Muslim og pæredansk:

DANSK MUSLIM

Af Aminah Tønnsen

Fællesskab på tværs
Koranen er for mig bl.a. et budskab om accept af og respekt for mangfoldighed og religiøs pluralisme. Jeg har haft en forventning om, at troende jøder, kristne og muslimer naturligt ville finde sammen og samarbejde på tværs, bundet sammen af troen på den samme gud, Abraham, Isak og Jakobs gud, alverdens skaber og opretholder. Jeg skulle hurtigt blive klogere.
    Til et foredrag, jeg i slutningen af 80’erne holdt på Brandbjerg Højskole på et ældrekursus, sagde en af tilhørerne bagefter brysk og anklagende: ”Hvorfor rejser du ikke ned til dem, når du er så glad for dem!” Mødelederen blev bestyrtet og undskyldte mange gange damens opførsel. Jeg blev ked af det, for jeg tog i første omgang udbruddet som et udtryk for, at det ikke var lykkedes mig at forklare, at det var selve troen og ikke visse despotiske statslederes terror, jeg var blevet grebet af. Først på vej hjem i toget gik det langsomt op for mig, at det, der for mig havde været en ganske naturlig åndelig proces, af damen blev betragtet som rent og skært forræderi. En holdning, jeg siden har mødt utallige gange – også blandt mennesker, der ikke selv har noget tæt forhold til kristendommen.
    Min første bog Islam Naturens Religion viste sig at være en provokation for mange. Eksempelvis faldt det en af anmelderne for brystet, at jeg i forordet skrev, at man i undervisningen ”som en selvfølge burde anvende bøger af muslimske forfattere til undervisning i islam – ligesom man som en selvfølge bruger bøger af kristne forfattere i kristendomsundervisningen.” ”Med en sådan argumentation kan man ikke kaste skarn på alt eksisterende undervisningsmateriale om islam” skrev han fortørnet. Men bogen var netop blevet til i frustration over den nedladende tone i flere af de bøger, der dengang brugtes i gymnasiet af forfattere, der tydeligvis betragtede islam som en andenrangs religion og en kættersk afart af kristendommen.
    Hellere en ærlig anmelder end anonyme personer, der fx sender mig udklip af mine bøger overskrevet med latrinære udtryk – vedlagt foldere fra et navngivent bibeltræningscenter med titlen Du behøver Jesus. Jamen, jeg har det skam fint med Jesus; men jeg spørger mig selv, hvordan de har det med Gud, når de i deres hadefulde udgydelser udviser en så utrolig mangel på respekt for Gud – blot fordi det er en muslim, der nævner Ham.
    Der var dog også undtagelser: Jeg for i blækhuset, da man i Danmarks Radios Etiske værksted i oktober 1990 bemærkede, at muslimer ikke kan integreres i det danske samfund. Efter denne kommentar sendte journalisterne Mogens Hansen og Anders Laugesen bud efter mig, når der på P1 var brug for en muslimsk stemme i udsendelser som Om os selv og det vi tror på og Ved dagens begyndelse - og der var altid tid til en hyggelig passiar i forbindelse med optagelserne.
    Siden har den skærpede debat og de mange komplet usaglige, enøjede og perfide angreb på islam igen og igen vist, at der også i kirkelige kredse er kræfter, der for enhver pris ønsker at fastholde islam som fjendebillede.

Front og bro
Abdullah Yusuf Alis engelske koranfortolkning fra 1934 var blevet min tro og uundværlige følgesvend. Hans mange krydshenvisninger og henvisninger til Bibelen og til historiske begivenheder er en uvurderlig støtte for enhver, der ønsker at forstå Koranens budskab.[1] Selvom jeg havde fået opbygget en anselig samling af koranfortolkninger på både engelsk, tysk og fransk, var det meget ofte Yusuf Alis noter og kommentarer, jeg benyttede mig af i mine artikler i tidsskriftet Islam – Fred og Harmoni, som jeg redigerede og udgav i årene 1990-1994. 
    I forsommeren 1993 – et års tid efter, at jeg havde bragt en liste med ultrakorte ordforklaringer i bladet – sendte en kvindelig konvertit mig en redegørelse med overskriften ADVARSEL, som hun bad om at få optaget i tidsskriftet. Min ordliste havde indeholdt en – efter hendes opfattelse – fejlagtig definition af ordet kufr (som jeg i parentes bemærket havde hentet i Yusuf Alis koranfortolkning, som i de år blev distribueret gratis i kulturcentre verden over). Og nu mente hun, at  denne advarsel burde trykkes i selv samme blad, som der blev advaret imod!
    Det var første gang, jeg for alvor blev konfronteret med eksistensen af en yderst reaktionær, formalistisk og for mig fuldstændig fremmedartet form for islam i Danmark. Skønt jeg altid har været yderst påpasselig med at bringe referencer og litteraturhenvisninger, påpegedes det i redegørelsen, at ”nogle af bladets artikler ikke er i overensstemmelse med islam.” Ydermere var islam åbenbart ikke en tro, men ”en klart og præcist defineret videnskab, uden mangler og fejl.” Og naturligvis slap jeg ikke for at blive mindet om, hvad der på Dommedag venter dem, der siger ’forkerte’ ting om islam. Det skulle vise sig, at det er en yndet fremgangsmåde for dem,  der vil tryne anderledes tænkende trosfæller.
    Den dag i dag er der uhyggelig mange af de praktiserende muslimer, der ukritisk følger de klassiske lærdes fortolkninger uden at gøre sig klart, at disse lærde jo i sidste ende var mennesker. Og selvom også de klassiske lærde havde divergerende opfattelser og fortolkninger og tydeligvis var påvirket af hver deres specifikke kontekst, så er der utrolig mange muslimer, der ikke accepterer de sidste århundreders reformbevægelser og nyfortolkninger som ’sand’ islam. Og derved går de fuldstændig glip af mangfoldigheden, rummeligheden og fleksibiliteten i det guddommelige budskab.
   Med ’advarslen’ stod det klart for mig, at jeg ikke kun tilhørte en minoritet, men også en minoritet i minoriteten, og et billede af en livsbane som frontkæmper og brobygger tegnede sig i horisonten.
    Som årene gik, blev jeg mere og mere klar over, hvor stor og værdifuld en ballast min opvækst som dansk i Sydslesvig har givet mig. Man har skrevet om min far, at ”han havde lagt sine skinner, og på dem var der intet vigespor.” Jeg gjorde mig klart fra starten, at det gjaldt om at holde tungen lige i munden og være principfast. Jeg ville ikke fravige mine synspunkter for at tækkes andre eller for at gøre livet lidt lettere for mig selv, men – på min egen facon og med de evner og muligheder, som Gud nu engang har givet mig – yde mit bidrag til at gøre det acceptabelt at være dansk muslim og ligeværdig borger i mit fødeland. Mine børn skulle ikke en dag komme og sige: ”Mor, hvorfor gjorde du ikke noget?” Jeg var også fuldstændig på det rene med, at jeg aldrig ville kunne stille alle tilfreds - hvad enten det så gjaldt mine trosfæller eller mine landsmænd.

Det danske sprog
”Modersmål er vort hjertesprog, kun løs er al fremmed tale” skrev Grundtvig i 1838, og den etniske og sproglige mangfoldighed prises i Koranen som ”et tegn for de indsigtsfulde”.[2] Alligevel bliver enhver, der som voksen vælger at bekende sig til islam, mødt med en forventning om, at hun/han skal bruge de næste mange år til at sætte sig ind i det arabiske sprogs mysterier, fordi arabisk er et ’helligt’ sprog.
    Den absolut mest tåbelige påstand, jeg har mødt i den forbindelse, er, at det foregår på arabisk, når vi på dommedag skal udspørges om vore gerninger på jorden! Mere almindelig er påstanden om, at man ikke kan forstå Koranen ’rigtigt’, hvis man ikke kan arabisk. Hvis det hele er så enkelt, hvorfor findes der så stakkevis af koranfortolkninger, tafsîr-værker, på alverdens sprog – også på arabisk? Nej, der skal mere og meget andet til end lige netop det arabiske sprog, for at forstå Koranens budskab.
    Selv har jeg bevidst prioriteret mine ressourcer anderledes. Med til min personlige bagage hører nemlig en korrespondent uddannelse i engelsk, tysk og fransk, som har givet mig adgang til utallige klassiske værker, der i tidens løb er blevet oversat til et eller flere af disse sprog.
    ”Vi sendte intet sendebud, der ikke talte folkets eget sprog, for at de kunne tydeliggøre budskabet for dem,” hedder det i Koranen.[3] På samme måde er jeg ofte - både privat og som foredragsholder - blevet mødt med synlig lettelse blandt tilhørerne, når jeg på dansk har kunnet forklare ting om islam, som de havde fået helt galt i halsen. Det er vigtigt at forstå sprogets nuancer, når man skal formidle et budskab.
    Det arabiske sprog er en barriere for mange nye danske muslimer, fx i forbindelse med den rituelle bøn. Traditionelt fremsiges den rituelle bøn på arabisk og afsluttes med en personlig bøn, som den bedende sædvanligvis beder på sit modersmål. Er man ikke opvokset med en fast bønspraksis, er det noget af det sværeste for en ny muslim at tage til sig – især på grund af sproget. Det er nemt nok at lære de til bønnen hørende formularer og kortere eller længere passager fra Koranen udenad. Det er også nemt nok at lære de forskellige bedestillinger og den rækkefølge, de bruges i. Langt sværere er det imidlertid at få sjælen med på et så fremmedartet sprog som arabisk.
    Jeg har i årenes løb mødt ikke så få etnisk danske muslimer, der ligesom jeg selv veksler spontant mellem dansk og arabisk – eller som fremsiger hele bønnen på dansk. Det føles ganske naturligt og rigtigt – for hvad er en bøn værd, når sproget blokerer for inderligheden?
    Den første generation af indvandrere er tæt knyttet til deres hjemlands sprog og kultur. De grupperer sig naturligt i foreninger og moskeer med mennesker fra samme land, egn eller sproggruppe. Deres børn og børnebørn, der er født og opvokset i Danmark, finder derimod sammen på tværs af forældregenerationens grupperinger, fordi de har dansk som fællessprog.
    Flere og flere har da også indset nødvendigheden af, at muslimske børn lærer om islam på dansk – og gud ske lov for det! At der afholdes fredagsprædiken på dansk vil med årene blive mere og mere almindeligt – for hvad er en prædiken værd, hvis man ikke forstår indholdet? Det vil forhåbentlig også med tiden blive acceptabelt at hilse hinanden med fred være med dig uden at blive irettesat af geskæftige unge, der mener, at den arabiske form, assalamu ’alaikum, er den eneste korrekte måde for muslimer at hilse på hinanden!

Den danske sang
Jeg har altid været glad for at synge, og alle de sange, jeg i årenes løb havde lært udenad i forbindelse med spejderlejre og morgen- og korsang på Duborg-Skolen, blev min mentale redning i de år, jeg levede under fjerne himmelstrøg. En af mine onkler skrev lejlighedssange til snart hver eneste større familiesammenkomst, og helt spontant begyndte jeg selv at finde på nye tekster til kendte nordiske melodier, mens jeg puslede vor lille efternøler. En bekendt tog ideen op, og tilsammen blev det til en snes muntre og opbyggelige muslimske børnesange. En anden bekendt leverede illustrationer, en tredje becifringer, og jeg havde ingen problemer med at indhente de nødvendige tilladelser fra musikforlagene.
    Muslimske børnesange så dagens lys i forsommeren 1993. Aldrig glemmer jeg det ramaskrig, der lød på Jyllands-Postens debatsider, da bogen var blevet omtalt: ”Fingrene væk fra vore elskede salmer og børnesange. Aldrig har katolikker, jøder eller folk fra andre trosretninger opført sig så krævende og frækt” - ”islamisk plagiat af danske sange” - ”enfoldige snedigheder” - ”Allah har givet hende løgnen for at klare en penibel situation” - ”en lille ’uskyldig’ børnesang eller –salme, tyvstjålet og forvansket”
    Og naturligvis indeholdt nogle af indlæggene løsrevne, forvanskede korancitater som ’bevis’ for islams ’vederstyggeligheder’. Mine tekster var helt bestemt led i ”et storstilet og verdensomspændende forsøg på at udbrede islam.”
    Jeg var målløs. Jeg granskede min hjerne, men blev enig med mig selv om, at jeg ikke have begået hverken helligbrøde eller vandalisme. Jeg havde tværtimod kombineret min tro med et meget udbredt og elsket dansk fænomen.
    Nogle af mine trosfæller lod også høre fra sig: Hvorfor havde jeg ikke brugt ’islamiske’ melodier (hvad det så end er)? Hvor kunne jeg dog tillade mig at afbilde mennesker og dyr? Hvilken skjult dagsorden lå bag, at jeg skrev for muslimske børn på dansk? Hvem havde betalt mig for et så u-islamisk projekt? Hvem var jeg egentlig? Tilhørte jeg Ahmadiyya-bevægelsen[4] - eller var jeg jøde? Situationen blev ikke nemmere af, at den faldt sammen med den føromtalte ADVARSEL.
    Ikke nok med det: En måneds tid senere begyndte det at vælte ind med kuponhæfte-tilbud: Voldsvideoer, bogklubpakker, FDM-medlemskab, abonnement på Tipsbladet, B.T. … alt sammen til fantastisk lave introduktionspriser! Det arme postbud måtte gå forgæves mange gange den sommer; men som han sagde, så var det hans pligt at vise mig hver eneste forsendelse, før han tog den med sig igen.
    Det er aldrig sjovt at være offer for en hadekampagne; men man er nødt til at se det fra den humoristiske side for at overleve. Jeg holdt hændelserne for mig selv i et forsøg på at skåne min familie; men det var smerteligt at erkende, at jeg i mit forsøg på at give islam et dansk ansigt ved at kombinere min tro med det bedste fra mit fødelands kultur, havde skaffet mig fjender i begge lejre.

     [næste]

© Aminah Tønnsen, april 2005