Muslim
og pæredansk:
TØRKLÆDE ELLER EJ?
Af Aminah Tønnsen
I min barndomsby,
FLensborg, kunne man ikke kun kende folk på sproget, men også i høj
grad på påklædningen: Der var almindelige flensborgere, der var danske
sydslesvigere – og så rigsdanskere. Dem kunne man kende på lang
afstand på deres fodformede sko. Deres karakteristiske grå skuldertaske
af groft lærred, tværsækken, blev dog hurtigt populær blandt
sydslesvigerne – især blandt spejderne.
Da jeg i slutningen af 60’erne færdedes
i de snævre gyder inden for Jerusalems gamle bymure, var det ikke til at
se, om en kvinde var jøde, kristen eller muslim; men de palæstinensiske
kvinder, der kom ind fra oplandet, lyste op i gadebilledet med deres lange
kjoler med farvestrålende broderier med bomsterranker og geometriske mønstre.
Og så kunne man naturligvis kende turisterne på lang afstand – og
kibbutznikkerne i deres uendelig kedelige, men praktiske og rummelige
bukser, skjorte og bøllehat.
I Marokko var den traditionelle
klædedragt egnsbestemt, og jeg lærte hurtigt at kende forskel på de
forskellige varianter. I de mellemstore og store byer var det derimod ikke
til at se, hvem der var hvem, for også mange muslimske kvinder gik
vestligt klædt. De midaldrende traditionelt klædte kvinder dækkede
hovedet med overdragtens, djellâbaens, hætte – nogle af dem
brugte ansigtsslør oven i købet. Det gjorde storbyernes letlevende
kvinder i øvrigt også. Hos de unge piger var djellâbaens hætte
blot til pynt. Nogle af dem gik med tørklæde – andre tog først tørklæde
på, når de blev gift. Mange marokkanske kvinder havde to garderober, en
traditionel og en ’vestlig’, som de vekslede imellem, alt efter hvor
og iblandt hvem de færdedes. Der var i høj grad tale om et personligt
valg.
Da vi flyttede til Danmark
fornemmede jeg, at det blev vigtigt for min mand, at fremmede mænd ikke så
mit hår. Det havde aldrig været noget problem, mens vi boede i Marokko.
Jeg vænnede mig hurtigt til at tage tørklæde på, når jeg færdedes
ude. Det er praktisk, for jeg cykler meget. Jeg har imidlertid ofte følt
decideret ubehag i sammenhænge, hvor tørklædet helst skal bindes på en
bestemt måde og tydeligvis opfattes som en ufejlbarlig indikator for en
kvindes ærbarhed og religiøsitet. Der er noget rivende galt, når der
fokuseres så uforholdsmæssig meget på et stykke stof. I dag bruger jeg
kun tørklæde under bøn, og når vejret indbyder til det.
Koranens påbud om
anstændig klædedragt skulle sikre datidens kvinder imod at blive
forulempet. I vore dage har et ’islamisk’ tørklæde her på vore
breddegrader imidlertid den stik modsatte virkning: Man bliver nidstirret,
forulempet og marginaliseret netop fordi man bærer ’islamisk’
tørklæde. Bærer man ’islamisk’ tørklæde, risikerer man fx at
havne i fjernsynets nyhedsudsendelser igen og igen, når højrefløjen
ytrer sig om ’den islamiske trussel’ – blot fordi man tilfældigvis
opsnappes af en fotograf, der leder efter dagens eksotiske scoop. Det er
ikke kun en forulempelse, men en grov krænkelse, som jeg ikke vil udsætte
mig selv for. Jeg vil så vidt muligt selv bestemme, hvornår og i hvilke
sammenhænge jeg optræder i medierne.
At gå i vandet med alt tøjet på
opfattes som anstændigt i nogle kulturer. Her hos os vil en kvinde, der
stiger op af havet med sit våde tøj klistrende til kroppen, som en
magnet tiltrække alles blikke og blive anset for uanstændig af nogle og
sexet af andre. Der kunne fremføres mange andre eksempler på, at den
samme handling får den stik modsatte virkning i en anden kultur. Derfor må
der nytænkning til, hvis man vil overføre Koranens ånd til den aktuelle
kontekst. Teksten skal forstås på en ny måde.
At fravælge tørklædet
betragtes af nogle som yderst kontroversielt, ja nærmest forræderisk.
Mange er tydeligvis af den opfattelse, at en muslimsk kvinde, der ikke bærer
det ’islamiske’ tørklæde, hverken beder eller faster og er både løsagtig
og drikfældig. Jeg har hørt fra flere danske kvinder, at forventningen
om, at man som konvertit skal antage en eller anden form for
pseudo-arabisk identitet – både kulturelt og mentalt - for at blive
betragtet som en ’god’ muslim, har medført, at de - fordi de
insisterede på fortsat at klæde sig og indrette sig rent praktisk, som
man nu gør her til lands - ligefrem er blevet frosset ud af et fællesskab,
forulempet på gaden, truet med helvedes pinsler og til sidst simpelthen
ignoreret. Selvstændigt tænkende kvinder er åbenbart ikke kun en
trussel for de gejstlige magthavere, men også for de kvinder, der
ukritisk følger dem.
Forsøget på at
uniformere mennesker mentalt og kulturelt strider imod Koranens grundlæggende
accept af mangfoldighed og respekt for anderledeshed. Derfor finder jeg,
at den oftest slet skjulte foragt for medsøstre, der bevidst undgår det
’islamiske’ tørklæde – og som får frit løb, når man har
lejlighed til at udtale sig anonymt eller befinder sig i en lukket kreds -
er ganske utilstedelig.
Modsat er jeg et par gange i
kirkelige kredse blevet mødt med slet skjult bestyrtelse over, at
"nu kan vi ikke engang se, når fjenden befinder sig midt
iblandt os!" Og det i en tid, hvor det evige omkvæd er:
"Hvorfor kan I ikke opføre jer og klæde jer som os?"
© Aminah Tønnsen, april 2005
Læs
mere om tørklæde
