Muslim og pæredansk:

SAMEKSISTENS

Af Aminah Tønnsen

Uvidenhed er menneskets værste fjende. En kulturs uskrevne regler kan kun læres igennem samvirke, og indbyrdes fordomme kan kun nedbrydes ved at tale med hinanden – i stedet for at tale om hinanden. Samtaler på tværs af religiøst tilhørsforhold giver os forståelse for, at der er flere ligheder end forskelle mellem religionerne. Jeg oplever gang på gang, at fx oplysningen om, at også Jesus og Maria har en fremtrædende plads i Koranen, fuldstændig ændrer folks syn på islam. Også opdagelsen af, at næstekærlighed er et fundamentalt princip i islam på linje med troen på Gud, giver stof til eftertanke hos ikke-muslimer. Viden er det bedste bolværk imod intolerance, fordomme og fjendebilleder.
    Islamisk-Kristent Studiecenter i København (der har både sognepræster og teologer i deres midte) er en torn i øjet på mange, fordi vi er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre at tale sammen og føre en konstruktiv dialog på trods af vore indbyrdes forskelligheder. Vort mål er ikke, at vi skal udligne disse forskelligheder og blive ens; men at vi lærer at forstå, acceptere og sluttelig respektere hinanden og kommer til at se mangfoldighed som en berigelse og udfordring snarere end som en trussel og hæmsko. 
    Det er de mange fælles værdier, der bærer dagligdagen. Det gælder om at skabe enhed og harmoni i den gudskabte mangfoldighed – ikke at stræbe efter enighed og ensartethed. Dialog skal være et mål i sig selv – ikke et middel til omvendelse. Samtale og samvirke skaber tillid mellem mennesker. Hvis man hviler i sig selv som menneske, vil man ikke føle sig truet af anderledes tænkende, og man vil ikke føle behov for at nedgøre og fordømme anderledes tænkende eller bevidst søge konfrontation.
    At man er glad for sin egen tro, sin egen kultur og sine egne traditioner, skulle helst ikke føre til selvtilstrækkelighed, egoisme og ringeagt for alt andet. At møde det anderledes kan tværtimod være en personlig berigelse og et incitament til selvransagelse og selvudvikling. Det er uværdigt, når danskhed reduceres til snæversynet nationalisme – eller når en smuk og livsbekræftende tro som islam reduceres til en intolerant, enøjet ideologi.

Bevidst muslim og pæredansk – en uspiselig cocktail?
Det er smerteligt at måtte erkende, at tendensen i det danske samfund går i retning af at holde bevidste muslimer uden for indflydelse ved at forsøge at presse dem over i ultra-light-kategorien, hvor troen bliver ligegyldig – men det er lige så trist at være vidne til, at muslimer, der gerne vil accepteres som ’danske muslimer’, i ramme alvor forsvarer dødsstraffe, som ikke på nogen måde kan retfærdiggøres ud fra islams primære kilde, Koranen, Guds ord. Det er en kompleks situation, vi lever i, og derfor er det dobbelt ærgerligt, at mange af de danske muslimer, der naturligt burde være brobyggere og forbillede for muslimer med indvandrerbaggrund, i stedet går hen og tilegner sig normer og værdier, der hører til i en helt anden kultur og tankeverden end den danske – og som selv mange fødte muslimer rundt omkring i verden tager skarpt afstand fra.
    Internt blandt muslimer er der en sørgelig tendens til at stemple anderledes tænkende som forrædere, ja nærmest frafaldne. Det går især ud over dem, der går ind for en kontekst-baseret nytolkning af skrifterne, og som er kritiske over for de hadîth-udsagn, som tydeligvis strider imod en klar anvisning i Koranen. Hvis man er så fordømmende over for sine egne, hvordan kan man så forvente, at det danske samfund skal acceptere muslimer som ligeværdige medborgere?
    Eksempelvis falder det mange for brystet, at jeg i mine artikler og bøger refererer til nyere tænkere og eksegeter, som af visse muslimer betragtes som ikke-muslimske eller ’problematiske’. At jeg i nogen sammenhænge refererer til disse, betyder ikke nødvendigvis, at jeg sympatiserer 100% med alt, hvad de siger og skriver; men jeg ville snyde mig selv og mine læsere for mange spændende tanker og refleksioner, dersom jeg forbigik dem i tavshed.
    Der er danske muslimer, der foretrækker et liv som anonym muslim frem for konstant at skulle forsvare deres tro og levevis over for snart den ene, snart den anden. På den måde håber de i deres daglige virke at være med til at nedbryde fordomme over for islam og muslimer. Har man besluttet sig for en mere udadvendt kamp for at skabe respekt om det at være dansk muslim, står man konstant i skudlinjen. Man skal lægge ryg til meget, fordi de færreste mennesker er parate til at tænke nyt og give plads til kulturel og religiøs pluralisme – selvom de bryster sig af at leve i et demokratisk land med tros- og ytringsfrihed.
    Lige nu kan det synes, som om det at være pæredansk og muslim virkelig er en uspiselig cocktail for mange; men Rom blev ikke bygget på én dag. Det tager tid for muslimer med indvandrerbaggrund at finde deres ben i et sekulariseret samfund som det danske – ligesom det tager tid for alle at vænne sig til medborgere med en anden kulturel og religiøs baggrund. Det ser sort ud for fremtiden, hvis ikke vi lærer at leve med forskelligheder og nye identitets-konstellationer.
    Jeg har altid tilhørt en eller anden form for mindretal, og jeg tror, at det har været medvirkende årsag til, at jeg fra første færd har forstået Koranens budskab om mangfoldighed og pluralisme. Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at Han har vist mig det, der for mig er sandheden; men jeg har ingen besvær med at respektere, at sandheden kan være en anden for mine medmennesker. Mange problemer kunne løses ved, at vi ser på vore medmennesker som enkeltindivider med hver deres evner og kvaliteter, og at vi erkender, at Gud har skabt menneskene i indbyrdes afhængighed og forpligtelse. Menneske først – og kristen eller muslim så…

Litteratur:

Abdou, Mohammed: 
      Rissalat al tawhid. Exposé de la religion Musulmane. Paris: Geuthner, 1984.

Abuhusayn, Zeynep Durukal & Waley, Muhammad Isa (ed.): 
      The West and Islam. Towards a Dialogue. Istanbul: IRCICA, 1999.

Ali, Abdullah Yusuf: The Glorious Qur’ân.Translation and Commentary. 
      Leicester: The Islamic Foundation, 1975.

Asad, Muhammad: Message of the Qur’ân. Translated and explained. 
      Gibraltar: Dar Al-Andalus, 1980.

Bjerring, Khadijah & Echammari, Aminah: Muslimske børnesange. 
      Risskov: Islamisk Studiebogssamling, 1993.

Echammari, Aminah: Islam Naturens Religion. 
      Risskov: Islamisk Studiebogssamling, 1989.

Echammari, Aminah Tønnsen: Islam i europæisk klædedragt. 
      Stof til eftertanke og selvransagelse. København: Fremad, 1998.

Iqbal, Muhammad: The Reconstruction of Religious Thought in Islam. 
      Lahore: Shaikh Muhammad Ashraf Publisher, 1934.

Kurzman, Charles (ed.): Liberal Islam. A Sourcebook. 
      New York – Oxford: Oxford University Press, 1998.

Na’im, Abdullahi Ahmed An-: Toward an Islamic Reformation. Civil Liberties, 
      Human Rights and International Law. New York: Syracuse University Press, 1990.

Parwez, G.A.: Islam – a Challenge to Religion. 
      Lahore: Tolu-e-Islam Trust, 1968.

Rahman, Fazlur: Islam & Modernity. Transformation of an Intellectual Tradition. 
      The University of Chicago Press, 1982.

Ramadan, Said: Islamic Law, its Scope and Equity. 
       London: Macmillan, 1961.

Ramadan, Tariq: At være europæisk muslim. Islams kilder i europæisk sammenhæng.
      Højbjerg: Hovedland, 2002.

Ramadan, Tariq: Islam, the West and the Challenges of Modernity. 
      Leicester: The Islamic Foundation, 2001.

Rasmussen, Lissi: Nyere tendenser i retning af kontekstuel korantolkning. 
      København: Islamisk-Kristent Studiecenter, Nyhedsbrev 3/2001.

© Aminah Tønnsen, april 2005