Muslim
og pæredansk:
FRA
BARN I SYDSLESVIG
TIL DANSK MUSLIM
Af
Aminah Tønnsen
I efterkrigstidens Flensborg fik jeg
dansk kultur, det danske sprog og højskolesangbogen i vuggegave, og de
har fulgt mig overalt som en kraftfuld og styrkende bagage i mere end et
halvt århundrede – også siden jeg som 35-årig valgte at bekende mig
til islam. Jeg har gået på Duborg-Skolen, hvor jeg dagligt har sunget
morgensang foran en talerstol med indskriften ”Modersmål er vort
hjertesprog” – flankeret af Lorenz Frölichs store lærreder med
Hagbard og Signe. En skole bygget på det sted, hvor Nordens Dronning
Margrethe den Førstes slot knejsede over fjorden. I en by, hvor det
slesvig-holstenske nældeblad med indskriften ”fred nærer – ufred tærer”
pryder den nordre byport side om side med Kong Christian den Fjerdes våbenskjold
med valgsproget ”fromhed styrker rigerne”. Så dansk som noget, og
samtidig et fint eksempel på, at vort samfund bygger på kerneværdier,
der – skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig inden for en
kristen tradition – er lige så islamiske som kristne.
Som 8-årig blev jeg musvit i
Danebod Trop i Dansk Pigespejderkorps Sydslesvig. Det blev starten på
otte års vidunderlige lejrture til alle egne af Sydslesvig - og Danmark
med. Mottoet vær beredt og spejderlovens ti bud er som taget ud af
Koranen: En spejder er til at stole på. En spejder er trofast. En
spejder er hjælpsom. En spejder er en god kammerat. En spejder er høflig
og hensynsfuld. En spejder er god mod dyr. En spejder er lydig. En spejder
tager vanskeligheder med godt humør. En spejder er sparsommelig og
ordentlig. En spejder er ren i tanke, ord og handling. Mere islamisk
kan det næsten ikke være!
Derfor har jeg aldrig følt, at
jeg har måttet vende på en tallerken eller slå knude på mig selv for
at blive muslim. Jeg har tværtimod bygget videre på de gode og
fornuftige værdier, som mine forældre gav mig med på livets vej: nøjsomhed,
arbejdsomhed, hjælpsomhed, pligtopfyldenhed, høflighed, overbærenhed,
ansvarsbevidsthed, udholdenhed, ærlighed, blufærdighed, beskedenhed…
Og uden min mors jyske besindighed og min fars angelske stædighed havde
jeg i dag ikke været den, jeg er.
Min tro har givet disse værdier
en ekstra dimension, intensitet og fylde, mening og indhold, mål og med.
At være troende er - som Koranen så smukt beskriver - en livslang og
helt personlig udviklingsproces, der fører den bevidst søgende ”fra ét
åndeligt stade til et andet”.
Den barnlige frygt/angst for regnskabet, der skal gøres op, bliver til ærefrygt
for Gud og Hans skaberværk. Tro bliver til vished, og visheden om, at døden
ikke er afslutningen, men en milepæl på vejen, giver livet helt nye
dimensioner og udfordringer.
For mig er der intet modsætningsfyldt
i at være dansk og muslim. Det er lige så naturligt, som det er for
andre at være dansk kristen eller dansk jøde. Derfor har jeg det også
uendelig svært med overskrifter som ”islam contra Vesten”. De tjener
ikke andet formål end at skabe fjendebiller, konfrontation og ufred i
verden.
Rejs
ud i verden…
Uden at vide, at Koranen opfordrer menneskene til ”at rejse ud i
verden med åbent sind og lutter øren” og tage ved lære af andre
folkeslags succeser og fejltrin,
tog mine forældre mig og mine søskende med ud i den store verden.
Allerede i slutningen af 50’erne havde vi set både Louvre i Paris,
Sydfrankrigs romerske akvædukter, Altamira-hulernes (for et barn)
frygtindgydende bisonokser, Prado i Madrid og Andalusiens pragtfulde
bygningsværker og haver.
Jeg blev døbt i en dansk-angelsk skolestue, der om søndagen
fungerede som provisorisk kirkerum; men jeg mistede min barnetro, da præsten
som led i konfirmationsforberedelsen begyndte at omtale Jesus som Guds søn,
som frelser og forsoner, ja endog som selveste Gud. Min fornuft sagde mig,
at Jesus måtte have været menneske, for han kunne jo da både gå
omkring på jorden og sove, spise
og drikke som jeg selv! Præsten gjorde med sine udsagn gudstro til noget
verdensfjernt og uvedkommende; men konfirmeret blev jeg som alle andre.
Som ung arbejdede jeg i kibbutz i knap et år og besøgte
i weekender og ferier alle de sagnomspundne steder: Kapernaum, Nazaret,
Jeriko, Betlehem, Hebron, Qumran – og naturligvis Jerusalem med den
vidunderlige Klippemoske, som jeg har oplevet i både bidende snestorm, brændende
solskin, øsende regnvejr og ubehagelig sandstorm.
Jeg giftede mig med en mand med muslimsk baggrund og
var bosat i hans hjemland en årrække. Min mand fortalte mig senere, at
da han havde fortalt sin far, at han under et studieophold i Paris havde mødt
en dansk pige, han gerne ville gifte sig med, havde farens eneste spørgsmål
været: ”Tror hun på Gud?” Min mand havde svaret bekræftende, og så
var sagen afgjort. Havde nogen stillet mig det samme spørgsmål direkte,
havde jeg nok været ude af stand til at svare noget som helst.
Vi talte aldrig om religion. Jeg fik nærmest det
indtryk, at religion var for gamle, syge og analfabeter – og derfor mig
ganske uvedkommende. Jeg deltog i højtiderne uden at forbinde dem med
islam. Jeg opfattede dem som en del af den lokale kultur på linje med
arkitektur, kunsthåndværk, egnsdragter, musik, folkedans og kogekunst.
Landets håbløse sociale og politiske situation fyldte langt mere i
hverdagen end religionen.
Hvorfor
islam?
Da vi i slutningen af 70’erne slog os ned i Danmark, havde sjælen
det mildest talt ikke for godt. Jeg var aldrig faldet til i det fremmede,
og det var – stik imod al
forventning – heller ikke nemt at vende hjem igen. I min kvide lånte
jeg en bog hjemme fra min fars boghylde med den forjættende titel Lev
livet uden bekymringer. Bogens forfatter påstod, at bøn kunne gøre
dagligdagen lettere at håndtere, hvilket fik mig til ind i mellem at
lytte til kirkelige udsendelser i radioen. Udsagn som ”en kvinde fødte
Gud” og ”Maria, Guds moder” bragte imidlertid mine gamle anfægtelser
til overfladen igen og overbeviste mig om, at tro ikke var noget for mig.
Samtidig gav jeg mig i kast med bibliotekernes dengang
ret så beskedne (og fordomsfulde) udbud af bøger om islam for at få
svar på nogle af de spørgsmål, folk stillede mig. De gik nemlig ud fra
som en selvfølge, at jeg måtte være ekspert i islam, når jeg nu havde
boet i et muslimsk land i så mange år. Jeg fik fat i A. Yusuf Alis
engelske koranoversættelse/fortolkning, og ganske langsomt voksede
erkendelsen af, at der er mere mellem himmel og jord end som så,
frem.
En forårsmorgen i 1983 vågnede jeg op med en tydelig bevidsthed
om, at jeg var muslim. Jeg havde - uden at det rigtigt var gået op for
mig - taget Koranens budskab til mig. Jeg læste nu Koranen med ganske
andre øjne - og med hjertet. Det gik hurtigt op for mig, at de leveregler
og den livsholdning, der omtales i Koranen, stort set var identiske med
den bagage, mine forældre havde givet mig med på vejen, og de første
brikker til mit livs store puslespil faldt på plads.
Og stik imod den gængse
opfattelse viste Koranen sig slet ikke at være en rigid lovbog, men
snarere en højaktuel menneskerettighedserklæring og en vejledning i takt
og tone for omgangen med alt det skabte. At jeg ydermere i Koranen stødte
på udsagn om universets gåder, der umuligt kunne stamme fra menneskehånd,
var med til at bekræfte det helt unikke i budskabet. Og dér stod det
sort på hvidt: Jesus var profet og menneske - hvilken befrielse!
Da jeg nogle år senere blev opmærksom
på den tyske digter Johann Wolfgang von Goethes utrolig dybtgående
kendskab til Islam og på hans forhold til kristendommen, faldt det med
treenigheden på plads for altid. Og jeg oplevede for alvor, hvorledes
gudstro kan berige og styrke et menneske og være et fast holdepunkt i
situationer, der ellers nemt kan vælte én omkuld.
Goethe var dybt troende; men hans
venner hævdede, at man ikke kunne være kristen uden at tro på
treenigheden. Goethe fastholdt imidlertid: ”At tro, at tre er én, og én
er tre - det strider imod min retfærdighedssans. Og jeg kan ikke se, at
det skulle kunne hjælpe mig den mindste smule!” Præcis således føler
jeg selv. Jeg har ikke brug for at se Gud i menneske-skikkelse for at tro
på Ham, på syndernes forladelse og på et liv efter døden. At jeg lever
er et bevis på Guds eksistens og på Hans kærlighed, nåde og
barmhjertighed. Og jeg kan mærke Hans omsorg for mig, når Han besvarer
mine bønner. Vejen til Gud er direkte og uden forstyrrende mellemled.
Bibelens lidelseshistorie og kirkens sakramenter er ganske overflødige
for den, der oprigtigt tror på Gud.
Islam og kultur
Jeg er min skaber dybt taknemmelig for, at jeg ganske spontant –
lige fra det tidspunkt, hvor jeg havde erkendt, at jeg var muslim – har
opfattet Koranen som et helt personligt budskab, som jeg – hvis tro
skulle kunne være en fornuftig og berigende faktor i min tilværelse –
måtte udleve i den virkelighed, jeg var en del af. Jeg har aldrig følt,
at jeg skulle gøre mig selv til pseudo-araber for at blive en ’god’
muslim. Det var et spørgsmål om skabe harmoni mellem tro og en dansk
hverdag, og at udvikle og fastholde min religiøse identitet i et
overvejende sekulariseret samfund.
Som udgangspunkt er islam –
ligesom kristendommen - en verdensreligion med udspring i vor fælles
stamfar, patriarken Abraham. Og ligesom kristendommen har også islam
taget farve af de kulturer, den langsomt bredte sig til. Muslimer og
kristne, jøder og andre har levet sammen side om side i mange forskellige
kulturer. De værdier og normer, som er specifikke for den pågældende
kultur, påvirker alle borgere – på tværs af deres religiøse
tilhørsforhold eller mangel på samme.
Eksempelvis lægger Koranen tydeligvis op til en
samfunds- og familiestruktur i balance mellem patriarkat og matriarkat.
Det er den stærkt patriarkalske samfundsstruktur i de lande, som islam først
bredte sig til, der har påvirket islamiske traditioner mht. kønsroller,
familiemønster, børneopdragelse og fænomener som ære og skam i
negativ retning. Derfor fremstår islam i dag for mange som en
patriarkalsk og kvindeundertrykkende religion, idet man fejlagtigt sætter
lighedstegn mellem lokale kulturer og islam.
Der
findes ikke nogen hverken kristen eller islamisk enhedskultur. Man kan
ikke sammenligne dansk kultur med islamisk kultur; man kan derimod
sammenligne dansk kultur med eksempelvis pakistansk, indonesisk eller
tyrkisk kultur – ligesom man kan sammenligne kristne dogmer med
islamiske dogmer.
[næste]
