Dagligliv i Islam:

DAGLIGLIV I ISLAM

Af Abul A'la Maududi

5. ISLAMS ÅNDELIGE SYSTEM

Tale holdt i Radio Pakistan, Lahore, den 16. marts 1948.

Hvad er Islams åndelige system og hvad er dets forhold til livets system i bred almindelighed? For at forstå dette, er det nødvendigt nøjagtigt at studere forskellen mellem den islamiske opfattelse af åndelighed og andre religioners og ideologiers åndelighed. I mangel af en klar forståelse af denne forskel sker det ofte, at når man taler om det åndelige system i Islam vil mange svage fornemmelser som forbindes med ordet "åndelig" ubevidst dukke op i ens tanker og i denne forvirring bliver det vanskeligt at fatte det åndelige system i Islam som, ikke blot overfører tosomheden af ånd og materie men er kimen af den integrerede og forende antagelse af livet som det fremstilles af Islam.

Denne tanke som har været den mest indflydelsesrige på klimaet for tanken i filosofi og religion er at legeme og sjæl er indbyrdes modstridende og derfor ikke kan forenes i livet, og den ene kan kun udvikles på bekostning af den anden. Legemet og materien er et fængsel for sjælen. De jordiske aktiviteter i et verdsligt liv er de lænker, som holder sjælen fangen og standser dens udvikling. Dette har uvægerligt ført til den velkendte opfattelse, som inddeler universet i en åndelig og verdslig side. De som valgte den verdslige side var helt fra begyndelsen overbevist om, at kravet om åndelighed ikke kan klares og fortsatte derfor hovedkulds ind i et sensuelt livssyn, som resulterede i voldsom materialisme og hedonisme. Som følge deraf blev alle sfærer af verdslig aktivitet, hvadenten de var af social, politisk, økonomisk eller kulturel karakter, berøvet åndelighedens lys, og verden blev smittet med uretfærdighed og tyranni. På den anden side havde de som ønskede at følge en vej af højeste åndelighed indført sådanne metoder for udvikling og højnelse af ånden, at det gjorde dem til "noble" (ædle) outsidere i denne verden.
    De troede, det ikke var muligt at finde nogen fremgang for åndelig vækst, som kunne forenes med et verdsligt liv. Efter deres mening var fysisk selvfornægtelse og kødets foragtelse nødvendigt for udviklingen og fuldkommengørelsen af ånden. De opfandt åndelige bodsøvelser og asketiske livsformer, som kunne kvæle ens fysiske lyster (behov) og anså legemet for følelsesløst og endog værdiløst (nytteløst) De betragtede skove, bjerge og andre ensomme steder ideelle for åndelig udvikling, fordi der på disse gemmesteder ikke var indblanding af den pulserende uro fra civilisationen, og derfor ikke kunne forstyrre deres åndelige øvelser og navlebeskuende meditationer. De kunne ikke fatte muligheden af nogen form for åndelig udvikling undtagen ved at trække sig tilbage fra verden og dens affærer og afskære al kontakt med samfundet og civilisationen.
    Denne konflikt mellem legeme og sjæl resulterede i udviklingen af to forskellige idealer for fuldkommengørelsen af mennesket. Et af idealerne var materialistisk fuldkommengørelse, som indebar, at mennesket skulle være omgivet af al den verdslige komfort og velsignelser og betragte sig selv som intet andet end et dyr, idet tanken er at søge svimlende højder i dette rige. Resultatet var, at man kunne opføre sig som et dyr, men at mennesket ikke kunne nå sin fulde udvikling. Man lærte at flyve som fugle, svømme som krokodiller, løbe som heste og enddog at terrorisere og ødelægge som ulve men at leve som mennesker lærte man ikke. Det modsatte ideal var fuldkommengørelsen af åndeligt liv i en grad, hvor sanserne ikke blot bliver undertrykt og behersket men oversanselige kræfter opvækkes og grænserne for den sanselige verden ophæves. Med disse nye erobringer kunne man opfange fjerne stemmer som kraftige radiomodtagere, se fjerne genstande som med et teleskop og udvikle kræfter, gennem hvilke den blotte berøring af en hånd eller et blik kunne helbrede den uhelbredelige. Dette overnaturlige virkefelt har været den anden vej for menneskets udvikling, men hvor rystende menneskeligt dette virkelig er, er ikke vanskeligt at forestille sig. 
    Det islamiske synspunkt afviger totalt fra alle religiøse og filosofiske systemer i denne retning. Ifølge Islam har Gud udnævnt mennesket til sin "Khalifah" (viceregent) i universet. Han har givet det bestemt autoritet og pålagt det visse forpligtigelser og krav for opfyldelsen af det. Han har forsynet det med den bedste og mest velegnede fysiske ramme. Legemet er blevet skabt med det ene formål at sjælen skulle gøre brug deraf i udførelsen af dens autoritet og i opfyldelsen af dens forpligtigelser og ansvar. Derfor er legemet ikke et fængsel for sjælen men dens værksted og fabrik, og dersom der er nogen mulighed for vækst og udvikling af sjælen, er det kun gennem brugen af magt, maskiner og instrumenter stillet til rådighed af dette værksted. Som følge deraf er denne verden ikke et sted for straf, i hvilken den menneskelige sjæl er blevet fanget, men det er en mark, hvor Gud har sendt os for at arbejde og at udføre vore forpligtigelser over for Ham. Utallige ting i dette univers er stillet til sjælens rådighed, og mange flere mennesker er blevet velsignet med det, der er blevet skabt i denne verden for at opfylde forpligtelserne af dette viceregentskab. Menneskets naturlige bedrifter har skabt civilisation, kultur og sociale systemer. Den åndelige udvikling, som er mulig i denne verden skulle ikke tage den form, at mennesket vender ryggen til verden og trækker sig tilbage til et fjernt, ubeboet hjørne. Det er snarere sådan, at den eneste måde det skal ske på, er, at mennesket skulle leve og arbejde i verden og give det bedste det kan. Verden er som en eksamen. Hver eneste aspekt og sfære i livet er som et spørgeskema i denne prøve, hjemmet, familien, naboskabet, samfundet, markedet, kontoret, fabrikken, skolen, retten, politistationen, parlamentet, fredskonferencer, slagmarken – alle repræsenterer de spørgeskemaer over forskellige emner, som mennesket skal besvare. Dersom man ikke tager et spørgeskema eller overlader de fleste sider blanke vil man uvilkårligt fejle i denne eksamen. Den eneste mulighed for succes og udvikling vil ligge i, at mennesket giver al sin tid og opmærksomhed til denne eksamen og at forsøge så langt som muligt at besvare alle spørgsmålene, som bliver stillet til ham.
    Islam forkaster og fordømmer et asketisk synspunkt og foreskriver metoder og fremgangsmåder for åndelig udvikling – ikke uden for denne verden men i denne verden, den som går gennem livets hårde skole. Ifølge denne er den rette plads for vækst, opløftelse og udvikling af ånden netop midt i strømmen af livets aktiviteter og ikke på ensomme steder for åndelig dvale.

Efter denne fremstilling af den grundlæggende indstilling i Islam, vil vi prøve at diskutere kriterierne givet af Islam for at bedømme udviklingen eller forfaldet af sjælen. Svaret på dette spørgsmål ligger i antagelsen af Kalifat, som netop er blevet nævnt. I dets egenskab af "Khalifah" (viceregent)  for Gud er mennesket ansvarlig over for Ham for alle sine handlinger. Det er dets pligt at anvende alle kræfter, som det er givet og alle de midler, der er til rådighed i denne verden i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Man skal i videste udstrækning gøre brug af alle evner og muligheder, som er blevet givet for at søge Guds anerkendelse. I omgangen med andre mennesker skal man indtage en holdning, som er anerkendt af Gud. Kort sagt, alle ens anstrengelser og energi skal rettes mod reguleringen af sager i denne verden på en måde som Gud ønsker dem reguleret. Jo mere beundringsværdigt et menneske udfører sine funktioner med ansvarsfølelse, lydighed, og ydmyghed og med det formål at søge Herrens glæder, des nærmere vil man være Gud. I Islam er åndelig udvikling det samme som at være nær til Gud. På samme måde vil man være fjernt fra Gud, dersom man er doven, sjusket, oprørsk og ulydlig. Og at være borte fra Gud betyder i Islam det åndelige fald og menneskets forfald.
    Denne forklaring skulle gøre det klart, at fra et islamisk synspunkt er sfæren for aktivitet for en religiøs mand og for et verdsligt menneske den samme. Begge vil arbejde i samme religion, dog vil en religiøs mand arbejde med større enthusiasme end en verdslig person. Den religiøse mand vil være så aktiv, som den der søger det verdslige, ja endog mere aktiv i de væsentlige og sociale funktioner i livet, som strækker sig fra husholdningen til markedet eller jurisdiktionen i internationale konferencer. Det der vil adskille deres kurs er naturligvis deres forhold til Gud og det mål de forfølger. Hvadend en religiøs mand foretager sig vil det være med den følelse, at han er ansvarlig over for Gud med det formål at sikre guddommelige glæder og i overensstemmelse med Loven, som Gud har forordnet for ham. I modsætning hertil vil en verdslig mand være ansvarsløs ligegyldig over for Gud og vil kun ledes af personlige motiver i sine handlinger. Denne forskel gør hele en religiøs mands materialistiske liv en fuldkommen åndelig oplevelse og hele et verdsligt menneskes liv blottet for åndelighed.

Vejen til åndelighed

Nu er vi efterhånden i stand til at forstå den vej, Islam har afstukket for at opnå åndelig udvikling for mennesket i sammenhæng med det verdslige liv. Det første skridt i denne retning er Iman (tro). Det betyder, at den ide, der skal holdes øverst i tanke og hjerte er: Gud alene er Herren, Mesteren og Herskeren. Søge Hans glæder er formålet med al vor stræben, og Hans bud udgør loven i vort liv. Dette skulle være en fast overbevisning, ikke blot en erkendelse gennem intellektet, men også af vilje. Jo stærkere og dybere denne overbevisning er, des grundigere er troen, og man vil være i stand til at betræde vejen til åndelig udvikling med tålmodighed og udholdenhed og se alle omskiftelser lige i øjnene.
    Det andet stadium er Ita'at (lydighed), som betyder, at man afgiver sin selvstændighed fuldstændigt og accepterer underdanighed over for Gud i praksis efter at have erklæret sin tro på Ham som sin trosbekendelse. Denne underdanighed kaldes Islam (lydighed) i Koranens sprog. Således betyder det, at man ikke alene skal anerkende Gud som sin Herre og Hersker, men skal virkelig underkaste sig Ham og forme hele livet i lydighed over for Herren.
    Det tredie stadium er Taqwa (fromhed) som består af en praktisk manifestation af troen på Gud i det daglige liv. Taqwa består også i at afholde sig fra alt, som Gud har forbudt eller endog det, som Han ikke billiger og villigheden til at påtage sig alt, hvad Gud har befalet og at holde sig forskellen mellem lovligt og ulovligt, rigtigt og forkert og godt og dårligt i livet for øje.
    Det sidste og øverste trin er Ihsan (velsignelse), som betyder, at mennesket har identificeret sin vilje med Guds vilje og har, så vidt som det angår ham, bragt sig i overensstemmelse med Den guddommelige vilje, med det resultat, at han er begyndt at kunne lide, hvad Gud kan lide og at afsky, hvad Han ikke anerkender. Man skulle derfor ikke blot selv undgå det onde som Gud ikke synes om skal udbredes på Hans jord, men bruge al sin magt (styrke) og energi på at udslette det fra jordens overflade, og man skal ikke blot være tilfreds med at smykke sig selv med de dyder, Gud ønsker udbredt, men skal også stræbe efter at etablere og sprede dem i verden, selvom det skulle koste livet. Et menneske, som når dette stadium, opnår at nå den højeste tinde af åndelighed og er nærmere Gud.
    Denne vej til åndelig udvikling er ikke blot beregnet for den enkelte men for hele menigheden og for nationen. Såvel som den enkelte kan menighederne efter at have gennemgået diverse stadier af åndelig udvikling nå det højeste stadium af Ihsan (velsignelse) og et land med hele sit administrative maskineri kan også blive Mu'min (trofast), Muslim (lydig), Muttaqi (from) og Muhsin (velsignet). Det er et faktum, at de idealer, Islam stræber efter, opnås på den mest fuldkomne måde, når hele menigheden går ad den vej og en Muttaqi og Muhsin (from og velsignet) stat (nation) oprettes i denne verden. Det er civilisationens toppunkt, når dyd hersker i samfundet, og det onde er undertrykt.
    Lad os nu kaste et blik på mekanismen i åndelig træning, sådan som den er fastlagt af Islam med hensyn til at forberede individet og samfundet til dette formål.
    Islams åndelige system hviler på fem grundsætninger (trosartikler), den første er bøn (Salat) som bringer os i kontakt med Gud fem gange dagligt, ihukommer Ham, gentager sin frygt, udvikler sin kærlighed, påminder om de guddommelige bud igen og igen og dermed forbereder sig til lydighed mod Gud. Disse bønner skal ikke bedes individuelt men det er obligatorisk at bede nogle af dem i menigheden, således at hele samfundet kan forberedes på denne proces til åndelig udvikling. Det er den enkeltes værktøj såvel som en øvelse (rettesnor) for samfundet på vejen til åndelig udvikling i Islam.
    Det andet er faste (Saum), som en hel måned hvert år øver hver enkelt og den muslimske menighed som helhed i fromhed og selvkontrol (selvbeherskelse), sætter samfundet i stand til, såvel rig som fattig, at erfare sultens kvaler og forberede mennesker på at tåle prøvelser og at søge Guds glæder.
    Den tredje er Zakat som udvikler fornemmelsen af økonomisk afsavn, sympati og samarbejde blandt muslimer. Der er folk, som forkert fortolker Zakat som en ganske lamindelig skat, selv om ånden i Zakat er fuldstændig forskellig fra det, der menes med skat. Den virkelige betydning af Zakat er ædelhed og renhed. Ved at anvende dette ord, ønsker Islam at gøre mennesket begribeligt, at man inspireret af sand kærlighed til Gud vil få sin sjæl opløftet og renset gennem den økonomiske hjælp, man yder sine brødre og søstre.
    Det fjerde er Hajj (pilgrimsfærd) som har til formål at fostre universel broderskab for de trofaste som det grundlæggende for at tilbede Gud og kulminerer i den bevægelse, som har svaret på sandhedens kalden gennem århundreder og vil - dersom Gud er villig - fortsætte med at besvare denne kalden i al evighed.
    Til sidst er der Jihad i.e. at anstrenge sig til det yderste for at udbrede Guds ord og at gøre det ophøjet og fjerne alle hindringer på Islams vej. Tanken er at leve et liv viet til Allahs sag og at forsage sit eget liv i udførelsen af denne mission. Dette er den form for åndelighed, som Islam ønsker at dyrke og ikke den, der skyr livet. Det er bekræftelse på livet og dets genopbygning baseret på dyd og fromhed, som Islam står for og ikke et liv i fornægtelse og afsavn. Dette fremstiller de vigtigste kendetegn for denne religion.

(SLUT)    

© Islamisk Studiebogssamling
for den danske udgave