|
Islam, Kristendom
og det moderne Red.: Lissi
Rasmussen & Lena Larsen Anmeldt af Poul Rude, lektor
Bogen "Islam, Kristendom
og det Moderne", der i dette forår udkom på forlaget Tiderne Skifter,
er den seneste i en række udgivelser, der må ses som inspireret af, eller
ligefrem en udløber af, det virke, der udgår fra Islamisk-Kristent
Studiecenter. Det er en nydelig bog med et på én gang originalt og smukt
omslag. Alt i alt indeholder bogen, når man ser bort fra Lissi Rasmussens forord og Lena Larsens resume, elleve meget forskellige artikler, og man kommer vidt omkring: fra cyberspace - Morten Thomsen Højsgaards tekst om religion på internettet - til Bosnien - de bosniske muslimers erfaring med at leve i et multireligiøst samfund som er det ene af Safet Bektovics to bidrag til bogen - fra dialog i kvindeperspektiv til etik og bibelsyn og til Theodor Jørgensens vurdering af det at være en europæisk kristen. Det siger sig selv, at en sådan bog både sprogligt, diskursivt og indholdsmæssigt stiller krav til sine læsere, og jeg tror ikke, at der vil være mange, som læser bogen fra første til sidste side. Men jeg tror til gengæld, at en del af bogens artikler vil have en længerevarende interesse, og jeg anbefaler den trygt som opslags- og referencebog. De indlæg på seminaret, der er baggrund for de fleste af bogens artikler, har naturligt nok været holdt som mundtlige foredrag i en kreds af motiverede mennesker, der formodentlig alle havde gode forudsætninger for at forstå, hvad der blev sagt. Og var der noget, der fordrede eftertanke, havde man samværet og pauserne og måltiderne og den mulighed for spørgsmål og svar, som de naturligt gav. Bagom bogens tekster er det ikke vanskeligt at forestille sig et interessant og tankevækkende seminar, og jeg forstår kun alt for godt, at tanken om bogen er opstået. Men når man gør et seminars indlæg til artikler i en bog, løber man en åbenbart risiko. Bogen lever og består ved det skrevne ord og ved det skrevne ord alene. De er ingen mulighed for opfølgende spørgsmål, og læserskaren udgøres af mange, også de forudsætningsløse. I denne sammenhæng må jeg nævne Omar Shahs tekst. Han beskriver deri islamiske grupper og tolkninger, der i særlig grad øver en tiltrækning på muslimske unge. Omar Shah påpeger selv, at det udpræget er miljøer, som det for andre er vanskeligt at få adgang til. Derfor er hans viden om hele dette område, som den kommer til udtryk i artiklen, meget interessant. Det er i sig selv ikke noget nyt, at der i familier med en stærk religiøs tradition sker et paradigmeskift, når den unge generation vokser op. Den vil ofte have haft ganske andre opvækstvilkår end forældregenerationen, den er i mange tilfælde væsentlig bedre uddannet og søger naturligt sin religiøse identitet i andre sammenhænge end forældrene. Det nye er i al enkelthed, at det her drejer sig om muslimske unge. Jeg havde desværre vanskeligt ved at læse artiklen, og det skyldtes forfatterens overdrevne valg af arabiske termer. Omar Shah skriver, at de unge muslimer gerne udtrykker sig med arabiske ord, når de taler religion. Jeg ville ønske, at Omar Shah ikke selv havde den samme vane. Jeg læste med glæde og interesse Safet Bektovics to artikler om henholdsvis europæisk islam og om religiøs identitet blandt unge i Danmark. Men umiddelbart må jeg lade prisen gå til de norske indlæg. Anne Hege Grung om et forløb i en dialoggruppe bestående af fire kvinder, to muslimer og to kristne, giver samtidig en fin indføring i, hvad interreligiøs dialog er. Beate Indrebø Hovland - som jeg forgæves søgte i præsentationen af bidragydere - skriver om etik og bibeltolkning og suppleres godt af Peder Gravem. Sammen med Anne Sofie Roald og Oddbjørn Leirvik udgør de et bemærkelsesværdigt team. * "Islam, kristendom og det moderne". Der tales meget om det moderne, moderniteten i disse tider og ikke kun i den akademiske debat. Udfordringen ved islam er tydeligvis for mange, at de ikke finder den moderne Middelalderlig er et almindeligt skældsord i læserbreve, når emnet er i islam i en eller anden forstand. Som om middelalderen ikke også på sin tid var moderne. Men hvad forstår bogens redaktører ved "det moderne"? Det er ikke umiddelbart indlysende, især ikke da "det moderne" veksler med "post-modernitet" og "sen-modernitet". Som læser har jeg savnet en blot nogenlunde klar, om ikke definition så dog en indkredsning i en læselig og forståelig syntaks. Men jeg fik kun, rundt om i bogen, fragmentarisk og stikordsagtig, antydninger af, hvad det handlede om. Troede jeg. For da jeg efter at have læst bogen overvejede mine indtryk, blev jeg opmærksom på, at forordet på sin allerførste side hverken taler om det moderne eller det post-moderne, men om det moderne samfund. Endda hele fire gange, og det er, hvad bogen handler om. "hvordan religiøs tradition og det moderne samfund relaterer sig til hinanden". Det moderne samfund er just vore samfund, det norske og det danske samfund, samfundene i den rige del af verden. Det moderne samfund er synonymt med det rige samfund, men det er helt andre tanker, der trænger sig på, hvis man siger: bogen handler om, hvordan religiøs tradition og samfund relaterer sig til hinanden i det rige samfund. I hvert fald for mig. © Poul Rude, oktober 2004 Poul Rude underviste i næsten 40 år gymnasieelever i historie og fransk. I 1980'erne desuden lærerstuderende på europæiske seminarer i Frankrig. Forfatter til bogen "Kirke under kejserne" om den tidlige kirkes historie.
|
