Ære og skam:

De fire rets- el. lovskoler
S.71: (citat) "Efter en periode med megen forvirring om, hvad der var islamisk korrekt og ikke-korrekt, fik kompetente lærde i det 8. og 9. årh. e.v.t. lov til at gå tilbage til de oprindelige kilder, Koranen og "hadith"erne (traditionerne, der beskrev, hvordan profeten og hans nærmeste plejede at gøre dette eller hint) og komme frem til egne udlægninger. De skulle konstruere et nyt pligt- og retssystem, der skulle erstatte de hidtidige simple og præ-islamisk inspirerede tilstande med nye tidssvarende retstilstande."
    Det er IKKE rigtigt, at kompetente lærde "fik lov til" (af hvem?) at gå tilbage til kilderne, og at "de skulle konstruere" et nyt retssystem. Flere vise mænd satte sig for – ganske uafhængigt af hinanden – at give et bud på, hvorledes Koranen og Profetens sædvane kunne systematiseres. (s. 97) De var fuldstændig klar over, at de kunne tage fejl. Al-Shâfi’î ændrede holdning til nogle ting, da han flyttede fra Irak til Egypten, og Mâlik ibn Anas afslog, da kaliffen foreslog ham, at hans Muwattta skulle ophøjes til lov-kodeks i hele det islamiske rige.
    Det er eftertiden, der gradvist har opbygget "de fire lov- el. retsskoler" og tilskrevet de lærdes fortolkninger endegyldighed. Det er først i vore dage, at der er jurister og tænkere, der tør mene, at de fire lovskoler – ligesom Koranen og Profetens sædvane – skal ses i historisk lys, og at hensigten og meningen med budskabet skal sættes ind i den aktuelle kontekst.

Hvordan islams forskrifter regulerer hverdagen
S.29: (citat) "Islam er ligesom jødedommen og kristendommen en "bogholderi-religion"."
S.76: (citat) "Hver eneste menneskelige handling kan placeres i en bestemt kategori og giver forskellige grader af ros (populært "plusser") eller ris (populært "minusser") i Dommedagens regnskab. Islam er som før nævnt en "bogholderi-religion", hvor megen ros (mange plusser) i sidste ende betyder paradiset, og megen ris (mange minusser) helvedet."
S.78: (citat) Undlader man forkastelige handlinger, der nærmer sig det forbudte, får man ekstra plusser."
    Det er rigtigt, at lydighed over for Gud – ligesom også Dommedag, hvor hvert enkelt menneske skal stå til ansvar over for Gud – spiller en central rolle i islam. Men den troende gennemgår en udvikling fra at overholde budene og "tælle plusser og minusser" af frygt for en evt. straf på Dommedag - til at overholde budene, fordi det falder ganske naturligt og føles rigtigt og godt. Reglerne føles ikke som snærende bånd, men som en velkommen vejledning fra en kærlig og omsorgsfuld skaber. Man bærer loven/troen inden i sig selv og handler spontant derefter. Man "efterfølger" Profeten ved at overføre ånden i hans vejledning og levevis til ens egen virkelighed – i stedet for at "efterligne" ham indtil mindste detalje. Islam er hele ens identitet, man er muslim med hud og hår, i alle døgnets 24 timer, og man føler en vidunderlig, ubeskrivelig fred i sjælen. Frygten bliver til ærefrygt – man bliver sand troende og løftes "fra et åndeligt stade til et andet". (84:19)

S.77-78 opdeler forfatteren handlinger i fem kategorier: obligatoriske, anbefalelsesværdige, neutrale, forkastelige og forbudte, men gør opmærksom på (s.78), at der er "nuanceforskelle" fra retsskole til retsskole, når det gælder handlingers placering i "systemet". Der er dog nogle handlinger, som ikke kan placeres hvor som helst:
    F. eks. er omskæring af drengebørn IKKE obligatorisk (bibeholdt s. 106), som forfatteren hævder – også s.56. Der er fuld enighed om at kategorisere omskæring som "anbefalelsesværdig" (sunna), eftersom den hører til Profetens sædvane. 
    Forfatteren nævner cigaretrygning som en neutral handling (bibeholdt s. 106) – langt de fleste lærde kategoriserer den som "forkastelig" (makruh). 
    Forfatteren nævner bl.a. sladder og hasardspil som "forkastelig" (makruh) – de er udtrykkelig "forbudt" (haram) (ændret s. 107 - men bibeholdt s. 153)

S.78: (citat) "Denne kategori (dvs. de forbudte handlinger) omfatter alt det, der er forbudt i Koranen og det meste af det, der er forbudt i Bibelen." (nu: og i hadith s. 107)
    Det er højst besynderligt, at forfatteren omtaler Bibelen i forbindelse med handlinger, der er forbudt (haram) i islam. Bibelens forskrifter har naturligvis ingen som helst indflydelse på islamisk jurisprudens.

S.88-89: (citat) "På trods af at profeten Muhammad fordømte sladder, og at sladder i Shari'a er kommet ind under kategorien "makruh", forkastelig, er sladder et af de mest udbredte fænomener i Mellemøsten."
    Sladder hører IKKE under kategorien "forkastelig" (makruh), men er decideret forbudt (haram) iflg. islams PRIMÆRE kilde, Koranen. (24:12-13, 24:16-19, 68:10-11)

Spise- og slagteforskrifter
S.50: (citat) "Den såkaldte "hanafitiske", som var Osmannerrigets officielle retsskole, og som betragtes som den mest liberale og tolerante retsskole/retning. (Det er den eneste retning, der tolererer alkohol – i små mængder)." (udeladt s. 68)
    Ingen af de fire sunnitiske retsskoler tolererer alkohol – ej heller den hanafitiske.(1)

S.165: (citat) "Samtidig med det strenge forbud mod spisning af svinekød står der flere steder i Koranen, at religionsdyrkelsen ikke må være årsagen til, at helbredet lider overlast. Det hedder: "Helbredet kommer før religionsdyrkelsen." ... Igen: "Religionen må ikke være årsagen til, at helbredet lider overlast."" (nu: Ifølge Koranen kan alle de ovennævnte forbud tilsidesættes, hvis man kommer i en nødsituation, eller hvis helbredet lider overlast - men Koranen nævner altså ikke direkte helbredet, men taler udelukkende om "nødvendighed" s. 108)
    Det er IKKE rigtigt, at det i Koranens spiseforskrifter hedder, at "helbredet kommer før religionsdyrkelsen" og at "religionen må ikke være årsagen til, at helbredet lider overlast", hvorfor forfatteren ikke burde sætte disse sætninger i citationstegn. Man kan derimod udlede af Koranen, at "livet går forud for døden". Koranen taler nemlig om helt ekstreme situationer, hvor man tvinges af nød eller sult (2:173, 5:4, 6:119) – situationer, der ikke forekommer i et overflodssamfund som vores. Skulle der opstå en decideret nødsituation, er det tilladt at spise af en i øvrigt forbudt spise i en mængde kun lige tilstrækkelig til ikke at dø af sult.

S.167: (citat) "Dyret skal aflives efter Koranens forskrifter, som bl.a. har til formål at sikre, at der ikke er blod i kødet. ... Samtidig med snittet skal slagteren udtale: "bismillah" ("i Guds navn" slagter jeg dig)." (udeladt s. 111)
    Koranen indeholder IKKE forskrifter om rituel slagtning ud over forbudet imod at spise blod (2:173, 5:4) og påbudet om, at dyr skal slagtes "i Guds navn" (6:118-121) - alle øvrige slagteregler stammer fra islamisk tradition (hadîth).
    "Bismillah" betyder "i Guds navn" slet og ret. Man kan sige, at tilføjelsen "slagter jeg dig" er underforstået; men den bør sættes i parentes. I øvrigt skal slagteren iflg. islamisk tradition (hadîth) sige: "bismillah allahu akbar" - "i Guds navn, Gud er større".(2) (nu: Allah-hu-Akbar, Allah er større eller bismillah, i Allahs navn s. 111 (min understregning))

Ære og skam
Begreberne "ære og skam" får megen opmærksomhed, når der tales om folk med rod i andre kulturer og deres levevis, værdier og holdninger. Begreberne bliver ofte sat i forbindelse med muslimer generelt, men forekommer i alle kulturer – også den danske - på tværs af religionerne. Jeg vil i det følgende kort gøre rede for, hvorfor disse begreber – i den ekstreme form, som gengives i ÆRE OG SKAM (s.79-91) - er uforenelige med Koranens budskab og ånd:
    Hvert enkelt individ, der har nået skelsår og alder - og som anses at være ved sin fornufts fulde brug – er personlig ansvarlig for sine handlinger, både over for Gud og mennesker (2:281). Aldrig kan et menneske fralægge sig ansvaret for sine handlinger – og ingen kan påtage sig ansvaret for – eller blive gjort ansvarlig for - et andet menneskes fejltrin (17:15, 35:18). Det er således IKKE rigtigt, at børn kan komme til at betale prisen for en forælders synder - at få et handicappet barn (s.80) er IKKE en straf, men en af de mange prøvelser, Gud sætter menneskene på.
    Udstødelse eller afstraffelse af den, der har krænket familiens ære, sker ofte på grundlag af formodninger og rygter. Koranen opfordrer indtrængende menneskene til ikke at lytte til sladder og fordømmer dem, der viderebringer ondsindede rygter. (24:15-19, 24:23-25, 49:6, 49:12, 68:10-11)
    Det er strafbart at anklage en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire vidner – og derved udelukkes implicit, at man griber til selvtægt. (24:4, 24:12-13)
    Det er fortjenstfuldt at vise overbærenhed og tilgive en skadevolder – selvom man er såret og vred, at skabe forsoning i stedet for at støde skadevolder fra sig. (5:48, 6:125-128, 13:22-24, 42:37-40)
    Den, der ikke selv er pletfri, må ikke sætte sig til doms over andre. (2:44, 61:2-3)
    Blodhævn er at sammenligne med overlagt mord – og dermed strafbart både i dette liv og i det kommende. (4:93, 6:151)
    Nedarvede, kulturelle traditioner er ikke en undskyldning for at tilsidesætte Guds lov, Koranen. (2:170-171, 6:116, 7:26-28)
    Hævngerrighed og had bør ikke forlede menneskene til at overskride Guds grænser. Ikke straf, men reform er målet. (4:135, 5:9, 41:34)
    En kvinde kan ret beset ikke sætte en hel families prestige eller ære på spil – kun sin egen. Mennesker kan vejlede og verbalt irettesætte personer, der åbenlyst opfører sig umoralsk, men ingen – ej heller familiens mænd – har ret til at straffe vedkommende korporligt.

 © Aminah Tønnsen, april 2001 & november 2003    

Noter:

(1) Se Qaradawi s.69-79: Intoxicants.

(2) Se Qaradawi s.52-63: The Islamic Manner of Slaughtering.

Litteratur:

forrige <   > næste