Muslim
og pæredansk:
DEN OFFENTLIGE DEBAT
- set med muslimske
øjne
For at opretholde
fjendebillederne af islam og muslimer spiller medierne og deres aktører på
forargelsen, for verden vil forarges. Det er så bekvemt at sammenligne
egne idealer med det mest forargelige i modpartens praksis. Når mænd med
indvandrerbaggrund begår kriminalitet, er journalister og politikere nærmest
ved at falde over hinanden i iver efter at ’bevise’, at det er islam
eller ’islamisk’ kultur, der er skurken. Er det så mon kristendommen
eller ’kristen’ kultur, der er skurken, hvis en dansker – der måske
er både døbt og konfirmeret – begår kriminalitet?
Proportioner forvrænges i én
uendelighed: Hvis en muslim fx lufter nogle personlige tanker og ideer, er
der stor sandsynlighed for, at de ved førstkommende lejlighed fremføres
som et "muslimsk krav til det danske samfund". Hvis en
muslim over for en forfatter påpeger omfattende citatfusk og faktuelle
fejl, er det næsten så sikkert som amen i kirken, at det efterfølgende
udlægges, som at man har søgt at censurere bogen og få den forbudt; men
det lyder jo unægtelig også mere dramatisk!
Samfundet er begyndt at stille
krav om, at muslimer offentligt tager afstand fra alverdens terroraktioner
for at bevise deres loyalitet over for Danmarks Riges Grundlov og
demokratiet. Jeg er ind i mellem godt træt af det, for vi lever dog i et
land, hvor lovovertrædere retsforfølges og straffes – uanset deres
etniske, nationale, kulturelle, politiske og religiøse observans. Jeg
opfatter det nærmest som en kollektiv mistænkeliggørelse, eftersom der
ikke stilles tilsvarende krav til danske kristne. Man beder jo ikke dem
bekræfte deres loyalitet over for Danmark ved at tage afstand fra volden
i Nordirland, mord på abortlæger i USA eller seksuelle overgreb på børn
begået af kristne gejstlige rundt omkring i verden.
Slipper argumenterne op,
forvansker nogle danskere på den politiske og religiøse højrefløj i
desperation det shi’a-muslimske taqiyya-princip til
ukendelighed: Det er et princip, der i yderste nødstilfælde giver
en shi’a-muslim mulighed for at dække over sit religiøse tilhørsforhold,
fx for at undgå henrettelse. I højrefløjens retorik bliver det til, at alle
muslimer bruger forstillelse for at skabe forvirring blandt
danskerne for at vise, at islam er en ’tolerant’ religion. I
virkeligheden er vi ulve i fåreklæder, der – selvom vi udgiver os for
at være moderate – kun pønser på at tage magten i Danmark for at
omdanne landet til en diktatorisk, teokratisk stat! Der er åbenbart ingen
grænser for, hvad man vil nedværdige sig selv til at postulere for at få
det sidste ord i debatten og ’bevise’, at alle muslimer er uhæderlige,
notoriske løgnere.
Det er bekymrende, at en
muslim ikke kan tage sin tro alvorligt uden at blive kaldt fundamentalist
– samtidig med, at der sættes lighedstegn mellem fundamentalisme,
fanatisme og terrorisme. Så er vi alle mistænkeliggjort og
stemplet som potentielle voldsmænd og -kvinder. Ikke sært, at flere og
flere unge muslimer søger tilflugt i ortodoks formalisme for at styrke
deres selvværd og identitet.
[næste]
© Aminah Tønnsen, april 2005
