Ære og skam:

ÆRE OG SKAM - fup eller fakta?

En analyse af Naser Khaders bog om
islam og det islamiske familie- og livsmønster
Af Aminah Tønnsen

3. Introduktion til islam

Ka’baen i Mekka
S.22: (citat) "Ka'aba'en, i dag islams helligste sted, er den firkantede bygning i Mekka, hvori den sorte sten, som er resterne fra Guds første bedehus (som Adam byggede og Abraham genopbyggede) (nu: opført af Abraham og sønnen s. 28) på jorden, findes."
S.36 og 43 nævnes (citat): "... den hellige sorte sten i Ka’aba’en", og
S.68 defineres ka’baen som (citat) "... det sorte firkantede telt, der er rejst over den sorte sten."
    Rent umiddelbart skulle man ud fra forfatterens formulering tro, at "den sorte sten" befinder sig inde i Ka’baen – eller mener han, at det er selve bygningen, der omtales som "den sorte sten" og er dækket af "et sort firkantet telt"?
    "Ka'ba" betyder "terning" (tilføjet s. 28) (og ikke "firkant" (bibeholdt s. 28) og er navnet på den terningformede bygning, i hvis nordøstlige hjørne "den sorte sten" er indmuret – på ydersiden, ca. 1½ m. oppe. (s. 28) "Den sorte sten" er af ukendt oprindelse - muligvis er der tale om en meteorit. De første sikre historiske beviser for dens eksistens har vi fra A.D. 605 (dvs. ca. 5 år før Profetens kaldelse), hvor Ka'baen blev restaureret, genopbygget og overdækket. "Den sorte sten" er i dag indfattet i en bred sølv-manchet.
    Der er IKKE rejst noget "sort firkantet telt" (udeladt s. 28) over hverken "den sorte sten" eller Ka’baen - MEN Ka'baen er dækket af et sort klæde (s. 28), der er fastgjort til dens øvre kant. Klædet bliver omhyggeligt fastgjort, så det IKKE dækker "den sorte sten", da denne har symbolsk betydning for pilgrimmene – uden dog at være "hellig".
    I øvrigt sammenblander forfatteren Koranen og islamisk tradition (hadîth): Iflg. Koranen (der er en nøje gengivelse af Guds åbenbarede ord og dermed islams PRIMÆRE kilde) var det Abraham og sønnen Ismael, der "lagde grunden til" menneskehedens første bedehus i Bakka (det antikke navn for Mekka). (2:127-129)  

Profeten Muhammad
S.23: (citat) "De (dvs. Muhammad og hans hustru Khadija) fik flere børn sammen, to sønner, der døde som spæde, og flere døtre. Kun datteren Fatima overlevede."
    En meget uklar formulering. Hvis forfatteren mener "overlevede" i modsætning til "døde som spæde" er det forkert, for også tre andre af Profetens døtre (Zayneb, Ruqayya og Umm Kulthûm) (tilføjet s. 29) voksede op og blev gift.
    Hvis han derimod mener, at Fatima "overlevede sin far" (tilføjet s. 29), har han ret, for Fatima døde nogle måneder efter sin far, medens hendes søstre allerede døde FØR deres far.

S.23: (citat) "En dag i 610 e.Kr. (da Muhammad var 40 år) og mens han mediterede i Hira-bjerget, var han ude for en oplevelse, der kom til at ændre verdenshistorien."
    Profeten mediterede IKKE i Hira-bjerget, MEN i Hira-grotten (rettet s. 29) (Djar Hira) på Lysets bjerg (tilføjet s. 29) (Djabal an-Nur).

S.47: (citat) "Muhammad var if. traditionen (slettet s. 64) "ummi" (analfabet)."
S.216: (citat note 10) "I virkeligheden er der intet, der tyder på, at Muhammad var analfabet, men i den islamiske tradition gøres der meget ud af at fremstille ham som sådan. Dette styrker dogmet om, at den guddommelige åbenbaring ikke blev ændret eller manipuleret, idet det var en analfabet, der modtog den." (hele noten slettet)
    Der er intet at være i tvivl om: Iflg. Koranen var Profeten Muhammad analfabet. (7:158)

Koranen - opbygning og indhold
S.32: (citat) "Ved et enkeltstående tilfælde have Iblis endda held til at friste selveste profeten Muhammad. Dette skete, da Muhammad ..."
    Historien om de såkaldte sataniske vers – der skulle være blevet erstattet af tre andre vers – og som i et par århundreder af islams modstandere er blevet brugt til at så tvivl om Profeten Muhammads oprigtighed og Koranens autenticitet, fremføres her nærmest som et historisk faktum. Ikke sært, at mange føler, at forfatteren med denne bog er faldet sine egne i ryggen. 
    (uddybningen af ovenstående bliver til en påstand om, at Koranen 53:20-24 er en irettesættelse af Profeten Muhammad, der skulle have "ytret nogle skælmske vers" og udgivet dem for at være guddommelige åbenbaringer - vers, som efterfølgende skulle slettes fra Koranen (sic!). Irettesættelsen er imidlertid formuleret i flertal "I" og må derfor betragtes som en irettesættelse af de mekkanske hedninge - og ikke af en enkelt person s. 41-42)

S.32: (citat) "Koranen, der blev samlet og kodificeret 20 år efter Muhammads død, og som omfatter de 144 åbenbaringer (nu: mange åbenbaringer s. 77), Muhammad fik i sine 22 års virke som profet, ..."
S.47: (citat) "Uthmans største bedrift som khalif var at redigere Koranen ... Da Uthman blev khalif (ca. 20 år efter Muhammads død), samlede han alle nedskriverne til åbenbaringerne og fik dem til at fastlægge Koranens ydre form én gang for alle. Man kodificerede én version, som blev den eneste gyldige version." (tankegangen er bibeholdt s. 64)
S.54: (citat) "Selve ordningen af de 114 åbenbaringer (nu: mange åbenbaringer s. 77), Muhammad fik i sit 22 års virke som profet, skete som tidligere nævnt først 20 år efter hans død, under den tredje khalif, Uthman."
    Profeten Muhammad fik IKKE 114 åbenbaringer, MEN en lang række åbenbaringer af varierende længde. Disse åbenbaringer blev nedskrevet løbende – og reciteret af Profeten og hans fæller i den rækkefølge, som Profeten havde fået meddelt sammen med hver eneste åbenbaring.
    Langt de fleste kilder er enige om, at de forskellige nedskrevne brudstykker af åbenbaringerne var samlet til ét eksemplar allerede før Abu Bakrs død, dvs. to år efter Profeten Muhammads død. Uthman har hverken "redigeret" eller "kodificeret" Koranen; men han sørgede for, at et antal kopier af det allerførste komplette eksemplar blev udfærdiget og sendt til de vigtigste byer i riget ca. 20 år efter Profetens død.
    (påstanden om, at Koranen først skulle være blevet samlet til et eksemplar og redigeret og kodificeret af Uthman ca. 20 år efter Profetens død er bibeholdt)

S.54: (citat) "Åbenbaringerne eller kapitlerne er ikke indordnet kronologisk, men efter længden. De længste sura’er står i begyndelsen (bortset fra den korte åbningssura, der står allerforrest) og de korteste står bagest." (bibeholdt s. 77)
    Det er en udbredt misforståelse, at Koranens kapitler skulle være ordnet efter længde. Ligegyldigt hvor man slår ned i Koranen, så holder denne påstand ikke stik:
    Eksempelvis indeholder sura’erne 19-27 henholdsvis 98, 135, 112, 78, 118, 64, 77, 227 og 93 vers.
    Sura’erne 72-79 indeholder henholdsvis 28, 20, 56, 40, 31, 50, 40 og 46 vers.
    Sura’erne 95-100 indeholder henholdsvis 8, 19, 5, 8, 8 og 11 vers.
    Iflg. Islamisk tradition (hadîth) gjorde Profeten - hver eneste gang, han videregav en ny åbenbaring til sine nærmeste - rede for dens nøjagtige placering i forhold til det allerede åbenbarede, idet versenes rækkefølge er en del af den guddommelige åbenbaring. Ydermere reciterede han hvert eneste år i de sidste 10 dage af fastemåneden - i menighedens påhør - alle de åbenbaringer, han indtil da havde modtaget, således at versenes rækkefølge var nøje fastlagt.

S.54-55: (citat) "Det klassiske arabisk, som Koranen er skrevet i, og modsigelserne (nu: allegorier og lignelser s. 78) og tvetydighederne har i tidens løb gjort Koranen til genstand for mange fortolkninger. Derfor er der de mange sekter eller retninger. Alle bruger den samme Koran, men læser den forskelligt, og uenigheden mellem mange retninger handler generelt om, hvordan man i praksis skal fortolke Koranen. Man kan faktisk finde det, man søger - nøjagtig som i Bibelen - og fortolke efter forgodtbefindende.." (tanken bibeholdt, men omformuleret s. 78)
    Læser man Koranen som en helhed, indeholder den IKKE modsigelser (4:82), MEN forskellige overensstemmende variationer (39:23) - den ene åbenbaring er med til at tydeliggøre den anden (75:17-19). Den indeholder foruden tydelige tegn også billedlige tegn, der er beregnet til fortolkning. (3:7)
    Sande troende tolker Koranen med ydmyghed og respekt for dens ophav og bevæger sig ikke ud over de rammer, som Koranen fastlægger; men der vil altid være mennesker, der i egen interesse forsøger at manipulere med Skriften. Man kan naturligvis ikke "finde det, man søger" – medmindre man tager enkelte passager ud af deres kontekst. De helt grundlæggende anvisninger er klare og utvetydige.

Det islamiske menneskesyn
I forordet skriver forfatteren: "Det er de færreste, der ved, at islam er ca. 600 år yngre end kristendommen, at islam og kristendommen udspringer af samme gammeltestamentlige tradition og at begge bygger på nogenlunde de samme myter og historier. Muslimerne tror også på skabelseshistorien, på Adam og Eva, på spisning af den forbudne frugt, på uddrivelsen fra paradiset, og de anerkender alle Bibelens profeter." (s.9) (udeladt s. 12)
    Også her er der tale om en decideret ikke-muslimsk tilgang til emnet. Det er rigtigt, at nogle af Koranens beretninger ligner Bibelens, men de stemmer ikke overens i alle detaljer. Og det er netop disse detaljer, der er vigtige for at forstå islam og det islamiske menneskesyn - og forskellen mellem islam og andre religioner. Islam bygger ikke på "myter og historier", men på Guds åbenbarede ord.
    Muslimer tror således ikke på "skabelseshistorien", som forfatteren hævder, men på den koranske skabelsesberetning, der er ret så forskellig fra Bibelens (2:30-34). Koranen taler ganske rigtigt om "spisning af den forbudne frugt", men indeholder ikke nogen egentlig "syndefalds-beretning". Adam og Eva "snublede" (2:35) og "smagte af træet" (7:22). At menneskene efterfølgende måtte have "jorden som bolig for en tid" (2:36) var en nødvendig forudsætning for, at de kunne opfylde deres bestemmelse som arving til jorden og forvalter af skabelsen.
    Derfor findes intet begreb som "arvesynd" i islam. Gud lærte mennesket at angre og bede om tilgivelse: "Herren lærte Adam at angre, for Herren går de angrende i møde. Han er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst" (2:37). Derved viskede Gud tavlen ren og sendte mennesket ud i verden som syndfrit og rent. Der er ikke brug for, at Gud – som i kristendommen - skal genoprette det tabte gudsforhold. Der er ingen synd til hindring for, at mennesket kan leve, som Gud vil det. Mennesket har dog brug for Guds vejledning og åbenbaring, fordi det er uvidende og glemsomt.

S.26 (note 4 s.215): (citat) "Islam opererer slet ikke med en Helligånd." (slettet s. 32)
    Det er rigtigt, at Helligånden ikke optræder i Koranen som del af en treenighed; men ærkeenglen Gabriel, der overbragte Guds ord til profeterne, omtales som "ruh ul-qudus" – den hellige ånd. (16:102, 26:192-195, 40:15)
    Mennesket adskiller sig fra den øvrige skabelse, ved at Gud "blæser af Sin ånd (ruh) i fosteret", hvorved Han giver det "hørelse, syn og hjerte", dvs. intellekt og handlefrihed (15:29, 32:7-9, 38:72), og profeter og jomfru Maria styrkes ved "ruh ul-qudus". (2:253, 4:171, 21:91)

S.26: (citat) "Muslimerne afviser den kristne opfattelse om, at mennesket skulle være skabt i Guds billede. Hvis mennesket er skabt i Guds billede, må mennesket ligne Gud. Og det gør mennesket ikke if. islamisk opfattelse."
    Det er rigtigt, at man i islamisk teologi ikke taler om "mennesket skabt i Guds billede" – men der er dog en parallel: For når Gud "blæser af Sin ånd" i mennesket (32:7-9) og giver det intellekt og handlefrihed, betyder det også, at mennesket får potentiale til at stræbe efter - og mulighed for at udvikle - de egenskaber, som kun Gud besidder i absolut forstand. Disse egenskaber er udtrykt i "Guds 99 navne": Barmhjertig, tilgivende, overbærende, retfærdig, vidende, omsorgsfuld, mild, gavmild, tålmodig etc.

Gudsopfattelse
S.25: (citat) "De arabiske kristne i den arabiske verden kalder også deres Gud for Allah."
    Iflg. islam/Koranen er der kun én Gud (2:255, 112:1-4). Dette præciseres endog med en henstilling om at sige til jøder og kristne: "Vores gud og jeres gud er den samme..." (29:46)
    Følgelig må den korrekte formulering være: "De arabiske kristne i den arabiske verden kalder også Gud for Allah." (rettet s. 30)

S.25: (citat) "Respekten for Gud er så stor, at når en muslim (nu: ultraortodoks s. 31) overhører nogen hævde, at Gud ikke findes eller bespotter ham, skal de bede om tilgivelse for overhørelsen." (men ellers bibeholdt)
    Der er ingen grund til at bede om tilgivelse for noget, man ikke har gjort; men man bør forlade et selskab, hvis man ikke med ord kan forhindre bespottelsen og få dem til at skifte samtaleemne. (4:140, 6:68)

S.25: (citat) "Også når en muslim (nu: ultra ortodoks s. 31) ser sko vendt om, således at sålerne peger opefter (mod Gud), vender muslimen øjeblikkeligt skoene om." (men ellers bibeholdt)
    Gud befinder sig IKKE kun "opefter", MEN er allesteds-nærværende (2:115, 7:7). I øvrigt er der – som tidligere nævnt - tale om folkelig overtro.

S.28: (citat) "Når den fromme muslim påskønner noget smukt, frodigt eller sundt, siger han/hun "mashallah" (i Guds øjne)". (nu: "det er Guds vilje" s. 36)
    "Ma-sha-Allah" kan bedst oversættes til dansk med "som Allah ønskede det", "som det var Allahs vilje" eller "som Allah ville det". Det er umuligt at oversætte det til "i Guds øjne".

Ånder (djin)
S.22: De arabiske nomader havde (citat) "en forestilling om eksistensen af to væsner; den venlige "djin" og den onde "a’afrit". (Disse væsner blev senere overtaget af den islamiske tradition)". (erstattet af henvisning til Koranen s. 28)
    Fakta er, at hele Koranens kap. 72 handler om eksistensen af skjulte onde kræfter (djin), som dog kan holdes på afstand gennem bøn og tillid til og tro på Gud og Hans ord. Det er ikke noget, som senere "er blevet overtaget af den islamiske tradition".

S.147: (citat) "Troen på eksistensen af onde ånder i omgivelserne, især i mørket og ved kirkegårde, findes i alle samfundslag."
    Her blander forfatteren kristen og islamisk sprogbrug – han burde skrive "begravelsesplads" i stedet for "kirkegård". (formuleringen er bibeholdt s. 230 - men om forfatteren rent faktisk mener "kristne kirkegårde" eller "muslimske begravelsespladser" står hen i det uvisse s. 230)

Guds engle og Iblis, den onde
S.29: (citat) "De andre engle, der ikke har det arbejde at skulle registrere alt, har hver sin funktion og indgår i en aristokratisk rang-orden – med "Jibreel" (Gabriel) som Ærkeengel. De to vigtigste engle er Gabriel og Uzrain. ... Engelen Uzrain har til opgave at sørge for, at mennesket dør på det tidspunkt, som Allah allerede har bestemt før fødselen." (afsnittet er omformuleret, men N.K. taler stadig kun om én ærkeengel som den øverste i englenes aristokratiske rangorden s. 37)
    Iflg. Ibn ’Abbâs, Profetens fætter, der har overleveret et meget stort antal udsagn om Profetens sædvane (sunna), er der fire ærkeengle: Israfîl, Mikhail, Jibrîl (Gabriel) og dødsenglen Azrâîl (IKKE Uzrain, som forfatteren skriver). Intetsteds siger han, at nogle af ærkeenglene skulle være "vigtigere" end andre.

S.31: (citat) "Ifølge Koranen (15,29-36) var Iblis, endnu før mennesket blev skabt, en Ærkeengel. (udeladt s. 40) Men da Adam blev skabt, blev Iblis misundelig på Adam, fordi Adam blev skabt med seksuelle drifter, mens Iblis var/er et aseksuelt væsen (nu: nogle teologer hævder, at... s. 40). Iblis nægtede at tjene Adam og menneskeheden, som Gud befalede, og blev den første, der ikke adlød Gud. Iblis blev udstødt, og Gabriel, som var den næsthøjest rangerende engel, blev gjort til Ærkeengel". (udeladt s. 40)
    Der er intet i Koranen, der tyder på, at Iblis skulle have været en ærkeengel, og at Gabriel på et tidspunkt skulle have været "den næsthøjest rangerende engel" før han blev "gjort til Ærkeengel".
    Iflg. Koranen 2:34, 7:11, 15:31, 18:50 m.fl. var Iblis ganske rigtigt til stede, da Gud befalede englene at bøje sig for mennesket (Adam); men det anføres intetsteds, at han skulle have været en engel eller ærkeengel. Koranen siger klart og utvetydigt, at han var en ånd (djinn). (18:50)
    Forklaringen på Iblis’ opsætsighed er IKKE, at han "var/er et aseksuelt væsen", MEN – som det klart og tydeligt fremgår af Koranen - at han følte sig overlegen, idet han selv var skabt af ild, medens mennesket "kun" var skabt af ler. (7:12) (s. 40)

Skæbnetroen (al-qadr)
S.30: (citat) "Muslimer tror generelt på, at Gud har bestemt deres liv i forvejen, før de blev født, og intet kan ændre det. Alt er fastlagt på forhånd. ... Hvis et barn på fem år bliver kørt over af en bil og dør, så er det noget, der er forudbestemt af Gud allerede på den 120. dag efter undfangelsen."
S.31: (citat) "For de fleste traditionelle muslimer fra landdistrikterne, er det fatalistiske dogme det mest fremherskende i deres hverdag, mens det uklare og tvetydige dogme om den frie vilje mest er dominerende blandt de veluddannede muslimer fra de større byer."
    De lærde har altid diskuteret – og været uenige om - forholdet mellem det forudbestemte og den frie vilje. Skæbnetroen kan være en trøst i de tilfælde, hvor ondskab og prøvelser påføres mennesket "udefra"; men at menneskets handlinger og skæbne skulle være forudbestemt af Gud indtil den mindste detalje, er et påskud, som mange magthavere op igennem historien har brugt for at holde hele befolkninger i deres hule hånd og i vedvarende passivitet – og man kan ind i mellem have mistanke om, at nogle bevidst bruger skæbnetroen som påskud for at flygte fra deres ansvar. Men skulle Gud, der er kærlig, nådig og barmhjertig, virkelig forudbestemme, at nogle af Hans skabninger skulle være onde – og efterfølgende lade dem bøde for en ondskab, de ikke selv har kontrol over?
    For den, der kender og reflekterer over Koranen, er begrebet "qadr" ikke "uklart og tvetydigt", som forfatteren hævder. Det handler ganske enkelt om at se Koranen som en helhed:
    Iflg. Koranen har Gud IKKE forudBESTEMT hvert enkelt menneskes handlinger, og der er – både i selve Koranen og i islamisk tradition (hadîth) - mange eksempler på, at der i en given situation er flere muligheder at vælge imellem. Men da Gud står uden for tid og rum, har Han en forhåndsVIDEN om, hvorledes hver enkelt af os vil handle.
    Det er ganske grundlæggende i islam/Koranen, at mennesket har FRIHED til at træffe personlige valg. Den frihed får det, ved at Gud "blæser af Sin ånd (ruh)" ind i fosteret (32:7-9). Mennesket har derved i vid udstrækning indflydelse på, hvorledes dets liv vil forme sig, fordi det har mulighed for at vælge mellem det gode og det onde, det rigtige og det forkerte etc. Hver eneste handling får en konsekvens - det er denne konsekvens, som Gud har forudBESTEMT og meddelt os via Sin Lov, Koranen. Eksempelvis er mord, manddrab, tyveri, mened o.a. strafbart – og selvom man måske ikke bliver stillet for retten og straffet i dette liv, skal man stå til ansvar for Gud. Sætter man mennesker, rigdom, magt eller ære lige så højt eller højere end Gud – eller hvis man hårdnakket nægter at tro på Gud, selvom man er blevet gjort bekendt med Hans ord – går man sin egen fortabelse i møde. Hvis man derimod tror på Gud, opfylder sine forpligtelser over for Gud og alt det, Han har skabt, og ikke forvolder nogen skade, vil det gå én godt. ... I virkeligheden er det ganske enkelt – det handler om frihed under ansvar: Mennesket har handlefrihed og skal på Dommedag stå til ansvar for alle sine handlinger (2:48). Der er naturligvis nogle hændelser, mennesket ingen indflydelse har på, som f.eks. "naturlovene": Hvis man ikke indtager mad og drikke, dør man af sult og tørst. Hvis man går ud i frostvejr i bare tæer, risikerer man at få lungebetændelse. Og menneskene kan ikke lave om på dagenes og årstidernes skiften – eller på jordens, solens og månens kredsløb, men er nødt til at acceptere – og indrette sig efter – det mønster, Gud har skabt. ...
    Det enkelte menneske har ej heller indflydelse på, hvilke omstændigheder, det fødes ind i – men skal stå til ansvar for, hvorledes det har udnyttet de muligheder og ressourcer, det er blevet givet.(1) (s. 39-40)

Død og begravelse
S.56: (citat) "Mange fromme muslimer starter deres dag med at høre Koranen på bånd. Når et familiemedlem dør, forventes det, at man de første 40 dage (nu: de første mange dage (måske uger) s. 79) dropper musikken til fordel for Korankassettebånd."
    Her er et eksempel på forfatterens mange uheldige sammenkædninger af "fromme muslimer" med handlinger, der er decideret kulturelle. Det er menneskeligt at sørge; men man skal ikke gå til yderligheder: Iflg. flere profetudsagn (hadîth) er det forbudt at sørge mere end tre nætter over en afdød. Kun for en enke er sørgetiden længere: fire mdr. og ti dage – dvs. lige så lang tid, som hun må vente, før hun må gifte sig på ny.

S.203: (citat) "Det er anbefalet (nu: I min landsby lader man ikke s. 289), at man ikke lader den/de efterladte alene i de første 7 dage efter et dødsfald. I den afdødes hjem vendes tæpper om, og spejle vendes mod væggen i 40 dage - så blikket ikke forstyrres. I denne periode må der heller ikke ses tv eller høres musik – kun kassettebånd med Koranrecitation. De pårørende mænd går i sort og barberer sig ikke de første 40 dage, og kvinderne går i sort i 90 dage."
    Når forfatteren bruger vendingen "det er anbefalet" vil læseren uvægerligt tro, at der er tale om et religiøst påbud – hvilket der dog IKKE er. Der er tale om lokale traditioner, som intet har med islam at gøre. Senere (s.204) hedder det, at "det forventes også, at hun (en enke) ikke gifter sig, førend der er gået et år" – men iflg. Koranen (2:235) er der intet som helst i vejen for, at en enke gifter sig, når ventetiden på 4. mdr. og ti dage er ovre.

S.203: (citat) "Den muslimske kirkegård (nu: begravelsesplads el. gravplads s. 289/290) minder en del om jødernes. ... på de islamiske kirkegårde ..."
    Selvom det forekommer, at muslimer begraves på kirkegårde, kan disse efter min bedste overbevisning ikke kaldes hverken "muslimske" eller "islamiske" – forfatteren burde bruge "begravelsesplads" i stedet.
    Forfatteren udtaler sig skråsikkert om den muslimske kirkegård (som altså er en begravelsesplads) – og det på trods af, at han netop indleder kapitlet (s.200) med at sige, at "skikke og ritualer varierer fra sted til sted". Begravelsespladser kan være endog meget forskellige: Nogle steder er der blot tale om en simpel marksten uden nogen som helst form for inskription – på en græsmark uden for en landsby med græssende får som de hyppigste besøgende. Fra Cairo kender vi "de dødes by", hvor rigmændene byggede deres gravmæler i 1800-tallet, og hvor fattige bønder i dag har slået sig ned i håb om at finde arbejde i millionbyen. Og fra det shi’a-muslimske Iran kender vi gravsteder prydet med fotos af de afdøde martyrer fra krigen med nabolandet Irak.

Dommedagen, paradiset og helvedet
S.24: (citat) "For det andet skulle han (Muhammad) advare sine bysbørn om verdens snarlige (bibeholdt s. 30) undergang og Guds dom over menneskene. Baggrunden for forkyndelsen om Dommedagens snarlige (bibeholdt s. 30) komme var ..."
S.34: (citat) "Selvom Muhammad (ligesom Jesus, Matt.24) forkyndte og advarede sine bysbørn om Dommedagens snarlige (bibeholdt s. 46) komme (og opfordrede til, at de derfor skulle tilslutte sig islam, før det var for sent), står der i Koranen ikke ret meget om tidspunktet for dens komme. Det hedder i Koranen (7,188): "De spørger dig om timen for den endelige dom: Hvornår vil den komme? Sig: Kundskaben derom er hos din Herre alene.""
    Gud advarer i Koranen menneskene mod at udtale sig om noget, de ingen sikker viden har om (24:15). Skulle Profeten Muhammad da have udtalt sig om Dommedagens "snarlige" komme - på trods af, at kun Gud ved, hvornår den kommer?

S.25: (citat) "Den alvorligste overtrædelse, som man ikke har mulighed for at angre ved Dommedagen, er "shirk", dvs. hvis man antyder, at der er andre end Allah eller sidestiller og tilbeder andre guder end Allah."
S.33: (citat): "På Dommedagen vil menneskets handlinger blive gjort op og "vejet på en vægt", og "Gud vil dømme mennesket efter dets gerninger - og efter sin barmhjertighed". De, der har syndet, har dog mulighed for at blive tilgivet, hvis de vel at mærke angrer."
S.75: (citat): "De nævner, at "selv Gud giver de vantro mulighed for at angre på Dommens Dag"."
    Ligegyldigt hvilken overtrædelse, der er tale om, er det iflg. Koranen for sent at angre, når man ser straffen i øjnene på Dommedag. Oprigtig anger må naturligvis finde sted, inden døden indtræffer. (s. 45) (4:17-18)

S.33: (citat) "Der er dog tre former for synd, som man ikke kan tilgives for. Den første er "shirk", dvs. at sidestille eller at tilbede nogen andre guder end Gud. Den anden er falsk profeteri, dvs. at hævde, at man er en profet, der er sendt af Gud. Den tredje er at hævde, at Muhammad er forfatteren til Koranen." (nu: mange islamiske teologer mener desuden ... resten omformuleret, men elementerne er bibeholdt s.45-46)
    Iflg. Koranen er gudsfornægtelse (kufr) og det at sidestille nogen eller noget med Gud (shirk) de ENESTE synder, Gud ikke tilgiver menneskene (s. 45). (4:48, 9:80)

S.34: (citat) "Djanah'et eller paradiset, som beskrives flere steder i Koranen, er et sted eller en tilstand af lyksalighed, fred og ro. Der er mælk, honning, vin, hvile, smukke haver, skyggefulde træer og jomfruer. Man lever evigt uden bekymringer, byrder og ansvar. Og her ophæves alle restriktioner og forskrifter. (I paradiset må man eksempelvis godt nyde alkohol)." (slettet s. 46)
S.106: (citat) "Islam er en af de religioner, der inddrager sex som belønning i livet efter døden. Det islamiske paradis er en evig nydelse - eksempelvis vil en orgasme vare helt op til fire år i paradiset." (slettet s. 176) (men ellers bibeholdt)
    Det er rigtigt, at Koranen giver en malerisk beskrivelse af paradiset; men det er unægtelig svært at tage en forfatter alvorligt, der uden blusel og dikkedarer kolporterer den folkelige og naive forestilling om sex som belønning i livet efter døden, om orgasmer der varer helt op til fire år, og om et paradis med jomfruer og alkohol i ubegrænset omfang, som en del af islams lære.
    Og hvilke andre religioner, der "inddrager sex som belønning i livet efter døden", har forfatteren mon i tankerne?

S.34: (citat) "If. Koranen skal "de utaknemmelige" (dvs. de vantro, der ikke har ladet sig lede af Gud), der kommer i helvedet, "drikke kogende vand og hyle som hunde." (udeladt s. 46)
    Koranen er fyldt med lignelser og metaforer; men den nævner intet om, at menneskene i Helvede "hyler som hunde".

S.35: (citat) "Jesus blev if. den islamiske lære hentet op til himmelen og er fortsat deroppe og vil vende tilbage sammen med Muhammad (slettet s. 47) lige før Dommedagen." 
    Det er uklart - hele bogen igennem - hvad forfatteren mener med "den islamiske lære". Hverken Koranen eller islamisk tradition (hadîth) taler om Profeten Muhammads genkomst. Koranen siger ej heller noget om Jesu genkomst; den omtales udelukkende i islamisk tradition.

S.139: (citat) "Det er også nævnt flere steder i Koranen, at "enhver, der er opfostret med ulovlige midler, vil være brændstof til helvedets ild på Dommedagen."" (bibeholdt s. 218)
    Jeg tror ikke, jeg er den eneste muslim, der undrende spørger: "Hvor står det skrevet – og så endda flere steder?" Eller har forfatteren mon en ganske speciel Koran, som vi andre ikke har kendskab til?

Den forfulgte profet i Mekka
S.36: (citat) "Muhammads største modstandere var Mekkas købmænd. De gik imod ham, dels fordi han beskyldte dem for egoisme og for manglende socialt ansvar, og især fordi han forlangte, at man fjernede de mange sten og træguder i Ka’aba-templet, da de efter hans opfattelse besudlede den hellige sorte sten i Ka’aba’en."
    Nej, gudestøtter kan ikke "besudle" en sten - MEN de er udtryk for blasfemi og afgudsdyrkelse, for foragt for den ene sande Gud (s. 48). Den sorte sten befinder sig IKKE i Ka’baen, men er – som tidligere nævnt – indmuret i Ka’baens nordøstlige hjørne. Den sorte sten er ej heller "hellig", som forfatteren skriver.

S.37: (citat) "På et tidspunkt var Muhammad ude for en ekstatisk oplevelse, der kom til at betyde, at Jerusalem blev en hellig by for muslimerne. Det fortælles (i Koranens 17,2), at Gabriel en nat førte Muhammad (på en "Buraq", en vinget hest med kvindehoved og påfuglehale) fra Mekka til tempelpladsen i Jerusalem, hvor han forrettede en bøn med Abraham, Moses og Jesus. Derefter foretog de en himmelfart med start fra klippen og så himmel og helvede."
    Koranen 17:2, som forfatteren henviser til, omtaler ganske rigtigt Profeten Muhammads natterejse og himmelfærd, og der har altid været delte meninger om, hvorvidt denne beretning skal forstås bogstaveligt eller billedligt (s. 49). Koranen nævner imidlertid INTET om den hest, som Profeten iflg. islamisk tradition (hadîth) skulle have redet på fra Mekka til Jerusalem sammen med ærkeenglen Gabriel før sin himmelfærd. Koranen nævner ej heller, at Muhammad skulle have forrettet bøn sammen med Abraham, Moses og Jesus. Ej heller i hadîth-litteraturen findes der belæg for at beskrive Buraq med kvindehoved og påfuglehale. Denne forestilling findes udelukkende i folkereligiøsiteten.
    (hele beretningen er omformuleret, men skelner stadig ikke klart mellem Koran og tradition - og er mildest talt forvirrende. Desuden hævder N.K. nu fejlagtigt, at de to moskéer i Jerusalem (citat) "betragtes som den islamiske verdens vigtigste moskéer"! s. 49-50)

S.37: (citat) "Men efter denne oplevelse bad Muhammad sine tilhængere om at vende "qibla", bederetningen, mod Jerusalem." (udeladt s. 49-50)
    Muslimernes bederetning havde helt fra starten af Profeten Muhammads forkyndelse været Jerusalem - altså også FØR den omtalte himmelfærd.

Udvandringen (hidjra)
S.37: (citat) "Da Abu Talib, Hashimmi klanlederen, som hidtil havde holdt hånden over Muhammad, døde, og Abu Lahab, Muhammads ærkefjende, overtog klanlederrollen, valgte Muhammad (tilføjet: (på Guds befaling) s. 50) i 622 e.Kr. at udvandre til oasebyen Yatrib (Medina)."
    Efter islamisk opfattelse var det IKKE Profeten Muhammad, der "valgte" at udvandre til Medina - han gjorde det på Guds befaling.

S.39: (citat) "Efter bruddet med jøderne bad Muhammad muslimerne om at ændre qibla'en, "bederetningen", fra Jerusalem til Mekka." (udeladt s. 52)
    Ca. 1½ år efter ankomsten til Medina blev bederetningen ved guddommelig åbenbaring ændret fra Jerusalem til Mekka (2:142-144) - det var IKKE Muhammad, der "bad" sine tilhængere derom.

S.39: (citat) "Abrahams søn, Ismael, som Abraham fik med tjeneste-pigen (nu: første hustru s. 52) Hagar, blev betragtet som arabernes/muslimernes stamfader."
    Her har forfatteren bevæget sig over i gammeltestamentlig tradition ved at kalde Hagar "tjenestepige" (trælkvinde) - på s.69 omtaler han hende korrekt som "Abrahams anden hustru".

S.39: (citat) "Han gjorde fredag til muslimernes hviledag (nu: fredag er efterhånden blevet til "en hviledag" s. 52), bl.a. fordi Adam blev skabt på en fredag og drevet ud af paradiset på en fredag."
S.58: (citat) "Da fredag er muslimernes hellige dag..." (slettet s. 52)
    Fredag er HVERKEN muslimernes "hviledag" ELLER "hellige dag": Koranen opfordrer de troende til at efterkomme deres sædvanlige forpligtelser efter at have deltaget i fredagsbønnen (62:9-11), thi også arbejde er en form for tilbedelse. Koranen nævner ej heller noget om, at Adam skulle være skabt og drevet ud af paradiset på en fredag. Det er også her bibelsk tradition, der "spøger", når forfatteren taler om "hviledag", "hellige dag" og at Adam blev "drevet" ud af paradiset.

Religion og politik
S.40: (citat) "Islam går ud fra, at religion og stat ikke kan adskilles. Troen er "politisk" og universel. Af den grund har islam meget mere at sige om folks adfærd og opførsel end kristendommen. Derfor er islam (i forhold til kristendommen) mere end en religion. Islam er et altomfattende system, der har en mening om alt." (udeladt s. 119 ff.)
    Her fremfører forfatteren en – blandt muslimer udbredt – misforståelse: at islam har mere at sige om folks adfærd og levevis end kristendommen. Misforståelsen opstår, fordi man sammenligner praktiserende muslimer med ikke-praktiserende kristne og ser lovgivningen fjerne sig mere og mere fra sit kristne udgangspunkt. I virkeligheden lever troende – hvad enten de så er jøder, kristne eller muslimer – nok ikke helt så forskelligt, som det sædvanligvis antages. Vi er alle bundet til Gud, vi står alle i gæld til vor Skaber (religio = latin = at være bundet til / deen = arabisk = at stå i gæld til).
    Forskellen ligger nok mere i det kulturelle og er særlig synlig her på vore breddegrader, fordi de fleste muslimer har indvandrerbaggrund og har bevaret mange af deres hjemlands sæder og skikke. I andre dele af verden, hvor religionerne i århundreder er blevet praktiseret side om side, er der ikke meget, der skiller folk i dagligdagen. Mange danskere, der i en moden alder har fundet vej til islam, lever udadtil som deres kristne naboer – og således vil det også med tiden være for muslimer med indvandrerbaggrund. Hvis "kulturkristne" samtidig – om Gud vil det - bliver mere bevidste om deres kristne tro, vil den mest synlige skillelinje mht. adfærd og levevis ikke længere gå mellem kristne og muslimer, men mellem troende og ikke-troende. Mange af de værdier, som vort samfund bygger på, og som sædvanligvis omtales som kristne, er i virkeligheden – skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig inden for en kristen tradition – lige så islamiske, som de er kristne.(2)
    At man taler om islams tætte forhold til politik bunder nok i, at man ser Iran som prototype på en islamisk stat. De seneste ti-femten års diskussioner om, hvorvidt demokrati er foreneligt med islam, viser tydeligt, at en islamisk stat særdeles vel kan bygge på koranske principper uden at der behøver være tale om et teokrati – især i sunni-muslimske lande, hvor der ikke findes nogen egentlig præstestand, hvor religiøse ledere ikke opfattes som ufejlbarlige, og hvor ledende politikere ikke nødvendigvis behøver være muslimske lærde, blot de ikke regerer landet i modstrid med islam.(3)

Djihad
S.41: (citat) "Det er her (i Medina-åbenbaringerne), gammeltestamentlige begreber som "øje for øje og tand for tand" og "djihad" forekommer." (nu: forekommer som en mulighed s. 54) ("djihad" er dog slettet)
S.164: (citat) "Hvad angår drab, gælder det gammeltestamentlige princip "øje for øje og tand for tand"."
     Koranen foreskriver IKKE "øje for øje og tand for tand", MEN anfører det udelukkende som en MULIGHED: (s. 104) "I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. Men den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), vil derved sone sine egne synder" (5:48) og "Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og slutter forlig, vil blive belønnet af Gud, for Gud elsker ikke de uretfærdige" (42:40). Der er ikke tale om hævn, men om en tydelig lempelse i forhold til Det Gamle Testamente. (2:178-179)

S.41: (citat) "Koranen og den islamiske lære skelner mellem "den store djihad" og "den lille djihad"." (nu: Der bliver i islam skelnet... s. 54)
    Koranen skelner IKKE mellem den store og den lille djihâd, men omtaler djihâd slet og ret. Det er islamisk tradition (hadîth), der skelner.(4)

Tiden efter Profeten Muhammad
S.46: (citat) "I modsætning til Muhammad pålagde Omar (slettet s. 58) "dhimma-folk" (jøder og kristne) i det islamiske rige en kopskat som betingelse for, at de fortsat kunne praktisere deres religioner. ... Mange gik over til islam for at undgå at skulle betale den ekstra skat." (tanken er bibeholdt s. 59 - uden dog at kalde kopskatten en "ekstra skat")
    Det var IKKE Omar, der indførte "kopskatten" – også kaldet "beskyttelsesskat" (djizya). Den er faktisk påbudt i Koranen 9:29, som tegn på, at man som ikke-muslim ville være loyal over for den muslimske overøvrighed til gengæld for at nyde statens beskyttelse. Den var pålagt de voksne, arbejdsduelige ikke-muslimske mænd, der ikke deltog aktivt i landets forsvar. De, der valgte at gøre militærtjeneste på lige fod med muslimske mænd, var fritaget for at betale djiziya. Der var ikke tale om nogen "ekstra skat", idet ikke-muslimske mænd (og kvinder) naturligvis ikke betalte den for alle muslimer lovpligtige zakât.

S.51 (note 11 s.216) (citat) "De tyrkiske osmanner gik fra den arabiske betegnelse khalif til den tyrkiske sultan." (slettet s. 69)
    De osmanniske (tyrkiske) sultaner har siden kalif-embedet overgik til Osmannerriget i 1516, betegnet sig selv som både sultan og i allerhøjeste grad Khalifatul-muslimeen.

© Aminah Tønnsen, april 2001 & november 2003    

Noter:

(1) Det er denne opfattelse af "skæbnetroen", der har vundet frem i det 20. århundrede i takt med, at mange flere end tidligere - i kraft af deres uddannelse - har fået mulighed for selv at læse Koranen. Se f.eks. Hasan al-'Anani: Freedom and Responsability in Qur'anic Perspective. Indianapolis 1990.

(2) Eksempelvis er medmenneskelig omsorg, forvalterskabstanken, ytrings- og trosfrihed, livets ukrænkelighed og forbud imod løgn, mened, tyveri, vold og mord fælles for jødedom, kristendom og islam.

(3) Se f.eks. www.islam21.org eller Tarek Mitri (ed.): Religion, Law and Society. Geneva 1995.

(4) Vedr. djihad se Djihad - hellig krig eller vejen til fred?

Litteratur:

forrige <   > næste