|
99 SPØRGSMÅL OM
ISLAM Red.: Jan Hjärpe ”99 spørgsmål om
islam - og lidt færre svar” er en af flere bøger om islam, der udkom i
2006. Bogen er skrevet af nordiske islam-forskere og redigeret af en af de
kendteste af slagsen, Jan Hjärpe fra Lunds Universitet. Bogens forfattere har
bl.a. sat sig for at pege på de forandringer, der sker, når
kildeteksterne fortolkes ind i forskellige samfund. Her nævnes bl.a.
Ayatollah Khomeini, Sayyid Qutb Abul og A’la Maududi; men det kan undre,
at ”den anden side” og tænkere som Muhammad Iqbal, Abdulkarim
Souroush og Fazlur Rahman overhovedet ikke nævnes. Alligevel lykkes det
for forfatterne at give et langt mere nuanceret billede af islam, end vi
er vant til fra de danske medier; men jeg savner flere steder omtale af
helt aktuelle spørgsmål, ligesom der er nogle løse ender: Eksempelvis hævdes
det, at ”to kvinders vidneforklaring svarer til én mands” og at ”søstre
arver halvdelen i forhold til brødre” – uden at der gøres rede for
den større sammenhæng, som disse løsrevne citater skal sættes ind i
(s. 69). Aktuelle spørgsmål
som familieplanlægning, organtransplantation, stening, håndsafhugning og
kvindelige imamer nævnes overhovedet ikke. En så ny oversættelse,
som der her er tale om, burde efter min opfattelse også gøre opmærksom
på, at det faktisk ikke længere er muligt for pilgrimmene ”via en
trappe at gå ned til to underjordiske rum og dér drikke af Zamzamkildens
vand.” Nedgangen til Zamzamkilden blev nemlig lukket for et par år
siden, således at hele området rundt om Ka’baen udgør én stor ubrudt
flade. Man tapper i stedet vandet fra de hundreder af beholdere, der står
opstillet på og uden for den store moskés område. Ærgerligt er det
endvidere, at man selv i en bog, hvor så mange gode kræfter er forenet,
finder en række klassiske fejl: Eksempelvis varer fasten fra daggry til
solnedgang - og ikke fra solopgang til solnedgang, som det hævdes flere
steder (s. 41, 132). På s. 113 kaldes
Profetens yngste hustru, Aicha ”de troendes mor”, hvilket begrundes
med, at hun har formidlet så mange profet-traditioner. Ifølge Koranen
33:6 er alle Profetens hustruer ”de troendes mødre”. Det er endvidere ikke
korrekt, at man ”klipper håret” efter at have fuldført valfarten: Mændene
lader sig kronrage, medens kvinderne nøjes med at klippe en lok af håret.
Og så er det lidt af en tilsnigelse at kalde ”tawaf” for ”det
rituelle løb rundt om kabaen”. Rundgangen foregår faktisk i et ganske
astadigt tempo (s. 131). Og der hersker total
forvirring mht. et begreb som ”mahr” – den gave, som en brudgom ifølge
Koranen og islamisk lov skal forære sin brud, og som ifølge de samme
kilder er brudens absolutte særeje, som hun kan disponere over uden
andres indblanding. ”Mahr” oversættes skiftevis til ”ægteskabelig
garantisum” (s. 67), ”garantisum” (s. 69) og ”medgift” (s. 69 og
75), en betegnelse, der på dansk dækker over det stik modsatte end ”mahr”,
nemlig den formue, som en kvinde i visse kulturer forventes at bringe med
ind i ægteskabet, og som islamisk set er absolut forbudt! Kun i et afsnit
s. 74-75 bruges den korrekte danske betegnelse, nemlig ”brudegave” –
dog kædet sammen med en oplysning om, at det er brudens familie eller slægt,
der modtager gaven, hvilket fører tanken hen på afrikansk brudekøb/brudesalg.
Vist forekommer fænomenet nogle steder blandt muslimer; men det sker på
trods af, at det islamisk set er forbudt at købe og sælge mennesker.
Mange af vore dages kvinder er i øvrigt meget opmærksomme på, at der
netop er tale om en personlig gave, som de frit kan disponere over. Alt i alt er bogen dog
oplysende og kommer langt omkring. Den forklarer de helt grundlæggende
begreber på en letforståelig måde og kan derfor bruges som en
introduktionsbog til en almen læserskare. © Aminah Tønnsen, februar 2007 
|