Muslim og pæredansk:

FORSTÅ KORANEN OG PROFETENS SÆDVANE

Af Aminah Tønnsen

Forstå Koranen
Jeg har oplevet Koranen som en bog, der åbnede sig for mig, som mine studier skred frem. For hver eneste gang, jeg har læst den, har nye sammenhænge og nye muligheder vist sig for mig. Koranen er som et gigantisk puslespil, hvis passager indbyrdes supplerer, tydeliggør og forklarer hinanden. Derfor er det vigtigt at se Koranen som en helhed - i stedet for at se isoleret på enkelte passager.
    Koranen opfordrer gang på gang læseren til at betragte skabelsen og se sig omkring i verden og prøve at forstå – til at rejse ud i verden og tage ved lære af andre folkeslags erfaringer, succeser og fejltrin. Vi skal med andre ord bruge det intellekt og de muligheder, Gud har givet os, til at forstå Hans ord. Vi skal bruge vor livserfaring og sunde fornuft. Kun således kan vi bevare spiritualiteten og stadig udvikle vores personlighed og "bevæge os fra et åndeligt stade til et andet".
    Koranen lægger stor vægt på det personlige ansvar og siger ikke: "Spørg din imam, hvad han mener, du skal tro"! At lade andre tænke for sig opfatter jeg som en form for ansvarsforflygtigelse.
    Koranens ordlyd og mening, batin, er hellig, absolut og uforanderlig, idet den for muslimer er en nøje gengivelse af Guds ord åbenbaret til Profeten Muhammad via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632, nedskrevet efterhånden og samlet til én bog mindre end to år efter Profetens død. Koranens betydning, zahir, er derimod både variabel og dynamisk, for det menneskelige er relativt og foranderligt.
    Dette kan begrundes ud fra selve tekstens beskaffenhed, idet budskabet er bestemt for menneskeheden og derfor universelt. Det arabiske sprog indeholder - som ethvert andet sprog - allegorier og metaforer, som ingen kunne drømme om at tage bogstaveligt i hverdagen. Koranens tekst indeholder – ligesom Bibelen – en mængde lignelser. Og sidst, men ikke mindst, så er det arabiske ord for vers i Koranen âya – og det betyder tegn. Derfor vil enhver, der læser Koranen med hjertet og nærer et oprigtigt ønske om at forstå dens budskab, forstå den ud fra sin helt personlige baggrund.

Trods denne indbyggede åbenhed, er Koranen forsøgt gjort til en ’lukket’ bog, idet mange mener, at det er forbeholdt ganske få udvalgte at fortolke teksten. Andre fastholder stædigt, at vi selv i vore dage og på vore breddegrader er bundet af fortolkninger og praksis fra de første århundreder efter Profetens død.

Forstå Profetens sædvane
Gud opfordrer i Koranen de troende til at følge Profetens eksempel, til at følge hans sunna, hans sædvane og udsagn i form af råd og vejledning til sine samtidige, der er samlet i de såkaldte hadîth-samlinger. Dette får nogen til at mene, at man skal efterligne Profeten – jeg hører til dem, der mener, at man skal efterfølge ham.
    Jeg opfatter Profetens sædvane og udsagn som den perfekte virkeliggørelse af Koranens ord og vejledning i en helt bestemt historisk kontekst, som muslimer skal overføre til den til enhver tid aktuelle kontekst. Det er ikke meningen, at alle mellemliggende fortolkninger ukritisk skal kasseres; men de skal ses som eksempler på fortolkning i hver deres helt specifikke historiske kontekst.
    Profetens og de første kaliffers udsagn er ikke blevet systematisk nedskrevet fra starten, men videregivet af mennesker fra mund til mund. Og op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
    Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn og for sameksistensen mellem mennesker. Andre udsagn må imidlertid afvises som utroværdige, idet de strider direkte imod en klar og tydelig anvisning i Koranen. Her tænker jeg specielt på strafferetslige bestemmelser så som dødsstraf for frafald fra islam eller for utugt - som også mange danske muslimer finder, hører med til et perfekt islamisk samfund – skønt de udelukkende kan henføres til hadîth-traditionen.

At sætte hadîth-udsagn i stedet for en tydelig koransk anvisning er at sætte mennesket over Gud og sætte spørgsmålstegn ved Koranens guddommelighed, autenticitet og helt unikke særstatus.

     [næste]          

© Aminah Tønnsen, april 2005