Udpluk af debatten om
DE SATANISKE VERS
SW NR. 11. 31-3-1989
En fredelig fremtid for menneskeheden afhænger klart af dens evne
til at udvikle venskabelige forbindelser mellem folkeslag af forskellig racemæssig,
kulturel og religiøs baggrund. Historien er fuld af eksempler på, hvordan en uheldig
bemærkning, eller en misforståelse satte begivenheder i gang, som havde uoverskuelige
konsekvenser med ideologisk krigsførelse og tab af menneskeliv til følge.
Røret om Salman Rushdies bog The Satanic Verses
er et eksempel herpå.
Indtil for temmelig nylig var Rushdie en ukendt forfatter
for størstedelen af den europæiske offentlighed. Hans bøger er tykke og svært
tilgængelige - fulde af ord og begreber fra forskellige indiske sprog. Hans vendinger,
navne og personer er meget ikke-europæiske, og for at forstå hans bøger er man nødt
til at vide en masse om indisk kultur, traditioner og historie.
Hans sidste bog The Satanic Verses har også en
kompliceret handling. Uden at gå i detaljer kan man sige, at bogen behandler en række
emner så som indvandrere fra den 3. verden og deres liv i England, racisme, religiøse
dogmer og meget mere.
Under normale omstændigheder ville bogen være blevet
solgt i nogle få tusind eksemplarer, og den ville muligvis have modtaget den litterære
pris, som den er blevet nomineret til. Nu skete der imidlertid det, at nogle indiske
parlamentsmedlemmer og nogle pakistanere, som bor i Storbritanien, fandt ud af, at dele af
bogen er blasfemiske, og derefter spredte historien sig hurtigt. Bogen blev forbudt i
Indien, Sydafrika, nogle arabiske lande og i Pakistan. I Storbritannien blev der
demonstreret imod bogen. En delegation bestående af repræsentanter fra 35 muslimske
landes ambassader henvendte sig til det britiske udenrigsministerium med krav om, at bogen
skulle forbydes. Briterne afviste blankt dette krav. Frustrationer afløstes af vrede og
protester blev efterfulgt af afbrændinger af bogen med tab af menneskeliv i Indien og
Pakistan til følge. Og så dukkede Iran op på arenaen. Khomeinis opfordring til at myrde
Rushdie virkede som benzin på bålet i denne anspændte situation.
Lad os se på baggrunden for disse protester og vredesudbrud fra
størstedelen af den muslimske verdens side og på den vestlige verdens stædige forsvar
for Rushdies ret til at skrive bogen og få den udgivet.
Et af kapitlerne i bogen handler om en profet, som lever i
en fantasiby med navnet Jahilia. Profetens navn er Mahound.
Skildringen af Mahound og Jahilia foregår i en indisk
filmskuespillers drøm, og folk i Vesten kan selvfølgelig spørge sig selv, hvordan en
drøm, beskrevet i en roman kan forårsage et sådant oprør. Hvis vi ser nærmere på
person- og stednavne og begivenheder i den famøse drøm, så er de stort set i
overensstemmelse med historiske kendsgerninger.
Salman Rushdies profet hedder som nævnt Mahound, som
betyder 'djævel' eller 'falsk profet', og navnet har være brugt af kristne i
middelalderen til at gøre nar af profeten Muhammed. En af hoverpersonerne i bogen hedder
Gibreel - det er den indiske arabiske form for Gabriel, som er den engel, der bragte
Muhammed den himmelske åbenbaring fra Gud. Rushdie kalder byen, som hans fantasiprofet
bor i, for Jahilia. Dette er den præislamiske betegnelse for muslimernes hellige by,
Mekka, hvor profeten Muhammed blev født. Navnene Ibrahim, Salem og Ayesha, som Rushdie
bruger til nogle af sine personer i bogen, er navne på personer af stor historisk
betydning i Islam. Ibrahim er ifølge Koranen den profet, der er stamfader til jøder,
kristne og muslimer. Rushdie kalder sin Ibrahim for en horeunge. Salman, som var en nær
ven af Profeten Muhammed, beskrives som en vagabond. I den historiske beskrivelse var
Salman Profetens rådgiver og en meget lærd mand. Ayesha er historisk set Profeten
Muhammeds hustru. Gud bliver i bogen beskrevet som en gammel mand med skæl. Religionen,
som Rushdies hovedperson drømmer om, kaldes Submission, og det er den engelske
oversættelse af ordet Islam.
For en vestlig tankegang er disse sammenligninger ikke nok til at
true en forfatters liv. Imidlertid er muslimer vrede af flere grunde:
For det første føler de, at Salman Rushdie har forsøgt
at gøre nar af deres religion, profet og andre hellige historiske personer. Profeten,
hans eksemplariske livsførelse og hans anvisninger er fundamentet for troende muslimer og
for deres daglige liv. Ved at angribe Muhammed, fortæller Salman Rushdie 800 millioner
mennesker, at det, de gør og tænker, er meningsløst.
Ved at fordreje historiske kendsgerninger og give dem sin
egen fortolkning siger Rushdie til muslimerne, at deres kultur og historie ikke er noget
værd.
Ved at antyde at Muhammed blev tvunget til at udelade to
vers fra Koranen, fordi englen Gibreel blev forført af Satan, sætter Rushdie
spørgsmålstegn ved, at Koranen er en himmelsk åbenbaring, givet af Gud til Muhammed
gennem Gibreel. Desuden antyder Rushdie, at Muhammed var sadist og at han accepterede
homosexualitet.
Disse og en række andre fornærmelser anses af muslimer
for at være blasfemiske, bl.a. fordi de fremstiller profeten som en person med masser af
svagheder og fejl.
Islam tillader diskussion, forskellige fortolkninger og
forskellige måder at praktisere Islam på. Det kan ses af, at der er mange forskellige
sekter inden for Islam. Islam er meget tolerant over for andre religioner, ideer og
begreber, men den tillader ikke, at man sætter spørgsmålstegn ved Guds autoritet eller
ved profeten Muhammeds status.
Men den etiske debat om, hvorvidt The Satanic Verses er
blasfemisk og fornærmende overskygges i høj grad af det politiske misbrug af bogen, som
både Iran og den vestlige verden gør sig skyldige i.
I Iran foregår der en intern magtkamp, og Salman Rushdies
bog kom på et meget belejligt tidspunkt for de fundamentalistiske kredse i Iran. Ved at
fokusere på spørgsmålet om Islam ære udnytter det iranske regime situationen til at
dække over indre svagheder, idet ayatollaerne fremstiller sig selv som de sande
forsvarere for Islam. Eftersom det drejer sig om religion, er der ikke mange muslimer, der
tør sætte sig op imod Iran. Men en ting er værd at bemærke sig: ikke én eneste
muslimsk leder har udtrykt sin støtte til Irans religiøse og politiske direktiver, og
det er værd at notere sig, at der er 37 muslimske lande, hver med deres kultur, sprog,
værdinormer og politiske systemer.
De vestlige medier forsøger imidlertid at skære
alle muslimer over én kam, idet de sætter lighedstegn mellem kritik af Rushdies bog og
Khomeinis ordre til at myrde Rushdie. På denne måde kan man bekvemt fremmane et billede
af Islam som værende en ond, intolerant og barbarisk religion - og det er en god
historie, som sælger. De europæiske regeringer, som kan forenes i en fordømmelse af det
iranske regimes barbari, ignorerer at ytringsfriheden i deres egne lande dagligt stækkes.
Som eksempel kan nævnes den britiske regerings forsøg på at berøve IRA-folk deres
ytringsfrihed og forbudet imod bogen Spycatcher.
Denne dobbeltmoral opfattes af muslimer som endnu et bevis
på det kristne Vestens anti-islamiske holdning.
Ingen muslim, som er ved sine fulde fem, vil drømme om at
kræve af europæere, at de ændrer deres love, så de passer til muslimske normsæt. De
europæiske lande har deres kultur og værdier og de har ret til at leve, som de finder
bedst. De europæiske lande bør imidlertid sikre minoriteternes rettigheder, hvad enten
det gælder politik, religion eller kultur. Og ytringsfriheden bør behandles med en
fornemmelse af, hvad der er fair, retfærdigt og anstændigt.
For at undgå globale konflikter må Vesten forstå to ting:
Den tredie verden, og især
den muslimske verden, bryder sig ikke om den vestlige verdens arrogance og
kulturimperialisme. Vestens opfattelse af sig selv som værende civiliseret og alle andre
som barbarer bør erstattes af en vilje til at se realiteterne i øjnene og erkende sine
egne fejl.
Magtbalancen er ved at ændre
sig, og den islamiske verden kræver sin del af den politiske indflydelse. Ved at benægte
denne ret, opmuntrer man til fundamentalisme. Islam har en stolt historisk tradition,
både hvad angår kultur og videnskab og Islam er fundamentet for den islamiske verdens
levemåde. Ved at vælge Salmen Rushdies side i hans angreb på Islam føler mange
muslimer, at det den vestlige verden i virkeligheden siger er: "Skråt op med 800
millioner menneskers følelser. Vi vil have vores bog."
Det bedste man kan gøre fra Vestens og
Salman Rushdies side i den nuværende situation er at erkende, at muslimernes følelser er
sårede og krænkede. Både den engelske udenrigsminister, Sir Geoffrey Howe og Frankrigs
tidligere premierminister, Jacques Girac, har udtalt offentligt, at de forstår, hvorfor
muslimer finder The Satanic Verses sårende.
Jeg vil håbe, at Iran i retfærdighedens navn og i
islamisk traditions ånd vil tilbagekalde dødstruslen over Salman Rushdie, for det er
ikke i nogens interesse, at konflikten eskalerer.
© Bashy Quraishy
Politiken 13-11-1996
MAN KAN ikke sige sig fri for at være
en smule træt af Salman Rushdie-sagen. Jo, det er en ædel sag for den vestlige verdens
ytringsfrihed. Men den er så gu' da også trættende. Hver gang talen falder på Salman
bliver stemmerne nasale og selv de mest forædte levebrødspolitikere får blanke pander
og skyder brystet frem. Og nu har Salman oven i købet forårsaget en regeringskrise i det
lille liberale og frisindede Danmark.
Her elsker vi selvfølgelig ytringsfriheden, og vi mindes
med glæde folk som P.A. Heiberg, Grundtvig og Dr. Dampe, der enten blev smidt ud af
landet eller måtte vandre i fængsel, fordi de ikke kunne holde mund om mærkesager, der
for dem var vigtigere end den regelrætte sandhed på Bjerget. De talte tyranner midt
imod. Og de vidste også godt, at prisen for upassende tale og skrift var fængsel,
isolation og tab af borgerlige rettigheder. Alligevel stod de frem og kæftede op, og
derfor elsker vi dem. Eller bør elske dem.
Vore dages tapre præsident Havel betalte også en pris for
sine skriverier, og han vidste også godt, han ikke kunne skrive satirisk om det
kommunistiske styre uden at ryge direkte i fangehullet. Men han gjorde det, fordi han ikke
ville lade dem - magtens mænd - få det sidste ord.
DE MÆND og kvinder bag Jerntæppet var
tapre, og de stod frem med navns nævnelse på trods af enhver logik og vidste
stensikkert, at de ville blive hjemsøgte i nattens mulm og mørke. Men Rushdie er ikke
tapper. Han lader os stå med hele ansvaret for sit liv og skæbne. Og han gemmer sig bag
vores oppustede dårlige samvittighed og vores enøjede opfattelse af muslimerne som nogle
primitive karle, der bl.a. stikker deres koner hæmningsløst på tæven, sådan som vi
kan læse det i Betty Mahmoodys knaldroman: 'Ikke uden min datter'. Enhver ytring har sin
pris. Og man må da stå bag sine ord, eller hva'?
HVIS VI kæfter op, koster det. Det må
Salman for pokker da ha' vidst, da han skrev de legendariske vers. Det koster ikke mindst
bank at omtale hellige emner blasfemisk. Og jeg er egentlig i tvivl om, vi bør nedkalde
bål og brand over vores hoveder p.g.a. en simpel pornografisag. Jeg vil meget hellere
ofre mit skind for det, som Havel stod for og det, som han skrev imod. Derfor foreslår
jeg en indsamling til Rushdie. En one-way-ticket til præstestyret i Iran. Mon ikke de to
parter trænger til at få luften renset mellem sig? Og hvis de kapper hovedet af ham, så
kan vi virkelig hylde Salman som en martyr, der ofrede livet for den ytringsfrihed, som i
den vestlige verden kun er populær, når det passer os. Når vi vil hævde vores kristne,
liberale tænkemåde over for nogle skide muhammedanere med turban, slør og knive mellem
tænderne.
Carsten Berthelsen
Politiken 1-12-1996
Nu, hvor rusen over Rushdie er
ved at ebbe ud, kan der være grund til at sige, at dele af hans bog 'De sataniske Vers'
virkelig er sataniske. Han skildrer centrale muslimske trossandheder og personer
på en måde, som er ærekrænkende. Han er ikke hensynsløst ærlig, blot hensynsløs.
Rushdies mangel på fornemmelse for andres følelser
berettiger naturligvis ikke nogen til at slå ham ihjel. Han er ved at have fået status
som martyr for ytringsfriheden. Men det er en martyr uden glorie.
Torben Juul Christensen
Politiken 9-12-1997
Politiken bragte 2.12. - endnu
engang - et forsvar for forfatteren Salman Rushdie, hvori der - endnu engang - er vendt op
og ned på begreberne ved at tale om menneskerettigheder i forbindelse med modstanden mod
De sataniske Vers.
Rushdie overskred grænsen for det anstændige. Han
misbrugte ytringsfriheden og krænkede derved et af Koranens centrale principper: Frihed
under ansvar.
I stedet for at kritisere en flok selvbestaltede
religiøse ledere, hånede han selve islams fundament og profeten Muhammad. Og det burde
afføde højlydte protester fra ethvert hæderligt menneske - uanset hans/hendes
religiøse tilhørsforhold i øvrigt.
Den manglende protest og forfejlede reaktion fra
ikke-muslimsk hold er blot ét ud af mange symptomer på samfund i krise - samfund, der
har mistet deres fællesskabsfølelse, værdier og faste holdepunkter i tilværelsen. Har
man mistet sine egne værdier, er det svært at respektere andres værder. (Dette afsnit
blev bortcensureret af Politikens debatredaktion)
At føle sig krænket over De sataniske Vers og kræve
respekt for islam betyder ikke nødvendigvis, at man bifalder dødstruslerne fremsat imod
forfatteren - eller at man er imod en konstruktiv kritik af åndeligt afstumpede mænds
misbrug af religionen. Der er og bliver himmelvid forskel på at opfatte Salman Rushdies
sataniske vers som blasfemiske og som misbrug af ytringsfriheden - og på at acceptere
magtsyge, selvbestaltede politiske og religiøse lederes udlægning og åbenlyse misbrug
af islams hellige skrift, Koranen.
Rushdies medløbere har i de forløbne år forsøgt at
gøre ham til martyr for ytringsfriheden. Han kan aldrig blive andet end en ynkelig martyr
uden glorie.
Aminah Tønnsen Echammari
NYT PÅ TVÆRS maj 1998
... Ydmyghed hos os betyder
meget for andre. Jeg kan gøre det klart, at jeg er lige så meget en synder som den anden
- det være sig en muslim, hindu, ateist, new age-tilhænger osv. En muslim gjorde det let
for mig at være åben og realistisk om mine egne fejl, da han i en samtale fortalte, at
han i nogle forhold havde givet det udseende af at være drevet af ædle motiver, mens han
i virkeligheden var drevet af ærgerrighed. Det vil også være en hjælp for besindige
muslimer, hvis vi som kristne erkender vores skyld over for den muslimske verden. F.eks.
er det helt i orden, at vi beskytter Salman Rushdies liv. Men det er lige så nødvendigt,
at vi beder muslimer og den muslimske verden om tilgivelse for, at vi ikke offentligt har
taget afstand fra det sårende i hans bog De Sataniske Vers.
Som kristne må vi også bede om tilgivelse for korstogene
og den brutalitet, som blev udvist af korsfarerne. Mindet herom er stadig et åbent sår i
den muslimske verden. En sådan holdning hos os kan hjælpe moderate muslimer - og måske
allermest rabiate muslimer - til at forstå, at vi erkender, at vi er en del af et
fællesskab af syndere - et fællesskab, som omfatter både kristne og ikke-kristne...
Torben Juul Christensen
Se også:
MEHDI MOZAFFARI: Fatwaen er ikke en fatwa. Dødsdommen over Rushdie er
uden grundlag i islamisk og iransk ret.
POLITIKEN 13-11-1996.
ABOLHASSAN BANI-SADR: Vesten støtter kriminelle.
JYLLANDS-POSTEN 29-11-1996.
HANNA ZIADEH: Afmagtens autodafé.
POLITIKEN 14-2-1999.
