Islamisk Studiebogssamling

BEDUIN I LAKSKO
Samtaler med Ole Wøhlers Olsen

Af Lally Hoffmann
Lindhardt og Ringhof, 2004

Anmeldt af Aminah Tønnsen

Danmarks nuværende ambassadør i Syrien, Ole Wøhlers Olsen, er muslim, og da han i 1993 som udstationeret i Riyadh i Saudi-Arabien tog på pilgrimsfærd til Mekka, fravalgte han både flyvemaskinen og sin komfortable diplomatbil til fordel for et godt, praktisk dansk transportmiddel: cyklen. Ikke overraskende for en mand, der er medlem af Eventyrernes Klub, og som siden sine unge dage har gået sine helt egne veje. Han konverterede til islam i 1968 og fandt senere sit hjertes udkårne i Algeriet.

Ole Wøhlers Olsen har mere end et overfladisk kendskab til de lande, hvor han i årenes løb har repræsenteret Danmark. Han elsker at fortælle historier - og da han oven i købet er en fabelagtig fortæller, kunne man være bekymret for, om fantasien vil vinde over fakta, når han skal fortælle om sit begivenhedsrige liv. Men hvad han f.eks. skriver om sine år i Marokko stemmer fuldstændig overens med denne anmelders egne oplevelser af landet i selv samme periode, nemlig begyndelsen af 70'erne med attentaterne mod kong Hassan II, den grønne march osv. Ole Wøhlers Olsens iagttagelser fra Saudi-Arabien - og især fra pilgrimsfærden til Mekka - kan jeg ligeledes nikke genkendende til. Så mon ikke også hans fortællinger fra andre arabiske og sydamerikanske lande er lige så troværdige? Spændende er de i hvert fald, eftersom de ikke kun omhandler analyser af den politiske situation, men i lige så høj grad mødet mellem mennesker.

Men filmen knækker desværre, når Ole Wøhlers Olsen går i detaljer om islam, og det er ærgerligt, eftersom vi lever i en tid, hvor vi har så forfærdelig brug for korrekte informationer om islam og islamisk praksis. Det er dobbelt ærgerligt, fordi vi står med en beretning om den eneste muslim, der til dato har gjort karriere i den danske udenrigstjeneste - en banebryder par excellence.

Når han s. 101 omtaler bruddet mellem sunni- og shia-islam, der opstod, fordi nogle muslimer (de senere shiiter) mente, at menigheden legitime leder skulle være en af Profeten Muhammads blodsbeslægtede, hedder det " men han har en datter, der hedder Fatima, og denne datter har giftet sig og har fået sønnen Ali..."
Det er almindelig muslimsk børnelærdom, at Profetens datter Fatima giftede sig med sin fars fætter Ali, og at de sammen fik børnene Hasan og Husain.

S. 102 hedder det: "I Saudi-Arabien tolererer man ikke afbildning af mennesker, fordi Koranen eller rettere Biblen siger: Gud har skabt mennesket i sit billede, og du må ikke have billeder af Gud - og det har man draget den logiske konsekvens af."
Hvorfor i alverden begrundes det islamiske billedforbud ud fra Bibelen, når det dog er Koranen, der er muslimernes primære hellige skrift? Ydermere er det ikke kun i Saudi-Arabien, at man ikke tolererer billeder af mennesker i moskéerne. Det gælder generelt for alle moskéer rundt omkring i verden.

Igen s. 103 har han tydeligvis fat i den bibelske beretning om Abraham, idet han flere gange nævner, at det er Isak, der skal ofres.
Ifølge Koranen/islam er det imidlertid Abrahams førstefødte søn, Ismael, der skal ofres.

S. 138 omtales zakat som "de 10 procent, man hvert år giver af sin indkomst - det er en af islams 5 søjler".
Her er det givetvis den bibelske tiende, der spøger i kulissen, men zakat-satsen er 2½%.

S. 160 hedder det om Ka'baen: "Det siges, den er bygget af Abraham".
Det mere end "siges", at den er bygget af Abraham - det står faktisk i Koranen, som for muslimer er Guds åbenbarede ord. Og hvorfor dog omtale Ka'baen som "den firkantede bygning", når Ka'ba betyder "terning"? Firkantede bygninger er alt andet lige ikke usædvanlige - det er terningformede bygninger derimod.

S. 161 begrundes det islamiske billedforbud nok engang med henvisning til Bibelen!

Igen s. 163 rodes der grundigt rundt i Abraham-fortællingen: Hagar, der ifølge islamisk tradition var Abrahams hustru, omtales som hans elskerinde. Dernæst får vi igen fejlagtigt at vide, at det er Abrahams søn ved Sara, nemlig Isak, der skal ofres. Og bagefter "har Abraham ikke længere brug for Hagar og heller ikke for Ismael, så dem smider han ud i ørkenen."
Ifølge islam befalede Gud Abraham at udvandre med sin hustru Hagar og deres søn Ismael. De nåede den arabiske ørken, hvorefter Abraham blev befalet at efterlade Hagar og Ismael og drage tilbage til Sara og hans øvrige hushold. Gud tog sig af Hagar og Ismael ved at lade en kilde springe frem af ørkenen. Senere vendte Abraham tilbage til Hagar, og sammen med sønnen Ismael byggede han Ka'baen. Og det var først efter prøvelsen og Ismaels ofring (der blev 'aflyst' i sidste sekund), at han fik bebudet sønnen Isak.

S. 169 får vi serveret lignelsen om talenterne - uden at der gøres opmærksom på, at den stammer fra Bibelen og ikke fra Koranen.

Jeg er ked af at sige det; men jeg synes, det er pinligt, at en mand, der har været muslim i 36 år, ikke kender detaljerne i sin tro bedre end som så, og at han gang på gang henviser til Bibelen i stedet for til muslimernes primære helligskrift, Koranen.
Om miseren hidrører fra Ole Wøhlers Olsen selv eller fra intervieweren, Lally Hoffmann, må dog stå hen i det uvisse; men det er ærgerligt, at der - i en ellers fremragende og fængslende bog - skabes tvivl om, hvad islam siger og ikke siger.