Ære og skam:

ÆRE OG SKAM - fup eller fakta?

Bøn (salat)
S.57: (citat) "Tidebønnen er obligatorisk for alle mænd og kvinder, som er modne og ved deres fulde fem. ... Børn, de syge, de gamle og kvinder, der har menstruation eller er i barselsseng, er fritaget (for bønnen)."
    Det er IKKE rigtigt, at syge og gamle er fritaget for at forrette bøn, MEN de kan - hvis helbredet svigter - bede deres bønner siddende, stående eller liggende og blot markere (eller sågar blot tænke) de til bønnen hørende knæfald og bøjninger. (s. 82)

S.58: (citat): "Da fredag er muslimernes hellige dag, er fredags-middags-bønnen helligst." (nu: vigtigst s. 83)
    Rent bortset fra, at fredagen ikke er helligdag, så er der ingen muslimer, der taler om "fredags-middags-bønnen" – man taler om "fredagsbønnen". Og så er det underforstået, at der er tale om middagsbønnen, der denne ene gang om ugen indledes med en khutba, en tale til forsamlingen. Ingen bøn er hellig, men fredagsbønnen er den væsentligste i forhold til de øvrige bønner – hvis man vel at mærke beder de andre 34 bønner i løbet af ugen.
    På arabisk hedder bønnen "salat-ul-jumua" – forsamlingsdagens bøn. (s. 83) Forsamlingsdagen er den dag, hvor man forsamler sig (dvs. fredag). Alle andre ugedage benævnes ved et tal – begyndende ved søndag.

S.60: (citat) "Det er ikke tilladt for en shi’a-muslim at bruge den røde lersten under bønnen i en sunni-muslimsk moske." (bibeholdt s. 85)
    Der er ingen sunni-muslimsk forbud mod, at shia-muslimer bruger muhr (den røde lersten) i sunni-muslimske moskeer. Tilladelsen til dennes anvendelse afhænger af lokalmenighedens forhold til (læs: tolerance over for) det shiitiske samfund.

S.60: (citat) "Beder man et sted uden for moskeen, skal man benytte et bedetæppe. Bedetæppet symboliserer ens egen "masdjid"."
    Hele jorden er en stor moské, og man kan forrette sin bøn hvor som helst. Et egentligt bedetæppe er IKKE obligatorisk, når man beder et sted uden for moskeen. Man kan bruge et håndklæde, en jakke eller et andet stykke rent tekstil i stedet – eller bede på den bare jord. Hvis der er risiko for, at andre vil krydse foran den eller de bedende, trækker man en streg foran sig i sandet el. sætter en sko el. lign. foran sig for at markere sit bedested. (s. 85)

S.61: (citat) "De frivillige (bønner) tages især, når man vil bede om syndsforladelse for noget, man har gjort. Muslimerne kan ikke som katolikkerne skrifte hos en præst. Måden, man gør det på, er at bede et par ekstra bønner." (uændret s. 85-86)
    Helt så enkelt, som forfatteren gør det til, er det nu ikke. Det er ikke nok at "bede et par ekstra bønner." Man må naturligvis eksplicit bede Gud om tilgivelse - og har man skadet et andet menneske, må man bede vedkommende om tilgivelse før man beder Gud derom.

Almisse (zakât)
S.63: (citat) "Zakat, som er den religiøse pligt til en fast selvbeskatning, gives hvert år på den 27. dag i ramadan-måneden. ... Muhammad udtalte, at hvis en muslims nettooverskud i et år har været fire kameler, skal muslimen give en ged til de trængende. Eftertiden har omregnet dette til 1/40 eller 2% af årets nettooverskud." (1)
    Zakat skal betales én gang om året - der er dog IKKE nogen regel om, at det skal være netop den 27. i måneden ramadan. Zakat-satsen er ganske rigtigt 1/40, hvilket dog svarer til 2½% (s. 89)- og IKKE 2%. Denne sats gælder for f.eks. guld, sølv og likvid formue ud over et fastsat minimum. For andre former for formue er der varierende satser: Eksempelvis er satsen for høstudbytte afhængig af, om der er tale om udbytte fra landbrugsjord, der skal vandes kunstigt eller kan klare sig med regnvand.

S.63-64: (citat) "Koranen angiver omhyggeligt, hvem der skal have zakat: De fattige, de handicappede, de arbejdsløse, de forældreløse, de fængsledes familier, (nu: I dag gives zakat også til de handicappede, de arbejdsløse, de forældreløse, de fængsledes familier s. 89 - selvom Koranen faktisk direkte nævner de forældreløse!) rejsende, som er i vanskeligheder, de, der er kommet i gæld stiftet af "lovlige grunde" samt islamiske missionærer, zakatindsamlerne og slaver, der frigives. ... Da Muhammad ofte opfordrede sine tilhængere til at sørge godt for deres egen familie først, går zakatmidlerne ofte til familiemedlemmer, som er syge, arbejdsløse og trængende. Er der ingen af de nærmeste slægtninge, der er trængende, gives zakaten til moskeen, som så giver den til andre trængende."
    Koranen nævner IKKE specielt hverken "handicappede, arbejdsløse" eller "de fængsledes familier" som modtagere af zakat – de hører i så fald under de fattige (fuqarâ) og de trængende (masâkin) (9:60). DERFOR er forfatterens formulering IKKE korrekt.
    Det er endvidere IKKE korrekt, at zakat-midler må gives til "nærmeste slægtninge, der er trængende". De fire retsskolers lærde er stort set enige om, at ægtefæller og slægtninge i lige op- og nedstigende linje (s. 90) ikke må give hinanden zakât indbyrdes, idet de helt grundlæggende og vedvarende er indbyrdes forpligtede over for hinanden - ganske uafhængigt af zakaten. Der er dog forskellige meninger om, hvorvidt slægtninge i sidelinje har pligt til at forsørge hinanden – og om de må give hinanden zakat eller ej. Trængende fjerne slægtninge kan - sammen med ikke-beslægtede trængende - altid komme i betragtning som modtagere af zakat. (2)

Faste (sawm)
S.64: (citat) "I en måned hvert år, fra solopgang (nu: daggry s. 90) til solnedgang, skal alle muslimer, kvinder og mænd, som er ved deres fulde fem, og som mentalt og fysisk er i stand til det, faste. At faste vil sige ikke at spise, drikke, ryge eller have seksuelt samkvem, men om natten efter solnedgang og til solopgang (nu: daggry s. 90) er disse ting tilladt."
    Fasten varer IKKE kun fra solopgang til solnedgang - MEN fra daggry (dvs. ca. 1½ time FØR solopgang) til solnedgang.

S.65: (citat) "Efter måltidet (før dagens fasten starter) går mange i moskeen for at bede morgenbønnen og kommer derefter hjem for at sove igen til næste morgen." (udeladt s. 91)
    Igen en upræcis formulering: Lægger man sig til at sove efter morgenbønnen, sover man naturligvis IKKE indtil "næste" morgen!

S.66: (citat) "Ramadanen afsluttes med "Id al-fitr" (spisefesten) (nu: ramadanfesten s. 92). Denne fest, som blandt muslimer kaldes "lille jul" (tyrkerne kalder denne fest for "kucukbairam"), varer i 3-4 dage."
    Det er iKKE korrekt at kalde Id al-fitr for "spisefesten". "Ftor" er det måltid, hvormed man bryder fasten ved solnedgang. Id al-fitr er festen, der markerer, at man bryder/afslutter fastemåneden. (Uden for fastemåneden er det morgenmaden, der hedder "ftor" (engelsk: breakfast) – det måltid, hvormed man bryder nattens faste).
    Det er ej heller korrekt, at festen blandt muslimer kaldes "lille jul". Man kan muligvis finde en enkelt her eller der, som bruger et så misvisende udtryk, men at "muslimer" generelt skulle gøre det, er helt galt formuleret.
    Det er ej heller korrekt, at tyrkerne kalder ramadan-afslutningen for "kucukbairam", dvs. lille fest. De sekulære tyrkere kalder den for "shakar bairami" (slik-festen), mens de religiøse tyrkere kalder en spade for en spade, altså "Ramazan Bayrami" (Ramadan-festen). Den varer i 3 dage.

Valfart (hadj)
S.67: (citat) "Pilgrimsrejsen er kun gyldig, såfremt man selv (af eget blod og egen sved) har sparet op til udgifterne, som kan strække sig fra 20.000 til flere hundrede tusinde danske kroner. (udeladt s. 93)  Omkostningerne kommer til at afhænge af de gaver, man har med sig hjem til familie og slægtninge. Det forventes, at man, når man kommer og lykønsker den hjemvendte pilgrim, får en gave fra de hellige steder – oftest en bedekrans."
    Man skal da vist have mange slægtninge, dersom gaverne til disse – oftest åbenbart i form af en bedekrans – kan bevirke, at udgifterne for en pilgrimsrejse varierer fra 20.000 til flere hundrede tusinde danske kroner!

S.67: (citat) "Endelig skal ens store giftemodne børn være gift, før man rejser." (bibeholdt og udvidet s. 93)
    At ens giftemodne børn er gift, er ingen forudsætning for valfartens gyldighed.

S.68: (citat) "Pilgrimmene følger de valfartsriter, som er foreskrevet i traditionen." (nu: som er foreskrevet i Koranen og præciseret i traditionen s. 93-94)
    Valfartsriterne er foreskrevet i Koranen og præciseret i islamisk tradition (hadîth).

S.68: (citat) "For mændenes vedkommende består valfartsdragten af to hvide usyede tøjstykker, hvor det ene er viklet om livet og det andet foldet over højre skulder. For kvindernes vedkommende er der ikke foreskrevet nogen bestemt påklædning, men traditionen understreger, at kvinder ikke må bære slør (nu: ikke må bære slør men tørklæde s. 94) under valfarten."
    Det mest almindelige er, at det ene af de to stykker klæde, der udgør mændenes valfartsklædning bæres over venstre skulder.
    Da muslimske kvinders tørklæde ofte på dansk omtales som "slør", er det misvisende at skrive, at "kvinder ikke må bære slør under valfarten". Det, de IKKE må bære, er ANSIGTSslør (niqâb).

S.69: (citat) "En anden valfartspligt er at besøge den halvcirkelformede marmormur, en gravplads i selve Ka’aba’ens område, hvor Hagar (Abrahams anden hustru) og hendes søn, Ismael (arabernes/ muslimernes forfader), ifølge traditionen ligger begravet." (udeladt s. 94)
    At Hagar skulle være begravet inden for den halvcirkelformede marmormur er IKKE en del af den sunnitiske lære – den lære, som ca. 90% af verdens muslimer bekender sig til.
    Teorien er imidlertid fremført af den shiitiske reformist Ali Shariati i værket HAJJ.(3) Om det er en del af den officielle shiitiske lære, skal jeg ikke kunne sige.
    Det er ikke en decideret valfartspligt at besøge den halvcirkel-formede marmormur. Området inden for muren har tidligere været en del af selve Ka’baen, hvorfor pilgrimmene går uden om muren, når de omkredser Ka’baen. Mange går dog inden for muren og beder to rak’ât dér, idet det er sammenligneligt med at bede inde i Ka’baen.

S.69: (citat): "Ifølge overleveringen var Abraham lige ved at ofre sin søn som bevis på sin underkastelse og lydighed over for Gud. Bibelen siger, at det var Isak, mens Koranen siger Ismael. Men via Gabriel sendte Gud ham en vædder og reddede derved sønnen – hvem det så end var (udeladt s. 95) – fra at blive ofret."
    Eftersom ovenstående udsagn forekommer i forbindelse med den islamiske offerfest, er der kun én mulighed: Nemlig, at det var Ismael, Abrahams førstefødte søn ved hustruen Hagar, der var lige ved at blive ofret. Dette fremgår tydeligt af Koranen. (37:99-113)

S.69-70: (citat) "Da man som muslim ikke må spise af det, man ofrer, bliver de omkring 2 mio slagtede dyr (som slagtes af ikke-pilgrimme, da pilgrimmene ikke må udføre u-fredelige handlinger), sendt til afrikanske muslimske lande som en slags u-lands-bistand. Muslimer, som ikke er på valfart og ofrer, giver 3/4 af ofret til de trængende og fattige og beholder selv 1/4." (udeladt s. 95)
    Det er IKKE korrekt, at muslimer ikke må spise af det, de ofrer - millioner af muslimer spiser hvert eneste år af de dyr, de selv slagter i forbindelse med offerfesten 'Id ul-adha.
    At ofre er ikke "en u-fredelig handling"; men af rent praktiske årsager slagter vore dages pilgrimme ikke alle selv deres offerdyr.
    Traditionelt fordeles offerkødet med 1/3 til ens egen familie og 2/3 til trængende.

© Aminah Tønnsen, april 2001 & november 2003    

Noter:

(1) Jeg er blevet gjort opmærksom på, at zakât-satsen i senere oplag af bogen er blevet korrigeret til 2½% - uden at dette dog (som det ellers er kutyme) har medført, at bogen derefter er blevet betegnet som "2. udgave"!

(2) Se Abul A'la Mawdudi: Let us be Muslims, Leicester 1985 eller Y. Linant de Bellefonds: Traité de droit musulman comparé, II, Paris 1965.

(3) Se Ali Shariati: HAJJ. Houston 1977, s.24-26.

Litteratur:

forrige <   > næste