Islamisk Studiebogssamling

PROBLEMET MED ISLAM
af Irshad Manji

Jyllands-Postens Forlag 2004
223 sider, kr. 199,- ISBN 87-91389-71-2

En ’rasende refusenik’ har begået en bog. Forfatteren er i nogle medier blevet kaldt ”Osama Bin Ladens værste mareridt”. Hvis det er sandt, må han sandelig være lidt af en kylling, for mere tandløs bog skal man lede længe efter.

Man må lade Irshad Manji, at hun er en god fortæller. Bogen rummer en række velskrevne og ofte vittige anekdoter og pointer; men det vulgære, frisk-fyr-agtige sprog og de mange bandeord skæmmer billedet lige fra første færd og signalerer populisme snarere end seriøsitet.

Følger man blot en lille smule med i verdens gang, er der intet nyt at hente i Irshad Manjis gennemgang af visse muslimers mindre heldige og ofte komplet uislamiske udtalelser og handlinger rundt omkring i verden – dem kender man til bevidstløshed.

Problemet er, at Irshad Manji præsenterer disse handlinger og udtalelser som værende islamiske, og det er præcis her, hun går helt galt i byen – og faktisk stiller sig på linje med de mest hadefulde modstandere af den tro, hun påstår at bekende sig til: Med henvisning til et profetudsagn fremfører hun nemlig, at ”religionen er den måde, muslimer opfører sig på over for andre”. Hvor tåbeligt og uansvarligt muslimer end opfører sig, er det for hende lig med islam.

NEJ, NEJ og atter NEJ! Hun har fuldstændig misforstået udsagnet. Meningen er ikke, at muslimers handlinger er udtryk for islam; men at det er den enkeltes handlinger, der viser, om vedkommende er en god muslim eller ej. Med andre ord: ”en muslim skal kendes på sine handlinger”.

Der er mange passager i Koranen, der kan fortolkes på forskellig vis; men en handling, der strider grundlæggende imod Koranens budskab om fred og ærefrygt for Gud og Hans skaberværk, kan aldrig betegnes som islamisk. Samfundsproblemer som mord, voldtægt, tyveri, forhånelse, kvindeundertrykkelse, dyremishandling, kvindelig omskæring, knivdrab, æresmord, slaveri, antisemitisme osv. kan ikke retfærdiggøres ud fra Koranen, men er tvært imod udtryk for tilsidesættelse af Koranen og dens helt grundlæggende etiske budskab.

Det forekommer fuldstændig barokt, at Irshad Manji – på trods af, at hun ikke selv kan finde belæg for hverken antisemitisme og ”en jødisk sammensværgelse” i Koranen – betegner Koranen som antisemitisk, blot fordi en tilfældig lærer hævder, at ”det står i Koranen”.

Irshad Manji gør præcis det samme som Taslima Nasrin i sin tid gjorde: Hun går ud fra, at den traditionelle tolkning af forskellige skriftsteder (fx Koranen 4:34), som tydeligvis er foretaget af mænd i patriarkalske samfund, er den eneste rigtige. Følgelig kritiserer hun i skarpe vendinger Koranen – i stedet for at bruge sit intellekt til at finde en alternativ fortolkning. Irshad Manji kategoriserer 4:34 som et af de ”hadefulde” koranvers og springer let og elegant over de mange artikler, der i de seneste år er skrevet netop om nylæsning af 4:34! Ved hjælp af en ganske almindelig ordbog over det arabiske sprog kan man konstatere, at ordet ”dharaba”, der er det kritiske ord i 4:34, er et af de ord, der fylder allermest, og at den traditionelle fortolkning ”revse/slå” derfor ikke er den eneste mulige.

Også verset om ”ageren og bonden” får ikke nogen nylæsning med på vejen. Irshad Manji nøjes med at udtrykke sin forargelse over, hvorledes mænd i patriarkalske samfund altid har tolket udsagnet. Også den traditionelle beskrivelse af jizya-begrebet får lov til at stå uimodsagt. Det undrer næsten ikke, at hun også beskylder Koranen for at forbyde muslimer omgang med jøder og kristne, hvilket er et ud af flere eksempler på, at hun ikke ser Koranen som en helhed, hvor de forskellige passager forklarer og supplerer hinanden, men tager enkelte passager ud af helheden – og så må det jo gå galt med forståelsen.

Når det gælder de famøse 72 paradisiske jomfruer, tager Irshad Manji til gengæld glad og fro en nyfortolkning til sig – og overser i farten, at denne nyfortolkning er fremsat af en person, der kun har hån tilovers for islam og Koranen: Det er slet ikke jomfruer, men en håndfuld hvide rosiner, der venter de troende! Igen kan det undre, at hun end ikke forsøger at finde ud af, hvad Koranen egentlig siger om fæller (hurîn) og ynglinge (wildân); men det er måske for meget at forvente?

Irshad Manji fremhæver flere gange, at reform efter hendes opfattelse nødvendigvis må betyde et brud med Koranen – den er forældet og hadefuld over for alt og alle. Vi er mange, der mener, at islam sagtens kan forenes med moderne menneskers værdier, uden at vi af den grund lader hånt om Koranens ord. Islam er en verdensreligion, og Koranens budskab er universelt – gyldigt til alle tider og under alle omstændigheder. Derfor må budskabet nødvendigvis nylæses i takt med tidernes skiften – uden at ændre ved den grundlæggende teologiske kerne.

Irshad Manji efterlyser debat om fortolkningen af Koranen og kritiserer (med rette) den menneskeskabte fortolkning af koranteksten og muslimernes handlinger; men hun går ikke på noget tidspunkt ind i en seriøs teologisk diskussion om specifikke koransteder og forholder sig knap nok til de reformtænkere, som vitterlig findes (hun nævner dog et par af dem i litteraturlisten). Hun refererer ej heller til de bemærkelsesværdige bøger, der i de seneste 20-30 år har set dagens lys - skrevet af kvindelige muslimer, der kaster nyt lys over Koranens kvindesyn med fuld respekt for Koranens grundlæggende budskab.

Hun har fuldstændig ret i, at Koranen såvel som islamisk tradition trænger til at blive læst med nye øjne, og at muslimerne burde være langt mere selvkritiske og se deres egen praksis efter i sømmene; men man kan ikke få troende muslimers årvågenhed, når man viser så lidt respekt for selve islams fundament, Koranen, som Irshad Manji gør.

Irshad Manji kritiserer dem, der læser Koranen bogstaveligt; men forholder sig aldrig til Koranens mange ordbilleder og lignelser, som Gud selv opfordrer menneskene til at fortolke. Hver gang hun ikke kan se nogen logik i et udsagn, vælger hun den nemme løsning: at kassere Koranen som ubrugelig – i stedet for virkelig at undersøge tekstens fortolkningsmuligheder.

Irshad Manji kritiserer også Koranens opfordring til at ”følge Profetens eksempel”. Igen ser hun udelukkende på, hvorledes opfordringen traditionelt er blevet fortolket: som en opfordring til at imitere Profeten indtil mindste detalje. Diskussionen om ”efterlignelse eller efterfølgelse” har hun åbenbart aldrig hørt om.

”Derovre har vi religionen. Herovre har vi lykken” siger hun. Hvordan kan en person, der mener, at lykken findes uden for islam, og at Koranen ”har skavanker” og er både ”selvmodsigende og tvetydig”, ”hadefuld” og ”alt andet end perfekt og i dyb splid med sig selv” overhovedet tro på islams budskab og kalde sig selv muslim?

Irshad Manji har noget på hjerte; men det bliver ikke til andet end opportunistiske og tilfældige skud med spredehagl - og viden om islam leder man forgæves efter.