser og etablerer social retfærdighed.