Boganmeldelse:

SATANISK, GUDDOMMELIGT
- og såre menneskeligt.

Red.: Lars Erslev Andersen og Jakob Skovgaard-Petersen.
Gyldendal 1999. 188 sider kr. 175,-

"... Den er ganske underholdende, men hvis der ikke skal mere til at true den islamiske tro, må den allerede før bogens udgivelse have været en temmelig vakkelvorn religion. Det ville svare til, at hele den kristne tro stod og faldt med f.eks. Jens Jørgen Thorsens film om Jesus."
      Således skrev en nordsjællandsk dame i Politiken den 19.12.97 som svar på et af undertegnedes indlæg i Rushdie-debatten (Pol. 2.12.97). Og dermed bekræftede hun lige præcis den passage, som Politiken havde bortcensureret fra mit indlæg: "Den manglende protest og forfejlede reaktion fra ikke-muslimsk hold er blot ét ud af mange symptomer på samfund i krise - samfund, der har mistet deres fællesskabsfølelse, deres værdier og faste holdepunkter i tilværelsen. Har man mistet sine egne værdier, er det svært at forstå og respektere andres værdier."

Derfor er det prisværdigt, at en håndfuld danske forskere har sat sig for at analysere De Sataniske Vers og den debat, der fulgte i kølvandet på Khomeinis opfordring til at dræbe forfatteren Salman Rushdie.

Jakob Skovgaard-Petersen besvarer spørgsmålet: Hvad er de sataniske vers? - Og hvorfor er de så krænkende?
      JSP slår fast, at muslimer trods forfatterens digteriske forbehold nødvendigvis må opfatte De sataniske vers som både provokerende og stødende:
      "Romanen sår alvorlig tvivl om Koranens ægthed, nedgør profetens motiver og kaster ham i det hele taget i et utiltalende lys, og den fortæller en historie, som latterliggør hans familie. Og hele tiden med brug af argumenter, som i hvert fald den muslimske intellektuelle elite er klar over, er hentet fra den europæiske anti-islamiske tradition."
      Og for at illustrere, hvorledes det kan lade sig gøre at så tvivl om Muhammads oprigtighed og Koranens autenticitet, bringer JSP et citat fra "en stærkt anti-islamisk skolebog, som stadig anvendes i danske gymnasier": Tranholm-Mikkelsens 'Islam'.
       JSP gør endvidere rede for det europæiske Muhammad-billede, og kommer også ind på den vestlige forargelse over, at mange muslimer, der fordømte bogen, end ikke selv havde læst den.

Jørgen Bæk Simonsen tager udgangspunkt i den såkaldt islamiske revolution i Iran 1978-79 og dens ledere, der - med Khomeini i spidsen -  i 10-året for revolutionen havde desperat brug for en sag, der kunne samle befolkningen om en ydre fjende og bortlede opmærksomheden fra det mislykkede forsøg på at tilintetgøre det irakiske styre, der var endt med våbenhvile året før.
      I tyve år har Vesten set det iranske styre som en trussel og har set dens indfyldelse og tilstedeværelse i flere forskellige lande. Men, som JBS gør opmærksom på, så har 'politisk islam' kun sejret to gange: i Iran i 1979 og i Sudan i 1989. Et faktum, der nødvendigvis må vække til eftertanke og får mig til at tænke på den indisk/muslimske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal, der i 1910 skrev:
      "Nationer fødes i digteres hjerter - de opstår og forgår i politikeres hænder."

Pernille Bramming byder på små smagsprøver fra De sataniske vers. Martin Leer ser Rushdies værker som en del af den postkoloniale litteratur. Hanna Ziadeh ser på Rushdie-affæren i arabisk sammenhæng. Claus V. Pedersen giver et rids over, hvad Khomeini med sin såkaldte fatwa vandt indenrigspolitisk - og tabte udenrigspolitisk. Lars Erslev Andersen gør rede for internationale reaktioner på Rushdie-affæren og for Irans forhold til Vesten under affæren og dens efterdønninger.

Overskriften på bogens sidste kapitel: Tilbageblik på den danske Rushdie-debat viste sig at rumme bogens mest skuffende kapitel:
      Mehmet Ümit Necef skriver side op og side ned om kulturrelativisme, kulturpessimisme, om tværkulturelle intellektuelle etc., men når aldrig ind til sagens egentlige kerne: YTRINGSFRIHED UNDER ANSVAR, som det for enhver person med muslimsk baggrund burde være naturligt at tage udgangspunkt i. Og hermed bekræfter han endnu engang min påstand om, at den, der har mistet sine egne værdier, ikke er i stand til hverken at forstå eller respektere andres værdier. Modstanden imod De sataniske vers har intet som helst med kultur at gøre, men med værdier og krav om respekt for det religiøse.
      Med hensyn til selve debatten, giver MÜN nærmest indtryk af, at han selv er den eneste herboende med muslimsk baggrund, der har ytret sig i den 10-år lange Rushdie-debat. Ikke med et eneste ord nævner han de muslimer, der vitterlig HAR deltaget i debatten. Det er ej heller faldet ham ind at spørge disse, HVOR MANGE avisindlæg, de i årenes løb har fået AFVIST i Rushdie-debatten!! Medierne har nemlig også i dén sag til fulde vist, at de udelukkende er interesseret i de mest ekstreme holdninger - dem, der kan sælge aviser: Enten skulle man forsvare ytringsfriheden for enhver pris - eller også skulle man gå ind for bål og brand for at komme til orde.

Med det i mente trænger spørgsmålet: "Hvad har vi så lært af 'sagens' forløb??" sig for alvor på.

© Aminah Tønnsen