Boganmeldelse:
ÅRETS FESTER
- i det multikulturelle Danmark
Carsten Lingren
BORGEN, 245 sider, 189 kroner
"Vores
multikulturelle samfund afstedkommer i stigende grad et ønske om at vide,
hvad det er man kommer fra, hvilke traditioner man er opvokset med, og
hvordan disse traditioner har ændret sig gennem tiderne og via påvirkning
fra de mange kulturer, Danmark har haft glæden af at møde undervejs.
Men tidligere tiders mere åbne arme over for andre mennesker,
nødstedte eller immigranter, er blevet afløst af frygten for det fremmede,
angsten for at skulle dele.
Men meget af denne frygt bunder i ukendskab til traditioner og
"de andre" tankegang.
ÅRETS FESTER giver os mulighed for at rette op på vores
manglende kendskab til os selv og til andre."
Således præsenterer Borgens Forlag ÅRETS FESTER.
Og jeg skal love for, at
langt de fleste vil finde ud af, hvor lidt de i grunden ved om baggrunden
for danske mærkedage, traditioner og højtider.
Jeg er sikkert ikke den eneste, der utallige gange har sunget
"kyndelmisse slår sin knude" og kun haft en vag fornemmelse af,
hvad der overhovedet var tale om. Og hvem var mon "skøn Valborg"?
Alt dette og meget mere til giver ÅRETS FESTER svar på.
Det er helt igennem
spændende læsning. Kulturhistorien og traditions beskrivelserne bliver
krydret med danske sange, barndomserindringer og Emma Gad. Hedenskab og tro går hånd i
hånd, for folketraditioner og kirke har altid forsøgt at udkonkurrere
hinanden - og i vore dage har også kommercialismen meldt sig på banen.
Hekse og onde øjne mangler ikke i billedet. Juleneget, som i
dag hænges op ved vintertide for at give fuglene føde, blev i gamle dage
sat op for at bringe gården lykke og god høst og holde musene borte fra
kornet.
Vejr- og andre varsler har spillet en vigtig rolle i
forbindelse med mange fester: "Kjørmes tø er lige så godt som 100
læs hø" - eller hvad med denne: "Hvis ploven
ikke er i hus juleaften, vil manden få prygl af konen i det kommende
år." Det skal nok få sat gang i arbejdet!
Utroligt, så mange skikke
og fester, vi har fået hertil fra udlandet - naturligt nok ofte via
Tyskland. En af de senest tilkomne fester, halloween, bliver oftest
præsenteret som import fra USA, men stammer i virkeligheden fra kelterne,
der i fordums dage beherskede hele Mellemeuropa.
Og i en tid, hvor vore politikere gør sig de hæderligste
anstrengelser for at stoppe indvandringen, er det godt at vide, at vi nåede at få taget i hvert fald én tyrker til
hjertet før indvandrerstoppet: julemanden. Hvad ville Danmark være uden
ham?
Og hvad ville julen være uden kanel, nelliker, dadler og figner?
Og ris à l'amande uden ris og mandler?
Afsnittet om
fastelavnsløjerne og de stakkels katte, der - fordi de blev betragtet som
onde og djævelske væsener, ja som ondskaben selv - i gamle dage blev
puttet i en tønde og udsat for, at mænd på skift og i rask trav red frem
mod den ophængte tønde, der fik et slag med kæppen, kan paradoksalt nok
få smilet frem - selv ved tanken om, hvor fortumlet de stakkels katte har
været, når de blev befriet fra tønden med et sidste knusende slag fra
kæppen.
Det gælder også oplysningen om, at traditionen med at
"slå til potten" har en barbarisk forgænger: Man gravede en
levende hane ned i jorden, så kun hovedet stak op, hvorefter potten blev
stillet over dens hoved, hvorefter det gjaldt om at ramme potten med en kæp
og dermed dræbe hanen.
For er det ikke FORENINGEN DANSK KULTUR, der har sat sig til
mål at oplyse om og værne om danske traditioner og skikke, og som i en
publikation hævder, at "dyreværn er en vigtig del af den danske
kultur" - hvorefter der henvises til Rasmus Klump og til, at
"danske børnesange, især med baggrund i folketraditionen,
generelt identificerer dyrene med mennesker med fuldt menneskelige følelser
og længsler."
Og var det ikke et medlem
af Dansk Folkepartis dyrevelfærdsudvalg, der i dagspressen hævdede, at
"I Dansk kultur har vi i århundreder opdyrket hensyntagen til
dyrene..."
Det er i sandhed godt at kende sine egne rødder, før man
begiver sig af med at stemple andre som bl.a. dyremishandlere (i begge
tilfælde var det muslimer, der blev fremstillet som sådan).
Jeg må indrømme, at det
er lidt uhyggeligt at læse, hvor stor en rolle alkohol har spillet (og stadig
spiller) i forbindelse med fester og højtider: jul, nytår, fastelavn,
påske, 1. maj, valborgsaften, pinse, store bededag... Ja, i en kongelige
forordning har det ligefrem været nødvendigt i forbindelse med den tvungne
kirkegang på store bededag at indføje, at alle kongelige undersåtter
skulle komme ædru og rettidigt til kirke på dagen. Og ølbrygning hørte i gamle dage til noget af de sidste
juleforberedelser, så øllet kunne være så friskt som muligt inden
højtiden.
Her var nogle oplysninger, jeg godt kunne have brugt, da en
højrefløjspolitiker for nogle år siden blev fortørnet over, at jeg bemærkede, at alkohol
"nærmest var blevet en del af dansk kultur" og tillod mig at opfordre til, at der blev taget fat om det problem, som
det må siges at være, at danske unge har europa-rekord i druk: Danmark var
ikke mit, eftersom jeg ikke var kristen, og derfor havde jeg ingen ret til at
kommentere forholdene, fik jeg at vide. Om den pågældende vidste, at jeg kan føre min slægt mindst
400 år tilbage i den jyske muld, må stå hen i det uvisse.
Efter en kort gennemgang
af kristen-ortodokse og jødiske fester og helligdage, følger et afsnit
om
Muslimske fester og
helligdage
Det bemærkes ganske rigtigt, at
der kun er TO muslimske højtider, der stammer fra Profeten Muhammad, og som
fejres af alle muslimer. En oplysning, som jeg har ledt forgæves efter i
mange andre redegørelser af islamiske højtider.
Gennemgangen af disse og andre højtider, begynder med det
islamiske nytår og følger derefter kalenderen. Der gøres opmærksom på
særlige shiitiske og kurdiske skikke og fester, ligesom der gøres
opmærksom på, at ikke alle muslimer fejrer Profeten Muhammads fødselsdag.
Ærgerligt, at omtalen af fasten skæmmes af en meget
almindelig fejl: nemlig at fasten skulle vare fra solopgang til solnedgang. Også den klassiske fejl, at det er
"ved ankomsten til Mekka", man foretager en rituel renselse og
iklæder sig ihram, er at finde; men i det store og hele er der tale om en sober gennemgang af de muslimske fester og helligdage.
Bogen slutter med en kort
gennemgang af hinduistiske og buddhistiske fester og helligdage.
ALT I ALT en flot og
lærerig bog, som burde være obligatorisk læsning for alle borgere i
Danmark.
© Aminah Tønnsen, februar 2004
