Boganmeldelse:

ISLAM, INTEGRATION ELLER ?

Udgiver: Foreningen Dansk Kultur
228 sider - kr. 199

 

Tidens trend er tilsyneladende at polarisere, skabe og forstærke fjendebilleder. Mange er sikkert efterhånden opmærksomme på, at islam og muslimer er blevet det nye fjendebillede, som både politiske partier og foreninger kan læne sig op ad for at få bekræftelse på nødvendigheden af egen eksistens. Ligeledes kan man måske opnå den markering, som visse præster aldrig nåede i forholdt til egne menigheder. Derfor synes det, som om at navnlig muslimer skal være prügelknabe i et sådant felt- eller korstog.

Et af de sidste skud på denne stamme er Foreningen Dansk Kultur. Nu kunne man jo med interesse imødese, hvad denne forening navnlig koncentrerer sig om, når det gælder den danske kultur. Minsandten om man så ikke i en hel bog side op og side ned beskæftiger sig med muslimsk fundamentalisme, idet påstanden er, at de moderate muslimer er på tilbagetog, mens såkaldt fundamentalisme og fanatisme går sin sejrsgang gennem Danmark. Mage til vrøvl og demagogi skal man lede længe efter. Men foreningen Dansk Kultur har ingen problemer hermed. Man citerer frejdigt Ekstrabladet og yderliggående - ganske vist højtråbende - muslimske grupper, som også frejdigt "slår deres folder" i Ekstrabladets spalter. Citater fra den iranske revolution, Taleban-holdninger fra Afghanistan samt konservative mulla'ers holdninger synes lige at passe ind i argumentationen mod islam og sagesløse muslimer, som gang på gang i bogen påduttes de samme holdninger, samtidig med at det ærinde Foreningen Dansk Kultur også har er det samme som Mogens Glistrups, Den danske Forenings, Ulla Dahlerups og Mogens Camres. I øvrigt giver man i bogen udtyk for, at forfatteren og kommentatorerne optræder under pseudonymer - man kunne fristes til at tro, at det kunne være ovennævnte. Det synes som om det hele er gammel vin på nye flasker. Dette er i hvert fald ikke vin fra brylluppet i Kana'en - skønt der vist nok er teologer med i foreningen. Det ligner mere et sammenskudsgilde, hvor man forgriber sig på begrebet kultur. I hvert fald er de nedslagne visir i dette korstog ikke i samklang med dansk holdning og tradition.

Man taler om "en islamisk befolkningsstrategi", om hvordan muslimer "skjuler deres hensigter", "sharialoven kontra integrationen", om at islam tillader vold og voldtægt, om spiseregler - hvor man citerer Det Gamle Testamente mere end Koranen, voldelig jihad, "Islam som autonomt samfund i Vesten" og meget mere i en blanding af citater og nedladende holdninger, som kan skræmme enhver "søndagsskolelærer" fra vid og sans.

Bogen skal vist nok være dokumentation for, at der med islam er fare på færde. Må det være tilladt på trods af den turbulens, som vi alle er vidne til i mange muslimske lande i vor tid, at påpege, at mange muslimer netop kæmper mod rigoristiske og "fundamentalistiske" holdninger vedrørende udlægningen af islam og Koranen. Dette er tilsyneladende undsluppet Foreningen Dansk Kulturs opmærksomhed. Men dette er sikkert heller ikke så interessant. Tilsyneladende er det ærindet bl.a. at fremhæve en lille ekstremistisk gruppe - nemlig den såkaldte "Khalifa-gruppe", som et vigtigt talerør for islam i Danmark. Det er sandt, at de formulerer sig højt - og den "kulørte" formiddagspresse er på stedet ved deres møder - andre, også flertallet af muslimer, vender dem ryggen.

Bogen hedder "Islam integration eller ?" Hvad står spørgsmålstegnet for? Står det for SAMEKSISTENS eller for det modsatte. Hvis det er det modsatte, hvad mener Foreningen Dansk Kultur da? Hvad mener man om sameksistens mellem muslimer og kristne? Den er her allerede - og har eksisteret i Danmark i mange år! Hverken ekstreme mulla'er eller ekstreme præster og politikere bør få en sådan opbakning, at mistænkeliggørelsen mellem befolkningsgrupper i Danmark bliver skærpet.

Bogen kan hverken fra en kristelig, muslimsk eller samfundsmæssig vinkel være et positivt bidrag til debatten. Man erindrer ved læsningen flere ting fra fortiden, bl.a. Bo Bojesens satire, hvor en skræmt indvandrerfamilie uden for deres vindue ser Mogens Glistrup, pastor Søren Krarup og den tidligere sømandsboss Preben Møller Hansen skride frem i procession mod islam og muslimer i Danmark, hvor en i indvandrerfamilien forbløffet siger "ER DETTE TREENIGHEDEN?" - Vi må spørge: Er denne bog og mennesker med lignende synspunkter udtryk for "DANSKHEDEN"? Følgende kan måske være en besvarelse herpå:

Sanddru hedning, tyrk og jøde,
dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt Ham træder nær.

                                              N.F.S. Grundtvig

Vil dansken i verden fægte,
med dølger åsyn og navn,
jeg ved, at hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.

                                           B.S. Ingemann

Lad disse to strofer være foreningen "Dansk Kultur" til erindring, mens man overvejer, hvem og hvad der er dansk.

© Kaj Ove Krogh    


Denne anmeldelse har tidligere været offentliggjort i tidsskriftet SAMEKSISTENS 4/1999, og gengives her med forfatterens tilladelse.

 

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]