Moralsk sans er medfødt, og i
århundreder har den tjent som det jævne menneskes målestok for moralsk
opførsel, idet man anerkender visse egenskaber og misbilliger andre. Mens
denne instinktive evne kan variere fra menneske til menneske, er
menneskelig samvittighed(1) mere eller mindre ensartet i sin afgørelse om,
hvilke moralske egenskaber, der er gode - og hvilke der er onde. På den
anden side har moralske dybder, retfærdighed, mod og sandhedskærlighed
altid fremkaldt ros, og historien har ikke registreret nogen nævneværdig
periode, i hvilken falskhed, uretfærdighed, uærlighed og tillidsbrud er
blevet retfærdiggjort.
Fællesskabsfølelse, lidenskab, troskab, og
højmodighed er altid blevet værdsat, mens selviskhed, grusomhed,
gerrighed og bigotteri aldrig har opnået anerkendelse i det menneskelige
samfund.
Mennesket har altid sat pris på udholdenhed, beslutsomhed og mod
og har aldrig anerkendt utålmodighed, vankelmodighed, fejghed eller
dumhed.
Værdighed, tilbageholdenhed, høflighed og elskværdighed er til
alle tider blevet regnet for dyder, mens snobberi, dårlig opførsel og
uforskammethed aldrig er blevet anerkendt som gode moralske egenskaber.
Mennesker med ansvarsfølelse og pligtfølelse har altid vundet den
største anerkendelse blandt mænd. Inkompetente mennesker, efterladende og
sjuskede med hensyn til udførelsen af deres pligter er aldrig blevet
respekteret. Det samme gælder for regler for godt og dårligt i
samfundets almene adfærd som helhed. Dommen har næsten altid været
enstemmig.
Kun det samfund er blevet betragtet som ærværdigt og
respektabelt, som er i besiddelse af dyder som organisation, disciplin,
gensidig hengivenhed og samfølelse og som har etableret en social orden
baseret på ret, frihed og lighed for alle. I modsætning hertil er
disorganisation, anarki, uenighed, uret og social skævhed altid blevet
betragtet som udslag af forfald og disintegration i samfundet. Røveri,
mord, groft tyveri, hor, falskhed og korruption er altid blevet fordømt.
Sladder, skandalemageri og afpresning er aldrig blevet betragtet som
sociale aktiviteter. I modsætning hertil er omsorg for ældre, hjælp til
slægtninge, hensyn til naboer, loyalitet over for venner, hjælp til de
svage, de forladte og de forældreløse og pleje af de syge - egenskaber, som
altid er blevet værdsat meget højt siden civilisationernes begyndelse.
Retskafne, høflige, milde og oprigtige mennesker har altid været
velkomne. Enkeltpersoner, som er fuldtud ærlige, inderligt ligefremme og
pålidelige, hvis handlinger svarer til deres ord, som er tilfredse med
deres egne retmæssige besiddelser, som er villige i udførelsen af deres
pligter over for andre, som lever i fred og lader andre leve i fred og fra
hvem man ikke kan forvente andet end godt, har altid været rygraden i
ethvert sundt menneskeligt samfund.
Dette viser, at menneskelige
moralske normer er universelle og har været menneskeheden velbekendt
gennem tiderne.(2) Godt og ondt er ikke myter som kan bortforklares. Det
er velkendte realiteter og forstås lige ens af alle. Forståelsen af
godt og ondt er nedarvet i menneskets natur.
I Koranens terminologi er dyd
benævnt "ma'ruf" (en velkendt ting)og ondt har fået
betegnelsen "munkar" (en ukendt ting), d.v.s. dyd er kendt
som noget ønskværdigt for alle, og ondt er ikke kendt for at være
tiltalende i sig selv på nogen måde. Denne kendsgerning er nævnt i
Koranen, når den siger:
Gud har til den menneskelige
natur åbenbaret bevidsthed om og erkendelse af godt og ondt. (91:8)
Hvorfor er der forskelle?
Det spørgsmål der opstår nu er:
Hvis de grundlæggende værdier for godt og ondt har været så velkendte
og der virkelig har været en universel enighed herom, hvorfor er der da
forskellige mønstre for moralsk opførsel i denne verden? Hvorfor er der
så mange og så divergerende moralske filosofier? Hvorfor modsiger visse
moralske regler hverandre? Hvad ligger der til grund for deres
forskelligheder? Hvad er Islams enestående position i sammenhæng med de
almindelige etiske systemer? På hvilket grundlag kan man hævde, at Islam
har et fuldkomment moralsk system? Og hvad er nøjagtigt Islams specielle
bidrag til etikkens rige? Disse spørgsmål er betydningsfulde og må ses
i øjnene. Men der kan ikke ydes dem retfærdighed i et kort spand i denne
tale.(3)
For at gøre en lang historie kort, skal jeg opsummere nogle af
de vigtige punkter, som slår os som selve begyndelsesgrundlaget, når vi
foretager en kritisk undersøgelse af de samtidige etiske systemer og de
indbyrdes afvigende mønstre for moralsk opførsel.
(a) Det nuværende moralske system
formår ikke at integrere forskellige moralske dyder og normer ved at
foreskrive deres specifikke grænser og anvendelighed og anvise dem
deres rette plads. Det er årsagen til, at de ikke formår at give en
afbalanceret og sammenhængende plan for social opførsel.
(b) Den virkelige årsag til deres
forskelligheder synes at ligge i de moralske systemer, som tilbyder
varierende normer for gode og dårlige handlinger og opstiller
forskellige metoder til at skelne godt fra ondt. Forskelle eksisterer
også med hensyn til godkendelsen af den moralske lov og med hensyn
til de motiver, som tilskynder et menneske til at følge dem.
(c) Ved dybere overvejelser finder
man, at årsagerne til disse forskelle opstår ved forskellige
menneskers modstridende synspunkter og opfattelse af universet,
menneskets placering i universet og formålet med menneskets
tilstedeværelse på jorden. Forskellige teorier om etik, filosofi og
religion er blot en oversigt over de stærkt divergerende synspunkter
med hensyn til disse yderst vitale spørgsmål, som f.eks.: Er der en Gud og en hersker over
universet? Og dersom der er en sådan er Han een, eller er der flere
guder? Hvad er guddommelige egenskaber? Hvad er beskaffenheden af
forholdet mellem Gud og mennesket? Har Han gjort foranstaltninger til at
lede menneskeheden gennem den barske tilværelse eller ej? Er mennesket
ansvarlig over for Ham eller ikke? Om det er, hvad er så de sager, for
hvilke det er ansvarligt? Hvad er det ultimative mål med menneskets
skabelse, som det ikke skulle tabe af syne her i livet? Svarene på disse
spørgsmål vil bestemme den måde, livet skal leves på, den etiske
filosofi og mønstret for moralsk opførsel hos den enkelte og i
samfundet.
Det er vanskeligt for mig i denne
korte tale at foretage en optælling af de forskellige etiske systemer
fremherskende i verden og anføre, hvilke løsninger hver af dem har
foreslået til disse spørgsmål og hvilket pres, de har øvet på den
moralske udvikling i det samfund, der har sat sin lid til disse
opfattelser. Her kan jeg kun begrænse mig til den islamiske opfattelse
heraf og kun denne skal jeg prøve at forelægge.
Islamisk opfattelse af liv og moral
Det er Islams synspunkt, at dette
univers er skabt af Gud, som er Een. Han skabte det og Han alene er
uindskrænket Herre, Hersker og Opretholder. Hele universet fungerer under
Hans guddommelige lov. Han er alviis, almægtig og alvidende. Han er
"Subbuh" og "Quddus" (d.v.s. fri for alle fejl, fejltagelser, svagheder og
mislyde og ren i enhver henseende). Hans guddommelighed er fri for
partiskhed og uretfærdighed. Mennesket er Hans skabning, undersåt og
tjener og er født til at tjene og adlyde Ham.
Menneskets korrekte livsvej er at leve i fuldstændig
lydighed mod Ham. Mennesket skal ikke selv afgøre måden,
hvorpå man skal tilbede og adlyde - det er Gud som afgør dette. Gud, som
er Herren, har fra tid til anden ladet profeter opstå til vejledning for
menneskeheden og har åbenbaret Sine bøger gennem dem. Det er menneskets
pligt at forme sit livsmønster efter kilderne i denne guddommelige
vejledning.
Mennesket er ansvarligt over for Gud for alle sine handlinger
her i livet. Regnskabets time er i det kommende liv og ikke i denne
verden. Det korte spand af dette liv er i virkeligheden en lejlighed til
at forberede sig til den store prøve. I dette liv bør alle menneskets
anstrengelser være centreret om at søge Guds glæder og velsignelser i
det kommende liv. Gennem denne prøve er hver enkelt ansvarlig for alle
sine tanker og handlinger. Mennesket med alle sine egenskaber og evner er
sat på prøve. Der vil blive en upartisk vurdering af dets opførsel her
i livet af et væsen, som fører et korrekt og fuldstændigt regnskab: Ikke blot med dets bevægelser og handlinger og disses indflydelse på
alt, hvad der er i verden fra det mindste støvgran til de højeste bjerge,
men også fuldstændigt regnskab med dets inderste tanker, følelser
og hensigter.
Målet for moralsk stræben
Dette er Islams fundamentale
livsholdning. Opfattelsen af universet og menneskets plads deri bestemmer
det virkelige og det ultimative gode, som skulle være genstand for alle
menneskets anstrengelser, og som kort kan udtrykkes som "Søgende
Guds glæder". Dette er de normer, ved hvilke en bestemt opførsel
bliver bedømt og kvalificeret som god eller dårlig. Denne standard for
bedømmelse er kernen, hvorom hele den moralske opførsel skulle
revolvere.
Mennesket er ikke efterladt som et
skib uden fortøjning, kastet omkring af vindstød og tidevand. Denne
dispensation lægger et centralt mål foran menneskeheden og fastlægger
værdier og normer for alle moralske handlinger. Det forsyner os med et
stabilt og fejlfrit sæt af værdinormer, som forbliver uændrede under
alle livets forhold. Når mennesket gør "Guds glæder". Til
deres livsmål, er der desuden sat et højt og meget ædelt mål for
menneskeheden og således ubegrænsede muligheder for menneskets moralske
udvikling, ubesmittet på noget stadium af snæver selviskhed, blind tro
eller tilbedelse af nationer.
Islam giver en norm og forsyner os
også med midler til at træffe afgørelse om god og dårlig opførsel.
Islam baserer ikke viden om last og dyd udelukkende på intellekt,
ønsker, intuition eller erfaring afledt af sanseorganer, som konstant
undergår forandringer, modifikationer og ændringer og som ikke giver en
definitiv og kategorisk uforanderlig norm for moralitet. Den giver en
bestemt kilde, den guddommelige åbenbaring som er i Guds Bog og Sunnah`en
(livsmåde) af den Hellige Profet (fred være med ham).
Denne kilde beskriver en standard
for moralsk opførsel, som er permanent og universel, og som bevarer sin
værdi til alle tider og under alle livets forhold. Islams moralske kode
dækker de mindste detaljer i livet, såvel som de videste aspekter for
national og international opførsel. Den vejleder i alle livets stadier.
Disse reguleringer indbefatter den videste anvendelse af moralske
principper i alle forhold i livet og gør os fri for eksklusiv
afhængighed af alle andre kilder til kundskab undtagen som et supplement
til denne første kilde.
Stadfæstelse bag moralitet
Denne opfattelse af universet og
menneskets placering heri yder også den sanktion som må ligge bag enhver
morallov, som f.eks. kærligheden og frygten for Gud, følelsen af at skulle
stå til regnskab på dommens dag og løftet om evig salighed og
belønning i det kommende liv. Skønt Islam ønsker at dyrke en magtfuld
og stærk masseopinion som kan anspore enkeltpersoner og grupper til at
efterleve de moralske principper, som er fastlagt heri og også tager
sigte på udviklingen af et politisk system, som vil indføre den moralske
lov så langt som muligt gennem sine lovgivende instanser.
Islams morallov
støtter sig i virkeligheden ikke på dette ydre pres alene. Den forlader
sig på den naturlige indre trang til det gode, som er nedlagt i alle
mennesker og som nedstammer fra troen på Gud og på dommens dag. Før man
fastlægger moralske befalinger søger Islam fast at indpode i menneskers
hjerter overbevisningen at hans handlinger er med Gud, som ser os til alle
tider og alle steder, at man kan gemme sig for hele verden men ikke for
ham, at man kan narre alle, men ikke narre Gud, at man kan flygte fra
ethvert greb blot ikke fra Guds, at mens verden kan se vort ydre liv, kan
Gud bore ind til ens inderste hensigter og ønsker, at man i dette korte
livsforløb kan gøre hvad man vil, men under alle omstændigheder skal
stå for den guddommelige domstol, hvor ingen sagfører, favorisering,
anbefaling, misfortolkning, svig eller falskneri kan være til nytte, hvor
ens fremtid vil blive afgjort fuldkommen upartisk og retfærdigt.
Måske eller måske ikke er der et
politi, en retsorden eller et fængsel her i verden til at gennemtvinge
disse moralske befalinger og regulativer, men denne tro fast forankret i
hjertet er den virkelige kraft bag ved moralloven i Islam som hjælper med
at gennemføre den. Dersom befolkningsopinionen og den lovgivende magt i
nationen giver sin støtte så meget desto bedre. Denne tro alene kan
holde en muslim eller et muslimsk samfund på dydens vej, såfremt den
rette troens gnist hviler i hjertet.
Motiver og opmuntringer
Islams opfattelse af mennesket og
dets placering i universet frembringer ligeledes også den motiverende
styrke, som kan virke inspirerende til at handle i overensstemmelse med
den moralske lov. Den kendsgerning, at et menneske frivilligt og villigt
accepterer Gud som sin egen skaber og lydigheden mod Gud som sin livsform
og stræber efter at søge Hans glæder i alle sine handlinger, giver
tilstrækkelig opmuntring til at sætte det i stand til at adlyde de bud,
som det mener, er fra Gud. Sammen med dette, troen på dommens dag, og
troen på, at enhver der adlyder guddommelige bud er sikker på et få et
godt liv i det kommende, det evige liv - uanset hvilke handicaps og
vanskeligheder man måtte være nødt til at se i øjnene i denne
forgængelige fase af livet, giver en stærk opmuntring til at leve et
retskaffent liv. På den anden side vil troen på, at den, som bryder Guds
befalinger i denne verden, skal få evig straf - uanset hvor enestående et
pænt liv han har levet i denne midlertidige bolig - være et effektivt og
afskrækkende middel mod at bryde den moralske lov. Dersom dette håb og
denne frygt er fast indgroet og dybt rodfæstet i hjertet, vil det give et
stærkt motiv og inspiration til retskafne handlinger selv ved
lejligheder, hvor verdslige konsekvenser kan synes at være meget
skadelige og ødelæggende, og det vil afholde een fra det onde, selv ved
anledninger hvor det ser særdeles tiltrækkende og rentabelt ud.
Dette viser klart, at Islam er i
besiddelse af distinkte kriterier for godt og ondt, egen kilde til
morallove og egen opfattelse og motivstyrke og herved er i stand til at
påtvinge samfundet velkendte og almindeligt accepterede dyder i alle
livets forhold efter at have knyttet dem sammen i en afbalanceret og
forståelig plan. Således kan det med rette siges, at Islam besidder sit
eget fuldkomne moralsystem. Dette system har mange udmærkede træk, og
jeg skal omtale de tre mest betydningsfulde, som efter min mening kan
siges at have givet deres specielle bidrag til etikken.
Udprægede træk i den Islamiske
moralorden
Ved at sætte guddommelige
glæder som målet for et menneskes liv, har det givet den højest
mulige standard for moral. Dette giver uvægerligt grænseløse
muligheder for den moralske udvikling i menneskehedens historie. Ved
at gøre guddommelige åbenbaringer til den første kilde til viden,
giver det stabilitet og varighed i den moralske standard, som giver
rimeligt spillerum for ægte tilpasning, antagelse og indførelse af
nye metoder - skønt ikke for forvanskninger - vil de variationer,
atomisk relativisme eller moralsk omskiftelighed. Den giver en
opfattelse af moral i kærlighed og frygt for Gud, som vil tilskynde
mennesket til at adlyde de moralske love, selv uden noget ydre pres.
Gennem troen på Gud og dommens dag giver den et motiv, som sætter
mennesket i stand til at antage den moralske opførsel med iver og
inderlighed med al hengivenhed i hjerte og sjæl.
Den
islamiske moralorden giver ikke gennem en falsk
fornemmelse af originalitet og indførelse af nye metoder nogen nye
moralske dyder, ejheller søger den at formindske betydningen af de
velkendte moralnormer eller lægger overdreven betydning til nogen
eller overser andre uden grund. Den antager alle de almindeligt kendte
moralske dyder - og med sans for ligevægt og proportioner giver den en
egnet plads og funktion til hver af dem i livets totale plan. Den
udvider omfanget af deres anvendelse for at dække alle aspekter i
menneskets eget og i dets samfundsliv, dets hovedforbindelser, dets
civile opførsel og dets virke i politik, økonomi, legal uddannelse
og sociale områder. Den dækker livet fra hjemmet til samfundet, fra
spisebordet til slagmarken og fredskonferencer – bogstavelig talt
fra vuggen til graven. Kort sagt ingen sfære i livet er undtaget fra
den universelle og forståelige anvendelse af de moralske principper
i Islam. Den får moralen til at herske uindskrænket og sikrer, at
livets gøremål - i stedet for at blive domineret af selviske ønsker
og smålige interesser - kan styres af moralitetens normer.
Den
islamiske moralorden afstikker en livsform for
mennesket, baseret på alt godt og fri for ondt. Den opfordrer
mennesket til ikke blot at praktisere retskaffenhed, men også til at
oprette retskaffenhed og udrydde slethed, at påbyde det gode og forbyde det onde. Den
ønsker at samvittighedens dom skal sejre, og at dyder ikke må
undertrykkes til at spille anden violin i forhold til slethed. De, der
reagerer på dette kald, samles i en menighed (ummah) og får navnet
"muslim", og det eneste formål, som er underlagt denne
menigheds dannelse, er at foretage en samlet anstrengelse for at
etablere og indføre godhed og at undertrykke og udrydde det onde. Det
ville blive en sorgens dag for hele verden, dersom denne menigheds
anstrengelser nogensinde skulle rettes mod at etablere det onde og
undertrykke det gode.
Noter:
(1)
Dette ord er her anvendt i dets bredeste betydning - nemlig menneskehedens
bevidsthed. Det er ikke ment i ordets begrænsede betydning, som det
anvendes af skribenter der foretager antropologiske studier af den
såkaldte udvikling af moralen. (overs.)
(2)
Nogle antropologer og sociologer vil nok ikke fuldt ud være enige i dette
synspunkt, men ved nærmere eftertanke vil man se, at på trods af
overfladiske forskelle i moralske skikke er der et essentielt element som
er ret universelt, især i den civiliserede fase af menneskets eksistens.
Og det er denne periode, forfatteren har haft i tankerne. Beskaffenheden
og årsagerne til disse forskelle vil blive diskuteret i de følgende
afsnit. (overs.)
(3)
For en forholdsvis detaljeret fremstilling af forfatterens synspunkter se
Maududi: The Ethical Viewpoint of Islam, Lahore 1965.
