Ære og skam:

ÆRE OG SKAM - fup eller fakta?

Forfatteren nævner ganske vist s.53, at Bibelen af de fleste kristne ikke opfattes som Guds ord i bogstavelig forstand, men som "en beretning om Guds handlen i menneskehedens historie". Det ser her ud, som om forfatteren har forstået, at Bibelen ganske rigtigt betragtes som et historisk dokument, som skal tolkes ud fra den historiske sammenhæng, den blev til i, og ind i den nuværende kontekst, som er en ganske anden.
    Alligevel beskrives kristendommen hele vejen igennem bogen, som om Bibelen skal tolkes bogstaveligt. De udsagn og traditioner, som findes i Bibelen, omtales, som var de generel kristendom i dag. Dette giver f.eks. et helt fordrejet billede af det kristne kvindesyn.
    Det er forfatteren yderst magtpåliggende at vise, hvor meget Koranen bygger på Det Gamle Testamente og til en vis grad Det Nye Testamente. Dette gælder i særlig grad med hensyn til kvindesynet, hvor jødedom og kristendom dermed får skylden for islams – i hans øjne – negative kvindesyn (s.108f.). Her går forfatteren langt over stregen, og fremstillingen bliver totalt misvisende og uvederheftig.

Det kristne skriftsyn
Forfatterens forvirrede og selvmodsigende opfattelse af det kristne skriftsyn kommer allerede til udtryk i forordet, når han skriver: "Islam og kristendom udspringer af samme gammeltestamentlige tradition og bygger på nogenlunde de samme myter og historier. Muslimerne tror også på skabelseshistorien, på Adam og Eva …." (s.9)
    Kristne kan ikke siges at "tro" på skabelseshistorien, men på Gud. De fleste kristne tror heller ikke, at skabelsen fandt sted på den måde som den skildres i 1.Mosebog, men betragter netop fortællingen om Adam og Eva som en myte - som datidens menneskers måde at fortælle om, hvordan Gud skabte mennesket. Det centrale i fortællingen er, at det var Gud, der skabte. Derfor kan skabelseshistorien og de videnskabelige teorier om menneskets tilblivelse for de fleste kristne udmærket forenes.

Forholdet mellem Gud og Jesus
Forfatteren hævder – i en både ejendommelig og misvisende sætning: "Mens en muslim i hele sin menneskelige eksistens og erfaring er bundet til Gud, ser den kristne sin erfaring om Gud koncentreret i et menneske, nemlig Jesus. ... I kristendommen møder Gud mennesket på helt menneskelig måde." (s.25)
    Den kristne er også bundet til Gud i hele sin menneskelige eksistens – "religio" betyder faktisk "at være bundet til"; men sin viden om Gud har han/hun fået gennem Guds Søn, Jesus - og det liv, han levede, og de ord, han sagde. Jesu liv viser for de kristne, hvem Gud er. Gud er dog mere end det menneskelige, Jesus var mere end et menneske.
    Den kristne kan erfare Gud direkte - ligesom en muslim. Treenigheden er en måde at forklare Guds forskellige væremåder, måder at handle på i verden. Gud er 1) skaberen, 2) frelseren Jesus Kristus som Guds historiske nærvær i verden og 3) Helligånden som Guds aktuelle nærvær hos mennesker. Således sammenknytter treenigheden Guds og menneskers historie.
    I øvrigt består Guds treenighed IKKE af "Gud, Sønnen og Helligånden" (s.26), MEN af Faderen, Sønnen og Helligånden.(1) (rettet s. 32)

Kristendommen, loven og næstekærligheden
Til forfatterens bemærkning om, at "Islam ligesom jødedommen og kristendommen er en "bogholderi-religion"" (s.29), kan siges, at kristendommen på ingen måde er en bogholderi- eller lovreligion, for Jesus gjorde netop op med den jødiske lovbundethed.
    Forfatteren hævder endvidere, at "Islam går ud fra, at religion og stat ikke kan adskilles. Troen er "politisk" og universal. Af den grund har islam meget mere at sige om folks adfærd og opførsel end kristendommen. Derfor er islam (i forhold til kristendommen) mere end en religion. Islam er et altomfattende system, der har en mening med alt." (s.40) (udeladt s.119 ff.)
    I kristendommen er Guds kærlighed det centrale. Mennesket er ikke selv i stand til at leve som Gud vil det. Derfor har det brug for Guds kærlighed og tilgivelse. Det betyder dog ikke (som mange muslimer hævder), at kristendommen har meget mindre at sige om folks adfærd og opførsel end islam, tværtimod. Også ifølge kristendommen kræver Gud mennesket helt, og troen har med alle livsforhold at gøre. Det, kristendommen har at sige, er i virkeligheden langt mere radikalt – nemlig at du skal elske din næste som dig selv.
    Der er i kristendommen ikke detaljerede regler for, hvordan et samfund skal indrettes - eller hvordan mennesker skal opføre sig; men kristne har et menneskeliv at forholde sig til, nemlig Jesu liv. Jesus viste med sit liv og sin forkyndelse, hvad der er menneskets bestemmelse og Guds krav til mennesket – hvad det indebærer at være menneske i forhold til Gud. Her er begreber som kærlighed, ansvar, omsorg, opmærksomhed osv. centrale. Dette er også en adfærd, der bør præge det politiske.
    På den måde er kristendom og politik ikke helt så adskilt som forfatteren vil gøre det til. Både blandt de første kristne og blandt kristne i dag er der stærk vægt på en samfunds- og statskritisk holdning. Kristne kan dog ikke forestille sig et perfekt kristent samfund, fordi mennesker i for høj grad er bundet til sig selv.
    Forfatteren påstår endvidere, at der i Koranens Medina-åbenbaringer forekommer "gammel-testamentlige begreber så som "øje for øje og tand for tand" og "djihad" (udeladt s. 54) forekommer." (s.41) "Djihad" optræder ikke i Det Gamle Testamente som et udtryk, men et udsagn som: "Du skal udrydde det onde af din midte" (5. Mos. 13,6) udtrykker den samme stræben efter retfærdighed som "Bekæmp med fasthed den uretfærdighed, der florerer i jeres nærmeste omgivelser, og vid, at Gud er med de gudfrygtige" (Koranen 9:123). Også tanken om, at Gud er på jødernes side i krig findes.

Arvesynd
Om det kristne arvesyndbegreb hedder det: "Det er korrekt, at muslimer ikke som de kristne belaster deres samvittighed med en nedarvet synd." (s.80)
    Dette er den gængse muslimske misforståelse af begrebet. Man kan ikke sige, at kristne "belaster" deres samvittighed med en "nedarvet" synd. Arvesynd betyder ikke, at synd nedarves fra slægt til slægt (eller fra Adam), men er en konstatering af den realitet, at mennesker - ligesom Adam - er bundet til sig selv og ikke kan undgå at synde, dvs. være ulydige over for Gud. Synd betyder adskillelse fra Gud. Og arvesynd understreger menneskets magtesløshed over for det ondes magt. Ved Jesus Kristus brydes denne syndens, egoismens magt, og fællesskabet med Gud genoprettes.(2)

Det jødiske og kristne syn på kønsroller og seksualitet
Afsnittet om det gammeltestamentlige kvindesyn s.93f. vil af de fleste blive opfattet som en ren karrikatur. F.eks. siges det, at "Kvinder blev betragtet som rugekasser." (s.95) (bibeholdt s. 166)
    Både mænd og kvinder er ifølge 1.Mosebog skabt i Guds billede, dvs. de har et fælles ansvar for verden. De har fra skabelsen en ligeværdighed. Med syndefaldet underordnes kvinden manden, og manden skal herske over kvinden. Det betyder dog ikke, at kvinden er mindre værdig end manden, men de tildeles hvert sit område i livet: Kvinden henvises til hustruens og moderens område, mens manden henvises til forsørgerens. De er dog fra skaberens hånd ligestillede (ligesom i islam). I den senere jødedom blev tanken om kvindens andel i gudbilledligheden og i fromhedslivet dog nedtonet til fordel for en almindelig ringeagt og et tab af rettigheder i forhold til den gammel-testamentlige indstilling. I dag er der mange reformbevægelser i gang blandt kvinder for at ændre kvindens situation, specielt i U.S.A.

Også afsnittet om kvindesynet i kristendommen er højst problematisk, når det f.eks. påstås, at "Den korrekte kristne familieform er patriarkalsk. Det kristne ægteskab har en guddommelig autoritet, og kvinden er underordnet manden og er hans "redskab" eller "genstand"." (s.96)
    Man kan ikke tale om en "korrekt" kristen familieform. Familie-former blandt kristne er kulturelt bestemte. Der er f.eks. stor forskel på familieformer blandt kristne i Afrika og i Danmark. At "det kristne ægteskab har en guddommelig autoritet" og er en "hellig handling eller sakramente" (s.126) er en ortodoks og katolsk tankegang, men fremføres her som en generel kristen opfattelse. Ægteskabet er for ortodokse og katolikker et sakramente, dvs. indstiftet af Jesus selv. For protestanter er ægteskabet en borgerlig indretning, en naturlig institution, og den kirkelige vielse fungerer som en velsignelse af ægteskabet - ikke som en guddommeliggørelse.

Nederst på s.96 går det helt galt, og vi får et tydeligt eksempel på forfatterens vildt overdrevne og misvisende formuleringer:
    "Syndefaldsberetningen i kristendommen og Evas rolle deri har fået en dominerende betydning, som den ikke har haft i Det Gamle Testamente. Kristendommen overtog synet på kvinder som syndebukke, lovforbrydere, forårsagere af seksualfristelsen, korruption, ondskab og skyld i uddrivelsen fra paradiset. De er urene og bærer stadig smitten af at have været i ledtog med ondskaben. Kristendommen placerer sex-skyld hos kvinden. Kvinden er if. den kristne lære tøjlesløs i sin lidenskab og har et umætteligt begær. Derfor er hun seksualitetens syndebuk og må beherskes og tøjles. Bl.a. af den grund skal hun bære tøj, der dækker formerne, så manden ikke fristes." (understregningerne er mine) Også s.108 siges det, at det er en dominerende opfattelse inden for jødedom og kristendom, at kvinderne gøres til syndebukke, når sex foregår uden for ægteskabet.
    Det er rigtigt, at kvinden i Det Gamle Testamente omtales som uren i forbindelse med menstruation og barnefødsel. Men der er tale om en rituel-kultisk urenhed.(3) Heri ligger ingen nedvurdering af kvinden. Det urene er det, der udelukker fra deltagelse i kulten.
    Ifølge Det Nye Testamente omtales kvinder ikke som "urene". Jesus afviste totalt den jødiske renhedsforståelse. Den eneste urenhed, han taler om, er hjertets urenhed. Det er det onde menneskes hjerte, der er urent (Mt.15,11,18ff.). Det er de rene af hjertet, der er salige (Mt.5,8) – mænd såvel som kvinder. Renselsen af hjertet sker ikke ved kultiske riter, men ved Jesu ord. Renheden skænkes én gang for alle, men må dog stadig fornys (Johs.15,3). Opfattelsen af kvinden som uren har da heller ikke gjort sig gældende på noget tidspunkt i kristendommens historie. Man kan i det hele taget ikke sige, at kristendommen overtog det jødiske syn på kvinder. Det kristne kvindesyn har til alle tider afspejlet det kvindesyn, der var fremherskende i samfundet på forskellige tidspunkter i historien.
    Derfor har der op igennem historien været mange forskellige holdninger til seksualitet. Jesus talte ikke om det. Der er hos Paulus nogle ansatser til seksuel askese. Kristendommen har dog også i en stor del af historien været domineret af frygt og afvisning af seksualitet, specielt i de første århundreder efter Kristus. Kroppen blev opfattet som repræsenterende en lavere dyrisk natur, der skulle kontrolleres af den rationelle, åndelige vilje – både hos mænd og kvinder. At kvinden iflg. den kristne lære skulle være tøjlesløs i sin lidenskab, umættelig i sit begær og dermed seksualitetens syndebud, fordi hun har været i ledtog med ondskaben, må tilskrives forfatterens livlige fantasi eller måske ønsketænkning.
    Senere i historien blev tilgangen til spørgsmålet om seksualitet mindre regel-baseret, med henvisninger til skriften. Det vil sige, at man interesserede sig mindre for den seksuelle akt som sådan - om den f.eks. blev udført af heteroseksuelle, af parter, der var gift eller ej - end for de implikationer, den førte med sig. Det blev snarere et spørgsmål om hvordan den seksuelle akt foregik, om den implicerede omsorg, ansvar og gensidighed for begge parter. Der er i dag ingen konsensus, men delte meninger blandt katolikker, liberale protestanter og evangeliske fundamentalister både med hensyn til seksualitet og kvindens rolle i kirke og samfund. I det hele taget kan "den kristne lære" ikke omtales som var den en entydig størrelse, lige så lidt som man ikke kan tale om "én islamisk lære".

Spørgsmålet om seksualitet dukker igen op på s.105. Forfatteren synes at være ret fikseret på dette emne. Her siges det, at "en af kristendommens søjler er, at det primære formål med sex er reproduktion" og dernæst "I kristendommen defineres nydelsen som noget, der ikke har noget med kroppen eller kroppens trivsel at gøre." Igen denne skråsikre måde at udtale sig generelt om kristendommen. For det første har kristendommen ingen "søjler". Det er dernæst kun i den katolske kirke og i evangelikale (missionske, fundamentalistiske) kredse, man finder opfattelsen, at det primære formål med sex er reproduktion, fordi sex opfattes som et sakramentalt (helligt) tegn - seksualiteten skal have en hellig ramme, nemlig ægteskabet. Men det er da ikke noget, der spiller en særlig central rolle i katolsk kristendom. At nydelse iflg. kristendommen ikke har noget med kroppen at gøre er frit opfundet af forfatteren. Der kan i bedste fald kun være tale om en kirkehistorisk konstatering.
    I det hele taget betyder sex mindre i Danmark (og den vestlige verden) i dag – også blandt kristne – end det gjorde tidligere, fordi mennesket ikke opfattes først og fremmest som et kønsvæsen, men som menneske. Der er dog undtagelser som Luthersk Missionsforening og Indre Mission, der stadig har regler for mænds og kvinders roller. Her trives stadig tanken om, at kønnet kommer før mennesket.
    Forfatteren nævner, at "Kirkefædre som Augustinus, Origines og Tertullian talte nedsættende om kvinder" (s.95); men nævner ikke dem, der sagde noget andet. Også i vore dage er der kristne teologer, der mener, at Bibelens kvindesyn er negativt; men der er mindst lige så mange, der siger det modsatte.

S.103 hævder forfatteren, at "islam, ligesom jødedom og kristendom, også er en mandsreligion, skabt af mænd for mænd." Der kan muligvis være noget rigtigt i denne oplysning, når vi taler om de tre religioner som historiske størrelser – tilhængerne af de tre religioner vil dog ikke sige, at budskabet er "skabt", men givet af Gud - i deres oprindelse og første tid. Men der er gået nogle århundreder siden; samfund og kønsrollemønstre har forandret sig. Det er betegnende for forfatteren, at han ikke skelner mellem religionerne i deres oprindelse og kontekst og religionerne, som de fremstår og praktiseres i dag. Det skaber et totalt misvisende billede, især når forfatteren foregiver at give et indtryk af de tre traditioner i dag.

S.104 optræder der igen en række faktuelle fejl: "Rituelle pligter (i alle tre religioner) påhviler manden i højere grad end kvinden. Ligesom den jødiske lørdagsbøn og den kristne søndagsgudstjeneste kun er obligatorisk for mænd…….- kvinders fromhed i de tre religioner er ikke ligeså vigtig som mandens. Muslimske mænds energi (som jødiske og kristne mænds) skal bruges på bøn, religiøse aktiviteter og på at søge viden. Dette gøres ved, at kvinden helliger sig det at tjene manden i hjemmet."
    Her har vi igen en sammenblanding af oldkirkelig, middelalderlig og aktuel protestantisk og katolsk praksis. Den kristne (søndags)gudstjeneste har på intet tidspunkt været obligatorisk for nogen, og da slet ikke kun for mænd. Gudstjenesten er det kristne fællesskabs udtryk for tro og taknemmelighed over for Gud. Både mænd og kvinder har brug for at udtrykke deres tro i fællesskab med andre kristne. Kvinders fromhed har også altid været lige så vigtig som mandens. At mænds energi skal bruges til at udføre religiøse pligter, mens kvinder blot skal tage sig af hjemmet er da også grebet ud af den blå luft (hvad angår Det Nye Testamente, se f.eks. fortællingen om Marta og Maria, Luk. 10,38ff.).
    I urkirken havde mænd og kvinder lige ret i det kirkelige liv. I Romerkirken indtrådte dog en nedvurdering af kvinden i denne forbindelse. Men efter at princippet om lige ret begyndte at gøre sig gældende i det offentlige liv, ændredes også kvindesynet blandt kristne. Der blev bl.a. åbnet mere og mere op for kvindens tjeneste (i protestantiske kirker som den lutherske også som præst) i kirken. Der udviklede sig samtidig en kritik af den patriarkalske holdning.
    Længere nede på siden hedder det: "Ligesom kristendommen gør islam ikke op med det gammeltestamentlige syn på kvindens rolle som objekt og genstand for manden" og "Den muslimske kvinde blev ligesom den jødiske og kristne kvinde tingsliggjort og betragtet som værende til kun for mandens skyld" Man fornemmer en hånende tone i disse udokumenterede udtalelser.
    Der fremkommer nemlig ikke noget egentligt kvindesyn i Det Nye Testamente. Kønspolitik var ikke et anliggende for Jesus, selvom han undertiden gjorde op med det traditionelle jødiske kønsrollemønster (f.eks. Mk.5,25ff., Luk.11,28). Han behandlede ikke kvinder anderledes end mænd. En stor del af de disciple, der fulgte ham, var kvinder, og de blev undervist på lige fod med mændene (cf. Luk.8,1-3; Mark.15,40ff.; Luk.23,49ff.). I alle evangelierne optræder kvinder som de første vidner til opstandelsen, dvs. de blev opfattet som pålidelige iagttagere til den vigtigste begivenhed i Jesu liv. Både Jesus og Paulus talte ind i den historiske situation med dens jødiske kvindesyn. Havde Paulus, og Jesus for den sags skyld, radikalt brudt med denne tradition, var der ikke blevet lyttet til dem (om kristnes kvindesyn, se ovenfor).

På samme side (104) siger forfatteren, at kvinden iflg. islam har lige så stor ret til at komme i paradiset som manden, men at "denne ret ikke er lige så klar for de jødiske og kristne kvinder". Igen et vidnesbyrd om forfatterens uvidenhed og manglende research på området. Det er uklart, om jøder har forestillinger om et fremtidigt paradis ved tidernes ende. I Det Gamle Testamente placeres paradiset i fortiden og knyttes til forestillinger om tilværelsen i urtiden, dvs. i Gudshaven før syndefaldet, hvor mennesker levede i harmoni med Gud og med resten af skabningen. I den antikke jødedom forbindes dog fortid og fremtid i paradisvisioner, således at urtidens paradis forventes åbnet igen ved tidernes ende (4 Ezra 8,52; 2 En.8). Den ældste jødedom indeholder ikke nogen lære om tro på kødets opstandelse. Mosebøgerne nævner slet ikke forestillinger om en hinsides verden. I jødedommen er man temmelig tilbageholdende med at udtale sig om, hvad der sker i livet efter døden; men man tror på, at sjælen lever videre, når legemet bliver til støv. Man tror på en regnskabets time, hvor den retfærdighed, der ikke er sket fyldest her på jorden, bliver virkeliggjort. Man har derimod opgivet alle spekulationer om, hvordan løn og straf vil tage sig ud. Man kender ikke til opdelingen mellem himmel og helvede og afviser tanken om den evige fortabelse. Jøder har ikke andre rettigheder i evigheden end andre mennesker, og der er ingen forskel mellem mænds og kvinders ret i denne henseende.(4)
    I Det Nye Testamente optræder "paradiset" kun tre gange (Luk.23,43; 2.Kor.12,4; Åb.2,7). Ingen af stederne nævnes det af Jesus selv. Der er i Det Nye Testamente ikke den malende beskrivelse af Helvede og Paradis, som der er i Koranen. Der tales snarere om "Guds rige", som ikke er et bestemt område eller sted, men der hvor Guds vilje sker. Guds rige, som er både for mænd og kvinder, er på én gang noget nutidigt og noget fremtidigt. På samme måde anvendes begrebet "frelse", som betyder redning fra synd og død. Gud har skænket frelsen gennem Kristus – både til mænd og kvinder. Frelse betyder, at mennesker skal bringes sammen med Kristus både her og nu, men også i fremtiden, hvor fuldendelsen sker.

S.105 omtaler forfatteren den jødisk-kristne tradition for "brudepris". En sådan tradition har aldrig eksisteret blandt kristne, med mindre der har været tale om en lokal kulturel tradition, der er overtaget af kristne som f.eks. i afrikanske lande. I jødedommen har der tidligere været en ægteskabskontrakt, der inkluderede en betaling, som skulle sikre kvinden i tilfælde af mandens død. I dag, hvor kvindens situation er forbedret, eksisterer denne tradition ikke længere.

Afslutning
For hver gennemlæsning af ÆRE OG SKAM finder jeg flere faktuelle fejl og modstridende eller misvisende udsagn, som kunne påtales; men jeg håber, at jeg med ovenstående har ført tilstrækkeligt bevis for, at ÆRE OG SKAM – set med muslimske øjne - ikke giver et sandfærdigt billede af Koranen og islamisk tro og praksis, og at det ikke er lykkedes for forfatteren at udrydde misforståelser - snarere tværtimod.
    Som forfatter har man ansvar for, at de oplysninger, man videregiver, er vederheftige. Man må kende sine begrænsninger og ikke begive sig ud på områder, som man ikke har tilstrækkelig viden om – især når det gælder ens medmenneskers tro og hellige skrifter. Er man ikke parat til at rette evt. faktuelle fejl, sætter man sin egen troværdighed på spil.
    Alt i alt bærer bogen præg af mangel på seriøsitet og grundighed og mangel på respekt for det materiale, forfatteren har med at gøre, for de mennesker, hvis tro han søger at beskrive og for den læserskare, han henvender sig til - og som går ud fra, at det er en troværdig fremstilling, de præsenteres for. Ikke kun jødedom og kristendom, men også islam beskrives "udefra" og i gennemgående negative – ind i mellem endog nedladende - vendinger.
    Seriøs og sandfærdig information er en nødvendig forudsætning for at fremme forståelse og respekt mellem mennesker med forskellig religiøs og kulturel baggrund og sikre en tryg, harmonisk og frugtbar sameksistens til gavn for vor fælles fremtid.
    Vi kan alle tage fejl; men det er skuffende og dybt beklageligt, at en forfatter, der deltager så hyppigt i den offentlige debat, ikke er mere påpasselig med, hvilke informationer han viderebringer.

© Aminah Tønnsen, april 2001 & november 2003    

Noter:

(1) Se Nyhedsbrev om islam & kristendom 1/2000 samt Lissi Rasmussen 1997.

(2) Se Nyhedsbrev om islam og kristendom 1/2000.

(3) Se Gads Bibelleksikon: ren og uren.

(4) Se Bent Melchior: Jødedommen - en tekstcollage og Marcus Melchior: Jødedommen i vor tid.

Litteratur:

forrige <   > næste