Ære og skam:

ÆRE OG SKAM - fup eller fakta?

S.93: (citat) "Imidlertid var dette familiemønster dominerende i Middelhavsområdet endnu før islams opståen. Islam er blot en religion, der ligesom kristendommen er udsprunget af den gammeltestamentlige patriarkalske tradition." (bibeholdt s. 163-164)
    Islam er – som før nævnt - iflg. muslimer IKKE "udsprunget af den gammeltestamentlige patriarkalske tradition",(1) MEN en verdens-religion med rod i Guds åbenbarede ord, der har taget farve efter de kulturer, den har bredt sig til. I historiens løb er der imidlertid utallige eksempler på, hvorledes muslimer kritikløst har taget nye traditioner til sig, der er i direkte strid med Koranens kerne og ånd. Dette gælder eksempelvis det, forfatteren konsekvent omtaler som "det islamiske familie- og livsmønster" eller "det islamiske patriarkat" - som i bund og grund er u-islamisk, og som først blev en del af muslimers hverdag i takt med, at islam bredte sig ud over Middelhavsområdet, Mellemøsten og Asien.
    Islam er i sin kerne en midtsøgende tro (2:143), der opfordrer menneskene til at følge den gyldne middelvej (25:67) - og det familiemønster, som Koranen lægger op til, er et familiemønster i balance mellem matriarkat og patriarkat. Mænd har imidlertid i historiens løb nærmest taget monopol på at fortolke Koranen, og der er mange eksempler på, hvorledes koranvers, der opfordrer til hensyntagen og respekt for kvinder, er blevet misbrugt til at legitimere mænds ret til at dominere piger/kvinder fra vugge til grav (f.eks. 2:223, 2:228, 2:282, 4:34).(2) Denne holdning afspejler sig tydeligt mange steder i nutidig familieret; men også den er under forandring. Eksempelvis blev tvangsægteskab – der i mere end 700 år har været en integreret del af alle fire sunnitiske retsskoler(3) - decideret forbudt ved lov, da Marokkos familieret blev revideret i 1993.
    Forfatteren gør selv opmærksom på, at "somme tider sammenblander muslimen religionens forskrifter med traditionens uskrevne regler" (s.79) og at "det ikke er ensbetydende med, at alle de handlinger, en muslim foretager sig, bunder i eller kan forklares med religion og tradition" (s.81). HVORFOR betegner forfatteren da igen og igen disse traditioner som ISLAMISKE og knytter dem til MUSLIMER generelt??
    Forfatterens ordvalg er med til, at mange læsere – at dømme efter avisoverskrifter og -læserbreve og de henvendelser og spørgsmål, jeg selv får desangående – står tilbage med en opfattelse af, at hans beskrivelse af syrisk/palæstinensisk levevis og bondekultur afspejler "islamisk" praksis, som den udledes af Koranen, og som også herboende muslimer for evig tid vil være bundet til.

Det "islamiske" patriarkat
At tale om "det islamiske patriarkat" (bibeholdt hele bogen igennem) svarer nogenlunde til, at man om føje år – blot fordi nogle muslimer spiller hasard, indtager alkohol, fejrer jul, lever i papirløse forhold og gladeligt accepterer bankernes renter – kalder sådan levevis "islamisk"!
    Det gælder i det hele taget om at holde tungen lige i munden, når man som minoritet, som troende – hvad enten man så er jøde, kristen eller muslim - skal leve iblandt en majoritet, der for en stor dels vedkommende har fjernet sig fra sit oprindelige kristelige livsgrundlag. Det handler om at leve ansvarligt, om at være tro imod sit livsgrundlag og sige fra over for nogle af de ting, som betragtes "normale" og som en del af dansk kultur.

S.103: (citat) "Islam er, ligesom jødedommen og kristendommen, også en mandsreligion, skabt af mænd for mænd". (udeladt s. 175)
    Igen: Islam er iflg. muslimer IKKE skabt af mennesker (el. mænd), MEN af Gud, og for Gud er ALLE lige værdige - uanset køn. Det er menneskene – læg som lærd, der op igennem tiderne har fjernet sig fra Koranens principper og – under foregivelse af at ville beskytte kvinderne - har tilegnet sig fremmede traditioner og u-islamisk levevis, som senere er blevet en del af retsskolerne. Traditioner, der i den ekstreme form, som de i årenes løb har udviklet sig til, er med til at begrænse, dominere og kontrollere kvinderne fra vugge til grav – også via nutidige familieretslige love. Mændene har i egen interesse tilskrevet disse regler guddommelighed - og det skal hverken Gud, Koranen eller Profeten Muhammad lastes for.
    Islam er ej heller udelukkende "for mænd", men for menneskeheden – uanset, køn, kultur, hudfarve, tro, social status, uddannelse el.a.

S.104: (citat) "Ligesom kristendommen gør islam ikke op med det gammeltestamentlige syn på kvindens rolle som objekt og genstand for manden, men fastholder rollen fra skabelseshistorien, hvor kvinden skabes af mandens ribben for manden." (udeladt s. 175)
    Iflg. Koranen er mand og kvinde skabt af samme livscelle (4:1). Det er udelukkende islamisk tradition (hadîth), der - i et udsagn af den kendte ekseget Ibn Kathîr - taler om kvinden som skabt af mandens ribben. Og kvinden opfattes ikke som objekt og genstand for manden, men som mandens partner - ligesom han er hendes partner i tilværelsen. Koranen taler om ligeværdighed og om gensidig kærlighed, hjælpsomhed, hensyntagen og respekt.

S.104: (citat) "Blandt muslimske kvinders helligste pligter er fuldstændig lydighed mod manden. Hun må ikke være uenig med ham, stille spørgsmål ved hans dispositioner eller diskutere med ham, og slet ikke i andres påhør. Sker det, kan manden (if. Koranen 4,34) irettesætte sin hustru. (Der står dog intet om, hvordan, men det er slået fast i overleveringerne, at manden ikke må slå hende)." (bibeholdt - nu dog kun af "hardcore restriktive fortolkere" s. 175)
    Det er IKKE korrekt, at en hustru ikke må være uenig med sin mand, sætte spørgsmålstegn ved hans dispositioner eller diskutere med ham. Koranen påbyder tværtimod de troende at rådføre sig med hinanden i alle anliggender (42:38) - og selv de mest forstokkede lærde er enige om, at lydighed over for Gud står over lydighed over for manden! Man skal naturligvis ikke adlyde et andet menneske, dersom det beordrer en til at handle i strid med islam. Der er sågar et meget kendt eksempel i den islamiske historie, hvor en kvinde i fuld offentlighed modsiger kaliffen Omar, og han erkender, at han tog fejl - og at hun havde ret. Så når en kvinde i fuld offentlighed kan irettesætte landets leder, kan en hustru også irettesætte sin egen mand. Det vil dog nok være naturligt for ægtefæller, som nærer kærlighed til hinanden, at man forsøger at holde eventuelle uoverensstemmelser inden for hjemmets fire vægge.

Sløret og tørklædet
S.111: (citat) "Koranen beskæftiger sig egentlig ikke med "hidjab" (slør) (udeladt s. 183) – hidjab betyder bogstaveligt at skjule."
    Det er IKKE rigtigt, at Koranen ikke beskæftiger sig med "hidjab". Ordet forekommer hele otte gange - MEN dog intetsteds i forbindelse med hverken kønsadskillelse eller klædedragt!(4)

S.111: (citat) "Koranen forlanger ikke, at kvinder skal dække hele kroppen fra top til tå, men at de klæder sig anstændigt på og ikke udstiller sig for andre end deres mænd. I Koranen (24,31-32) tales der kun om anstændig påklædning (dvs. tildækning af kropsformer og kønsdele) – både for mænd og kvinder. I Koranen (24,31) hedder det: "Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke (når de møder andres kvinder) og bevare deres dyd. Dette er renere for dem." Og i (24,32) hedder det: "Og sig til de troende kvinder, at de (på samme vis) skal sænke deres blikke (når de ser fremmede mænd) og bevare deres dyd og ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed...""
    Forfatteren har øjensynligt været i et dilemma, hvad angår sløret/tørklædet. Han vil gerne argumentere IMOD - men kan ikke se nogen anden udvej end at stoppe sit citat lige FØR det springende punkt. Koranen 24,32 fortsætter nemlig således: "... undtagen hvad der er åbenbar af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryster og ikke åbenbare deres skønhed, undtagen over for deres ægtemænd eller ..." !(5) (nu: hele passagen er citeret s. 183)

S.111-112: (citat) "Profeten overførte dette højstatussymbol fra kvinderne i den kristne kultur til sine egne døtre og hustruer. (udeladt s. 184) ... I Koranen (33,60) hedder det: "O du Profet, sig til dine hustruer og døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt sammen om og over sig (når de går ud)..." ... Der er intet, der tyder på, at Muhammad nogensinde krævede, at alle islamiske kvinder skulle bære slør, dvs. tilsløre sig fra top til tå. Koranen kræver det som tidligere nævnt heller ikke."
    Forfatteren hævder her, at Profeten påbød "sine egne døtre og hustruer" at tilsløre sig - hvorefter han citerer et koranvers, der ganske utvetydigt påbyder Profeten at sørge for, at hans "hustruer og døtre og de troendes kvinder" tager deres "ydre kåber tæt sammen om og over sig" - for derefter at hævde, at Muhammad aldrig nogensinde krævede, "at alle islamiske kvinder skulle bære slør"!
    Mener forfatteren virkelig, at Profeten handlede i modstrid med Koranen, eftersom han angiveligt undlod at påbyde "de troendes kvinder" at "tilsløre sig fra top til tå", som det citerede koranvers ellers påbyder ham at gøre?
    Til støtte for sin argumentation skriver forfatteren, at "...fremtrædende muslimske feminister som Fatima Mernissi og Nawal Saadawi hævder, at man hverken i Mekka eller Medina kendte noget til hidjab, før Muhammad indførte det for sine egne hustruer." (s.111) (nu: i den førislamiske periode s. 183)
    I sin litteraturliste nævner forfatteren tre bøger af den marokkanske sociolog Fatima Mernissi, bl.a. "The veil and the male elite" og "Women and Islam" (der er i øvrigt tale om én og samme bog i nøjagtig samme oversættelse, men udgivet i USA og England – derfor med forskellig titel). Jeg bruger selv den originale franske udgave "Le harem politique", og ikke på noget tidspunkt hævder Fatima Mernissi, at Profeten skulle have indført hidjab/tilsløring udelukkende for sine egne hustruer. Og jeg mindes ikke, at hun i nogen af sine andre bøger, artikler eller mange interview skulle have hævdet noget sådant. Det, Fatima Mernissi (og andre) derimod fremfører – med henvisning til Koranen 33:30-34, der ganske klart og utvetydigt henvender sig udelukkende til Profetens hustruer - er, at Profeten på intet tidspunkt har påbudt de troende kvinder at afsondre sig fysisk og ikke forlade hjemmets fire vægge – og det er jo noget ganske andet.

Islams syn på seksualitet
S.106: (citat) "Koranen rummer ingen fordømmende holdning til seksualitet. Den forbyder kun prostitution, analsex, (nu: Analsex og masturbation er ikke nævnt i Koranen s. 177) sex under menstruation og homoseksualitet."
    Fakta er, at Koranen IKKE omtaler analsex med et eneste ord.

S.106: (citat) "Cølibat er foragtet og forbudt." (nu: Livslangt og selvvalgt cølibat er foragtet og forbudt s. 176)
    Cølibat kan kun siges at være "foragtet og forbudt", hvis der er tale om livslang, selvvagt cølibat. (Jvf. Koranen 24:33, der opfordrer til afholdenhed, dersom man ikke har (økonomisk) mulighed for at indgå ægteskab.)

S.107: (citat) "Det modsatte af nikah, er "zina", tøjlesløs sex, som straffes hårdt. Zina omfatter i øvrigt alle illegale former for sex: utroskab, analsex, homoseksualitet, prostitution, masturbation, omgang med dyr og sex under menstruation."
    Koranen nævner ikke på noget tidspunkt hverken analsex, masturbation eller omgang med dyr – hvem er det da, der straffer disse forseelser hårdt? Koranen fraråder sex under menstruation, men siger intet om, at det skulle være strafbart.
    Straf for seksuelle overtrædelser kræver vidneudsagn fra fire pålidelige vidner, der skal have overværet selve akten – det er ikke nok at have set de formastelige med uglet hår eller i slåbrok. I øvrigt udgør straffen for at anklage en person for utugt uden at kunne fremføre de nødvendige vidner 4/5 af straffen for utugt. (24:4) (s. 178)

S.109: (citat) "Derfor lagde de (islamiske lærde og fortolkere) alle snærende bånd på kvinderne – på trods af Koranens og Muhammads anerkendelse af deres begær og stærke seksuallyst." (udeladt s. 180)
    Det er rigtigt, at Koranen ikke forbyder menneskene at udfolde sig seksuelt (hvis det vel at mærke foregår inden for et lovformeligt ægteskabs rammer og i en atmosfære af kærlighed og hensyntagen); men at sige, at Koranen anerkender "kvindernes begær og stærke seksuallyst" må stå for forfatterens egen regning.

Ægteskab
S.105, 126-128 & 192-195: (citat s.105) "I stedet indførte islam en såkaldt "mahr" (en medgift, som går til pigen selv som særeje)." (bibeholdt s. 176, 204 - samtidig med, at N.K. betegner den som "brudepris" - den betegnelse, der bruges om afrikansk "brudekøb", hvor det er pigens fader, der indkasserer brudgommens betaling, og som altså også er i modstrid med islam s. 202-203)
    Her bruger forfatteren fejlagtigt og konsekvent ordet "medgift" om det koranske begreb "farida, ujurah el. sadaq" (i daglig tale oftest kaldet "mahr") - gommens gave til sin brud, der bliver hendes særeje, og som hun må disponere over uden andres indblanding.
    "Medgift" står imidlertid for det stik modsatte - idet det er betegnelsen for de værdier, som forældre i visse kulturer giver en datter med, når hun indgår ægteskab!
    "Medgift" nævnes overhovedet ikke i den klassiske Shari’a (islamisk lov). "Medgift" er senere kommet med som "appendix", men med en klar melding om, at det er en mand forbudt at stille nogen som helst krav om medgift til gengæld for den brudegave, han forærer sin brud.

S.117: (citat) "Ifølge Koranen (65,4) og i henhold til islamisk lov skal pigen altid spørges først, om hun ønsker at gifte sig med frieren. ... En pige må altså ikke tvinges til at gifte sig med nogen."
    Det er rigtigt, at langt de fleste koranfortolkere i vore dage mener, at Koranen forbyder tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og at der findes flere profetudsagn (hadîth), iflg. hvilke Profeten tillod ægteskab opløst, hvis det var indgået uden at indhendte de implicerede parters samtykke.
    Forfatteren nævner "islamisk lov" uden at definere begrebet nærmere. Hvis det er "de fire retsskoler", der menes, er det IKKE rigtigt, at pigen iflg. "islamisk lov altid skal spørges først". Det har nemlig – med henvisning til Koranen - i mere end 1200 år været en integreret del af alle fire sunnitiske retsskoler, at en far eller værge kunne tvinge en mindreårig til giftermål, dersom han frygtede, at han/hun ikke kunne holde sig på dydens smalle sti. (s. 192) - men henfører fejlagtigt tilladelsen til tvang til hadith) (6) Mange kendte jurister har i tidens løb taget afstand fra retten til at tvinge unge til ægteskab; men den kendte (nyligt afdøde) jurist Abdur Rahman I. Doi kaldte den "en sikkerhedsventil til den unges eget bedste" (sic.)!
    En værges ret til at tvinge sin myndling til ægteskab er eksempelvis så sent som i 1993 blevet slettet af marokkansk ægteskabslov!

S.133: (citat) "Somme tider får broderen et intimt forhold til den afdøde brors enke og gifter sig med hende, hvis hans første hustru går med til det. Denne praksis, som også kaldes "svogerægteskab", er også en bibelsk tradition (5. Mos. 25,5.-10), som islam også har overtaget." (tilføjet: I Koranen 4:20 hedder det dog, at enken skal være indforstået med det. Det må ikke ske mod hendes vilje. (s. 211)
    Islam har IKKE, som forfatteren påstår, overtaget den bibelske tradition om "svogerægteskab". Koranen FORBYDER tværtimod eksplicit et sådant ægteskab - medmindre enken selv er indforstået med arrangementet. (4:19)

S.133: (citat) "I Tunesien har flerkoneri været forbudt ved lov siden 1957, og i Marokko siden 1958." (slettet s. 211)
    Det er IKKE korrekt, at polygami har været forbudt i Marokko siden 1958 (jvf. kap.V, art.30 i ægteskabsloven af 1957). Polygami blev ej heller afskaffet, da ægteskabsloven senest blev revideret i 1993.

S.100 (citat) "Visse shi’a-muslimske retninger praktiserer den (mut’a-ægteskabsformen) stadig den dag i dag."
S.134-135: (citat) ""Mut'a" (midlertidigt ægteskab), en præ-islamisk skik, er i dag kun tilladt i Iran."
    Her fremfører forfatteren to modstridende udsagn. Fakta er, at det midlertidige mut'a-ægteskab IKKE er begrænset til Iran, men er accepteret blandt shi'a-muslimer generelt.
    Forfatteren nævner en nedre grænse for et sådant ægteskab på "nogle få minutter" og en øvre grænse på "29 år". Dette er IKKE korrekt. Den nedre grænse er én time (s. 212), den øvre 99 år.
    Forfatteren skriver, at en mand efter et tidsbegrænset ægteskabs ophør straks må indgå et nyt tidsbegrænset ægteskab - han må faktisk have lige så mange "midlertidige" hustruer, som han vil - samtidig, og ud over de fire lovformelige hustruer, som Koranen tillader!! (s. 212)
    Forfatteren skriver, at børn af mut’a-ægteskaber IKKE arver - det modsatte er tilfældet rent juridisk, men kan dog ofte være svært at opnå i praksis, fordi de tidsbegrænsede forhold ofte holdes skjult for den øvrige familie.(7)

Skilsmisse
S.190-194: Kapitlet om skilsmisse forekommer ganske uoverskueligt – selv for en, der har beskæftiget sig med islamisk familieret i årevis. Det gælder især for proceduren omkring 1. "talaq" (forstødelse), der jo er en forudsætning for overhovedet at forstå de efterfølgende 2. og 3. "talaq".
    Først får læseren at vide, at (citat s.191) "Idda-perioden (...) er obligatorisk og betragtes som en slags separationsperiode, hvor parterne (manden) har mulighed for at tænke sig om og fortryde, og hvor familierne forsøger en forsoning. Parret må først gifte sig på ny efter idda-perioden, når skilsmissen træder i kraft". Denne sidste oplysning skaber forvirring og forekommer komplet overflødig på dette sted, idet der – efter en kort beskrivelse af mandens pligter over for sin fraseparerede hustru – fortsættes (s.191-192): (citat) "hvis manden ombestemmer sig og parret forsones i løbet af idda-perioden, kan de, uden at det fører til yderligere konsekvenser, genoptage deres samliv. Men hvis manden ved udgangen af idda-perioden ikke tilbagekalder sin udtalelse om skilsmisse og fastholder, at han ikke ønsker at tage hendes tilbage (...) betragtes skilsmissen som værende en realitet." Efter to afsnit om forældremyndighed og børne- og hustrubidrag (s.192), skriver forfatteren igen – ganske uden sammenhæng til det foregående: "Ombestemmer manden sig, og bliver parret først forsonet efter idda-perioden, skal de gifte sig på ny, og der skal udfærdiges en ny ægteskabskontrakt..."
    Flere har spurgt mig: "Hvad mener manden – hvad siger islam egentlig om skilsmisse?" (afsnittet om skilsmisse er blevet grundigt udvidet og omskrevet s. 219 ff.) I korthed gælder, at ægteskabet fortsætter, dersom parterne forsoner sig inden idda-periodens udløb - og at en ny ægteskabskontrakt er nødvendig, dersom forsoningen først sker efter idda-periodens udløb. Forsoning inden idda-periodens udløb kan ske både efter 1. og 2. "talaq". En 3. "talaq" betyder - som forfatteren ganske rigtigt skriver (s.193) - at skilsmissen er uigenkaldelig, og at parterne ikke kan hverken forsone sig i løbet af idda-perioden eller gifte sig med hinanden igen efter idda-periodens udløb – medmindre kvinden reelt har været gift med en anden mand efter den uigenkaldelige skilsmisse fra sin første mand.(8)

S.192: (citat) " Er kvinden gravid, træder skilsmissen først i kraft ved fødslen, og barnet tilfalder (if. islamisk ret) teoretisk set manden. Men i praksis vil det dog oftest være sådan, at kvinden beholder sit barn og evt. andre mindreårige børn, der ammes. Hvis manden forlanger forældremyndigheden over barnet (børnene) på et senere tidspunkt..."
    Forfatteren taler om teori og praksis, men er øjensynlig ikke klar over, at klassisk "islamisk ret", som han henviser til, skelner mellem omsorgsmyndighed (hadâna) og juridisk forældremyndighed (denne skelnen er medtaget s. 220) eller værgemål (wilaya). En mor har – uanset om hun er gift med barnets far eller ej – omsorgsmyndighed over sine mindre børn (hvis hun da ellers opfylder de gængse kriterier om bl.a. at føre et ulasteligt liv og ikke hindre faderen i at se sine børn). Det er derimod altid faderen, der – iflg. klassisk "islamisk ret" - har den juridiske forældremyndighed og er den eneste, der kan træffe større beslutninger f.eks. med hensyn til barnets skolegang eller rejser (s. 220) – selvom barnet bor hos hans fraskilte hustru og hun har omsorgsmyndigheden.
    Det er først i de senere år, at det - i nogle få lande - overhovedet er blevet muligt for en kvinde at få juridisk forældremyndighed over sine børn. Eksempelvis kan en mand ved testamente overdrage den juridiske forældremyndighed til sin hustru i tilfælde af sin egen død. Før i tiden overgik det juridiske værgemål automatisk til faderens nærmeste mandlige slægtning – selvom moderen havde den daglige omsorgs-myndighed (hadâna).

S.192: (citat) "Domstolene pålægger også manden at betale børnebidrag. Da islamisk lov intet siger om børnebidrag (kun om hustrubidrag), idet det forudsættes, at manden får børnene og at kvinden ikke har forsørgerpligt, varierer beløbet og løbetiden fra sted til sted."
    Det er IKKE korrekt, at islamisk lov intet siger om børnebidrag efter en skilsmisse, idet islamisk lov klart og tydeligt slår fast, at en far har forsørgerpligt over for sin datter, indtil hun indgår ægteskab - og over for sin søn, indtil han er i stand til at forsørge sig selv. Disse regler er ganske uafhængige af, om barnet efter en evt. skilsmisse bor hos sin mor eller sin far. Dør faren - eller er han ude af stand til at opfylde sine forpligtelser - overgår disse til hans far, bror eller anden nær mandlig slægtning. (s. 221)
    Koranen nævner to former for "hustrubidrag", som begge adskiller sig markant fra dansk rets hustrubidrag: En engangskompensation (mut’a) (2:236) samt mandens forsørgerpligt for sin fraskilte hustru under dennes lovbefalede 3 mdrs. venteperiode (’idda). Er hustruen gravid, forlænges forsørgerpligten indtil barnets fødsel. Ønsker moderen at amme barnet, forlænges forsørgerpligten tilsvarende, dog max. 2 år (65:6-7). (s. 221)
    Koranens "talaq" el. skilsmisseprocedure er naturligvis IKKE inspireret af Det Gamle Testamente, som forfatteren hævder (s.193) (udeladt s. 222). Koranen er – som tidligere nævnt - intet mindre end Guds åbenbarede ord.

© Aminah Tønnsen, april 2001 & november 2003    

Noter:

(1) Se afsnittet Koranen - Guds ord eller gammeltestamentlig inspiration?

(2) Se Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside: Familie og køn / kontroversielle koranvers.

(3) Se Y. Linant de Bellefonds: Traité de droit musulman comparé II. Paris 1965.

(4) Se Tønnsen, 1998, s.42-43: Hidjâb - et emne, der bringer sindene i kog.

(5) Tørklæde-diskussionen går i øvrigt ikke på, hvad der står - eller ikke står - i Koranen, MEN på, hvorledes påbudet skal fortolkes og udmøntes i praksis: Skal vi efterligne Profeten og tage hans sædvane og Koranens ord bogstaveligt - eller skal vi efterfølge Profeten og omsætte ånden i hans sædvane og i Koranens budskab til vor egen virkelighed?

(6) Der hersker dog ikke fuld enighed om, hvilke personer, der kan tvinges til ægteskab.
Se Y. Linant de Bellefonds: Traité de droit musulman comparé II. Paris 1965 og Abdur Rahman I. Doi: Woman in Shari'ah. London 1996.

(7) Se Shahla Haeri: Law of Desire. New York 1989.

(8) Se Qaradawi, s.216-218: Divorce.

Litteratur:

forrige <   > næste