Boganmeldelse:

DERFOR ER JEG IKKE MUSLIM

Af Ibn Warraq
Lindhardt og Ringhof 2004. 534 sider - 399 kr.

Jeg indrømmer det gerne: Jeg har aldrig haft særlig meget til overs for folk, der mener at have et budskab, men som skjuler sig bag pseudonym. "Ibn Warraq" har i de seneste uger ført sig frem i medierne: han er blevet filmet og fotograferet fra alle mulige vinkler, og man har hørt hans stemme. Hvis der virkelig var nogen, der var ude efter ham, var det nok ikke så svært at identificere  ham.
    Det er lidt som de hjemlige islam-kritikere, der slutter sig sammen i 'hemmelige' selskaber og opretter hjemmesider, hvor de "af sikkerhedshensyn vælger at optræde anonymt eller under pseudonym" - og som efterfølgende afslører sig selv igennem den til siden hørende artikelsamling. Hvorfor vil de ikke stå ved deres holdninger og "fægte med åben pande"?

Men hvem er Ibn Warraq egentlig? Fay Weldon omtaler ham i sit forord som en "anset forsker" - og han er blevet markedsført som sådan. Selv skriver han, at han "aldrig før har skrevet en bog", og at han "ikke er videnskabsmand eller specialist". Noget tyder på, at han taler sandt. For hvis han virkelig var en anset forsker, skulle man tro, at han havde så megen faglig stolthed, at han i det mindste satte sig ned og læste den bog (Koranen), som han så voldsomt kritiserer. Når han (endog flere gange) hævder, at Koranens første kapitel, sura al-fatiha, ikke indledes med sætningen: "I den Nådiges, den Barmhjertiges navn", og når han hævder, at ifølge islam er "mennesket ikke ansvarlig for sine handlinger", må han have læst Koranen med lukkede øjne - eller have haft fat i den forkerte bog.
    Ibn Warraq betragter sig som "ateistisk humanist og anser alle religioner for at være syge menneskers drømme. De er falske - og man kan vise, at de er falske - og skadelige". Derfor er det i virkeligheden falsk varebetegnelse, når hans bog har titlen "Derfor er jeg ikke muslim". Den burde retteligen have heddet "Derfor er jeg ikke religiøs" - men så ville han nok ikke have fået nær så megen opmærksomhed, som han nu har fået.

Fay Weldom skriver i sit forord til bogen, at den "er særdeles letlæst". Og hvor har hun ret. Ibn Warraq skyder med spredehagl mod alt og alle, men begiver sig aldrig ud i noget, der blot ligner en seriøs teologisk diskussion. Ibn Warraq er dog så ærlig, at han ikke påberåber sig originalitet og åbent medgiver, at han blot har citeret og omskrevet andres værker og ikke selv har frembragt nogen af de fremførte tanker. Og det er netop det, der gør bogen så letlæst og triviel. Den mangler simpelthen substans. Har man fulgt blot en lille smule med i det 20. århundredes orientalisters værker og de seneste 20 års hjemlige islam-debat, er der intet nyt at hente i Ibn Warraqs bog. Så hvorfor al den ståhej?
    Det siger sig selv, at Ibn Warraq og hans kilder ikke har ret meget til overs for det 20. århundredes islamiske tænkere, de er "intellektuelt uhæderlige". Jeg tror faktisk ikke, at Ibn Warraq og hans kilder overhovedet har studeret dem. De synes ej heller at have studeret de seneste tredive års kvindelige og mandlige teologers nylæsning af Koranens kvindesyn. Og derfor er Ibn Warraqs bog så inderlig ligegyldig og kan overhovedet ikke bruges i en seriøs diskussion om islam og islamisk livsfilosofi.

I grunden har jeg lidt ondt af manden, for han har tydeligvis aldrig oplevet på sin egen krop og sjæl, at tro kan være en positiv, berigende og styrkende faktor i livet.

* * *

En hurtig gennemlæsning af bogen og dens massive kritik af alt, hvad der har blot en lille smule med religion og specielt islam at gøre, afslører, at Ibn Warraq og hans kilder ikke har forstået en brik af helt elementære principper som den islamiske gudsopfattelse og det islamiske menneskesyn. De har ej heller forstået forholdet mellem den forudbestemte skæbne og den frie vilje. Derfor er meget af deres kritik - set med muslimske øjne - fuldstændig forfejlet.

Ibn Warraq bruger megen energi og mange sider på at 'bevise', at Muhammed var en gal mand - hvis han da overhovedet har levet - og på at 'bevise', at han fik sine idéer til sin nye religion, islam, via jødiske og kristne mere eller mindre ukendte kilder og tilfældige bekendtskaber.
    Efter muslimsk opfattelse er Profeten Muhammed hverken forfatter til Koranen eller grundlægger af en ny religion, og derfor er det - i relation til islams kerne og filosofi - aldeles uinteressant at vide, hvem Profeten færdedes iblandt, og hvilken viden han har haft om andre religioner og disses forskellige skrifter. 
    Jødedom, kristendom og islam har samme ophav - nemlig Gud - og derfor er det ganske naturligt, at der er en vis grad af sammenfald mellem de åbenbarede skrifter. Koranen er jo netop blevet åbenbaret til Profeten Muhammed for dels at bekræfte tidligere skrifter - dels på nogle punkter at ændre den deri indeholdte vejledning, og frem for alt for at sætte nogle ting på plads, som menneskene i mellemtiden havde glemt eller overfortolket.
    Nogle vil måske finde det spændende at blive præsenteret for en gennemgang af sammenfald mellem forskellige religiøse skrifter. For muslimer er disse sammenfald imidlertid en bekræftelse af, at alle profeter grundlæggende har prædiket det samme budskab, udgået fra samme guddommelige autoritet - snarere end et bevis på, at Koranen er et sammensurium af hellige skrifter og arabisk folkereligiøsitet.

Ibn Warraq mener også at kunne bevise, at Koranen accepterer slaveri - når den i virkeligheden er en anvisning på, hvorledes det på Profetens tid eksisterende slaveri skulle ophæves, og den ingensteds tillader, at mennesker herefter gøres til slaver.
    Mht. Koranens kvindesyn kan det undre, at Ibn Warraq (ligesom Taslima Nasreen) end ikke forsøger at forstå det gennem nutidige briller, men nøjes med at kritisere århundreders fortolkninger, der tydeligvis er påvirket af u-islamiske, patriarkalske normer og forestillinger om kvindernes plads i samfundet.

Sidst, men ikke mindst bærer bogen præg af, at hverken Ibn Warraq eller hans kilder har gjort det mindste forsøg på at se Koranen som en helhed, men i stedet vender og drejer enkelte løsrevne udsagn efter forgodtbefindende. Og dermed er bogen et glimrende eksempel på, hvorledes man IKKE skal læse en tekst, hvis man vil gøre sig forhåbning om at forstå den.

© Aminah Tønnsen, april 2004